Næstekærlighed – et kendetegn ved en ægte discipel

En discipel er en elev, der følger eller lærer af en anden. Disciple er »lærlinge«, som vier deres liv til at blive som deres lærer. At være en Jesu Kristi discipel indebærer således mere end at tro på hans lærdomme og doktrin. Det indebærer endda mere end at anerkende hans guddommelighed og acceptere ham som vores Frelser og Forløser, selvom det også er rigtig vigtigt.

Præsident Dallin H. Oaks har forklaret det således: »At følge Kristus er ikke en overfladisk eller lejlighedsvis praksis. Det er en vedvarende forpligtelse og livsstil, der bør lede os til alle tider og på alle steder.« Discipelskab er en bevidst rejse, som vi tager for at blive forvandlet gennem Herrens sonoffer og hans bemyndigende kraft. Discipelskabets egentlige mål er bogstaveligt talt at blive, som Jesus Kristus er – endda til det punkt, hvor vi får hans »billede i [vores] ansigt«.

For at være Herrens disciple må vi bevidst efterligne hans tanker og handlinger hver dag – for eksempel hans lydighed, ydmyghed og tålmodighed. Når vi gradvist indarbejder disse egenskaber i vores egen identitet, får vi »del i [hans] guddommelige natur«. Denne efterligning af Frelserens karakter er kernen i at tilbede ham. Som præsident Nelson sagde: »Vores tilbedelse af Jesus [udtrykkes] bedst ved vores efterligning af Jesus.«

Af alle de mange guddommelige egenskaber ved Jesus Kristus, som vi skal efterligne, er der én, som er fremtrædende og rummer alle de andre. Den egenskab er hans rene kærlighed eller næstekærlighed. Både profeten Mormon og apostlen Paulus minder os om, at uden næstekærlighed »er [vi] intet«. Eller, som det blev åbenbaret for profeten Joseph Smith, uden »næstekærlighed kan [vi] intet gøre«.

Frelseren identificerede selv kærlighed som et mærke eller kendetegn, som hans sande disciple ville blive genkendt på, da han erklærede:

»Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.

Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.«

Næstekærlighed er et rigt begreb, som kan være svært at definere, men som let opfattes af alle, der berøres af den. Forkynd mit evangelium lærer os, at »næstekærlighed … ligesom tro, [fører] til handling«. Faktisk kan næstekærlighed beskrives som »kærlighed gjort til handling«. Denne beskrivelse giver stor indsigt i den sammenfattende erklæring om Frelserens liv – han »færdedes overalt og gjorde vel«.

Som Jesu Kristi følgere bør vi forsøge at efterligne den måde, hvorpå vor Mester viste sin rene kærlighed til andre. Selv om Frelseren udviser næstekærlighed på mange måder, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på tre særlige mønstre i hans næstekærlighed, som let kan ses hos hans sande disciple.

For det første viste Frelseren næstekærlighed ved at være medfølende. Under sin tjeneste blandt nefitterne, som er beskrevet i Mormons Bog, opfordrede Herren folket til at vende hjem og tænke over de ting, han havde sagt, og til at forberede sig på hans tilbagevenden den følgende dag. I optegnelsen står der endvidere:

»De var rørt til tårer og så vedholdende på ham, som om de ville bede ham om at blive lidt længere hos sig.

Og han sagde til dem: Se, mit indre er fyldt af medfølelse for jer.«

Medfølelse er den del af næstekærligheden, som søger at lindre lidelse. Fyldt af medfølelse helbredte Herren de syge og plagede blandt folket. Bagefter velsignede han deres børn, mens engle steg ned fra himlen og omgav dem. Han udførte disse ømme, kærlige handlinger og mange flere, fordi han var fyldt af medfølelse.

Mens jeg som ung var missionær i Chile, nød jeg også godt af en kær vens medfølelse. En aften, hvor min kammerat og jeg var på vej hjem til vores missionspræsident, drejede en ung mand på cykel pludselig ind foran bilen, mens jeg kørte. Det skete så hurtigt, at jeg ikke kunne undgå at ramme ham. Tragisk nok blev den unge mand dræbt ved sammenstødet. Jeg var fuldstændig ødelagt over, at han døde. Jeg var skrækslagen og i chok, da den forfærdelige virkelighed af det, der lige var sket, væltede ind over mig, og jeg blev sat i fængsel. Jeg har aldrig følt mig mere bange og alene. Jeg var fyldt med fortvivlelse og frygt for, at jeg skulle sidde i fængsel resten af mit liv.

En anden missionær, ældste Brian Kochevar, hørte om ulykken og blev rørt af medfølelse. Han kom hen til fængslet og bad betjentene om at få lov til at være hos mig i cellen, så jeg ikke skulle være alene. På mirakuløs vis gik de med til det. Den dag i dag føler jeg dyb taknemmelighed for denne discipels kristuslignende kærlighedshandling, som beroligede, trøstede og opmuntrede mig i det mest fortvivlede øjeblik i mit liv. Hans barmhjertige medfølelse var et tydeligt tegn på hans discipelskab. Som præsident Nelson har bemærket er »en af de nemmeste måder at kende en sand Jesu Kristi discipel på ved at se, hvor barmhjertigt den person behandler andre mennesker«.

