Kompenserende velsignelser

Gennem min tjeneste i Det Præsiderende Biskopråd har det været mit privilegium at møde sidste dages hellige rundt omkring i verden på mange forskellige steder og i mange forskellige kulturer. Jeg er konstant blevet inspireret af jeres ihærdige tro på Herren og hengivenhed for ham. Dog er jeg også blevet berørt over de mange forskellige og ofte vanskelige omstændigheder, som mange af jer står i – hvor I er udfordrede af sygdom, handicap, begrænsede ressourcer, færre muligheder for ægteskab eller uddannelse, andres misbrug eller andre begrænsninger. Til tider kan disse prøvelser synes som en hindring for jeres fremgang og udfordre jeres oprigtige indsats for at efterleve evangeliet fuldt ud, hvilket gør det vanskeligere at tjene, tilbede og opfylde hellige pligter.

Mine kære venner, hvis I nogensinde føler jer begrænsede eller ugunstigt stillet af jeres livsomstændigheder, ønsker jeg, at I skal vide dette: Herren elsker jer personligt. Han kender jeres omstændigheder, og døren til hans velsignelser står på vid gab for jer, uanset hvilke udfordringer I står overfor.

Jeg lærte denne sandhed gennem en personlig oplevelse, der, selvom den kan synes ubetydelig, gjorde et varigt indtryk på mig. Da jeg som 22-årig tjente i det franske luftvåben i Paris, blev jeg begejstret over at høre, at ældste Neal A. Maxwell, en Herrens apostel, skulle tale ved en konference på Champs-Élysées. Men kort før begivenheden begyndte, fik jeg ordre om at køre en højtstående officer til lufthavnen på præcis det tidspunkt, hvor konferencen fandt sted.

Jeg var skuffet. Men fast besluttet på at deltage skyndte jeg mig hen til konferencen, da jeg havde sat officeren af. Efter at have fundet en parkeringsplads spurtede jeg ned ad Champs-Élysées til det sted, hvor mødet blev afholdt, og ankom forpustet, da der kun var fem minutter tilbage af mødet. Netop som jeg trådte indenfor, hørte jeg ældste Maxwell sige: »Jeg vil nu give jer en apostolsk velsignelse.« I det øjeblik fik jeg en smuk og uforglemmelig åndelig oplevelse. Jeg blev overvældet af Ånden, og velsignelsens ord syntes at trænge ind i hver en fiber i min sjæl, som om de kun blev talt til mig.

Det, jeg oplevede den dag, var en lille, men stærk tilkendegivelse af et betryggende aspekt ved Guds plan for sine børn: Når omstændigheder uden for vores kontrol forhindrer os i at opfylde vores hjertes retskafne ønsker, vil Herren kompensere på måder, der gør det muligt for os at modtage hans lovede velsignelser.

Denne forvissende sandhed bygger på tre nøgleprincipper i Jesu Kristi gengivne evangelium:

1. Gud elsker hver eneste en af os med en fuldkommen kærlighed. »Han opfordrer [os] alle til at komme til sig og tage del i hans godhed.« Hans forløsningsplan sikrer, at alle uden undtagelse vil få en retfærdig mulighed for en dag at modtage frelsens og ophøjelsens velsignelser.

2. Fordi Gud både er retfærdig og barmhjertig, og hans plan er fuldkommen, vil han ikke holde os ansvarlige for noget, som ligger uden for vores kontrol. Ældste Neal A. Maxwell forklarede, at »Gud … tager barmhjertigt hensyn ikke blot til vores ønsker og vores præstationer, men også til graden af de vanskeligheder, som vores forskellige omstændigheder påfører os.«

3. Gennem Jesus Kristus og hans forsoning kan vi finde styrke til at holde ud og i sidste ende overvinde alle livets udfordringer. Som Alma belærte om, påtog Frelseren sig ikke blot de angrendes synder, men også »sit folks smerter og sygdomme« og »deres skrøbeligheder«. Ud over at forløse os fra vores fejl opretholder Herrens barmhjertighed og nåde os gennem de uretfærdigheder, mangler og begrænsninger, som vores jordiske erfaringer påfører os.

Der er visse betingelser forbundet med at modtage disse kompenserende velsignelser. Herren beder os om at gøre »alt, hvad vi kan« og at »bring[e] hele [vores] sjæl som et offer til ham«. Det kræver et inderligt ønske, et oprigtigt og trofast hjerte og vores største flid i at holde hans befalinger og rette vores vilje ind efter hans.

