Tilbedelse

En af de mest almindelige og vigtigste former for tilbedelse er at samles på et indviet sted for at udføre handlinger, der viser hengivenhed. Herren siger: »Og for at du mere fuldstændigt kan holde dig uplettet af verden, skal du tage til bønnens hus og bringe dine sakramenter som et offer på min hellige dag.« Det er selvfølgelig vores primære motivation for at bygge kirkebygninger. Men om nødvendigt er et ikke-indviet sted nok, hvis vi kan indgyde det en eller anden grad af hellighed.

Det vigtigste er, hvad vi gør, når vi samles på Herrens dag. Vi klæder os selvfølgelig så pænt, vi kan, alt efter vores omstændigheder – ikke ekstravagant, men sømmeligt på en måde, der signalerer vores respekt og ærbødighed for Guddommen. Vores adfærd er ligeledes ærbødig og respektfuld. Vi tilbeder ved at bede; vi tilbeder ved at synge salmer (ikke bare lytte til dem, men synge med på salmerne); vi tilbeder ved at undervise og lære af hinanden. Jesus siger: »Husk, at på denne, Herrens dag, skal du bringe dine gaver [det vil sige ›offergaver … i form af tid, talenter eller midler, som gives for at tjene Gud og sine medmennesker‹] og dine sakramenter som et offer til den Højeste, idet du bekender dine synder for dine brødre og for Herren.« Vi samles ikke for at underholde eller blive underholdt – som for eksempel af et band – men for at erindre ham og blive »mere fuldkomment undervist« i hans evangelium.

Ved den seneste generalkonference mindede ældste Patrick Kearon os om, at »vi [ikke blot] samles … på sabbatten for at deltage i nadvermødet og så krydse det af vores liste. Vi kommer for at tilbede sammen. Der er en betydelig forskel på de to ting. At deltage betyder at være til stede. Men at tilbede er bevidst at prise og elske Gud på en måde, der forvandler os!«

Når vi vier vores sabbat til Herren og hans formål, er det i sig selv tilbedelse. For nogle år siden spurgte den daværende ældste Russell M. Nelson: »Hvordan helliger vi sabbatsdagen? Da jeg var meget yngre, studerede jeg de arbejdslister, andre havde lavet over det, de måtte, og det, de ikke måtte gøre på sabbatten. Det var først senere, at jeg ud fra skrifterne lærte, at min handlemåde og min holdning på sabbatten var et tegn mellem mig og min himmelske Fader (se 2 Mos 31:13; Ez 20:12, 20). Med den forståelse havde jeg ikke længere brug for lister over, hvad jeg måtte og ikke måtte. Når jeg skulle træffe beslutning om, hvorvidt en aktivitet var passende på sabbatten eller ej, spurgte jeg blot mig selv: ›Hvilket tegn ønsker jeg at vise Gud?‹«

Tilbedelse på Herrens dag kendetegnes ved et særligt fokus på Jesu Kristi store sonoffer. Vi fejrer på passende og særlig vis hans opstandelse i påsken, men også hver uge, når vi nyder nadversymbolerne på hans forsoning, deriblandt hans opstandelse. For de angrende er deltagelse i nadveren højdepunktet af deres tilbedelse på sabbatten.

Tilbedelse sammen som »Kristi legeme« har en unik kraft og unikke fordele, når vi underviser, tjener og opretholder hinanden. Interessant nok viste en nylig undersøgelse, at de, der anser deres åndelige liv for at være et helt privat anliggende, er mindre tilbøjelige til at prioritere åndelig vækst, at sige, at deres tro er meget vigtig, eller at afsætte regelmæssig tid til åndeligt samvær med Gud. Som et fællesskab af hellige styrker vi hinanden i tilbedelse og tro.

Dog må vi ikke glemme de daglige tilbedende handlinger, som vi engagerer os i individuelt og i hjemmet. Frelseren påminder os: »Dog skal dine løfter afgives i retfærdighed, på alle dage og på alle tidspunkter.« En søster bemærkede klogt: »Jeg kan ikke komme i tanke om en mere dybsindig måde at tilbede Gud på end at byde hans små velkommen i vores liv og tage os af dem og undervise dem i hans plan for dem.«

Alma og Amulek underviste de zoramitter, der var blevet udelukket af deres synagoger, i at tilbede Gud, ikke blot én gang om ugen, men altid og »hvor end I måtte være«. De talte om bøn som tilbedelse:

»I må udøse jeres sjæl [til Gud] i jeres kamre og på jeres skjulte steder og i jeres ødemark.

Ja, og når I ikke anråber Herren, lad da hjertet være fyldt, bestandig henvendt i bøn til ham.«

De talte også om at ransage skrifterne, bære vidnesbyrd om Kristus, udføre velgørende handlinger, yde tjeneste, modtage Helligånden og dagligt leve i taksigelse. Tænk over det udtryk: »Dagligt at leve i taksigelse.« Det er relevant for mit andet begreb:

At føle og udtrykke taknemmelighed over for Gud indgyder faktisk tilbedelsen en glædelig fornyelse, i modsætning til bare at se den som endnu en pligt.

Sand tilbedelse betyder at elske Gud og at overgive vores vilje til ham – den mest dyrebare gave, vi kan tilbyde. Da Jesus blev adspurgt om, hvilket bud der var det største i loven, svarede han: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.« Han kaldte også dette for det første bud.

