Og vi taler om Kristus

Min hustru, Lesa, og jeg trådte, efter en lang udstationering i udlandet, ind i en lufthavnsterminal for at forberede os på blot én flyvetur mere – en flyvning om natten – for at komme hjem. Da vi stod sammen med mange andre, der bevægede sig et skridt ad gangen i lange køer, kunne vi mærke den voksende angst hos vores medrejsende, der var bekymrede for ikke at nå deres fly, klare pas- og visumkontrollen og komme problemfrit igennem sikkerhedskontrollen.

Vi nåede endelig frem til en skranke, hvor der var en tolder, som syntes upåvirket af den høje grad af stress og anspændthed i lokalet. Næsten mekanisk og uden øjenkontakt rakte hun ud efter mine dokumenter, bekræftede mit billede, bladrede gennem den ene side efter den anden og stemplede til sidst mit pas med et tungt bump.

Hun rakte derefter ud efter Lesas papirer. Uden følelser, med hovedet bøjet og fokuseret på sit arbejde, bladrede hun metodisk gennem siderne med et kyndigt blik og fokus på detaljerne i dokumenterne foran sig. Vi blev noget overraskede, da hun pludselig stoppede op, løftede hovedet og fik øjenkontakt med Lesa med et bevidst og varmt blik. Med et kærligt smil stemplede hun forsigtigt Lesas pas og rakte hende dokumenterne. Min hustru smilede tilbage, tog imod dokumenterne og udvekslede varme afskedsord.

»Hvad skete der lige dér?« spurgte jeg vantro.

Så viste Lesa mig, hvad tolderen havde set – et lille kort med et billede af Frelseren. Det var ved et uheld gledet ud af Lesas pung og ned mellem siderne i hendes pas. Det var det, tolderen havde fundet. Det var det, der havde ændret hele hendes fremtræden.

Nåde og sandhed [Grace and Truth], af Simon Dewey, med tilladelse fra altusfineart.com, © 2025, brugt med tilladelse

Dette lille billede af Frelseren forbandt to personer, der ellers ikke havde nogen forbindelse og var fremmede for hinanden. Det forvandlede det upersonlige til noget personligt og indfangede skønheden, miraklet og virkeligheden af Jesu Kristi lys. Resten af dagen og ofte derefter har jeg med ærefrygt tænkt på det varme, enkle øjeblik og frydet mig over den pragtfulde virkning, som Kristi lys har på Guds børn.

Vi er Jesu Kristi følgere, og vi søger både at modtage og dele hans lys. Implicit i Kirkens navn ligger vores teologi om, at Jesus Kristus selv er hovedhjørnestenen. Gennem fordums og nutidige profeter har vor himmelske Fader befalet os at »hør[e] ham!« og at »komme til Kristus«. »Vi taler om Kristus, vi fryder os i Kristus, vi prædiker om Kristus, [og] vi profeterer om Kristus.«

Vi underviser om, at Jesus Kristus er Guds Søn, og under Jesu jordiske tjenestegerning underviste han i sit evangelium og oprettede sin kirke.

Vi vidner om, at Jesus ved slutningen af sit liv sonede for vores synder, da han led i Getsemane have, blev korsfæstet og derefter opstod.

Vi fryder os, fordi vi takket være Frelserens sonoffer kan blive tilgivet og renset for vores synder, når vi omvender os. Det giver os fred og håb og gør det muligt for os at vende tilbage til Guds nærhed og modtage en fylde af glæde.

Vi profeterer om, at takket være Jesu opstandelse er døden ikke enden, men et vigtigt skridt fremad. »Vi [vil] alle opstå, når vi dør. Det betyder, at alle menneskers ånd og legeme vil blive genforenet, og enhver af os vil leve for evigt.«

Levende profeter i vore dage – som modtager åbenbaring fra Gud til at undervise og lede os – opfordrer os i stigende grad til at komme til Kristus. De hjælper os til at centrere vores hjerte, ører og øjne mere helhjertet på ham. Vi kan nævne adskillige eksempler på tilpasninger og forbedringer, som er blevet bekendtgjort af Det Første Præsidentskab, der er beregnet til at rette vores fokus mod Jesus Kristus. Nogle af disse omfatter:

• Beslutningen om at holde op med at bruge navnet »Mormonkirken« og erstatte det med kirkens korrekte navn, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

• Tilgængeligheden af ny inspireret kunst, der er centreret om Kristus og kan udstilles i kirkebygninger.

