Jesu Kristi forsoning er den ultimative redning

Jesu Kristi forsoning er den ultimative redning fra de prøvelser, vi møder i livet. Præsident Russell M. Nelson gav mig til opgave at indvie templet i Casper i Wyoming i slutningen af sidste år. Det var en stor, følelsesladet og åndelig oplevelse. Den satte klart fokus på den rolle, templer spiller i at redde Guds børn gennem Frelserens forsoning.

Stavene i tempeldistriktet i Casper i Wyoming omfatter en del af den rute, der blev brugt af sidste dages hellige pionerer mellem 1847 og 1868. Som forberedelse til tempelindvielsen genlæste jeg en del af historien om ruten, der gik langs floden Platte River nær Casper og videre til Salt Lake City. Den rute var en gennemfartsvej for hundredtusinder af emigranter, der vandrede mod vest. Mit primære fokus var på de flere end 60.000 sidste dages hellige pionerer, der rejste langs ruten.

De fleste af vores pionerer rejste i vogne, men omkring 3.000 foretog rejsen i ti håndkærrekompagnier. Otte af disse håndkærrekompagnier foretog den monumentale vandring med bemærkelsesværdig succes og blot få omkomne. Willies og Martins håndkærrekompagnier i 1856 var undtagelsen.

Jeg gennemgik beretningerne om Willies og Martins håndkærrekompagnier fra det tidspunkt, hvor de forfærdelige vejrforhold begyndte. Jeg blev meget bevidst om de udfordringer, de mødte, da de krydsede Sweetwater River, Martin’s Cove, Rocky Ridge og Rock Creek Hollow.

Mellem storme [Between Storms], af Albin Veselka

Jeg havde ikke været inde i templet i Casper forud for indvielsen. Da jeg trådte ind i forhallen, blev min opmærksomhed straks fanget af et originalt håndkærremaleri med titlen Mellem storme [Between Storms]. Maleriet havde tydeligvis ikke til hensigt at skildre de tragedier, der havde fundet sted. Mens jeg betragtede maleriet, tænkte jeg: »Dette maleri er korrekt; størstedelen af håndkærrepionererne oplevede ikke tragedier.« Jeg kunne ikke lade være med at føle, at det er ligesom livet i al almindelighed. Nogle gange er vi mellem storme, og andre gange er vi mellem skyer og solskin.

Himlens portal [Heaven’s Portal], af Jim Wilcox

Da jeg fik øje på maleriet på den anden væg, som bærer titlen Himlens portal [Heaven’s Portal], indså jeg, at dette smukke sommerlige maleri af det sted, der kaldes »Djævelens port«, hvor den rolige og klare flod, Sweetwater River, løber igennem, viser skønheden i Herrens skaberværk og ikke blot de udfordringer, som pionererne stod over for den forfærdelige vinter.

Dernæst så jeg lige frem, bag anbefalingsskranken, og så et smukt maleri af Frelseren. Dette fremkaldte straks overvældende følelser af taknemmelighed. I en verden fuld af skønhed findes der også enorme udfordringer. Når vi vender os til Jesus Kristus, verdens Frelser, redder han os fra livets storme gennem sin forsoning i overensstemmelse med Faderens plan.

For mig var forhallen en perfekt forberedelse til templets ordinanceværelser, hvor vi kan modtage ophøjelsens ordinancer, indgå hellige pagter og helhjertet tage imod og opleve velsignelserne ved Frelserens forsoning. Faderens plan for lykke er baseret på den redning, der findes i Frelserens sonoffer.

Pionerernes erfaringer udgør en unik historisk tradition og en stærk kollektiv åndelig arv for de sidste dages hellige. For nogle havde migrationen været flere år undervejs, efter de var blevet tvunget til at forlade både Missouri og Nauvoo. For andre begyndte den, efter præsident Brigham Young bekendtgjorde planen med håndkærrer, som var et forsøg på at gøre emigration mere økonomisk overkommelig. Håndkærrerne var meget billigere end vogne og okser.

