Kapitel 38
Helaman 13-16
Indledning
Den lamanitiske profet Samuel er kendt for den mirakuløse beskyttelse, som han fik, da han forkyndte fra muren, der omgav byen Zarahemla. Han gav specifikke profetier og tegn på Frelserens fødsel og død. Ligesom Samuel, der advarede nefitterne om at forberede sig på Jesu Kristi fødsel, hjælper sidste dages hellige profeter os med at forberede os på Frelserens andet komme. Du kan hjælpe eleverne med at erkende, hvordan sidste dages hellige profeters budskaber svarer til Samuels budskab og hvordan verdens reaktion på sidste dages hellige profeter sommetider svarer til nefitternes reaktion på Samuel. Bed eleverne om at følge eksemplet fra dem, der troede på Samuels ord og nød velsignelserne ved tro, omvendelse og en forandring i hjertet.
Nogle læresætninger og principper
-
Profeter advarer os om, at vi må omvende os (se Hel 13).
-
Profeter vidner om Kristi komme og underviser os i, hvordan vi skal forberede os på det (se Hel 14).
-
Sand omvendelse udtrykkes gennem et helt livs trofasthed (se Hel 15:7-16).
-
Når mennesker forhærder deres hjerte, giver de Satan lov til at få »et fast greb« om deres hjerte (se Hel 16:13-25).
Forslag til undervisningen
Helaman 13. Profeter advarer os om, at vi må omvende os
Spørg eleverne om de kan komme i tanke om et tidspunkt, hvor de (eller nogen, de kender) blev advaret mod fare og senere fandt ud af, at de var i sikkerhed, fordi de havde givet agt på den advarsel. (Eksempler på advarsler kan omfatte at være opmærksom på en advarsel på noget medicin, følge henvisningerne fra et vejskilt, være opmærksom på en advarsel givet af en forælder eller ven osv.). Læs følgende udtalelse af ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum:
»En tale holdt af en generalautoritet til en generalkonference – en tale forberedt under Åndens påvirkning for at fremme Herrens værk – holdes ikke, for at den skal nydes. Den holdes for at inspirere, opbygge, udfordre eller rette noget. Den skal høres under påvirkning fra Herrens Ånd, og hensigten er, at den lyttende lærer af talen og fra Ånden, hvad han eller hun skal gøre ved noget« (»Et helt livs pligttroskab«, CES-foredrag for Unge Voksne den 1. maj 2005, s. 1, ldsces.org; fremhævelse i den oprindelige tekst).
Læs Lære og Pagter 1:4-5 sammen med eleverne.
-
Hvordan giver Herren de advarsler, der er nævnt i disse vers?
En af de primære måder Herren advarer sit folk på er gennem profeternes ord. Lamanitten Samuel var en profet sendt af Herren til at advare nefitterne om, at de ville blive udryddet, hvis de ikke omvendte sig. Bed halvdelen af eleverne om at læse Helaman 13:1-6 og lede efter (1)hvordan Samuel modtog advarslen fra Herren og (2) hvad folket var nødt til at gøre for at give agt på advarslen. Få de andre elever til at læse Helaman 13:7-11 og lede efter (1) hvad folk ville miste og tåle, hvis de ikke omvendte sig og (2) hvad der ville ske, hvis de gav agt på advarslen. Når eleverne har haft tid til at læse, bedes de om at dele sig parvis for at drøfte det, de har fundet. Giv dem så mulighed for at fortælle hele klassen om deres ideer. Når eleverne kommer med deres bemærkninger, kan du eventuelt skrive et kort sammendrag på tavlen.
Spred småsten ud på gulvet, efterlad en smal, tydelig sti, der giver mulighed for at gå uden at træde på stenene. Bed to elever om at komme frem og giv dem bind for øjnene. Bed dem om at dreje rundt adskillige gange, så de bliver desorienterede. Bed dem så om at tage deres sko af. Spørg den ene, om han eller hun ville stole på den anden til at lede ham eller hende gennem stien.
