Jeres omvendelse tynger ikke Jesus Kristus; den forstærker hans glæde

Da jeg for en del år siden var på en tur til Florida, sad jeg udenfor og læste en bog. Titlen antydede, at vi godt kan komme i himlen, selvom vi ikke er fuldkomne nu. En kvinde, der gik forbi, spurgte: »Tror du, at det er muligt?«

Jeg kiggede forvirret op og indså, at hun talte om den bog, jeg var ved at læse. Jeg fik sagt et eller andet tåbeligt som: »Altså, jeg er ikke nået så langt i den, men jeg skal nok fortælle dig, hvordan den ender.«

Åh, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne rejse tilbage i tiden! Jeg ville sige til hende: »Ja, det er muligt! Fordi himlen er ikke for mennesker, der har været perfekte; den er for mennesker, der er blevet tilgivet, som vælger Kristus igen og igen.«

I dag vil jeg gerne tale til de af os, der sommetider føler, at »omvendelse og tilgivelse ser ud til at virke for alle andre end mig«. De, der i al stilhed tænker: »Siden jeg bliver ved med at begå de samme fejl, er det måske bare sådan, jeg er.« De, der ligesom jeg, har dage, hvor pagtsstien føles så stejl, at det nærmest er en pagts-bjergvandring!

En vidunderlig missionær i Australien, ældste QaQa fra Fiji, delte en lignende følelse i et afskedsvidnesbyrd: »Jeg ved, at Gud elsker mig, men nogle gange spekulerer jeg på: ›Ved Gud, at jeg elsker ham?‹ For jeg er ikke perfekt, og jeg begår stadig fejl.«

I dette ene ømme, uforglemmelige spørgsmål opsummerede ældste QaQa præcis det, jeg ofte har bekymret mig om. Måske undrer I jer også over det og tænker: »Jeg prøver så hårdt, men ved Gud, at jeg virkelig prøver? Når jeg bliver ved med at begå fejl, ved Gud så, at jeg stadig elsker ham?«

Det bedrøver mig at indrømme dette, men jeg plejede at måle mit forhold til Frelseren ud fra, hvor perfekt jeg levede. Jeg troede, at et lydigt liv betød, at jeg aldrig behøvede at omvende mig. Og når jeg begik fejl, hvilket jeg gjorde hver eneste dag, distancerede jeg mig fra Gud og tænkte: »Han må være så skuffet over mig.«

Det er ganske enkelt ikke sandt.

Jeg har lært, at hvis man venter, indtil man er ren nok eller perfekt nok, inden man går til Frelseren, så har man misset pointen!

Hvad nu hvis vi tænkte på bud og lydighed på en anden måde?

Jeg vidner om, at skønt Gud bekymrer sig om vores fejltagelser, bekymrer han sig mere om, hvad der sker efter, vi begår fejl. Vil vi vende os til ham igen og igen? Vil vi blive i dette pagtsforhold?

Måske hører I Herrens ord: »Elsker I mig, så hold mine bud« og føler jer modløse, fordi I ikke har holdt alle buddene. Lad mig minde jer om, at det også er et bud, at vi skal omvende os! Faktisk er det måske det mest gentagne bud i skrifterne.

I Almas monolog: »O, gid jeg var en engel og kunne få mit hjertes ønske opfyldt … og råbe omvendelse«, forsøgte han ikke at udskamme os ved at påpege vores fejltagelser. Han ønskede at råbe omvendelse, så I og jeg kunne undgå lidelse i denne verden. En årsag til, at Alma hadede synd, er, at den volder os smerte.

Nogle gange må jeg minde mig selv om, som havde jeg en huskeseddel på panden, at buddene er vejen væk fra smerte. Og det er omvendelse også. Vores profet har sagt: »Frelseren elsker os altid, men især når vi omvender os.«

Så når Herren siger: »Omvend jer, omvend jer«, så prøv at forestille jer, at han sagde: »Jeg elsker jer. Jeg elsker jer.« Forestil jer, at han bønfalder jer om, at I lægger den adfærd, der forårsager smerte, bag jer, og indbyder jer til at træde ud af mørket og ind i hans lys.