Millen Atwood, der var missionær i England, sagde, at da planen med håndkærrer blev bekendtgjort bredte den »sig som ild i tørt strå, og de fattige helliges hjerter summede af glæde og fryd.« Mange havde »bedt og fastet dag efter dag og nat efter nat for at få det privilegium at forene sig med deres brødre og søstre i bjergene«.

De fleste af de hellige, der rejste med håndkærrer, oplevede modgang, men undgik store ulykker. Men to håndkærrekompagnier, Willies kompagni og Martins kompagni, oplevede alvorlig sult og blev udsat for frostvejr, og der var mange, der døde.

De fleste af disse rejsende sejlede fra Liverpool i England i maj 1856 ombord på to skibe. De ankom til forsyningsstedet for håndkærrer i Iowa City i juni og juli. Trods advarsler tog begge kompagnier af sted mod Salt Lake-dalen for sent på året.

Præsident Brigham Young blev først klar over disse kompagniers farefulde situation den 4. oktober 1856. Den næste dag stod han foran de hellige i Salt Lake City og sagde: »Mange af vores brødre og søstre er ude på prærien med håndkærrer, og de er nødt til at blive bragt hertil; vi må sende hjælp til dem, inden vinteren sætter ind.«

Han bad biskopperne om at skaffe 60 muldyrspand, 12 vogne eller flere og ca. 11.000 kg mel og erklærede: »Tag ud og hent de mennesker, der befinder sig på sletterne.«

Det samlede antal pionerer i Willies og Martins håndkærrekompagnier talte ca. 1.100. Omkring 200 af disse dyrebare hellige døde på rejsen. Hvis redningen ikke var blevet sat ind i tide, ville mange flere være omkommet.

Vinterstormene begyndte næsten to uger efter, at de første redningsfolk forlod Salt Lake City. Beretningerne fra medlemmerne af Willies og Martins kompagnier beskriver de frygtelige udfordringer, de oplevede, da stormene begyndte. De skildrer også den store glæde, de oplevede, da redningsfolkene ankom.

Mary Hurren beskrev deres ankomst og sagde: »Tårerne løb ned ad mændenes kinder, og børnene dansede af glæde. Så snart folk kunne beherske deres følelser, knælede de alle ned i sneen og takkede Gud.«

To dage senere måtte Willies kompagni bevæge sig igennem den vanskeligste del af ruten, som gik over Rocky Ridge, i en isnende storm. De sidste ankom ikke til lejren før kl. 5 næste morgen. Tretten mennesker døde og blev begravet i en fælles grav.

Den 7. november nærmede Willies kompagni sig Salt Lake-dalen, men den morgen var der alligevel tre personer, der døde. To dage senere nåede Willies kompagni endelig frem til Salt Lake, hvor de fik en vidunderlig velkomst og blev budt ind i de helliges hjem.

Samme dag var Martins kompagni stadig 523 kilometer væk og led fortsat af kulde og mangel på mad. Nogle få dage tidligere havde de krydset Sweetwater River for at nå til det, der nu kaldes Martin’s Cove, hvor de håbede at finde ly for uvejret. En af pionererne sagde: »Det var ekspeditionens værste krydsning af en flod.« Nogle af redningsfolkene, såsom min oldefar, David Patten Kimball, der blot var 17 år gammel, og hans unge venner, »George W. Grant, Allen Huntington, Stephen Taylor og Ira Nebeker, tilbragte timer i det iskolde vand« og hjalp på heroisk vis kompagniet med at krydse Sweetwater-floden.

Denne begivenhed har fået stor opmærksomhed, men efterhånden som jeg har lært mere om redningsfolkene,har jeg indset, at de alle fulgte profeten og spillede en afgørende rolle i at redde de strandede hellige. Alle redningsfolkene var heltemodige, og det samme var emigranterne.

