Ærbødighed for det, der er helligt

I Anden Mosebog rejser vi med Moses til Horebs bjerg, hvor han forlod sine daglige bekymringer – noget vi alle bør være villige til at gøre – for at se den brændende busk, der ikke blev fortæret af ilden. Da han trådte nærmere, »råbte Gud til ham inde fra busken: ›Moses! Moses!‹ Han svarede ja, og Gud sagde: ›Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.‹« Med stor ærbødighed, ydmyghed og forundring tog Moses sine sandaler af og forberedte sig på at høre Herrens ord og være i hans hellige nærhed.

Denne hellige åbenbaring på bjerget blev en erfaring fyldt med ærbødighed. Den forbandt Moses med hans guddommelige identitet og blev faktisk et væsentligt bidrag i den udvikling, han gennemgik fra at være en ydmyg hyrde til en mægtig profet og til at tage en ny vej i livet. På samme måde kan vi hver især udvikle vores hengivenhed som disciple til et højere åndeligt livsmønster ved at gøre ærbødighed til en hellig del af vores åndelige karakter.

Ordet ærbødig kan på dansk spores tilbage til det tyske ord ehrerbietig, som betyder »at vise ære«. I evangelisk forstand kombineres denne definition med en følelse eller indstilling af dyb respekt, kærlighed og taknemmelighed. Sådanne følelser for det, der er helligt, frembringer større glæde hos dem, der har et angergivent hjerte og en dyb hengivenhed for Gud og Jesus Kristus.

Ærbødighed for det, der er helligt, er den største tilkendegivelse af en afgørende åndelig egenskab; den er et biprodukt af vores forbindelse til hellighed og afspejler vores kærlighed og nærhed til vor himmelske Fader og vor Frelser, Jesus Kristus. Den er også en af sjælens mest ophøjede erfaringer. Denne dyd retter vores tanker, hjerte og liv mod Gud. Faktisk er ærbødighed ikke blot et aspekt af åndelighed; den er selve essensen af den. Ærbødighed er det fundament, hvorpå åndelighed bygges, og den skaber en personlig forbindelse til det guddommelige, som vores børn lærer os, når de synger: »Jeg føler ham nær, når ærbødig jeg er.«

Som Jesu Kristi disciple opfordres vi til at fremelske ærbødighedens gave i vores liv for at åbne op for en dybere forbindelse til Gud og hans Søn, Jesus Kristus, hvilket samtidig styrker vores åndelige karakter. Havde vi flere af den slags følelser i hjertet, ville der utvivlsomt være større glæde og lykke i vores liv, og der ville være mindre plads til sorg og bedrøvelse. Vi må huske, at når vi viser ærbødighed for det, der er helligt, giver meget af det, vi gør hver dag, mening og styrker vores følelse af taknemmelighed – hvilket indgyder ærefrygt, respekt og kærlighed til højere og helligere ting.

Desværre lever vi i en verden, hvor ærbødighed for det, der er helligt, bliver mere og mere sjælden. Faktisk fejrer verden det uærbødige, som enhver læsning af en sensationsavis, et tv-program eller internettet vidner om. Manglen på respekt for det hellige skaber en tiltagende ligegyldig holdning og skødesløs adfærd, hvilket hurtigt kan føre en generation ud i apati og kaste den næste generation ud i elendighed.

Uærbødighed kan også føre os væk fra de bånd, som vores pagter med Gud giver os, og mindske vores følelse af ansvarlighed over for Guddommen. Som følge deraf løber vi en risiko for, at vi kun kan bekymre os om vores eget velbehag; at tilfredsstille vores ukontrollerede lyster; og i sidste ende at havne på det uhellige sted, hvor vi foragter det hellige, endda Gud selv, og følgelig vores egen guddommelige natur som vor himmelske Faders børn. Uærbødighed over for det, der er helligt, fremmer modstanderens mål ved at forstyrre vores fintfølende kanaler for åbenbaring, som er afgørende for vores åndelige overlevelse i dag.

