Tag imod hans gave

At give gaver er en social skik, der spænder over alle kulturer, civilisationer og årtusinder. Gennem tiden har mennesker givet hinanden gaver for at styrke forhold, udtrykke kærlighed og taknemmelighed og for at markere vigtige begivenheder som bryllupper, fødselsdage og højtider. Og menneskene er ikke de eneste af Guds skabninger, der giver gaver til hinanden! Blandt mange andre eksempler, vi kan pege på, er pingviner kendt for at give småsten til deres potentielle partnere, og bonoboer (som er beslægtet med chimpanser) giver frugt til hinanden for at udvide deres venskabskreds.

Hvilke gaver har I givet? Tænk på et tidspunkt, hvor I fandt – eller lavede – den perfekte gave til en, I elsker. I vidste bare, at den gave lige var, hvad denne person ønskede sig, og noget de ville værdsætte. Hvad var gaven? Var den til jeres mor? En ven? Jeres barn? En lærer? Jeres bedstefar? Hvordan føltes det, da I fandt denne gave? Hvordan havde I det, da I tænkte på, at denne person, I elsker, ville åbne gaven? Og på tilsvarende vis, hvornår har nogen givet jer den perfekte gave, og hvordan var det at modtage den?

Da jeg var omkring syv år gammel og boede med mine forældre i Arabien, udkom der en børnefilm med titlen Chitty Chitty Bang Bang. Filmen handler om en magisk bil, der kan køre af sig selv, flyde på vandet og endda flyve! Jeg vidste, at der hjemme i England var blevet lavet en miniature legetøjsudgave af bilen i Chitty Chitty Bang Bang, og åh, hvor jeg ønskede mig en! Man kunne trække i et håndtag, og så poppede legetøjsbilens vinger frem! Min far tog på forretningsrejse til England og spurgte, om jeg ville have noget med tilbage, og jeg fortalte ham, hvor meget jeg gerne ville have en af disse Chitty Chitty Bang Bang-biler.

Han kom tilbage fra sin rejse, men der var ingen bil. Jeg blev meget ked af det og tænkte, at han måtte have glemt det. Men omkring ti dage senere var det min fødselsdag, og en lille, smukt indpakket gave ventede på mig. Med stor forventning, og uden at turde håbe for meget, åbnede jeg gaven og så min bil. Jeg blev så glad, at jeg begyndte at græde. Jeg trak i håndtaget, og vingerne poppede frem, ligesom på bilen i filmen! Hvor jeg dog takkede min far for denne dyrebare gave. Jeg legede med den bil i årevis og beholdt den i mange flere. Jeg tror, at min far var mindst lige så glad for at give mig den bil, som jeg var for at modtage den.

Vi kan tænke på det at give gaver som bestående af tre dele:

1. Handlingen med at give gaven, hvor giveren vælger, laver eller forbereder gaven og giver den til en, de holder af. Det kræver en betænksom hensigt og indsats fra giverens side for at give noget meningsfuldt.

2. Accepten og åbningen af gaven, når modtageren får gaven fra giveren – ofte med overraskelse, taknemmelighed og spænding – før vedkommende så åbner den, nogle gange ved at løsne sløjfen og pakke den op for at se, hvad gaven er.

3. Og så er der den måske vigtigste del, modtagelsen af gaven. At tage imod en gave, der gives med reelle hensigter, er så meget mere end blot at acceptere og åbne den. Det er også mere end blot at anerkende gavens værdi og udtrykke taknemmelighed over for giveren. Når vi virkelig tager imod en gave, begynder vi at værdsætte den, anvender den flittigt i vores tilværelse og mindes giveren med taknemmelighed.

Modtagelse af en gave er ikke en passiv, men en bevidst og meningsfuld proces, der går langt ud over blot at åbne en pakke. At modtage er at påskønne og føle tilknytning til både gaven og giverens hjerte på en måde, der styrker båndet mellem giver og modtager. Når jeg tænker på den legetøjsbil, frembringer det et væld af gode minder, da jeg igen føler min fars dybe kærlighed til og omsorg for mig, der blev repræsenteret i den gave og utallige andre generøse handlinger.

Vor himmelske Fader står klar til at øse utallige gaver i form af lys og sandhed ud over enhver af os, hans elskede børn. De strømmer fra vores gavmilde Giver, som en kilde i ørkenen, fra hans menneskekærlige hjerte. »Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader«. I vores pagtsbånd med Faderen er han altid Giveren, og vi er den ydmyge modtager.

Men vi kunne intet modtage uden den største af alle Faderens gaver, hans elskede Lam, hans Søn, Jesus Kristus. Alle vor Faders gaver kommer igennem og aktiveres af Frelserens frivillige offer i Getsemane, på korset og hans sejrrige opstandelse. Jesus Kristus, vor barmhjertige Forløser, er den ypperste gave fra lysenes Fader. »Ved sin gave, sin Søn, har Gud beredt en mere fortrinlig vej [for os].«

Jeg vil gerne tale om én altomfattende gave af evig sandhed, der underbygger vores evne til at modtage alt andet, vor Fader ønsker at begave os med – en afgørende gave af kundskab, som, når den accepteres og modtages af sjælens dyb, kontekstualiserer livets glæder og trængsler og vores ubesvarede spørgsmål. Gaven er denne: Vi er vitterligt Guds børn. Den sandhed er betagende! Fantastisk! Og den er ikke billedlig.

