Guddommelig myndighed, fremragende unge mænd

Tak, ældste Andersen, for det bemærkelsesværdige udtryk for præstedømmets og Frelserens forsonings kraft.

Da jeg en søndag morgen i januar sad til et nadvermøde, blev over en halv snes unge mænd opretholdt til at avancere i Det Aronske Præstedømme. Jeg følte, at verden ændrede sig under vores fødder.

Det slog mig, at over hele verden, fra den ene tidszone til den næste, blev titusindvis af diakoner, lærere og præster – ligesom ældste Hollands ven fra denne morgen, Easton – opretholdt ved nadvermøder som dette og ordineret til en livslang præstedømmetjeneste, der omfatter hele Israels indsamling.

Hvert år i januar lægges hænderne på hovedet af omkring 100.000 unge mænd, og de forbindes gennem ordinancer til en klar myndighedslinje, der strækker sig tilbage gennem genoprettelsens tidsalder til Joseph og Oliver – og til Johannes Døber og til Jesus Kristus.

Nu viser vores kirke sig ikke altid frem. Men her underdriver vi faktisk.

Men mens jeg forestillede mig denne rullende torden af nyordinerede præstedømmebærere, der spredte sig over jorden, tænkte jeg alligevel på – fordi vi jo er »glædens kirke« – om det ikke burde råbes ud fra hustagene. »I dag,« tænkte jeg, »burde der være trompeter og trommer og ceremoniel kanonild. Der burde være parader!«

Fordi vi kender Guds kraft for det, den virkelig er, var vi vidner til, at selve denne verdens vante gænge blev forstyrret ved, at guddommelig myndighed spredte sig over hele jorden.

Disse ordinationer fører disse unge mænd ud i en livslang tjeneste, hvor de vil opleve sammenhænge, hvor deres tilstedeværelse, bønner og kraften i Guds præstedømme, som de bærer, vil have stor betydning.

Denne kontrollerede kædereaktion begyndte med en tjenende engel, der blev udsendt af Gud. Den opstandne Johannes Døber fra fordums tid viste sig for Joseph og Oliver, lagde sine hænder på deres hoveder og sagde: »Til jer, mine medtjenere, overdrager jeg i Messias’ navn Arons præstedømme, som besidder nøglerne til englebetjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse« (L&P 13:1).

Johannes kaldte denne myndighed »Arons præstedømme« efter Moses’ bror og præstedømmekammerat. Tidligere skulle bærere af Arons præstedømme undervise og assistere med ordinancer – ordinancer, der rettede disciplenes fokus på den fremtidige Messias, Herren Jesus Kristus (se 5 Mos 33:10).

4 Mosebog tildeler udtrykkeligt bærere af Arons præstedømme opgaven med at håndtere ordinancernes kar. »Aron og hans sønner skal du indsætte … [og] deres tjeneste an[går] … bordet … [og] redskaberne, som man forretter tjenesten med i helligdommen« (4 Mos 3:10, 31).

Det Gamle Testamentes ordinance med slagtofre blev opfyldt og erstattet gennem Frelserens liv og forsoning (se 3 Ne 15:2-9). Denne fordums ordinance blev erstattet med den ordinance, vi nu kalder Herrens nadver.

Herren betror denne tids bærere af Arons præstedømme at gøre stort set det samme, som de gjorde i fordums tid: Undervise og forrette ordinancer – alt sammen for at minde os om hans forsoning.

Når diakoner, lærere og præster hjælper med nadveren, modtager de dens velsignelser, ligesom alle andre: ved at holde den pagt, de indgår, når de hver især nyder brødet og vandet. Men ved at udføre disse hellige pligter lærer de også mere om deres præstedømmeroller og -ansvar.

Det Aronske Præstedømme kaldes også det forberedende præstedømme; dels fordi dets ordinancer gør det muligt for dem at opleve kraften og glæden ved at gå Herrens ærinde, og forbereder dem til fremtidig præstedømmetjeneste, hvor de kan blive kaldet til at tjene på uforudsigelige måder – deriblandt at udtale inspirerede velsignelser i tider, hvor håb og drømme, ja, selv liv og død, afhænger af det.

Sådanne alvorlige forventninger kræver seriøs forberedelse.

Lære og Pagter forklarer, at diakoner og lærere skal »advare, forklare, formane og undervise og opfordre alle til at komme til Kristus« (L&P 20:59). Derudover skal præster »prædike, undervise, forklare, formane og døbe« (L&P 20:50).

Alt det lyder af meget, men i den virkelige verden sker disse ting naturligt, og over hele kloden.

En biskop underviste sit nye præsidentskab for diakonernes kvorum om disse pligter. Så det unge præsidentskab begyndte at tale om, hvordan det kunne realiseres i deres kvorum og i deres menighed. De besluttede, at de først ville besøge menighedens ældre medlemmer for at finde ud af, hvad de havde brug for, og så gøre det.

Blandt dem, de tjente, var Alan, en barsk, ofte blasfemisk og nogle gange fjendtlig nabo. Alans hustru, Wanda, var blevet medlem af Kirken, men Alan var, som man siger, lidt af en pædagogisk udfordring.

