Pas på den anden fristelse

For et par år siden, da jeg fyldte 12, blev jeg inviteret til at deltage i min første lejrtur med mit kvorum i Det Aronske Præstedømme. Dette var en invitation, jeg længe havde ventet på, eftersom min far var leder af kvorummet og ofte tog på lejr med drengene i menigheden, mens jeg måtte blive derhjemme.

Da dagen kom, var jeg spændt. Og jeg må indrømme, at jeg desperat ønskede at passe ind blandt de ældre drenge. Jeg var fast besluttet på at vise mit værd. Der gik ikke længe, før det blev testet, hvor langt jeg ville gå for at gøre som de andre og være en del af gruppen.

Den opgave, jeg fik, blev at få fat på min fars bilnøgler, så vi kunne drille vores ledere lidt. Jeg husker ikke nøjagtigt, hvad jeg sagde for at overbevise min far, men det tog kun et øjeblik, før jeg kunne løbe hen til resten af drengene med nøglerne i hånden, stolt af min bedrift.

Så kom min næste opgave. Jeg skulle låse bildøren op og skubbe en pind ind mellem forsædet og bilhornet. Så skulle jeg låse døren, så hornet ville lyde højt i aftenluften, og lederne ville ikke kunne komme ind i bilen og fjerne den hjemmelavede anordning.

Det er her, historien begynder at blive virkelig pinlig for mig. Så snart jeg havde sat pinden fast, låste jeg døren og løb så hurtigt, jeg kunne, hen og gemte mig i et buskads i nærheden. Da jeg satte mig ned på hug, følte jeg en prikkende smerte. I mørket havde jeg i al min hast sat mig lige oven i en figenkaktus.

Mine smertensskrig blev overdøvet af larmen fra bilhornet, og jeg havde intet andet valg end at humpe forsigtigt tilbage til bilen, bekende mine »synder« og flovt søge den nødtørftige lægehjælp, jeg kunne få.

Resten af aftenen lå jeg på maven i et telt, mens min far med en tang fjernede kaktusnålene fra min … ja, måske skulle jeg bare sige, at det ikke var specielt behageligt at sidde ned i flere dage efter.

Jeg har reflekteret over denne oplevelse mange gange. Nu kan jeg godt le af min ungdoms tåbelighed, selvom et par underliggende principper er blevet tydelige for mig.

Mange mønstre i den menneskelige adfærd synes at være almindelige for det naturlige menneske – ønsket om at passe ind, ønsket om at vise sit værd, frygten for at gå glip af noget og den presserende trang til at gemme os, så vi undgår konsekvenser. Det er denne sidstnævnte adfærd, jeg gerne vil fokusere på i dag – at gemme os, når vi har gjort noget, vi ikke burde gøre.

Det er ikke fordi, jeg vil sætte lighedstegn mellem min barnlige skarnsstreg og en alvorlig synd, men vi kan godt drage nogle paralleller, der kan være nyttige, når vi bliver prøvet på denne jordiske rejse.

I Edens Have levede Adam og Eva under idylliske forhold – en overflod af mad, havens uforlignelige skønhed – ikke alene en smuk have, men også en have uden ukrudt og figenkaktusser.

Vi ved dog, at livet i denne have også hindrede den udvikling, de havde behov for. Haven var ikke deres endelige destination, men en prøve, den første af mange, der skulle forberede og gøre dem i stand til at udvikle sig hen mod deres endelige mål om at vende tilbage til Faderens og Sønnens nærhed.

Som I nok husker, var der modsætninger i haven. Lucifer fik lov til at prøve Adam og Eva. Først fristede han Adam til at spise af frugten på træet til kundskab om godt og ondt. Fordi Adam huskede pagten om ikke at spise af den, gav han ikke efter. Så kom den herlige Eva, der valgte at spise af frugten og overbeviste Adam om at gøre det samme.

Senere erklærede Adam og Eva, at denne beslutning var nødvendig for at opfylde vor himmelske Faders plan. Men ved at spise af frugten havde de overtrådt loven – en lov, de var blevet givet direkte af vor himmelske Fader. Den knusende erkendelse af godt og ondt, der blev resultatet, må have gjort dem fortvivlede, da de hørte Faderens røst bekendtgøre, at han ville vende tilbage til haven. De indså, at de var nøgne, de havde vitterligt ikke tøj på kroppen, og de levede i en tilstand af uskyld. Men, hvad der måske var mere smerteligt end at stå uden tøj i det øjeblik, var det, at de nu fik øjnene op for deres overtrædelse. De var forsvarsløse og sårbare. De var nøgne i enhver betydning af dette ord.

Som den evige opportunist Lucifer er, og da han var klar over deres udsatte og svækkede tilstand, fristede han dem endnu engang – denne gang til at gemme sig for Gud.

Denne fristelse – som jeg har valgt at kalde den »anden fristelse« – er den fristelse, der kan medføre de største konsekvenser, hvis vi giver efter for den. Selvfølgelig er det optimale at undgå alle de første fristelser om at bryde Guds love, men vi ved godt, at alle vil give efter for en eller anden variation af den første fristelse her på jorden. Efterhånden som vi modnes og udvikler større forståelse, håber vi, at vores styrke til at undgå de første fristelser hele tiden vil vokse, når vi bestræber os på at blive mere som vor Frelser, Jesus Kristus.