Meningen og betydningen af ærbødighed for det, der er helligt, er godt beskrevet i skrifterne. Et tilfælde i Lære og Pagter synes at indikere, at ærbødighed over for vor himmelske Fader og hans Søn Jesus Kristus er en afgørende dyd for dem, der opnår det celestiale rige.

Som kirke stræber vi efter at bevare dyb hellighed og respekt omkring Faderen og Sønnen på alle områder, herunder i den måde, vi skildrer dem på. Helligåndens vejledning er et vigtigt element for at afgøre, hvordan disse skildringer bør afspejle Faderens og Sønnens hellige natur, karakter og guddommelige egenskaber. Vi er meget omhyggelige med at undgå at portrættere elementer, der kan distrahere fra vores primære fokus på vor himmelske Fader og hans Søn Jesus Kristus og deres lærdomme. Dette omfatter, hvordan vi anvender de avancerede værktøjer, som teknologien tilbyder, såsom at bruge kunstig intelligens (AI) til at generere indhold og billeder.

Det samme princip gælder enhver informationskilde, der er tilgængelig gennem Kirkens officielle kommunikationskanaler. Alle lektioner, bøger, hæfter og budskaber bliver omhyggeligt udarbejdet og godkendt under Åndens vejledning for at sikre, at vi bibeholder Jesu Kristi evangeliums hellige dyder, værdier og standarder. I et nyligt budskab til Kirkens unge voksne sagde ældste David A. Bednar: »For at navigere i det komplekse felt mellem åndelighed og teknologi, bør sidste dages hellige ydmygt og bønsomt (1) identificere evangeliske principper, der kan vejlede dem i deres brug af kunstig intelligens, og (2) stræbe oprigtigt efter Helligåndens ledsagelse og åbenbaringens gave.«

Mine kære brødre og søstre, hvor avanceret moderne teknologi end er blevet, kan den ganske enkelt ikke simulere den forundring, ærefrygt og forbløffelse, der findes i den form for ærbødighed, der affødes af Helligåndens indflydelse. Som Kristi følgere må vi være forsigtige med ikke at svække vores forbindelse til Gud og hans Søn ved at bruge AI-genereret indhold og billeder på upassende vis. Vi bør huske, at det at være afhængig af en moderne teknologisk »arm af kød« er en utilstrækkelig og respektløs erstatning for den inspiration, den opbyggelse og det vidnesbyrd, som kun kan modtages gennem Helligåndens kraft. Som Nefi erklærede: »O Herre, jeg har sat min lid til dig, og jeg vil sætte min lid til dig for evigt. Jeg vil ikke sætte min lid til armen af kød.«

I en anden åbenbaring blev profeten Joseph Smith belært om, at templer, der opføres til Herren, bør være et sted med ærbødighed for Herren. Vores kære profet, præsident Russell M. Nelson, har gennem hele sin tjenestegerning understreget, at vi skal tilbede ærbødigt i det hellige tempel. I Herrens hus lærer vi om at træde ind i Faderens og Sønnens hellige nærhed. Jeg har altid fundet det lærerigt og tilmed inspirerende, at noget af det første, vi gør, når vi træder ind i templet og forbereder os på at deltage i de hellige ordinancer, er at tage vores sko af og skifte til hvidt tøj. Ligesom Moses kan vi, hvis vi er bevidste om det, indse, at når vi tager vores verdslige sko af, er det begyndelsen på at træde ind på hellig jord og blive forandret til noget højere og helligere.

