Generalkonference
Vores himmelske navigationssystem
Aprilkonferencen 2025


10:48

Vores himmelske navigationssystem

Når vi fokuserer vores liv på Jesus Kristus, kan vi finde hjem, holde ud til enden og være fulde af glæde hele vejen.

Jesus Kristus ændrede mit liv, da jeg, som 26-årig, blev døbt i mit elskede Frutillar i Chile. På det tidspunkt førte mit job mig til havet, floderne og søerne i den chilenske del af det smukke Patagonien. Efter min dåb betragtede jeg mit arbejde og mit liv på en ny og anderledes måde, idet jeg anerkendte, at »alting viser, at der er en Gud«.

I naturen fødes laks der, hvor floder har deres udspring. På et tidspunkt i deres liv får de behov for at svømme med strømmen ud til havet, hvor de kan finde den nødvendige næring og de forhold, de har brug for for at udvikle sig.

Men havet er et farligt sted, hvor rovdyr lurer, og hvor fiskere forsøger at fange laksen med blinkende kroge, der ligner føde, men som ikke giver dem næring. Hvis laksene overlever disse trusler, vil de være i stand til at bruge deres fantastiske navigationssystem til at svømme tilbage mod strømmen til det sted, hvor de kom til verden, klar til at møde både nye og velkendte udfordringer. Forskere har studeret deres migrationsadfærd i årevis og har opdaget, at de benytter sig af en form for magnetisk kort, sammenligneligt med GPS, til med enorm præcision at finde vej til deres endelige destination.

En dag kan vi alle vende tilbage til det himmelske hjem, vi kom fra. Og ligesom laksen, har vi vores eget magnetiske kort, eller »Kristi lys,« til at navigere efter. Jesus sagde til sine disciple: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.«

Når vi fokuserer vores liv på Jesus Kristus, kan vi finde hjem, holde ud til enden og være fulde af glæde hele vejen. Præsident Russell M. Nelson har sagt, at »den glæde, vi føler, har lidet at gøre med vores livsvilkår og alt at gøre med vores fokus i livet«.

Vores guddommelige egenskaber og muligheder

I familieproklamationen læser vi, at »hver enkelt [af os] er en højt elsket søn eller datter af himmelske forældre, og som sådan besidder hver enkelt guddommelige egenskaber og muligheder. I den førjordiske verden kendte og tilbad Guds åndelige sønner og døtre ham som deres evige Fader og accepterede hans plan for, hvordan hans børn kunne få et fysisk legeme og opnå jordiske erfaringer for at udvikle sig frem mod fuldkommenhed og til sidst realisere deres guddommelige skæbne som arvinger til evigt liv.«

Før Jesu Kristi jordiske fødsel viste han sig for Moses og talte med ham på vegne af Faderen. Han fortalte Moses, at han havde en stor gerning til ham. I løbet af deres samtale kaldte Herren ham flere gange for »min søn«.

Efter denne oplevelse kom Satan til ham for at friste ham og sagde: »Moses, menneskesøn, tilbed mig.«

Moses modstod fristelsen ved at huske på sin guddommelige herkomst, da han sagde: »Hvem er du? For se, jeg er søn af Gud.« Sandheden reddede Moses fra et angreb fra modstanderen.

Brødre og søstre, jordelivet byder på sine kroge. De er ofte tillokkende, men de tjener kun ét formål: at fjerne os fra de levende vande, der leder os til Faderen og evigt liv.

Jeg ved virkeligt, hvor grumme livets kroge kan være. En søndag, da jeg var nyomvendt, underviste jeg i en præstedømmeklasse, da der opstod en foruroligende samtale. Jeg havde svært ved at færdiggøre min undervisning. Jeg tog anstød og følte, at jeg var offeret. Uden at sige et ord gik jeg i retning mod døren med tanken om ikke at vende tilbage til kirken i et stykke tid.

Lige i det øjeblik rejste en bekymret præstedømmebærer sig og stillede sig foran mig. Kærligt opfordrede han mig til at fokusere på Kristus i stedet for den situation, vi netop havde oplevet i klassen. Når jeg efterfølgende har set tilbage på den oplevelse sammen med denne bror, har han fortalt mig, at han hørte en stemme, der sagde: »Gå efter ham; han er betydningsfuld for mig.«

Ældste Vargas og den leder, der gik efter ham.