I min datter Carlys menighed knælede en ny præst for at velsigne nadveren, og i stedet for at sige: »Så de må gøre det til erindring om din Søns blod«, sagde han uforvarende: »Så de må gøre det til erindring om din Søns kærlighed.« Tårer fyldte Carlys øjne, da sandheden af disse ord trængte ind.

Vor Frelser var villig til at lide smerten ved sin forsoning, fordi han elsker jer. Faktisk er I »den [glæde] … der ventede ham«, mens han led.

Opfordringen til omvendelse er et udtryk for Guds kærlighed.

At sige ja til den opfordring er et udtryk for vores.

Forestil jer jeres yndlingsbillede af Kristus. Forestil jer nu hans klare, glade smil, hver gang I bruger hans gave, fordi han er det fuldkomne klare håb.

Nej, jeres omvendelse tynger ikke Jesus Kristus; den forstærker hans glæde.

Lad os undervise om det!

For omvendelse er vores bedste nyhed!

Vi forbliver ikke på pagtsstien ved aldrig at begå fejl. Vi forbliver på stien ved at omvende os hver dag.

Og når vi omvender os, tilgiver Gud os uden at gøre os til skamme, sammenligne os med nogen andre eller skælde os ud, bare fordi vi omvender os fra det samme som i sidste uge.

Han bliver begejstret, hver gang han ser os på knæ. Han fryder sig over at tilgive os, for for ham er vi så værdifulde!

Føler I ikke bare, at det er sandt?

Hvorfor er det da så svært for os at tro på?!

Satan, den store anklager og bedrager, bruger skam til at holde os væk fra Gud. Skam er et mørke så tungt, at det kan føles som om, den faktisk har sin egen vægt eller tyngde, hvis man kunne tage den ud af sin krop.

Skam er den stemme, der tugter os og siger: »Hvad tænkte du på?« »Gør du nogensinde noget rigtigt?«

Skam siger ikke, at vi begik en fejl; den siger, at vi er vores fejl. I hører måske endda: »Gem jer.« Modstanderen gør alt, hvad der står i sin magt for, at vi fastholder den tunghed i os, og han fortæller os, at prisen er for høj, at det vil være lettere for os at forblive i mørke, og fjerner dermed alt håb.

Satan er håbets tyv.

Og I har hver især brug for at høre dette, så jeg siger disse ord højt: I er ikke stemmen i jeres hoved eller de fejl, I har begået. Det kan også være, at I har brug for at sige det højt. Sig til Satan: »Ikke i dag.« Læg ham bag jer.

Mærk det, der trækker i jer – den åndelige bedrøvelse, der vender jer til Frelseren, og se hans nåde komme ind i jeres liv og i livet hos dem, I elsker. Jeg lover, at i det øjeblik, vi modigt bringer ham et sønderknust hjerte, er han der straks.

Hvis I så nogen drukne, ville I så ikke række jeres hånd ud og redde dem? Kan I forestille jer, at jeres Frelser ville afvise jeres udstrakte hånd? Jeg forestiller mig, at han dykker ned i vandet, stiger ned under alt for at løfte os op, så vi kan få vejret igen! Ingen kan falde uden for rækkevidden af Kristi lys.

Frelseren lyser for evigt klarere end skammens mørke. Han ville aldrig anfægte jeres værd. Så se nøje med.

• Forestil jer, at denne hånd repræsenterer værdi.

• Denne hånd repræsenterer lydighed. Måske vågnede I her til morgen, bad en oprigtig bøn og granskede skrifterne for at høre Guds røst. I har truffet gode valg og behandler mennesker omkring jer, som Kristus ville. I lytter til generalkonference! Jeres lydighed er her!

• Eller måske er tingene ikke gået så godt. I har kæmpet på det seneste med at gøre de små, enkle ting, der skaber forbindelse til himlen. I har truffet nogle beslutninger, I ikke er stolte af.

• Hvor er jeres værd? Har denne hånd bevæget sig overhovedet?

Jeres værd er ikke bundet til lydighed. Jeres værd er konstant; det ændrer sig aldrig. Det blev givet jer af Gud, og der er intet, I eller nogen anden kan gøre for at ændre det. Lydighed medfører velsignelser; det er sandt. Men værd er ikke en af dem. Jeres værd er altid »stor[t] i Guds øjne«, uanset hvor jeres beslutninger har ført jer hen.