At studere deres historie har givet mig en påskønnelse af de dyrebare relationer og den langsigtede, evige vision, der var blandt emigranterne. John og Maria Linford og deres tre sønner var medlemmer af Willies kompagni. John døde, få timer før de første redningsfolk ankom. Han havde fortalt Maria, at han var glad for, at de havde foretaget rejsen. »Jeg når ikke frem til Salt Lake i live,« sagde han, »men det gør du og drengene, og jeg fortryder intet af alt det, vi har været igennem, hvis vores drenge kan vokse op og stifte familie i Zion.«

Præsident James E. Faust kom med denne fantastiske opsummering: »Vi kan lære en storslået sandhed af håndkærrepionerernes tapre indsats. Alle må gennem lutringens ild, og det ubetydelige og intetsigende i vores liv kan smelte bort og gøre vores tro klar, helstøbt og stærk. Alle oplever fortvivlelse, sorg og hjertesorger, også dem, der oprigtigt stræber efter at gøre det rette og forblive trofaste. Men det er en del af den renselsesproces, hvorved vi lærer Gud at kende.«

Frelseren brød med sin evige forsoning og opstandelse »dødens bånd, idet han [vandt] sejr over døden« for alle. For dem, der har omvendt sig fra synder, har han »påtaget sig deres syndighed og deres overtrædelser, forløst dem og tilfredsstillet retfærdighedens krav«.

Uden forsoningen kan vi ikke frelses fra synd og død. Selvom synd kan spille en væsentlig rolle i vores prøvelser, forværres livets modgang af fejltagelser, dårlige beslutninger, andres onde handlinger og mange ting, som vi ikke har kontrol over.

I Forkynd mit evangelium står der: »Når vi sætter vores lid til Jesus Kristus og hans forsoning, kan han hjælpe os med at udholde vores prøvelser, sygdomme og smerter. Vi kan blive fyldt med glæde, fred og trøst. Alt, hvad der er urimeligt ved livet, kan blive gjort godt igen ved Jesu Kristi forsoning.«

I denne påsketid er vores fokus på Frelseren og hans sonoffer. Forsoningen giver håb og lys i en tid, der for mange synes mørk og dyster. Præsident Gordon B. Hinckley erklærede: »Når verdenshistorien gennemgås … [vil] intet være så vidunderligt, så majestætisk, så fantastisk som denne nådegerning.«

Jeg deler tre anbefalinger, som jeg mener er særligt relevante for vores tid.

For det første, undervurder ikke betydningen af at gøre, hvad vi kan for at redde andre fra fysiske og især åndelige udfordringer.

For det andet, modtag med taknemmelighed Frelserens forsoning. Vi bør alle stræbe efter at udvise glæde og lykke, selv når vi står over for udfordringer i livet. Vores mål bør være at leve med optimisme og se livet fra den lyse side. Jeg har set min dyrebare ledsager, Mary, gøre dette hele sit liv. Jeg har påskønnet hendes strålende, opløftende tilgang, selv når vi har oplevet problemer gennem årene.

Mit tredje råd er konsekvent at afsætte tid til trofast at tænke over Frelserens forsoning. Der er mange måder at gøre dette på i vores personlige religiøse efterlevelse. Dog er tilstedeværelse ved nadvermøder og deltagelse i nadveren særligt betydningsfuldt.

Lige så vigtigt er det regelmæssigt at tage til templet, hvor det er muligt. Templet giver en fortsat erindring om Frelserens forsoning, og hvad den overvinder. Og endnu vigtigere er det, at tempelbesøg giver os mulighed for at yde en åndelig redning for vores afdøde kære og fjernere forfædre.

Præsident Russell M. Nelson understregede dette princip ved vores sidste konference og tilføjede: »[Tempel]velsignelser forbereder … et folk, der vil være med til at forberede verden på Herrens andet komme!«

Vi må aldrig glemme tidligere generationers ofre og eksempler, men vores beundring, påskønnelse og tilbedelse bør være centreret omkring verdens Frelser og hans sonoffer. Jeg vidner om, at nøglen til Faderens plan for lykke er forsoningen, som blev udvirket af vor Frelser, Jesus Kristus. Han lever og vejleder sin Kirke. Jesu Kristi forsoning er den ultimative redning fra de prøvelser, vi møder i livet. I Jesu Kristi navn. Amen.