Mine kære venner, vi er alle betydningsfulde for Gud. Præsident Nelson har sagt, at »på grund af vores pagt med Gud vil han aldrig blive træt i sine bestræbelser på at hjælpe os, og vi vil aldrig udmatte hans barmhjertige tålmodighed med os.« Vores guddommelige herkomst og pagtsforhold med Gud berettiger os til at modtage guddommelig hjælp.

Behovet for næring

Ligesom laks har behov for næring fra havet for at vokse, har vi også behov for åndelig næring for ikke at dø af åndelig underernæring. Bøn, skrifterne, templet og vores regelmæssige deltagelse i søndagens møder er vigtige bestanddele af vores åndelige menu.

I november 1956 gik Ricardo García i dåbens vande i Chile og blev det første medlem af kirken i mit hjemland. Blot én dag før sin død, sagde han følgende til sin familie og sine venner: »For mange år siden inviterede missionærerne mig til, sammen med min familie, at blive lykkelig. Jeg er et lykkeligt menneske. Fortæl alle i Chile, at evangeliet er lykke.«

Efter at være blevet næret ved Jesu Kristi evangelium, dedikerede Ricardo resten af sit liv til at tjene Gud og sin næste i kærlighed. Hans eksempel på at være en discipel har velsignet generationer, heriblandt mig. Profeten Joseph Smith sagde: »Et menneske, der er fyldt med Guds kærlighed, er ikke tilfreds med blot at velsigne sin familie, men bevæger sig gennem hele verden, ivrig efter at velsigne hele menneskeheden.«

Vend tilbage til vores himmelske hjem

Dybt inde i os er der et ønske om at vende tilbage til vores himmelske hjem, og Jesus Kristus er vores himmelske navigationssystem. Han er vejen. Hans sonoffer giver os mulighed for at indgå hellige pagter med Gud. Når vi har indgået pagter, vil vi af og til opleve, at vi svømmer imod strømmen. Farer, skuffelser, fristelser og lidelser vil prøve vores tro og åndelige styrke. Bed om hjælp. Jesus Kristus forstår os og er altid parat til dele vores byrder.

Husk, at han var kendt som »en lidelsernes mand, kendt med sygdom«. Frelseren sagde: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.« Hans sonoffer tillader, at vi kan blive tilgivet for vores synder, så at han ikke mere husker på dem.

Som en del af vores jordiske lærdom vil vi måske ikke helt glemme vores synder, så vi derved husker ikke at gentage dem. Til gengæld vil vi huske på Herren, når vi i kirken hver søndag tager del i nadveren. Denne ordinance er en væsentlig del af tilbedelse og åndelig udvikling. Lykke opstår, når vi forstår, at dette ikke bare er en almindelig dag. »Sabbatten blev til for menneskets skyld« i den hensigt at give os hvile fra verden og forny vores legeme og ånd.

Vi husker også på ham, når vi tager til templet – Herrens hus. Templer giver os en dybere viden om Jesus Kristus som pagtens midtpunkt, der leder os til evigt liv, »den største af alle Guds gaver«.

Tempeldeltagelse har givet mig trøst og stort håb i forhold til vores evige skæbne. Jeg har oplevet himmelske forbindelser med mennesker på begge sider af sløret. Jeg har set helbredende mirakler i mine unge børns liv, hvoraf to lever med usynlige sygdomme, der kræver daglig behandling resten af dette liv.

Vores familie glædes ved at tale om planen for lykke. Mine børns ansigter lyser op, når de hører, at takket være Jesus Kristus skal deres »trængsler … kun vare et øjeblik«. Vi elsker vores børn meget højt, og vi ved, at de en dag, som præsident Jeffrey R. Holland har sagt, vil »stå foran os ophøjede og storslåede, fuldkomne og betagende i krop og sind«. Vores pagter bringer os tættere på Gud, i et omfang der gør det umulige muligt og fylder ethvert rum af mørke og tvivl med lys og fred.

Takket være Jesus Kristus er der håb og grundlag for at elske, bede for og støtte dem, vi holder af.

Jeg ved, at han lever. Han kender os, og han elsker os. Han er vejen, sandheden og livet i verden.

Jeg opfordrer os alle i dag til at centrere vores liv om Jesus Kristus og hans lærdomme. Det vil hjælpe os til ikke at bide på krogene med fristelser, anstød og selvmedlidenhed. Vi vil stå som templer – hellige, grundfæstede og bestandige. Vi vil klare os gennem stormene, vi vil finde hjem, holde ud til enden og være begejstrede hele vejen. I Jesu Kristi navn. Amen.