Forestil jer, at I hører dette for første gang. I er virkelig hans kære datter. I er virkelig hans dyrebare søn. Og den sti, I er på, er hans plan for lykke. Med Faderens altomfattende kærlighed ved han præcist, hvor I var, før I blev sendt til jorden, og hvad I indtil videre har oplevet i jeres liv på jorden, og morgendagen planlægger han nådigt for jer. Og hvor han dog længes efter, at I en dag vender tilbage til ham og modtager det højeste formål med alle hans smukke gaver, evigt liv med ham.

Spørgsmålet er ikke, om denne gave af sandhed er virkelig, men om vi vil finde den og tage imod den. Gaven er allerede blevet skænket os af Faderen. Prisen for det ultimative formål med denne gave er allerede blevet betalt af Frelseren. Men hvis I har lært, talt og sunget om denne sandhed i årevis, så er den største forundring over den måske for længst falmet, og I føler ikke længere kraften eller freden ved den.

Hvis denne uvurderlige gave af forståelse – og al den godhed, den fred og det håb, der strømmer fra den – ikke accepteres, åbnes eller tages imod, er det et forfærdeligt tab for os! Sikke en sorg for Giveren! »For hvad gavner det et menneske, at han, hvis der bliver skænket ham en gave, ikke modtager den? Se, han glæder sig ikke over det, der bliver givet til ham, ej heller glæder han sig over den, der er gavens giver.«

Jeg opfordrer jer til – enten for første gang eller i højere grad end nogensinde før – at tage imod den storslåede erkendelse af, at I hver især virkelig er Guds elskede barn. I må løsne sløjfen, rive gavepapiret af, åbne æsken og med taknemmelig ydmyghed aktivt tage imod en sand og ren forståelse af denne grundlæggende sandhed. Helligånden kan i jeres hjerte bære vidne om, at I vitterligt er et barn af den Højeste.

Når I tager imod denne prægtige indsigt helt ind i selve sjælen og både føler trygheden og spændingen ved den, så ændrer hele jeres verdenssyn sig. I kan mærke hans kærlighed, høre hans stemme og erkende hans hånd i jeres liv uanset, hvad der sker eller ikke sker. I kan omdefinere, hvordan I ser jer selv og andre. Jeres pagtsbånd med jeres Frelser bliver endnu stærkere, og set igennem denne dejlige gaves prisme får livet en ny glans, skønhed og et nyt håb.

Vil I venligst bede for at forstå, om I virkelig helhjertet tager imod denne forvandlende kundskab? Vil I ikke nok tage imod gaven? Vil I gøre det dybere, mere utvungent, mere generøst, end I nogensinde har gjort før – og derved blive overøst med alle de andre gaver, der følger med?

I tænker måske, »hvad skal jeg gøre for at modtage denne gave fra Gud?« Rent faktisk ingenting. Det er en gave fra selve Giveren. Det er ganske enkelt et faktum. Luk det ind. I er hans barn. Han elsker jer. Gør det ikke kompliceret. Bloker ikke for modtagelsen af denne gave med tanker om, at I på en eller anden måde ikke fortjener den. I virkeligheden er der ingen af os, der »fortjener« den – alle Faderens gaver modtages alene ved den hellige Messias’ fortjeneste, barmhjertighed og nåde, men hvor hans gode hjerte dog længes efter, at hvert af hans børn tager imod dem! Når jeres nye eller fornyede forståelse så kommer til jer, så glæd jer i taksigelse over denne gaves giver.

Efter jeg fandt min tro, da jeg var midt i tyverne, har det vakt en erkendelse af, at jeg vitterligt er en Guds søn. Jo mere jeg tager denne gave til mig, jo mere ved jeg, hvem jeg er, og hvor komplet jeg er elsket. Noget af det, der har hjulpet mig til bedre at forstå dette, er skriftens ord, min patriarkalske velsignelse, tempeltjeneste, tjeneste for andre, at udtrykke taknemmelighed og hellig bøn til min Fader. Jeg tænker med forundring over, hvordan tidligere sorg, smerte og bedrøvelse i mit liv kunne have været omfortolket, lindret og i stor grad overvundet, hvis jeg havde kendt til denne smukke sandhed.

Moroni formaner os til »ikke [at forkaste] Guds gaver«, men derimod at »[komme] til Kristus og [gribe] fat i enhver god gave«. I kan komme til Kristus med tillid til hans kærlige godhed og modtage alle hans gaver af glæde, fred, håb, lys, sandhed, åbenbaring, kundskab og visdom – med rank ryg, udstrakte arme og åbne hænder, rede til at modtage. Og I kan tage imod disse gaver, fordi I er trygge og grundfæstede i kundskaben om, at I er Guds elskede døtre, I er Guds dyrebare sønner, og han har skænket jer sin fuldkomne, hellige Søn for at forløse, retfærdiggøre og helliggøre jer.

I er Guds kære barn! Det er ikke bare en hyggelig sang, vi synger. Vil I ikke nok acceptere, åbne og tage imod denne gave af viden og forståelse fra ham? Vil I værdsætte den som den dyrebare skat, den er? Tag imod denne gave igen eller tag rigtigt imod den for allerførste gang, og lad den transformere ethvert aspekt af jeres liv. Dette er den mere fortrinlige vej, Gud har beredt for jer gennem sin gave, sin Søn. I er i sandhed til for at kunne nyde glæde! I Jesu Kristi navn. Amen.