Det var mønsteret for Jesu egen tilbedelse af Faderen. Hans liv og hans sonoffer var dedikeret til herliggørelse af Faderen. Vi mindes gribende Jesu hjerteskærende bøn under ufattelige lidelser og kvaler: »Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi.« Men også hans underdanige: »Dog, ikke som jeg vil, men som du vil.«

Tilbedelse er at stræbe efter at følge dette fuldkomne eksempel. Vi opnår ikke fuldkommenhed på denne rejse fra den ene dag til den anden, men hvis vi hver dag »som offer bringer [ham] et sønderknust hjerte og en angerfuld ånd«, vil han igen døbe os med sin Ånd og fylde os med sin nåde.

I det første afsnit i Lære og Pagter udtaler Herren denne anklage over for verden:

»For de er afveget fra mine ordinancer og har brudt min evigtvarende pagt;

de søger ikke Herren for at grundfæste hans retfærdighed, men enhver vandrer på sin egen vej og efter billedet af sin egen gud, hvis billede er i verdens lighed.«

Det er godt for os at mindes eksemplet med de tre jødiske unge mænd, Hananja, Mishael og Azarja, der blev ført til Babylon som fanger, ikke længe efter Lehi og hans familie havde forladt Jerusalem. En babylonisk officer omdøbte dem til Shadrak, Meshak og Abed-Nego. Senere, da disse tre nægtede at tilbede en billedstøtte, som Nebukadnesar havde opstillet, befalede han, at de skulle kastes i en ovn med flammende ild, og han sagde: »Hvem er den gud, der så kan redde jer ud af min magt?«

I husker sikkert deres modige svar:

»Vores Gud, som vi dyrker, [kan] redde os. Han kan redde os ud af ovnen med flammende ild og ud af din magt, konge.

Og selv om han ikke gør det, skal du vide … at vi ikke vil dyrke din gud, og at vi ikke vil tilbede den guldstøtte, du har opstillet.«

Ovnen var så varm, at de, der kastede dem ind i den, døde, men Shadrak, Meshak og Abed-Nego forblev uskadte. »Nebukadnesar sagde: ›Lovet være Shadraks, Meshaks og Abed-Negos Gud, som sendte sin engel og reddede sine tjenere, fordi de satte deres lid til ham og overtrådte kongens ordre; de ville hellere prisgive sig selv end dyrke og tilbede nogen anden gud end deres egen.‹« De stolede på, at Jahve ville udfri dem, men »selv om han ikke [gjorde]« – det vil sige, at selv hvis Gud i sin visdom ikke forhindrede deres død – ville de alligevel forblive tro mod ham.

Alt, hvad der prioriteres frem for tilbedelse af Faderen og Sønnen, bliver en afgud. De, der afviser Gud som sandhedens kilde eller fornægter ethvert ansvar over for ham, erstatter i realiteten Herren med sig selv som deres gud. Den, der sætter loyalitet over for et parti eller en sag højere end guddommelig vejledning, tilbeder en afgud. Selv de, der påstår at tilbede Gud, men ikke holder hans bud, vandrer på deres egen vej: »De henvender sig til mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig.« Genstanden for vores tilbedelse er helt eksklusivt »den eneste sande Gud, og ham, [han] har udsendt, Jesus Kristus«.

I sidste ende er den måde, vi lever på, måske den bedste og mest ægte form for tilbedelse. At vise vores hengivenhed betyder at efterligne Faderen og Sønnen – at udvikle deres egenskaber og karakter i os selv. Hvis efterligning, som man siger, er den mest oprigtige form for smiger, så kan vi med hensyn til Guddommen sige, at efterligning er den mest oprigtige form for agtelse. Dette indebærer en aktiv, vedvarende indsats fra vores side for at søge hellighed. Men at blive mere kristuslignende er også et naturligt resultat af vores tilbedelse. Ældste Kearons tidligere citerede vending om tilbedelse »på en måde, der forvandler os« er væsentlig. Sand tilbedelse er transformativ.

Dette er skønheden ved pagtsstien – tilbedelsens, kærlighedens og loyalitetens sti mod Gud. Vi træder ind på den sti gennem dåb, idet vi lover at påtage os Kristi navn og holde hans bud. Vi modtager Helligåndsgaven, budbringeren af Frelserens nåde, som forløser og renser os fra synd, når vi omvender os. Vi kan endda sige, at vi tilbeder ham ved at omvende os.

Derefter følger yderligere præstedømmeordinancer og pagter, der indgås i Herrens hus, som helliggør os yderligere. Templets ceremonier og ordinancer udgør en ophøjet form for tilbedelse.

Præsident Russell M. Nelson har understreget, at »enhver mand og enhver kvinde, der deltager i præstedømmeordinancer, og som indgår og holder pagter med Gud, har direkte adgang til Guds kraft«. Den kraft er ikke kun en kraft, vi trækker på for at tjene og velsigne. Den er også den guddommelige kraft, der arbejder i os for at lutre og rense os. Når vi går på pagtsstien, »tilkendegives guddommelighedens [helliggørende] kraft« i os.

Må vi, som nefitterne og lamanitterne, falde »ned for Jesu fødder og tilb[ede] ham«. Må vi, som Jesus bød, »falde ned og tilbede Faderen i [Sønnens] navn«. Må vi modtage Helligånden og give Gud vores hjerte, ikke sætte nogen andre guder før ham og som Jesu Kristi disciple udvikle hans karaktertræk i os selv. Jeg vidner om, at når vi gør det, vil vi opleve glæden ved tilbedelse. I Jesu Kristi navn. Amen.