Kapitel 40
3 Nefi 8-11
Indledning
Jesu Kristi tilsynekomst på det amerikanske fastland er bevis på, at Gud opfylder sine løfter og at Jesu Kristi opstandelse er en realitet. Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
»Sønnen talte med en røst, der gik helt ind til marven og sagde ganske enkelt: ›Jeg er Jesus Kristus, som profeterne bevidnede skulle komme til verden‹ (3 Ne 11:10).
Den tilsynekomst og den erklæring udgjorde omdrejningspunktet, det største øjeblik i hele Mormons Bog …
Alle havde talt om ham, sunget om ham, drømt om ham og bedt om hans tilsynekomst – men her var han så rent faktisk. Dagenes dag!« (Christ and the New Covenant: The Messianic Message of the Book of Mormon, 1997, s. 250-251).
Gennem studium af denne skriftstedsblok kan eleverne se, at profeternes udtalelser blev opfyldt. De kan indirekte opleve Frelserens besøg hos folket i landet Overflod og styrke deres vidnesbyrd om Jesu Kristi opstandelse.
Nogle læresætninger og principper
-
Alle de profetier, som Gud kommunikerer gennem sine profeter, bliver opfyldt (se 3 Ne 8).
-
Herren tager imod alle dem, som kommer til ham med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd (se 3 Ne 9:13-22)
-
Jesu Kristi tilsynekomst på det amerikanske fastland vidner om hans aktive tjenestegerning og realiteten af hans opstandelse (se 3 Ne 11:1-17).
-
Kristi lære omfatter tro, omvendelse, dåb og Helligåndsgaven (se 3 Ne 11:31-41).
Forslag til undervisningen
3 Nefi 8. Alle de profetier, som Gud kommunikerer gennem sine profeter, bliver opfyldt
Før du gennemgår detaljerne i ødelæggelserne i 3 Nefi 8, påpeg da, at lamanitten Samuel profeterede om den ødelæggelse, der ville finde sted på det amerikanske fastland på tidspunktet for Frelserens død i Jerusalem. Du kan eventuelt få eleverne til at bemærke, hvordan Mormon vægtede dokumenteringen af opfyldelsen af disse profetier (se 3 Ne 10:14) og den vægt, Herren selv lagde på opfyldelsen af profetierne, da han sagde: »Skrifterne angående mit komme er opfyldt« (3 Ne 9:16).
Få dem til at sammenligne 3 Nefi 8:3 med 3 Nefi 8:4.
-
Hvorfor tror I, at nogle mennesker gav »stor tvivl og mange mundhuggerier« mulighed for at erstatte »stor alvor«, som de brugte til at se efter tegnet?
-
Hvordan kan dette gælde os?
Bemærk: Hvis I deltaljeret drøftede lamanitten Samuels profetier i kap. 38, kan du eventuelt kort referere til dem i denne lektion.
Få eleverne til at dele sig i grupper på tre eller fire. Skriv følgende på tavlen:
|
Samuels profetier |
Opfyldelse |
Bed grupperne om at læse Helaman 14:20-27 og lede efter lamanitten Samuels profetier om Kristi død. Bed dem så om at læse 3 Nefi 8:5-23 og lede efter måder, hvorpå profetierne blev opfyldt. Du kan eventuelt foreslå, at eleverne krydshenviser disse to skriftsteder i margen på deres skrifter. Bed dem om at identificere, hvor mange år der gik mellem bekendtgørelsen af profetierne og opfyldelsen af dem (ca. 40 år).
Efter de har haft tid til at sammenligne skriftstedsblokkene, bedes hver gruppe om at skrive et eller to principper ned, som de har lært af disse begivenheder. Bed hver gruppe om at fortælle, hvad de har skrevet ned.
Stil følgende spørgsmål for at hjælpe eleverne til at finde anvendelse for disse skriftsteder:
-
Hvilke profetier tror vi som sidste dages hellige på, som andre mennesker afviser? (Skriv svarene på tavlen. Svarene kan omfatte profetier om evangeliets gengivelse i de sidste dage, opbygningen af det Nye Jerusalem, indsamlingen ved Adam-Ondi-Ahman og forkyndelsen af evangeliet i hele verden).