Brødre og søstre, vi behøver ikke at klatre op på toppen af et bjerg, som Moses gjorde, for at finde ærbødighed for det, der er helligt, og højne vores liv som disciple med en dybere åndelighed og hengivenhed. Vi kan for eksempel finde den, når vi stræber efter at beskytte vores hjem mod verdslige påvirkninger. Dette kan opnås ved oprigtigt og inderligt at bede til vor himmelske Fader i Jesu Kristi navn og søge at lære vor Frelser bedre at kende gennem flittigt studium af Guds ord, som findes i skrifterne og i vores profeters lærdomme. Derudover kan en sådan åndelig transformation finde sted, når vi stræber efter at ære de pagter, vi har indgået med Herren, ved at leve i lydighed mod buddene. Disse bestræbelser kan give vores hjerte en stille og sikker ro. Når vi fokuserer på sådanne handlinger, kan det forvandle vores hjem til et ærbødigt, åndeligt tilflugtssted – et personligt fristed af tro, hvor Ånden dvæler, ligesom Moses’ erfaring på bjerget blev.

Vi kan også opleve en sådan åndelig forandring, når vi trofast deltager i Kirkens gudstjenester og for eksempel vender vores hjerte til Herren gennem hellige salmer. Når vi – som Moses gjorde – vender os fra verdslige forstyrrelser, og særligt vores mobiltelefoner eller hvad end, det nu er, der ikke er i harmoni med dette hellige øjeblik, bliver vi i stand til at rette vores fulde opmærksomhed mod at tage nadveren med et sind og hjerte, der er rettet mod Frelseren og hans sonoffer såvel som vores egne pagter. Et sådant fokus på nadveren vil fremme et ærbødigt og fornyende øjeblik med forbindelse til Frelseren og vil gøre sabbatten frydefuld og forandre vores liv.

Vi kan opleve denne åndelige forandring i vores liv som disciple, når vi regelmæssigt tilbeder på Herrens tempelbjerg – i vores hellige templer – og stræber efter at leve med tillid til vores pagter, især når vi møder jordelivets prøvelser.

Min hustru og jeg har personligt oplevet hellige og ærbødige øjeblikke på tempelbjerget, når vi har stræbt efter at anvende disse principper, hvilket har ført til en meningsfuld forandring i vores liv som disciple. Jeg husker det, som var det i går, at jeg gik gennem kirkegården, inden vi begravede vores andet barn, som blev født for tidligt og ikke overlevede, mens min hustru stadig var ved at komme sig på hospitalet. Jeg husker, at jeg bad til Gud med stor inderlighed og dyb ærbødighed og bad om hjælp til at klare den udfordrende prøvelse. I det øjeblik modtog jeg en klar og stærk åndelig vished i mit hjerte: Alt vil ordne sig i vores liv, hvis min hustru og jeg holder ud og holder fast i den glæde, der kommer af at efterleve Jesu Kristi evangelium. Det, der dengang virkede som en overvældende, sorgfuld udfordring, blev til en hellig, ærbødig erfaring – en slutsten, der har styrket vores tro og har givet os tillid til de pagter, vi har indgået med Herren, og til hans løfter til mig og min familie.

Mine brødre og søstre, ærbødighed for det, der er helligt, fremelsker oprigtig taknemmelighed, fremmer sand lykke, åbner vores sind for åbenbaring og bringer større glæde ind i vores liv. Den planter vores fødder på hellig jord og løfter vores hjerte mod Gud.

Jeg vidner for jer om, at når vi stræber efter at inkorporere denne dyd i vores hverdag, vil vi være i stand til at øge vores ydmyghed, udvide vores forståelse af Guds vilje for os og styrke vores tillid til løfterne i de pagter, vi har indgået med Herren. Jeg vidner om, at når vi tager denne gave af ærbødighed for det hellige til os – hvad enten det er på Herrens tempelbjerg, i en kirkebygning eller i vores eget hjem – vil vi blive fyldt med en utrolig forundring og ærefrygt, idet vi skaber forbindelse til vor himmelske Faders og Jesu Kristi fuldkomne kærlighed. Jeg vidner ærbødigt om disse sandheder i vor Frelsers og Forløsers, Jesu Kristi, hellige navn. Amen.