• Unge Kvinders og Det Aronske Præstedømmes kvorums temaer og musik med fokus på Jesus Kristus, såsom »Jeg er discipel af Jesus Kristus« og »Se hen til Kristus«.

• Større fokus på Jesu Kristi forsoning og bogstavelige opstandelse som de mest herlige begivenheder i verdenshistorien.

• Fejring af påsken som en højtid, en vigtig tid på året, og ikke blot nogle helligdage – med særligt fokus på Jesus Kristus.

• Introduktionen af det visuelle kendetegn for Jesu Kristi Kirke og dets symbolik.

Lad os se nærmere på virkningen af nogle af disse tilpasninger. For det første Kirkens logo.

I 2020 introducerede præsident Russell M. Nelson et nyt visuelt kendetegn for Kirken. Dette logo afspejler sandheden om, at Kristus er midtpunktet i sin kirke og bør være midtpunktet i vores liv. Vi ser nu dette velkendte logo på tempelanbefalinger, på Kirkens hjemmesider og i tidsskrifter, som ikon for appen Evangelisk Bibliotek og endda på ID-skilte for mange medlemmer af Kirken, der tjener i militæret. Dette logo inkluderer Kirkens navn i en hjørnesten, en påmindelse om at Jesus Kristus er hovedhjørnestenen, og det ses her på cambodjansk og bruges på 145 sprog.

I midten af logoet er en gengivelse af Bertel Thorvaldsens elskede Kristusfigur i marmor, som i vid udstrækning er blevet forbundet med Kirken og findes i besøgscentre og på tempelgrunde verden over. Dens fremtrædende plads i Kirkens logo antyder, at Kristus bør være centrum for alt, hvad vi gør. På samme måde viser Frelserens udstrakte arme hans løfte om at omfavne alle, der vil komme til ham. Dette logo er en visuel repræsentation af Jesu Kristi kærlighed og en konstant påmindelse om den levende Kristus.

Jeg har af nysgerrighed spurgt mange familier og venner om en vigtig del af Kirkens logo. Overraskende nok er der mange, der ikke er opmærksomme på en hellig funktion, som den viser os. Jesus Kristus står under buen. Dette repræsenterer den opstandne Frelser, der kommer frem fra graven. Vi fejrer i sandhed den opstandne, levende Kristus, selv i brugen af Kirkens logo.

Lad os nu overveje påskens betydning. I nylige budskaber fra Det Første Præsidentskab vedrørende påsken er vi blevet opfordret til at »fejre vor levende Frelsers opstandelse ved at studere hans lærdomme og være med til at skabe påsketraditioner i vores samfund som helhed og især i vores egne familier«. Kort sagt er vi blevet opfordret til at fejre påsken på en højere og helligere måde.

Jeg elsker den fortsatte åbenbaring om påsken og er taknemmelig for jeres mange bestræbelser på at gøre påsken til en hellig begivenhed. Udover at afholde et nadvermøde på en time påskesøndag er der andre eksempler på værdige aktiviteter, såsom foredrag i menigheder og stave samt aktiviteter palmesøndag, såvel som i den stille uge. Disse arrangementer til erindring om Frelseren omfatter aktiviteter med børn og unge og omfatter ofte tværreligiøse kor. Andre har afholdt arrangementer om »Den Levende Kristus« for medlemmer og venner og har deltaget i lokale påskebegivenheder med mange forskellige trosretninger.

Sådanne aktiviteter minder om folkeskarerne i Jerusalem, der sammen priste Frelseren under hans indtog i byen. Beretningerne om jeres reaktioner på Det Første Præsidentskabs opfordring til at tilbede hjemme som familie for at mindes denne yderst vigtige højtid er lige så imponerende.

Jeg tror, at tilbedelsen i familien omkring påsken er blevet bemærkelsesværdigt højnet. For to år siden talte jeg om vores families beslutning om at forbedre den måde, vi ærer påsken på. Den er ganske vist stadig under udvikling. Vi har altid nydt et særligt påskemåltid, påskekurve og en påskeægsjagt, og det gør vi stadig. Men vi har tilføjet en bevidst åndelig dimension til vores fejring, der fokuserer på Jesus Kristus og hans forsoning, hvilket har givet en dejlig balance i vores markering af disse allerhelligste begivenheder.

