Ligesom et lille barn

Jesus intensiverede oplæringen af sine apostle, da han nærmede sig det sidste år af sin jordiske tjenestegerning. Hvis hans budskab og hans kirke skulle overleve ham, skulle der presses mere ind i hjertet på 12 almindelige mænd, der knap og nap havde kendt ham i 24 måneder.

En dag blev Jesus vidne til en diskussion blandt De Tolv og spurgte senere: »Hvad var det, I talte om på vejen?« Men tilsyneladende flove over deres diskussion »sagde [de] ikke noget«, fortæller optegnelsen. Men den største af alle lærere vidste, hvad der rørte sig i deres hjerte, og fornemmede en spæd antydning af menneskeligt hovmod. Så »han kaldte et lille barn hen til sig …

og sagde: ›Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget.‹«

Det bør bemærkes, at selv inden Kristus blev født, var kong Benjamin i sin afskedstale kommet med denne dybe udtalelse om børns ydmyghed. Der står: »For det naturlige menneske er en fjende af Gud … og vil være det for evigt og altid, medmindre han … bliver en hellig ved Herren Kristi forsoning og bliver som et barn, underdanig … ydmyg … fuld af kærlighed … ligesom et barn underordner sig sin far.«

Med det sagt, så er der nogle barnlige tilbøjeligheder, vi selvfølgelig ikke tilskynder til. For 25 år siden bed mit dengang treårige barnebarn sin søster, der dengang var 5 år, i armen. Min svigersøn, der tog sig af børnene den aften, prøvede hektisk lige der, midt i situationen, at lære sin datter alt det om tilgivelse, han kunne komme i tanke om, og afsluttede med, at hendes lillebror nok ikke engang vidste, hvordan det føltes at blive bidt i armen. Denne ugennemtænkte faderlige kommentar lod til at virke i omtrent et minut, måske halvandet minut, indtil et skrig, der fik vinduerne til at klirre, lød fra børnenes værelse, hvorfra min datters datter roligt råbte: »Nu ved han det!«

Hvad er det så for dyder, vi bør have øje for blandt dem på livets juniorhold? Hvad var det, der rørte Kristus selv til tårer i den mest rørende scene i hele Mormons Bog? Hvad var det, Jesus lærte os ved at sige »se jeres små«, da han nedkaldte himmelsk ild og skærmende engle, som omgav de små?

Vi ved ikke, hvad der medførte alt det, men jeg er nødt til at tro, at det havde noget at gøre med deres renhed og uskyldighed, deres medfødte ydmyghed, og hvad det kunne føre med sig i vores liv, hvis vi holder fast ved det.

Hvorfor er vores svære tider blevet omtalt som »endeløs tomhed«? Hvorfor er det, at ordene »menneskenes børns tomme indbildninger og stolthed« karakteriserer den store og rummelige bygning, der er så åndeligt død i Lehis drøm? Og zoramitterne, den gruppe, der bad så egenkærligt? Om dem sagde Alma: »Se, o Gud, de anråber dig med deres mund, mens de er opblæste i storhed over verdens tomme ting.«

Er der på den anden side noget mere sødt, mere rent eller mere ydmygt end et barns bøn? Det er som om himlen er i lokalet. Gud og Kristus er så virkelige for dem, hvor det for andre senere hen kan blive en mere overfladisk rutine.

Som ældste Richard L. Evans citerede for mere end 60 år siden: »Mange af os bekender os til at være kristne, men vi … tager ham ikke alvorligt … Vi respekterer ham, men vi følger ham ikke … Vi citerer hans ord, men vi lever ikke efter dem.« »Vi beundrer ham, men vi tilbeder ham ikke.«

Hvor anderledes ville livet ikke være, hvis verden satte Jesus højere og ikke blot brugte hans navn som et led i en række skældsord fra tid til anden.

Men børn elsker ham virkelig, og den kærlighed overføres til deres andre forhold på livets legeplads. Som regel, selv i deres allerførste år, har børn let ved at elske, de tilgiver beredvilligt, og deres latter kan smelte selv det koldeste og hårdeste hjerte.