Når vores oprigtige indsats ikke lever op til vores forhåbninger på grund af omstændigheder, som vi ikke har kontrol over, antager Herren stadig vores hjertes ønsker som et værdigt offer. Præsident Dallin H. Oaks har sagt: »Vi vil blive velsignet for vores hjertes retskafne ønsker, selv om omstændigheder udefra har gjort det umuligt for os at føre disse ønsker ud i livet.«

Da profeten Joseph Smith var bekymret for sin bror Alvin, som var død uden at have modtaget de nødvendige evangeliske ordinancer, modtog han denne trøstende åbenbaring: »Alle, som fra nu af dør uden kundskab om [evangeliet], og som ville have antaget det af hele deres hjerte, skal … blive arvinger til Guds celestiale rige.« Herren tilføjede så: »For jeg, Herren, vil dømme alle mennesker efter deres gerninger, ud fra deres hjertes ønske.«

Det, der betyder noget for Herren, er ikke kun, om vi er i stand til at handle, men om vi er villige til at gøre alt, hvad vi kan, for at følge ham som vor Frelser.

En ven trøstede engang en ung missionær, der sørgede over at blive afløst tidligt fra sin mission på grund af helbredsproblemer, trods hans inderlige bønner og oprigtige ønske om at tjene. Den ven læste op fra et skriftsted, hvor Herren erklærede, at når hans børn »går i gang« af al kraft og »ikke ophører med at være flittige« med at opfylde hans befalinger, »og deres fjender [hvilket kan omfatte ugunstige omstændigheder i livet] hindrer dem i at udføre denne gerning, se, da [kræver] jeg ikke mere … denne gerning af disse [menneskers] hænder, men jeg antager deres ofre«.

Min ven vidnede for denne unge mand om, at Gud vidste, at han havde gjort sit allerbedste for at besvare kaldet om at tjene. Han forsikrede ham om, at Herren havde godtaget hans offer, og at de velsignelser, der bliver lovet alle trofaste missionærer, ikke ville blive holdt tilbage.

Herrens kompenserende velsignelser kommer ofte gennem andres venlighed og tjeneste, og de hjælper os med at gøre det, vi ikke selv kan gøre. Jeg husker engang, hvor vi boede langt fra en af vores døtre i Frankrig, og vi følte os hjælpeløse i forhold til at hjælpe hende efter en svær fødsel. Samme uge søgte vores menighed i Utah hjælp til en mor, der lige havde født tvillinger. Min hustru, Valérie, meldte sig frivilligt til at komme med et måltid til hende, med en bøn i sit hjerte for både denne nye mor og vores datter, som også havde brug for hjælp. Kort tid efter fandt vi ud af, at søstrene i vores datters menighed i Frankrig havde sørget for, at der blev bragt måltider ud til hendes familie. Vi følte, at Gud havde besvaret vores bønner ved at sende sine engle ud for at bringe trøst, da vi ikke selv kunne.

Må vi, når vi står over for begrænsninger og udfordringer, anerkende vores egne velsignelser – vores gaver, ressourcer og tid – og bruge dem til at tjene dem i nød. Når vi gør det, vil vi ikke blot velsigne andre, men også byde helbredelse og kompensation ind i vores eget liv.

En af de stærkeste måder, hvormed vi kan bidrage til Guds kompenserende velsignelser, er gennem det stedfortrædende arbejde, vi udfører for vores forfædre i Herrens hus. Når vi udfører ordinancer på deres vegne, deltager vi aktivt i Herrens store arbejde med frelse og bruger vores gaver og evner til at sørge for velsignelser for dem, der ikke havde mulighed for at modtage dem i løbet af deres jordiske liv.

Den kærlige tjeneste, vi yder i hellige templer, minder os om, at Frelserens nåde rækker ud over dette liv. I det kommende liv kan vi blive givet nye muligheder for at opnå det, vi ikke kunne gøre i dette jordiske liv. Da præsident Lorenzo Snow talte til søstre, som endnu ikke havde fundet en evig ledsager, sagde han kærligt: »Der findes ingen sidste dages hellig, som dør efter at have levet et trofast liv, der vil miste noget som helst, fordi vedkommende ikke har gjort visse ting, når anledningen ikke er blevet givet ham eller hende … De [vil få] alle de velsignelser, den ophøjelse og den herlighed som enhver mand eller kvinde, der har fået denne mulighed, får.«

Dette budskab om håb og trøst er til os alle, Guds børn. Ingen af os kan undslippe jordelivets udfordringer og begrænsninger. Vi er trods alt allesammen født med en nedarvet manglende evne til at frelse os selv. Men vi har en kærlig Frelser, og »vi ved, at det er ved [hans] nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre«.

Jeg vidner om, at selvom mange af livets omstændigheder måske er uden for vores kontrol, er ingen af os uden for rækkevidden af Herrens uendelige velsignelser. Frelseren vil gennem sit sonoffer kompensere for enhver manglende evne og uretfærdighed, hvis vi giver hele vores sjæl som et offer til ham. I Jesu Kristi navn. Amen.