Alligevel gik diakonerne i gang med arbejdet og ignorerede hans fornærmelser med godt humør, mens de skovlede sne og bar affald ud. Diakoner kan være svære at hade, så efterhånden begyndte Alan at holde af dem. På et tidspunkt inviterede de ham med i kirke.

»Jeg kan ikke lide at gå i kirke,« svarede han.

»Men du kan lide os,« sagde de. »Så kom med os. Du kan bare være med til vores kvorumsmøde, hvis du vil.«

Og med biskoppens godkendelse kom han – og han blev ved med at komme.

Diakonerne blev lærere, og da de fortsatte med at tjene ham, lærte han dem at udføre arbejde på biler og at bygge ting. Da disse diakoner, der var blevet lærere, blev præster, var Alan begyndt at kalde dem »mine drenge«.

De forberedte sig oprigtigt på at tage på mission og spurgte, om de måtte øve sig på missionærlektionerne sammen med ham. Han svor, at han aldrig ville lytte og aldrig tro, men jo, de kunne godt øve sig hjemme hos ham.

Så blev Alan syg. Og han blev blødgjort.

En dag ved et kvorumsmøde bad han dem høfligt om at bede for ham om, at han kunne holde op med at ryge, og det gjorde de så. Men derefter fulgte de ham også hjem og konfiskerede hele hans tobakslager.

Efterhånden som Alans svigtende helbred førte ham på hospitaler og genoptræningscentre, betjente »hans drenge« ham, mens de stille emmede af præstedømmekraft og ægte kærlighed (se L&P 121:41).

Miraklet fortsatte, da Alan bad om at blive døbt, men han døde, før det kunne komme til at ske. På Alans anmodning bar hans diakoner, der nu var blevet præster, hans kiste, og de talte ved hans begravelse, hvor de – meget passende – advarede, forklarede, formanede, underviste og indbød alle til at komme til Kristus.

Og senere i templet var det naturligvis en af »Alans drenge«, der døbte den tidligere kvorumspræsident for diakonerne, som stedfortræder for Alan.

Alt, hvad Johannes Døber sagde, de skulle gøre, det gjorde de. De gjorde, hvad diakoner, lærere og præster gør over hele denne kirke og over hele denne verden.

En af de ting, som bærere af Arons præstedømme har fået til opgave at passe, er nadverordinancen.

Sidste år mødte jeg en inspireret biskop og hans vidunderlige hustru. Under en køretur en lørdag morgen for nylig til deres søns dåb havde de på tragisk og pludselig vis mistet deres elskede to-årige datter, Tess.

Næste morgen samledes medlemmerne i deres menighed til nadvermødet, fyldt med medfølelse, og de begræd også tabet af denne perfekte lille pige. Ingen forventede, at biskoppens familie var i kirke den morgen, men et par minutter før mødet begyndte, gik de stille ind og satte sig ned.

Biskoppen gik hen til forhøjningen, men gik forbi sin sædvanlige plads mellem sine rådgivere og satte sig i stedet mellem sine præster ved nadverbordet.

Om natten havde han forpint og søvnløs søgt efter forståelse og fred, og han fik en stærk tilskyndelse om, hvad hans familie havde mest brug for – og hvad hans menighed havde mest brug for. Det var at høre deres biskop, deres menigheds præsident for Det Aronske Præstedømme, og den sørgende far, udtale nadverpagtens løfter.

Så da tiden var inde, knælede han sammen med disse præster og talte til sin Fader. Med patos udtalte han nogle af de stærkeste ord, som nogen nogensinde har fået lov til at sige højt i dette liv.

Ord med evig konsekvens.

Ord i ordinancer.

Ord af pagter.

Vejledning, der forbinder os til selve formålet med dette liv – og til de mest storslåede resultater af vor himmelske Faders plan for os.

Kan I forestille jer, hvad forsamlingen hørte i den kirkebygning – hvad de følte om de ord, vi hører hver søndag?

»O Gud, du evige Fader, vi beder dig i din Søns, Jesu Kristi, navn velsigne og hellige dette brød for alle de sjæle, som nyder deraf, så de må spise til erindring om din Søns legeme og vidne for dig, o Gud, du evige Fader, at de er villige til at påtage sig din Søns navn og altid erindre ham og holde hans befalinger, som han har givet dem, så de altid må have hans Ånd hos sig. Amen« (L&P 20:77).

Og derefter: »O Gud, du evige Fader, vi beder dig i din Søns, Jesu Kristi, navn velsigne og hellige dette vand for alle de sjæle, som drikker deraf, så de må gøre det til erindring om din Søns blod, der blev udgydt for dem, så de må vidne for dig, o Gud, du evige Fader, at de altid erindrer ham, så de må have hans Ånd hos sig. Amen« (L&P 20:79).

Denne gode far og mor vidner om, at det løfte er blevet opfyldt. De fik virkelig til deres evigtvarende trøst »hans Ånd hos sig«.

Det er mit vidnesbyrd, at bærere af Det Aronske Præstedømme med al dets kraft, alle dets ordinancer og pligter, velsigner os alle gennem nøglerne til »engles betjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse« (L&P 13:1). I Jesu Kristi navn. Amen.