Generalkonference
Forhærd ikke jeres hjerte
Aprilkonferencen 2025


11:6

Forhærd ikke jeres hjerte

Hvis vi oprigtigt omvender os, ydmyger os, stoler på og sætter vores lid til Herren, vil vores hjerte blive blødgjort.

Gengivelsen af Jesu Kristi evangelium begyndte, da Gud Faderen og hans elskede Søn viste sig for den unge Joseph Smith og besvarede hans ydmyge bøn. Som en del af genoprettelsen oversatte Joseph Smith ældgamle optegnelser ved Guds gave og kraft. Disse optegnelser indeholder beretninger om, »hvordan Gud har handlet med fordums indbyggere på det amerikanske kontinent, og indeholder det evigtvarende evangeliums fylde«.

Da jeg var dreng, og jeg læste i Mormons Bog, undrede jeg mig ofte over, hvorfor Laman og Lemuel ikke troede på de sandheder, de havde fået, selv da en Herrens engel viste sig og talte direkte til dem. Hvorfor kunne Laman og Lemuel ikke være mere ydmyge og lydige over for det, deres far, Lehi, og deres yngre bror Nefi underviste om?

Jeg fandt et svar på dette spørgsmål i 1 Nefi, hvor der står, at Nefi var »bedrøvet over deres hjertes hårdhed«. Nefi spurgte sine ældre brødre: »Hvordan kan det være, at I er så hårde i hjertet og så forblindede i sindet?«

Hvad vil det sige at have et hårdt hjerte?

Den koreanske oversættelse af »hårdhed« i Mormons Bog er 완악 (Wan-Aak: 頑惡). Denne sætning bruger det kinesiske tegn »Wan« (頑), der betyder »stædig«, og »Aak« (惡), der betyder »ugudelig«. Når vi forhærder vores hjerte, bliver vi forblindede, og gode ting kan ikke komme ind i vores hjerte eller sind. Vi bliver stædige og begynder at fokusere mere på verdslige ønsker og lukker vores hjerte for det, der hører Gud til. Vi vælger udelukkende at fokusere på vores egne tanker, mens vi ikke accepterer andres meninger og vejledning. Vi vælger ikke at åbne vores hjerte for det, der hører Gud til, men for indflydelse fra verdens ting og modstanderen i stedet for. Når vores hjerte er hårdt, modstår vi Helligåndens påvirkning. Vi bliver »langsomme til at huske Herren« og mister med tiden »evnen til at føle« hans ord.

Alma lærte folket i Ammoniha, at nogle ville »forkaste Guds Ånd som følge af deres hjertes hårdhed«. Han sagde også, at »de, der forhærder hjertet, til dem gives en mindre del af ordet, indtil de intet kender til hans hemmeligheder«. Til sidst trækker Ånden sig tilbage, og Herren tager »[sit] ord bort fra dem«, der har forhærdet deres hjerte, ligesom det skete for Laman og Lemuel. Fordi Laman og Lemuel kontinuerligt forhærdede deres hjerte, modstod de følelser, som Helligånden formidlede, og valgte ikke at acceptere deres fars og Nefis ord og lærdomme, afviste de i sidste ende Guds evige sandheder.

I modsætning til Laman og Lemuel ydmygede Nefi sig vedblivende og søgte vejledning fra Herrens Ånd. Herren blødgjorde Nefis hjerte som gengæld. Nefi fortæller, at han »anråbte … Herren; og se, han kom til mig og blødgjorde mit hjerte, så jeg troede alle de ord, som min far havde talt«. Herren hjalp Nefi til at acceptere, forstå og tro på alle Guds hemmeligheder og ord. Nefi var i stand til at have Helligåndens konstante ledsagelse.

Hvad kan vi gøre for at ikke at forhærde vores hjerte?

For det første kan vi praktisere daglig omvendelse.

Vor Frelser lærte os: »Den, der derfor omvender sig og kommer til mig som et lille barn, ham vil jeg tage imod.« Vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson, har sagt:

»Omvendelse er nøglen til fremgang. Ren tro holder os i bevægelse fremad på pagtsstien.

Frygt eller forhal venligst ikke omvendelse. Satan fryder sig over jeres elendighed … Begynd i dag med at opleve glæden ved at aflægge det naturlige menneske. Frelseren elsker os altid, men især når vi omvender os.«

Når vi oplever glæden ved at blødgøre vores hjerte og komme til Herren, bliver vi »som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underordne sig alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge os, ligesom et barn underordner sig sin far«.

For det andet kan vi udvise ydmyghed.