Et andet eksempel på, hvordan Frelseren demonstrerer sin kærlighed, er hans opmærksomhed på og omsorg for andres uudtalte behov. Den mand, der havde været lam i 38 år uden nogen til at hjælpe sig, blev helbredt af Herren og opmuntret til at leve retskaffent. Til kvinden, der var blevet grebet i ægteskabsbrud, tilbød han håb og trøst i stedet for fordømmelse. Til den lammede mand, som blev firet ned fra taget, tilbød Herren syndernes forladelse, ikke bare helbredelse af kroppen.

Da jeg blev kaldet til at tjene som biskop, gjorde vores seks små børn nadvermøderne udfordrende for min kone, Cristin, som måtte klare dem alene, mens jeg sad på forhøjningen. Som I måske kan forestille jer, var vores børn ofte ikke særligt ærbødige. Da to medlemmer af vores menighed, John og Debbie Benich, bemærkede hendes situation, begyndte de at sidde sammen med hende hver søndag for at hjælpe. Deres venlighed fortsatte i årevis, og de blev reservebedsteforældre for vores familie. Ligesom Herren, bemærkede disse disciple det uudtalte behov og handlede i kærlighed – et fremtrædende tegn på deres discipelskab.

Endelig er Frelserens fuldkomne kærlighed fokuseret på at gøre det muligt for alle Guds børn at opfylde vores guddommelige potentiale, så vi kan »få del i hans frelse og i hans forløsnings kraft«. Efterhånden som vi bliver mere lig vor Mester, vil vores ønske om at hjælpe vores brødre og søstre på pagtens vej øges helt naturligt.

Vi kan for eksempel opmuntre og blive venner med dem, der føler sig fornærmede eller glemte, hjælpe dem, der er nye i vores menighed, med at føle sig velkomne eller invitere venner til at tilbede sammen med os til nadvermødet – måske i den kommende påske. Der er utallige måder, hvorigennem vi kan opmuntre og hjælpe andre i deres udvikling, hvis vi bevidst og under bøn søger himlens hjælp til at have øjne til at se og et hjerte til at føle, hvordan Jesus Kristus ser dem, og hvad han føler for dem.

At hjælpe andre på deres pagtssti kan også ske som en en utraditionel form for tjeneste. Under min nuværende udstationering på Filippinerne hørte jeg f.eks. om familien Agamata. De blev døbt i 2023, og derefter satte de ivrigt en dato for at blive beseglet som en familie i det nærliggende tempel i Urdaneta i Filippinerne. Men lige før familien skulle afsted, ramte flere tyfoner området. Bror Agamata, som er risbonde, var ikke i stand til at plante sine afgrøder under de hårde storme. Da uvejret endelig lagde sig, var han nødt til hurtigt at plante risene, mens jorden var gennemblødt – ideelle betingelser for at plante. Desværre måtte de så udskyde tempelturen.

To disciple, ældste og søster Cauilan, hørte sammen med tre unge tjenestemissionærer om Agamata-familiens problemer og tilbød deres hjælp, selv om de ikke havde nogen landbrugserfaring. De arbejdede under den bagende sol og hjalp med at plante, så Agamata-familien kunne fuldføre deres opgave og deltage i deres tempelbesegling som planlagt. Ældste Cauilan bemærkede, at »[familien Agamatas] ansigter lyste, da vi så dem klædt i hvidt i Herrens hus. Den glæde, vi følte ved at tjene dem, er en glæde uden lige!«

Familien Agamata nyder nu de rige velsignelser ved at være blevet beseglet som en evig familie, fordi nogle få meddisciple, der var fyldt med næstekærlighed – et tegn på deres discipelskab – besluttede sig for at hjælpe deres brødre og søstre videre på deres pagtssti.

Brødre og søstre, at være Jesu Kristi disciple er den eneste måde at opnå varig lykke på. Det er en vej fyldt med bevidste og målrettede kærlige gerninger over for andre. Selv om vejen som discipel kan være vanskelig og udfordrende, og selv om vi til tider kan kæmpe og komme til kort, kan vi trøste os med, at Gud er opmærksom på os og længes efter at hjælpe os, hver gang vi prøver. Esajas minder os om, at »Gud vil gribe [vores] hånd og sige … Frygt ikke; jeg hjælper dig.«

Med denne forsikring fra vor Fader i himlen i tankerne beder jeg inderligt om, at vi må følge præsident Nelsons opfordring til at prioritere vores følgeskab som discipel. Må vi »bed[e] til Faderen af hele hjertets styrke« om at »blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere … så vi, når han viser sig, vil være som han«, fordi vi bærer et tegn på sandt discipelskab, som er »næstekærligheden … Kristi rene kærlighed«.

Jeg vidner om, at Jesus er vor levende, glorværdige Frelser, Forløser, eksempel og ven. I Jesu Kristi navn. Amen.