Ja, listen fortsætter og fortsætter. Renhed? Tillid? Mod? Karakter?

Kom med mig og se den ydmyghed over for Gud, som en af mine kære unge venner udviste.

Den 5. januar 2025 – for 91 dage siden – fik Easton Darrin Jolley overdraget Det Aronske Præstedømme, og han blev ordineret som diakon i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Easton havde længtes efter at omdele Herrens nadver lige så længe, som han kunne huske. Men denne hellige mulighed blev ledsaget af mavepinefremkaldende frygt for, at han ikke kunne finde ud af det, at han ville falde, at han ville blive drillet eller bringe skam over sig selv eller sin familie.

Ser I, Easton lider af en sjælden og meget nedbrydende sygdom, Ullrich kongenit muskeldystrofi. Den har løbende fyldt hans unge liv med store udfordringer, alt imens den har knust hans håb for og drømme om fremtiden. Han vil snart skulle bruge en kørestol permanent. Hans familie taler ikke om, hvad der venter ham efter det.

Søndagen efter han var blevet ordineret, skulle Easton omdele nadveren for første gang. Og hans ønske, som han holdt for sig selv, var at kunne gå hen og give disse hellige emblemer til sin far, der var menighedens biskop. Forventningsfuld havde han tigget og bedt og grædt og tryglet og fået om en garanti om, at ingen, ingen, ville prøve at hjælpe ham. Af mange årsager, som han holdt for sig selv, havde han brug for at gøre det selv og alene.

Da præsten havde brudt brødet og velsignet det – et symbol der repræsenterer Kristi sønderbrudte legeme – fik Easton med sit nedbrudte legeme haltet sig op for at modtage sin bakke. Men der var tre store trin op til forhøjningen. Så efter han havde modtaget sin bakke, strakte han sig, så langt han kunne, og satte bakken på fladen over gelænderet. Så satte han sig på et af de øverste trin, og med begge hænder trak han sit højre ben op på det første trin. Så trak han sit venstre ben op på det samme trin og så fremdeles, indtil han med stor anstrengelse havde besteget sit personlige tretrins-Mount Everest.

Dernæst manøvrerede han sig hen til en bærende stolpe, som han kunne rejse sig op ved. Han fik stavret sig tilbage til bakken. Et par skridt mere og så stod han foran biskoppen, hans far, der med tårerne strømmende ned ad sine kinder måtte beherske sig for ikke at omfavne denne så fuldkomment modige og trofaste søn. Og Easton, der lettet stod der med et bredt smil, kunne meget vel have sagt: »Jeg har herliggjort [min fader og] fuldfør[t] den gerning, [han] har givet mig at gøre.«

Tro, loyalitet, renhed, tillid, ære og i sidste ende kærlighed til den far, han så gerne ville behage. Disse og dusinvis af andre kvaliteter gør, at vi også kan sige, at »den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget«.

Søstre og brødre og venner, jeg vidner om, at øverst på listen over de smukkeste billeder, jeg har set, er spædbørn og børn og unge, ligeså samvittighedsfulde og dyrebare som dem, vi har omtalt her i dag. Jeg vidner om, at de er billeder på Guds rige, der blomstrer på jorden i al dets styrke og skønhed.

I den samme ånd bærer jeg vidnesbyrd om, at Joseph Smith i sin ungdom så det, han sagde, han så, og han talte med dem, han sagde, han talte med. Jeg vidner om, at en ydmyg og ren Russell M. Nelson er Guds ordinerede og begavede profet og seer. Udfra en livslang læsning bærer jeg vidnesbyrd om, at Mormons Bog er den mest givende bog, jeg nogensinde har læst, og at den er hjørnestenen i min lille hybel i et kongerige med mange boliger. Jeg bærer vidnesbyrd om, at præstedømmet og bøn fornyr mit liv – Kristi præstedømme og jeres bønner. Jeg ved, at alt dette er sandt, og jeg vidner om dette i det navn, der tilhører den mest loyale og ydmyge af alle sønner – Alfa og Omega, den store Jeg Er, den korsfæstede og det trofaste vidne, ja Herren Jesus Kristus. Amen.