Deltag aktivt for at forberede jer på Kristi genkomst

I »storheden i dette øjeblik«, hvor Guds rige udvides, og templer spredes over hele jorden, er der et stigende behov for villige sjæle, der engagerer sig i Guds værk. Uselvisk tjeneste er kernen i at være en kristuslignende discipel. Men at tjene er sjældent belejligt. Det er derfor, jeg beundrer jer pagtstro disciple, herunder vores kære missionærer, der lægger jeres egne ønsker og udfordringer til side for at tjene Gud ved at tjene hans børn. Gud »finder glæde i at ære dem, som tjener [ham] i retfærdighed«. Han lover: »Stor skal [j]eres belønning være, og evig skal [j]eres herlighed være.« Når vi siger ja til at tjene, siger vi ja til Jesus Kristus. Og når vi siger ja til Kristus, siger vi ja til det mest rige og meningsfyldte liv muligt.

Jeg lærte denne lektie, da jeg arbejdede og studerede til kemiingeniør på universitetet. Jeg blev bedt om at planlægge aktiviteter i en menighed for enlige. Dette var mit værste mareridt af en kaldelse. Alligevel sagde jeg ja, og i begyndelsen føltes det som en sur pligt. Under en aktivitet blev en smuk pige betaget af den måde, jeg serverede is på. Hun vendte tilbage tre gange i håb om at fange min opmærksomhed. Vi blev forelskede, og hun friede til mig kun to uger senere. Nå ja, måske gik det ikke helt så hurtigt, og det var mig, der friede, men sandheden er denne: Jeg gyser ved tanken om, at jeg kunne være gået glip af Heidi, hvis jeg havde sagt nej til den kaldelse.

Vi engagerer os i Guds værk, ikke fordi Gud har brug for os, men fordi vi har brug for Gud og hans store velsignelser. Han lover: »For se, jeg vil velsigne alle dem, der arbejder i min vingård med en mægtig velsignelse.« Lad mig dele tre principper, der lærer os, hvordan vores deltagelse i Guds værk velsigner og forbereder os til at møde Frelseren.

For det første, når vi deltager, udvikler vi os i retning af »formålet med [vores] skabelse«.

Vi lærer dette mønster i skabelsesberetningen. Efter hver dags arbejde anerkendte Gud de fremskridt, der var gjort, ved at sige: »Det var godt«. Han sagde ikke, at arbejdet var færdigt, ej heller at det var perfekt. Men det, han sagde, var, at der er fremskridt, og i Guds øjne er det godt!

Kaldelser afgør ikke en persons værdi eller værdighed. Det er snarere sådan, at når vi arbejder sammen med Gud, på hvad måde han end måtte bede os om, udvikler vi os i retning af formålet med vores skabelse.

Gud glæder sig over vores fremgang, og det bør vi også gøre – selv når vi fortsat har noget at arbejde på. Til tider mangler vi måske styrken eller midlerne til at tjene i en kaldelse. Alligevel kan vi engagere os i værket og beskytte vores vidnesbyrd på meningsfuld vis, som gennem bøn og skriftstudium. Vor kærlige himmelske Fader fordømmer os ikke, når vi er villige men ude af stand til at tjene.

Når vi tjener, ophøjer vi for det andet vores hjem og kirker til hellige steder, hvor vi kan øve os i pagtens levevis.

For eksempel indgås vores pagt om altid at erindre Kristus individuelt, men denne pagt efterleves, når vi tjener andre. Kaldelser omgiver os med muligheder for at bære hinandens byrder og således opfylde Kristi lov. Når vi tjener, fordi vi elsker Gud og ønsker at efterleve vores pagter, bliver tjeneste, der føles som en pligt eller byrde, til en glædelig og forandrende oplevelse.

Ordinancer frelser os ikke, fordi de opfylder en himmelsk tjekliste. Men når vi efterlever de pagter, der er forbundet med disse ordinancer, bliver vi til den slags mennesker, som ønsker at være i Guds nærhed. Denne forståelse overvinder vores tøven med at tjene eller ønske om ikke at tjene. Vores forberedelse til at møde Jesus Kristus tager fart, når vi holder op med at spørge, hvad Gud vil tillade, og begynder at spørge, hvad Gud vil foretrække.

Når vi deltager i Guds værk, hjælper det os for det tredje med at modtage Guds nådegave og føle hans større kærlighed.

Vi modtager ikke økonomisk kompensation for at tjene. I stedet lærer skriften os, at for vores »arbejde [skal vi] modtage Guds nåde, så [vi kan] vokse [os] stærke i Ånden, [få] kundskab om Gud [og] undervise med magt og myndighed fra Gud«. Det er en rigtig god byttehandel!