Nogle forsøger måske at gemme sig for Gud, fordi de ikke ønsker at blive opdaget eller blottet, og de føler skam eller skyld. Dog er der adskillige skriftsteder, der lærer os, at det er umuligt at gemme sig for Gud. Jeg vil blot dele nogle få af dem.

Herren underviser Jeremias gennem følgende spørgsmål: »Hvem kan skjule sig på steder, hvor jeg ikke kan få øje på ham? siger Herren. Er det ikke mig, der fylder både himmel og jord?«

Og han lærer Job:

»Gud har en mands veje for øje, han ser hvert skridt, han tager.

Der er hverken mulm eller mørke, som de onde kan gemme sig i.«

Salmisten David udbryder meget poetisk:

»Herre, du ransager mig og kender mig.

Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke …

Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre;

Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?

Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.«

Nyomvendte

For dem, der for nylig har sluttet sig til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, kan den anden fristelse synes særdeles udfordrende. Gennem jeres dåb har I indgået pagt om at påtage jer Jesu Kristi navn, hvilket for mange indebærer en tiltrængt livsstilsændring. Det er ikke let at ændre sin livsstil. Det kræver ofte, at I ændrer jeres vaner, skikke og endda jeres omgangskreds for at kunne udvikle jer i retning af jeres kærlige himmelske Fader.

Modstanderen ved, at I kan være sårbare over for hans subtile angreb. Han vil få jeres tidligere liv, der på mange måder var så utilfredsstillende for jer, til at synes urealistisk tiltrækkende. Anklageren, som han kaldes i Johannes’ Åbenbaring, vil friste jer med tanker, der kan lyde således: »I er ikke stærke nok til at ændre jeres liv, I kan ikke klare det her, I hører ikke til blandt disse mennesker, de vil aldrig acceptere jer, I alt for svage.«

Skulle disse tanker vække genklang i jer, som for nylig er kommet ind på pagtens sti, så beder vi jer indtrængende om ikke at lytte til anklagerens stemme. Vi elsker jer, I kan klare det, vi accepterer jer, og med Frelseren vil I få styrke til at gøre alt. I en tid, hvor I har allermest brug for vores kærlighed og støtte, så lad jer ikke bedrage til at tænke, at vi vil afvise jer, hvis I har taget et skridt tilbage mod jeres gamle livsstil. Gennem den uforlignelige kraft i Jesu Kristi forsoning kan I blive gjort hele igen. Men skjuler I jer for ham og tager afstand fra jeres nyfundne trossamfund, så tager I afstand fra selve den kilde, der kan og vil give jer styrken til at sejre.

En af mine kære venner, der er nyomvendt, fortalte om, hvor svært det er at opretholde tro i isolation. Der er stor styrke i at blive og forblive en del af et samfund, der støtter op om en – hvor alle snubler, men alligevel udvikler sig, mens de velsignes af Jesu Kristi kærlighed.

Præsident Russell M. Nelson har sagt: »At overvinde verden er ikke en begivenhed, der sker på en dag eller to. Det sker i løbet af et helt liv, når vi gentagne gange tager Kristi lære til os. Vi dyrker troen på Jesus Kristus ved dagligt at omvende os og holde pagter, der giver os kraft. Vi bliver på pagtens sti og bliver velsignet med åndelig styrke, personlig åbenbaring, voksende tro og engles betjening.«

Hvis I pådrager jer en fysisk skade, vil jeres tilstand forværres og kan endda blive livstruende, hvis I ikke søger den rette lægehjælp. Det samme gælder åndelige sår. Kun ubehandlede åndelige sår kan true jeres evige frelse. Gem jer ikke for dem, der ønsker at elske og støtte jer, men løb derimod hen til dem. Gode biskopper, grenspræsidenter og ledere kan hjælpe jer med at få adgang til den helbredende kraft i Jesu Kristi forsoning.

Jer, der måske gemmer sig lige nu, beder vi indtrængende om at komme tilbage. I har brug for det, som evangeliet og Jesu Kristi forsoning kan tilbyde, og vi har brug for det, I kan tilbyde. Gud kender jeres synder, og I kan ikke gemme jer for ham. Forlig jer med ham.

Som hans hellige må enhver af os fremelske en tilhørskultur i Kirken, der er kærlig, accepterende og opmuntrende for alle, der ønsker at gå frem ad hans sti.

Pas på den anden fristelse! Følg både tidligere og nutidige profeters råd og vejledning og vid, at I ikke kan gemme jer for en kærlig Fader.

Benyt jer i stedet af den mirakuløse helbredende kraft i Jesu Kristi forsoning. Det er selve formålet med vores eksistens – at modtage et svageligt og dødeligt legeme, der er »underkastet alle slags skrøbeligheder«. I det vil vi desværre falde for mange første fristelser; men formålet er stadig at gå frem, selv når vi falder for disse fristelser, og at søge guddommelig hjælp, når det er sket, så vi kan blive mere som vor Frelser og Fader i himlen. Det er hans måde. Det er den eneste måde. Om disse sandheder vidner jeg i Jesu Kristi navn. Amen.