Bed en elev om at læse Helaman 13:29. Bed så de to elever om at tage bindet af og vende tilbage til deres pladser.
-
Hvad kunne småstenene repræsentere i vores tilværelse?
-
Hvilken slags »blinde guide« sætter folk deres lid til?
-
Er I blevet sikkert ledt af en guide?
Bed halvdelen af eleverne om i stilhed at studere Helaman 13:17-23. Bed dem om at lede efter faren ved rigdom og instruktionerne, vi må følge, for at undgå denne fare. Bed dem om at drøfte, hvordan upassende jagt efter og brug af rigdom kan påvirke en person.
Bed de andre elever om i stilhed at studere Helaman 13:24-29 samt 2 Nefi 9:28 . Bed dem om at gennemgå de rationaliseringer, som folk på Samuels tid brugte, når de afviste profeterne.
Giv eleverne mulighed for at fortælle hele klassen om deres tanker.
Som en del af denne samtale kan du eventuelt hjælpe eleverne med at anvende Samuels ord i Helaman 13:24-29. Påpeg, at hvis vi gør dette, selvom vi ikke er skyldige i at kaste profeterne ud eller dræbe dem, kan vi sammenligne nogle aspekter af Samuels advarsel med os selv.
-
Hvilke specifikke ting har den nuværende præsident for Kirken rådet os til at gøre? Hvilke specifikke ting har han advaret os om, at vi bør undgå?
Bed eleverne om i stilhed at overveje deres personlige svar på følgende spørgsmål:
-
Hvad har I gjort for at reagere på den levende profets råd og advarsler? Hvordan er I blevet velsignet, når I har fulgt hans råd? Hvad kan I gøre for at blive bedre?
Helaman 13:38. At udsætte omvendelse fører til elendighed
Skriv følgende skriftsted på tavlen: »Kornhøsten er forbi, frugthøsten endt, men vi blev ikke frelst« (Jer 8:20).
-
Hvad betyder denne udtalelse?
Bed en elev om at læse Helaman 13:38.
-
Hvad lærer disse vers os om omvendelse?
-
Hvilket mesterskriftsted advarer os mod at udskyde dagen for vores omvendelse? (Hvis eleverne ikke husker Alma 34:32-34
, henviser du dem til det).
Læs følgende råd fra præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), Kirkens 15. præsident, hvor han talte specifikt til dem, som kæmper med afhængighed af pornografi. Vigtige vendinger, der hænger sammen med disse vers, er i kursiv.
»Lad enhver, som måtte være i dette ondes klør, gå på knæ i sit kammer og lukke sin dør og der bønfalde Herren om hjælp til at slippe fri fra dette onde uhyre. Ellers vil denne skamplet fortsætte gennem hele livet og endog ind i evigheden. Jakob, som var Nefis broder, forklarede: ›Og det skal ske, at når alle mennesker er overgået fra denne første død til livet, i og med at de er blevet udødelige … skal de, der er retfærdige, forblive retfærdige, og de, der er tilslørede, forblive tilslørede‹ (2 Ne 9:15-16).
Præsident Joseph F. Smith så i sit syn om Frelserens besøg hos de dødes ånder, at ›til de gudløse gik han ikke, og blandt de ugudelige og de uomvendte, som havde besmittet sig, mens de var i kødet, hævede han ikke sin stemme‹ (L&P 138:20)« (Liahona, nov. 2004, s. 62; fremhævelse tilføjet).
-
Hvad underviste præsident Hinckley, Jakob og præsident Joseph F. Smith i angående mennesker, der ikke omvender sig fra deres synder?
Læs følgende udtalelse af præsident Henry B. Eyring fra Det Første Præsidentskab. Før du læser, bedes eleverne om at lytte efter to vigtige årsager til hvorfor, de ikke bør udskyde omvendelse.