På grund af Guds nåde er vores evner, eller mangel på samme, ikke det afgørende grundlag for at give eller tage imod en kaldelse. Gud forventer ikke en fejlfri indsats eller enestående talent for at deltage i hans værk. Hvis det var tilfældet, ville dronning Ester ikke have reddet sit folk, Peter ville ikke have ledet den tidlige kirke, og Joseph Smith ville ikke have været genoprettelsens profet.

Når vi handler i tro og gør noget, der overstiger vores evner, afsløres vores svaghed. Dette er aldrig behageligt, men det er nødvendigt for, at vi kan »erfare, at det er ved [Guds] nåde … at vi har magt til at gøre dette«.

Vi vil falde mange gange, når vi engagerer os i Guds værk. Men i vores bestræbelser griber Jesus Kristus os. Han opløfter os gradvist til at opleve frelse fra fiasko, frygt og følelsen af, at vi aldrig vil være nok. Når vi helliger vores beskedne, men bedste indsats, forstørrer Gud den. Når vi ofrer for Jesus Kristus, helliggør han os. Dette er Guds nådes forandrende kraft. Når vi tjener, vokser vi i nåde, indtil vi er beredte til at »blive løftet op ved Faderen for at stå foran [Jesus Kristus]«.

Jeg kender ikke til alt det, Frelseren vil spørge mig om, når jeg engang skal stå foran ham, men ét spørgsmål vil måske være: »Hvem bragte du med dig?« Kaldelser er hellige gaver fra en kærlig himmelsk Fader, så vi kan bringe andre med os til Jesus Kristus. Jeg opfordrer ledere og hver enkelt af os til mere bevidst at opsøge dem, der ikke har en kaldelse. Tilskynd og hjælp dem til at engagere sig i Guds værk for at hjælpe dem til at forberede sig til Kristi tilbagekomst.

John var ikke aktiv i kirken, da hans biskop besøgte ham og fortalte, at Herren havde en opgave for ham at udføre. Han opfordrede John til at holde op med at ryge. Selvom John mange gange før havde prøvet at stoppe, følte han denne gang, at en usynlig kraft hjalp ham.

Blot tre uger senere besøgte stavspræsidenten John. Han kaldte ham til at tjene i biskoprådet. John blev chokeret. Han fortalte stavspræsidenten, at han netop var holdt op med at ryge. Hvis dette betød, at han skulle opgive sin tradition med at tage til professionelle fodboldkampe om søndagen, så var det simpelthen for meget at forlange. Stavspræsidentens inspirerede svar var enkelt: »John, det er ikke mig, der beder dig om det; det er Herren.«

Hvortil John svarede: »Hvis det er tilfældet, vil jeg tjene.«

John fortalte mig, at disse ofre for at tjene blev åndelige vendepunkter for ham og for hans familie.

Jeg spekulerer på, om vi har en blind vinkel, hvor vi undlader at give kaldelser til personer, som efter vores almindelige dødeliges målestol synes usandsynlige eller uværdige. Eller måske er vi mere optagede af en præstationskultur end af læren om udvikling, idet vi forsømmer at se, hvordan Frelseren øger kapaciteten i dem, der synes usandsynlige og uprøvede, ved at give dem muligheder for at tjene.

Ældste David A. Bednar underviser om vigtigheden af mandatet i skrifterne til at »lad[e] hver [kvinde og] mand lære [sin] pligt og at handle«. Gør vi dette? Når ledere og forældre lader andre lære og handle selv, blomstrer og trives de. Hvor den lette vej måske nok er at give trofaste medlemmer endnu en kaldelse, så er den højere vej at indbyde den usandsynlige til at tjene og lade dem lære og vokse.

Hvis Kristus var her fysisk, ville han besøge den syge, undervise i søndagsskoleklassen, sidde sammen med den hjerteknuste unge kvinde og velsigne børnene. Han kan godt selv udføre sit værk. Men han efterlever princippet om at lade os handle og lære, så han sender os i sit sted.

Med deltagelse i Guds værk følger »retten til, privilegiet af og ansvaret for at repræsentere Herren«. Når vi tjener for at ære Kristus og ikke os selv, bliver vores tjeneste glædelig. Når andre forlader vores klasse, møde, omsorgsbesøg eller aktivitet og erindrer Kristus mere, end de husker os, bliver arbejdet opløftende.

Ved oprigtigt at søge at repræsentere Frelseren i alt, bliver vi ham mere lig. Det er den bedste forberedelse til det hellige øjeblik, hvor vi hver især vil knæle og bekende, at Jesus er Kristus, hvilket jeg vidner om, at han er. Præsident Russell M. Nelson er hans »røst til jordens ender«, der »bered[er os] på det, som skal komme!« I Jesu Kristi hellige navn. Amen.