I år vil være vores tredje forsøg på at gøre påsken mere kristuscentreret. Ligesom julens krybbespil indeholder vores familieskuespil påskedag enkle kostumer, læsning af skriftsteder fra Det Nye Testamente og Mormons Bog, musik, påskebilleder, palmeblade – og lidt kaos, hvis jeg skal være helt ærlig. Børn og børnebørn, der læser og citerer palmesøndagens lovprisninger: »Hosianna … Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« og »Det er … Jesus fra … Galilæa«, synes at være lige så relevant som »fred til mennesker med Guds velbehag« er ved juletid.

Vi nyder nu en blanding af dekorationer. Det, der engang næsten udelukkende var kaniner og påskeæg, balanceres nu med Kristusfiguren og billeder af den tomme grav, den opstandne Frelser, der viser sig i haven uden for graven, og Frelserens besøg blandt nefitterne. Vi bestræber os også på at gøre påsken til en højtid, en vigtig tid på året, i stedet for blot en dag. Vi forsøger at tale mere om højtiden og være mere eftertænksomme og festlige i vores fejring af palmesøndag, langfredag og de hellige begivenheder, der fandt sted i hele den stille uge.

Påske giver os mulighed for at ære både Jesu Kristi sonoffer og hans bogstavelige og glædelige opstandelse. Vores hjerte er tungt, når vi forestiller os Frelserens lidelser i haven og på Golgata, men vores hjerte fryder sig, når vi ser den tomme grav og det himmelske dekret: »Han er opstået!«

Det Første Præsidentskabs nylige opfordring til at »se frem til påske og Jesu Kristi opstandelse – det herligste af alle budskaber til menneskeheden«, fremhæver denne højtids storhed. Selvom der synes at være en tiltagende tendens blandt forskellige kristne teologer til at anskue opstandelsen billedligt og symbolsk, bekræfter vi vores lære om, at »opstandelsen betyder, at alle, der nogensinde har levet, skal opstå, og at opstandelsen er bogstavelig«. »For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.« Jesus Kristus brød dødens bånd for hver eneste levende sjæl.

Vi forundres og frydes i sandhed over den nåde, Jesus tilbyder os. Vi favner hans ord om, at »større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner«.

C.S. Lewis sagde: »[For apostlene] betød forkyndelse af kristendommen først og fremmest at forkynde opstandelsen … Opstandelsen er det centrale tema i hver eneste kristne prædiken, der er nedskrevet i Apostlenes Gerninger. Opstandelsen, og dens konsekvenser, var det ›evangelium‹ eller den gode nyhed, som de kristne bragte med sig.«

Jeg proklamerer, at »der er en opstandelse … graven [har] ingen sejr, og dødens brod er opslugt i Kristus«.

Afslutningsvis vidner jeg om, at alle, der tager imod opfordringer fra vores levende profet og hans rådgivere til mere bevidst at mindes de hellige begivenheder, som påsken repræsenterer, vil erfare, at deres forhold til Jesus Kristus bliver endnu stærkere.

For få dage siden hørte jeg om en farmor, der gennemgik påskehistorien sammen med sit fireårige barnebarn ved hjælp af enkle figurer af graven, stenen, der dækkede for graven, Jesus, Maria, disciplene og englen. Den lille dreng iagttog og lyttede opmærksomt, mens hans farmor fortalte om begravelsen, lukningen og åbningen af graven, samt hvad der skete i gravhaven i forbindelse med opstandelsen. Han gentog senere omhyggeligt historien i overraskende detaljer for sine forældre, mens han selv flyttede rundt på figurerne. Efter denne dejlige stund blev han spurgt, om han vidste, hvorfor vi fejrer påske. Drengen så op og svarede med barnlig ræson: »Fordi ham er levende.«

Jeg føjer mit vidnesbyrd til hans – og til jeres og til engles og profeters – om, at han er opstået og lever, hvilket jeg vidner om, i Jesu Kristi navn. Amen.