»De, som befinder sig i alvorlig synd, vil få en tanke bragt til deres sind, noget lignende denne her: ›Hvis det er så svært at omvende sig, kan jeg lige så godt fortsætte med at synde. Senere, når jeg har brug for tilgivelse, går jeg blot igennem det en gang.‹
Det er så uklogt. Lad mig fortælle jer hvorfor. For det første kan de mennesker, der udskyder deres omvendelse, løbe tør for tid. Og for det andet finder de mere elendighed i mere synd, ikke den lykke, de håbede på, men ikke kan finde. Husk advarslen fra lamanitten Samuel (se Hel 13:38)« (To Draw Closer to God: A Collection of Discourses, 1997, s. 65).
Giv eleverne tid til at overveje følgende spørgsmål:
-
Hvad er faren ved at udskyde omvendelse?
-
Hvilke velsignelser kan vi opleve, når vi er lydige og når vi omvender os med det samme, når vi har syndet?
Helaman 14. Profeter vidner om Kristi komme og underviser os i, hvordan vi skal forberede os på det
Dele af Helaman 14 om Samuels profetier om Kristi død er dækket i en undervisningsidé i kapitel 40 i dette hæfte. Du kan eventuelt læse den undervisningsidé og beslutte, om du vil bruge den her.
Få eleverne til at finde skemaerne på s. 273 i elevens hæfte. Afhængig af klassens størrelse deles eleverne parvis eller i adskillige mindre grupper. Få dem til at læse de skriftsteder, der står i skemaerne, der beskriver Frelserens fødsel og død, såvel som det Samuel underviste i angående forberedelse på Kristi komme. Eleverne kan eventuelt krydshenvise versene i Helaman 14 med de tilsvarende vers i Helaman 16 og 3 Nefi 1, 2, og 23. Når de har gennemgået skemaerne, kan du eventuelt bede dem om at drøfte følgende spørgsmål:
-
Hvad fortalte Samuel ifølge Helaman 14:12-13 folk, at de skulle gøre for at forberede sig på Jesu Kristi fødsel eller første komme?
-
Hvad har kirkeledere lært os om forberedelsen til Jesu Kristi andet komme?
Helaman 14:15-19. Jesus Kristus forløser os fra fysisk og åndelig død
Spørg eleverne:
-
Hvilke to former for død kan vi hver især opleve? (Fysisk død og åndelig død).
-
Forløser Jesu Kristi forsoning alle mennesker fra den fysiske død, som Adams fald bragte til verden? (Ja. Se 1 Kor 15:20-22
.)
Få eleverne til i stilhed at læse Helaman 14:15-19 og finde Samuels henvisninger til to former for åndelig død. Hjælp eleverne til at se, at den første åndelige død, som Samuel identificerer, er vores adskillelse fra Gud ved at forlade hans nærhed. Samuel kaldte denne åndelige død for »den første død« (Hel 14:16). Som fysisk død kommer denne første åndelige død til alle mennesker på grund af faldet (se Hel 14:16) Da vi kom til jorden, forlod vi Guds nærhed. Denne åndelige død overvindes gennem Jesu Kristi forsoning – alle bliver bragt tilbage til Guds nærhed for at blive dømt (se Hel 14:17; se også 2 Ne 2:9-10; 9:15, 22, 38; Alma 11:43-44).
I den anden form for åndelig død bliver mennesker »igen forstødt med hensyn til det, der hører til retfærdighed« (Hel 14:18). Denne åndelige død kommer som et resultat af vore egne synder. Jesu Kristi forsoning overvinder denne død – hvis vi har omvendt os fra vore synder og modtaget frelsens ordinancer, får vi lov til at forblive i Guds nærhed efter vi er blevet dømt.