-
Hvorfor tror I, at nogle mennesker afviser disse profetier?
Bed en elev om at læse Lære og Pagter 1:38 . Bær vidnesbyrd om, at alle profetier, der står i skrifterne, og sidste dages profeters ord vil blive opfyldt.
Afslut denne aktivitet ved at stille følgende spørgsmål:
-
Hvordan kan det at læse om disse oplevelser hjælpe os med at forberede os på det andet komme?
-
Hvad kan vi gøre for at holde vores tro stærk, mens vi venter på, at profetierne bliver opfyldt?
3 Nefi 9:5-12. Gud holder de ugudelige ansvarlige
Sommetider stiller folk spørgsmål ved, om Gud husker de grusomheder, som de ugudelige påførte de retskafne. Da kong Noa fx gav ordre til, at Abinadi skulle brændes (se Mosi 17) og profeterne blev stenet til døde (se 3 Ne 7:19), kan folk have forventet, at Gud øjeblikkeligt straffede de ugudelige. Gud holder de ugudelige ansvarlige for deres handlinger, men han gør det i sin egen tid og på sin egen måde. Bed eleverne om hurtigt at kigge i 3 Nefi 9:5-12 og identificere vendinger, der beskriver udryddelsen af de ugudelige.
-
Hvordan bekræftede Herren profeternes ord?
3 Nefi 9:13-22. Herren modtager alle dem, som kommer til ham med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd
Bed eleverne om at forestille sig, at de er en del af gruppen, der hører Frelserens røst i 3 Nefi 9. Bed dem derefter om at læse v. 13-22 i stilhed. Få dem til at lede efter, hvor mange gange Herren beder folket om at komme til ham.
-
Hvad kan vi lære af Herrens gentagelse af denne invitation?
-
Gennemgå 3 Nefi 9:14. Hvordan har I følt, at Herren har rakt sin barmhjertigheds arm ud mod jer?
-
Hvordan har Herren velsignet jer, når I kommer til ham?
Forklar, at Jesus Kristus gjorde det klart, at dyreofringer skulle »høre op« og at hans disciple skulle ofre »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd« (se 3 Ne 9:19-20).
Før I drøfter betydningen af at ofre et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd, kan du eventuelt kort gennemgå formålet med dyreofre, og hvorfor Frelseren sagde: »Jeg vil ikke tage imod nogen af jeres slagtofre og jeres brændofre« (3 Nefi 9:19). Forklar, at moseloven krævede ofring af dyr. Disse ofringer var et slags symbol og et billede på forsoningen (se Moses 5:5-8; se også 2 Ne 25:24). Efter Jesu Kristi forsoning var det ikke længere nødvendigt med dyreofre. Amulek havde år tidligere undervist i denne sandhed og sagt, at blodet udgydt af Guds Lam ville blive det »stor[e] og sidste offer«, som ville blive »altomfattende og evigt« (Alma 34:10). Han sagde: »Derfor er det nødvendigt, at der skal … være en ende på blodsudgydelse, så skal Moseloven være opfyldt« (Alma 34:13). De retskafne forventede en ende på ofringer med dyr, efter at Guds Søn havde ofret sit blod.
-
Hvilke ofringer kræver Herren ifølge 3 Nefi 9:19-20 af os? (Se også Omni 1:26).
-
Hvad tror I, at det betyder at komme med et offer af »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«?
Når eleverne drøfter dette spørgsmål, kan du eventuelt få dem til at læse ældste D. Todd Christoffersons udtalelse på s. 287 i elevens hæfte. Denne udtalelse findes også på den medfølgende dvd
A. Bed eleverne om at tænke over, hvad de vil gøre for mere fuldt ud at komme til Gud med »et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd.« Du kan eventuelt foreslå, at de skriver deres tanker ned.
-
Hvordan kan vi mere fuldt ud frembringe dette offer for Herren?
Henvis eleverne til 3 Nefi 9:20.
-
Hvad lover Herren os til gengæld for vores offer af et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd?