Selvom jeg begår fejl, ønsker jeg at forblive i et pagtsforhold med Kristus, og jeg skal fortælle jer hvorfor.

Da jeg voksede op, tog jeg svømme- og udspringslektioner og lærte, at når dommere bedømmer et udspring, kigger de på udførelsen. Var nedslaget i vandet helt lodret med strakte tæer og et lille plask? Så gør de noget ekstraordinært. De tager højde for sværhedsgraden.

Alle laver udspring med deres egen grad af vanskelighed. Og jeres Frelser er den eneste, der virkelig ved, hvilke vanskeligheder I har. Jeg vil have et forhold til den ene person, der forstår mig, som kender mit hjerte og ved, hvor hårdt jeg prøver!

Han ved, at mørkets tåger sænker sig over alle livets rejsende, og at rejsen fører os forbi den tilsølede flod – så selv når vi holder fast i jernstangen, bliver vi stænket til.

Når vi kommer til Kristus, er det som håbefuldt at sige: »Vil du hjælpe mig?«, med en åbenbaret vished om, at hans arme altid er rakt ud mod os. Jeg tror, at dette nye syn på omvendelse betyder, at selvom vi ikke mestrer fuldkommen lydighed lige nu, så prøver vi med kærlig lydighed nu og vælger at blive her, igen og igen, fordi vi elsker ham.

Husker I kong Benjamins folk, der ikke længere havde tilbøjelighed til at gøre ondt, men kun til bestandigt at gøre godt? Tror I, at de pakkede deres telte sammen, tog hjem og aldrig begik fejl igen? Selvfølgelig ikke! Forskellen var, at de ikke længere ønskede at synde. De havde kærlig lydighed! Deres hjerte blev vendt og indstillet på Gud, mens de kæmpede!

Da jeg engang var på stranden, så jeg en fugl flyve mod vinden og baske meget hårdt med vingerne, helt hektisk, men den forblev på samme sted. Så lagde jeg mærke til en anden fugl højere oppe. Den havde fået opdrift og svævede let og ubesværet i vinden. Det er forskellen på at forsøge at gøre det selv og at vende sig til vor Frelser og lade ham løfte os med »helbredelse [i sine vinger]«.

Som missionsledere i Australien talte vi under vores sidste møde med hver missionær om 3 Nefi 17, hvor folket var tæt på Frelseren og kunne høre ham bede for dem. Vi spurgte: »Hvis du kunne høre Frelseren bede for dig, hvad tror du så, han ville sige?«

At høre deres svar var en af de mest åndelige oplevelser i mit liv. Hver eneste af disse missionærer tøvede lidt og fik tårer i øjnene, da vi påmindende fortalte dem: »Din Frelser ved, hvilken grad af vanskeligheder du står over for. Han har følt dem!«

Dette er hvad disse missionærer sagde stille og ømt. En søster sagde: »Jesus ville fortælle Faderen: ›Hun gør sit bedste. Jeg ved, hvor hårdt hun prøver.‹« En ældste sagde: »Med alt det, der er sket i hans liv, er jeg så stolt af ham.«

Lad os prøve dette. Før I beder i aften, så forestil jer, at Jesus Kristus er tæt på. Han er jeres talsmand hos Faderen. Spørg jer selv: »Hvad ville min Frelser sige til Faderen om mig?«

Og vær så stille.

Lyt efter den røst, der siger gode ting om jer – røsten fra Frelseren, jeres bedste ven, og jeres Fader i himlen, som virkelig er der. Husk, at deres kærlighed og jeres værd altid er ubetinget, uanset hvad.

Jeg står her for at vidne om, at Jesus Kristus giver lys til dem, der sidder i mørke. Så på de dage, hvor I hører den stemme, der siger, at I bør gemme jer i et mørkt rum helt alene, opfordrer jeg jer til at være modige og tro på Kristus! Gå hen og tænd Lyset – vores fuldkomne, klare håb.

Badet i hans lys vil I se mennesker overalt omkring jer, der også har følt sig alene, men nu, hvor lyset er tændt, vil I og de tænke: »Hvorfor var vi så bange i mørket? Og hvorfor blev vi der så længe?«

»Må Lysenes Herre omslutte [jer] i sine arme og trøste og elske [jer] bestandigt.« Må vi elske ham og vælge ham igen og igen. I Jesu Kristi navn. Amen.