Helaman 15:7-16. Sand omvendelse udtrykkes gennem et helt livs trofasthed
Bed eleverne om at studere Helaman 15:7-9 i stilhed og identificere elementer i omvendelsesprocessen. Bed dem fortælle, hvad de har fundet frem til, når de har haft to eller tre minutter til at læse og tænke. Skriv elevernes ideer på tavlen. Bed dem, hvis det er nødvendigt, om at drøfte følgende spørgsmål:
-
Hvad fører oprigtigt studium og tro på skrifterne til ifølge v. 7?
-
Hvor oprigtig og vedvarende var forandringen i disse lamanitter? (Se v. 9).
Bed eleverne om stille at overveje følgende spørgsmål:
-
Hvad kan I gøre, som vil hjælpe jer med at opleve en »forandring i hjertet«?
-
Overvej v. 9 som gjaldt det i jeres liv. Har I »krigsvåben«, som I er nødt til at begrave?
-
Hvordan kan I styrke jeres tro til det punkt, hvor I er »bange for at synde«?
Bed en elev om at læse Helaman 15:10-16.
-
Hvad lovede Herren om efterkommerne til disse omvendte lamanitter?
-
Hvorfor lovede Herren lamanitterne, at deres folk ikke ville blive udryddet? (Se Hel 15:14-17).
Helaman 16:13-25. Når mennesker forhærder deres hjerte, giver de Satan lov til at få »et fast greb« om deres hjerte
Bed alle eleverne om at lukke deres skrifter. Bed så en elev om at åbne sine skrifter og læse Helaman 16:13-14, mens de andre elever lytter. Spørg klassen, hvad de tror, der sker i det næste vers.
-
Hvordan tror I, at mennesker i dag ville reagere på en profets budskab, hvis de så engle og andre store tegn?
Bed eleven med de åbne skrifter om at læse det første ord i v. 15. Spørg eleverne om, hvad de tror følger ordet Alligevel. Når de har svaret, læses v. 15 sammen med dem.
-
Hvordan ville I beskrive en person, som har et forhærdet hjerte?
-
Hvilken indflydelse havde nefitternes forhærdede hjerte på dem ifølge v. 22-23?
-
Hvad har I fundet nyttigt for at afholde Satan fra at få et fast greb om jeres hjerte?
Læs 3 Nefi 9:20 sammen med eleverne.
-
Hvordan er en person med et »sønderknust hjerte« anderledes end en person med et forhærdet hjerte?
-
Hvilke velsignelser kommer der til dem med et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd?
-
Hvordan hjælper det at have Helligåndens indflydelse os med at modstå Satans indflydelse?
Bed eleverne om at fortælle deres tanker om, hvordan man kan udvikle et ydmygt hjerte og et ønske om at modtage Helligåndens indflydelse hver dag.
Helaman 16:16-21. De stolte afviser at følge profeten
Bed eleverne om at læse Helaman 16:16-21 og lede efter de undskyldninger, som de uretfærdige kom med for ikke at tro på Samuels profetier. Bed dem fortælle, hvad de har fundet frem til, når de har haft nogle minutter til at studere versene. Skriv deres svar på tavlen.
-
Hvilke versioner af disse argumenter findes mod profeten i dag?
-
Hvordan kan vi vide, om vi er ved at begynde at afvise profetens ord i vores tilværelse?
Bed en elev om at læse Lære og Pagter 21:4-5.
-
Hvad kan vi gøre for at modtage profetens ord »i al tålmodighed og tro«?
Læs følgende udtalelse af ældste Russell M. Nelson fra De Tolv Apostles Kvorum:
»Min erfaring er, at når man først holder op med at sætte spørgsmålstegn efter profetens udtalelser og i stedet sætter udråbstegn, og gør det, så udløses velsignelserne bare« (Lane Johnson, »Russell M. Nelson: Et studium i lydighed«, Den danske Stjerne, jan. 1983, s. 29; fremhævelse i den oprindelige tekst).
-
Hvad betyder det at sætte udråbstegn i stedet for spørgsmålstegn ved profetens råd?