Afslut med denne tanke fra ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum:
»Når I lader Gud bestemme frem for at følge jeres egen vilje, så giver I ham det eneste, som I i virkeligheden kan give ham, som er jeres at give. Vent ikke for længe med at finde alteret eller med at begynde at lægge jeres gave i form af jeres vilje på det!« (Liahona, maj 2004, s. 46; fremhævelse i den oprindelige tekst).
Bed eleverne om at tænke over, hvordan de kan underkaste sig Herrens vilje.
3 Nefi 11:1-17. Jesu Kristi tilsynekomst på det amerikanske fastland vidner om hans aktive tjenestegerning og realiteten af hans opstandelse
For at indbyde til større ærbødighed, når I drøfter Frelserens besøg til det amerikanske fastland, kan du eventuelt bede klassen om at synge eller gennemgå teksten til »Han lever! Vor Forløser stor« (Salmer og sange, nr. 70), Jeg på Kristus tror (Salmer og sange, nr. 69) eller en anden salme om Frelseren.
Bed eleverne om at forestille sig, at de var blandt dem, der mødte Jesus Kristus på det amerikanske fastland, når I læser 3 Nefi 11:1-17. Stil så nogle af følgende spørgsmål eller dem alle:
-
Hvordan reagerede folk på, at Frelseren kom?
-
Hvilke tanker og følelser fik I, da I lyttede til denne beretning?
-
Hvad tror I, at I ville have følt, hvis I havde været der?
Få en elev til at læse 3 Nefi 11:11 og en anden til at læse Lære og Pagter 19:16-19 .
-
Hvordan beskrev Frelseren sin smerte?
-
Hvordan kan vi vise vores påskønnelse for Frelserens lidelser for os?
Få en elev til at læse 3 Nefi 11:14-15.
-
Hvilken indsigt kan vi ud fra disse vers få om omfanget af Frelserens tjenestegerning? Hvad kan vi lære om Frelserens omsorg for folk?
Forklar at selvom vi endnu ikke har haft den oplevelse at røre ved Frelserens hænder og fødder, kan vi føle, at han findes og bære vidnesbyrd om ham. Bed eleverne om at bære deres vidnesbyrd om Jesus Kristus. Bær dit vidnesbyrd om Frelserens aktive tjenestegerning i vores tilværelse i dag og om realiteten af hans opstandelse.
3 Nefi 11:29. »Stridens ånd … er af Djævelen«
Få eleverne til at læse 3 Nefi 11:29
. Du kan eventuelt også opfordre dem til at understrege skriftstedet og bruge tid på at lære det udenad.
-
I hvilke situationer er det sandsynligt, at der opstår strid i vores tilværelse?
-
Hvad har I oplevet, der hjælper med at overvinde strid?
Overvej at fortælle en historie fortalt af præsident Thomas S. Monson på s. 290 i elevens hæfte.
-
Hvad er faren ved at lade strid og ordstrid være ukontrolleret eller uløst?
3 Nefi 11:31-41. Kristi lære omfatter tro, omvendelse, dåb og Helligåndsgaven
Bed en elev om at citere den fjerde trosartikel. Mens den bliver citeret, skrives følgende på tavlen:
-
Tro på Jesus Kristus
-
Omvendelse
-
Dåb
-
Helligåndsgaven
Informér eleverne om, at Frelseren understregede disse principper og ordinancer, da han underviste i det, han kaldte »min lære« (3 Ne 11:31-32, 39). Skriv Kristi lære over listen på tavlen. Få eleverne til at læse 3 Nefi 11:31-41 og lede efter Frelserens lære.
-
Hvad lover Frelseren ifølge 3 Nefi 11:39-41 os, når vi bygger på hans lære?
Få eleverne til hurtigt at læse 3 Nefi 11:21-28 og tælle, hvor mange gange Frelseren bruger ordet dåb eller døbt i disse vers (ni gange).
-
Hvorfor havde folket brug for at blive undervist i dåb? (Se 3 Ne 11:28).
-
Hvilke spørgsmål om dåb bliver besvaret i disse vers?
Bær dit vidnesbyrd om vigtigheden af fortsat at styrke vores tro på Frelseren, omvende os og forny vore dåbspagter ved at tage nadveren, så vi kan modtage Helligånden og bygge vores tilværelse på evangeliets sikre grundvold.