Daglig omvendelse vil bringe ydmyghed i vores hjerte. Vi ønsker at blive ydmyge for Herren, ligesom et lille barn, der adlyder sin far. Så vil vi altid have Helligånden hos os, og vores hjerte vil blødgøres.

Min hustru, Sue, og jeg har kendt et vidunderligt par i de sidste fire år. Da vi mødte dem for første gang, var manden nyt medlem af Kirken, og hustruen mødtes med missionærerne for at lære mere om evangeliet. Mange missionærer mødtes med hende for at hjælpe hende med at komme til Kristus. Vi følte, at hun havde et levende vidnesbyrd om evangeliet og vidste, at Kirken var sand. Hun følte ofte Ånden under vores besøg og deltog aktivt i alle møderne. Hun elskede at omgås de vidunderlige medlemmer af menigheden. Men hun fandt det svært at forpligte sig til at gå i dåbens vande. En dag læste hun Moroni 7:43-44, hvor der står:

»Og videre, se, jeg siger jer, at han ikke kan have tro og håb, medmindre han er sagtmodig og ydmyg af hjertet.

Hvis ikke, er [jeres] tro og håb forgæves; for ingen bortset fra den sagtmodige og ydmyge af hjertet er antagelig for Gud.«

Da hun havde læst disse vers, indså hun, hvad hun måtte gøre. Hun troede, at hun havde forstået betydningen af at være sagtmodig og ydmyg. Men hendes forståelse var ikke tilstrækkelig til at have tro og håb til at adlyde Guds bud. Hun måtte give slip på sin stædighed og sin egen visdom. Hun begyndte at ydmyge sig gennem oprigtig omvendelse. Hun begyndte at forstå, hvad ydmyghed er set fra Guds perspektiv. Hun stolede på vor himmelske Fader og bad ham om at blødgøre hendes hjerte. Gennem disse bønner følte hun Ånden vidne for hende om, at vor himmelske Fader ønskede, at hun blev døbt.

Både mand og hustru fortalte, at jo mere ydmyge de blev, jo mere forstod de Guds ord, og deres hjerter blev blødgjort, så de kunne følge vor Herre Jesu Kristi lærdomme.

For det tredje kan vi stole på og sætte lid til vor Frelser.

Nefi var et godt eksempel på at lade sit hjerte blive blødgjort ved at stole på Herren. Han sagde: »O Herre, jeg har sat min lid til dig, og jeg vil sætte min lid til dig for evigt. Jeg vil ikke sætte min lid til armen af kød.« På samme måde sagde Herren i en åbenbaring til profeten Joseph Smith: »Stol på den Ånd, der leder til at gøre det gode – ja, til at handle ret, til at vandre ydmygt.« Når vi sætter vores lid til Herren og stoler på ham, vil han blødgøre vores hjerte, og vi vil blive støttet i vores prøvelser, problemer og trængsler.

Hvis vi oprigtigt omvender os, ydmyger os, stoler på og sætter vores lid til Herren, så vil vores hjerte blive blødgjort. Han vil derefter udøse sin Ånd og vise os himlens hemmeligheder. Vi vil tro alle de ord, han har forkyndt, og vores forståelse vil forstørres.

Vor Frelser, Jesus Kristus, var det ultimative eksempel på sagtmodighed. I 2 Nefi 31:7 står der: »Men uagtet at han er hellig, viser han menneskenes børn, at han hvad kødet angår ydmyger sig for Faderen og bevidner for Faderen, at han ville være lydig mod ham ved at holde hans befalinger.« Selvom han var hellig og fuldkommen, ydmygede han sig for Faderen og var lydig mod ham ved at blive døbt.

Mod slutningen af sit jordiske liv underkastede Jesus Kristus sig Faderens vilje ved at drikke af det bitre bæger. Disse lidelser fik ham til at »skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd«. Frelseren ønskede »ikke [at] skulle drikke det bitre bæger, men [at] undlade det«. »Dog,« sagde han, »æret være Faderen, så drak [han] og fuldendte [sine] forberedelser for menneskenes børn.«

Brødre og søstre, vi har fået handlefrihed. Vi kan vælge at forhærde vores hjerte, eller vi kan vælge at blødgøre vores hjerte. I vores daglige liv kan vi vælge at gøre det, der indbyder Herrens Ånd til at komme ind og bo i vores hjerte. Jeg ved, at der i disse valg er fred og glæde.

Lad os følge vor Frelsers, Jesu Kristi, eksempel, som fulgte Faderens vilje. Når vi gør det, har vi dette løfte fra Herren: »For se, jeg vil samle dem, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, hvis de ikke forhærder hjertet.« I Jesu Kristi navn. Amen.