Du er Kristus
(Matt 16:16)
Vi ønsker, at vores børn tror på Jesus Kristus, tilhører Jesus Kristus og hans kirke gennem pagter og stræber efter at blive som Jesus Kristus.
Da vores søn Eli gik i fjerde klasse, skulle hans klasse lade som om, de var en offentlig myndighed, og han blev valgt af sine kammerater til at være klassens dommer. En dag kom en lokal dommer fra Utahs 2. retsdistrikt på besøg, lagde sin officielle kappe på Eli og tog ham i ed for embedet i klassen. Dette antændte en passion i Elis unge, påvirkelige sjæl for at studere jura og selve den store Lovgiver, Jesus Kristus.
Efter flere års ihærdig indsats blev Eli inviteret til en optagelsessamtale for at komme ind på jurastudiet på et af hans topprioriterede universiteter. Han sagde: »Mor, jeg blev stillet 10 spørgsmål. Det sidste spørgsmål var: ›Hvor har du dit moralske kompas fra?‹ Jeg sagde, at menneskeheden gennem historien har udledt moralske systemer ved at forme deres liv ud fra arketyper. Den arketype på moral, som jeg stræber efter at forme mit liv ud fra, er Jesus Kristus. Jeg sagde, at hvis hele menneskeheden adlød Jesu Kristi lære i bjergprædikenen, ville verden være et bedre og mere fredfyldt sted.« Så sluttede interviewet, og han tænkte ved sig selv: »Der røg mine barndomsdrømme i vasken. Ingen i den akademiske verden ønsker at høre om Jesus Kristus.«
To uger senere blev Eli optaget med et studielegat. Inden han accepterede tilbuddet, besøgte vi campus. Jurabygningen lignede et slot og lå højt oppe på en bakke med udsigt over en smuk sø. Da vi gik gennem det storslåede bibliotek og de prægtige korridorer, fandt vi bemærkelsesværdigt nok citater fra bjergprædikenen på bannere og indhugget i sten.
Bjergprædikenen er afgjort den mest bemærkelsesværdige prædiken, der nogensinde er blevet holdt, og læren i den var banebrydende. Der er ingen anden prædiken, som bedre kan få os til at forstå Jesu Kristi karakter, hans guddommelige egenskaber og vores endelige mål om at blive som ham.
Livet som Jesu Kristi discipel begynder i vores hjem – og i Primary allerede fra 18-måneders alderen. Vi ønsker, at vores børn tror på Jesus Kristus, tilhører Jesus Kristus og hans kirke gennem pagter og stræber efter at blive som Jesus Kristus.
Tro på Jesus Kristus
For det første, tro på Jesus Kristus.
Efter prædikenen om livets brød, »var der mange af [Herrens] disciple,« der fandt det svært at godtage hans lære, og de »forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham.« Jesus henvendte sig så til de tolv og stillede dette hjerteskærende spørgsmål: »Vil I også gå jeres vej?«
Peter svarede:
»Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord …
vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.«
Som Peter demonstrerede, er tro »at nære fast tillid til nogen eller at anerkende noget som værende sandt.« Og for at vores tro kan føre til frelse, må den være centreret i Herren Jesus Kristus. »Vi udøver tro på [Jesus] Kristus, når vi har en vished om, at han eksisterer, har [en forståelse] af hans [sande] karakter [og væsen] og en viden om, at vi stræber efter at leve i overensstemmelse med hans vilje.«
Vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson, har erklæret: »Tro på Jesus Kristus er fundamentet for al tro og kanalen til guddommelig kraft.«
Hvordan kan vi hjælpe børn til at styrke deres tro på Jesus Kristus og få adgang til hans guddommelige kraft? Vi behøver blot at se på Frelseren selv.
»Herren talte til [folket] og sagde:
Se, jeg er Jesus Kristus …
Rejs jer, og kom hen til mig …
Og det skete, at mængden kom frem og stak deres hænder i hans side og følte naglemærkerne i hans hænder og i hans fødder; og dette gjorde de, idet de kom frem en efter en … og med deres egne øjne så og med deres egne hænder følte og med vished vidste og aflagde vidnesbyrd om, at det var ham.«
Jeg opfordrer jer til at tænke over, hvordan det kan se ud for små børn. Hører de vidnesbyrd om Jesus Kristus og hans evangelium? Ser de ærbødige, bønlige billeder af hans tjenestegerning og guddommelighed? Føler og genkender de Helligånden, der vidner om hans eksistens og guddommelighed? Kender de hans budskab og mission?
At tilhøre Jesus Kristus og hans kirke
For det andet, tilhøret til Jesus Kristus og hans kirke.
Kong Benjamins folk oplevede en mægtig forandring i hjertet og viede ved pagt deres liv til at udføre Guds vilje. På grund af den pagt, de indgik med Gud og Jesus Kristus, blev de kaldt »Kristi børn, hans sønner og hans døtre«. Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har vi en pligt, gennem pagt, til at opbygge hans rige og forberede hans tilbagevenden.
Hvordan kan vi hjælpe børn med at indgå og holde hellige pagter? I hæftet Kom og følg mig i tillæg A og B finder vi starthjælp til samtaler og lektioner, der vil styrke familier og støtte lærere og ledere i deres hellige ansvar for at forberede børn til et helt liv på Guds pagtssti.
Bliv som Jesus Kristus
For det tredje, bliv som Jesus Kristus.
I Mormons Bog formanede Frelseren sine nykaldede disciple til at efterligne ham så meget som muligt: »Hvad slags mænd burde I derfor være? Sandelig siger jeg til jer: Ligesom jeg er.«
Hvordan kan vi hjælpe børn, der er blevet døbt og bekræftet, med at opfylde deres pagtsansvar for at indsamle sig selv og andre til Jesus Kristus? Et liv som discipel kræver, at vi må være »ordets gørere, ikke blot dets hørere.«
Når I kommer med opfordringer til Herrens yngste disciple, så led dem, før dem, gå I med dem, hjælp dem finde vej. Rådgiv disse dyrebare små, når de forbereder sig på at undervise, vidne, bede eller tjene, så de får selvtillid og oplever glæde ved at udføre deres ansvar. Søg inspirerede måder, hvorpå I kan hjælpe dem til at vide, at dette er deres kirke, og at de spiller en afgørende rolle for at bane vejen for Frelserens tilbagekomst.
Når Jesus Kristus bliver vores fokus i livet, er det, vi ønsker os, og hvordan vi ønsker det, for evigt forandret. Omvendelse ændrer alt! Den forandrer vores væsen, »så vi ikke mere har tilbøjelighed til at gøre ondt, men til bestandigt at gøre godt.« Den ændrer, hvordan vi bruger vores tid, vores ressourcer; hvad vi læser, ser, lytter til og deler. Den ændrer endda, hvordan vi reagerer i et fremtrædende, akademisk interview, hvor karrieren er på spil.
Vi må indgyde Jesu Kristi lys i alle aspekter af vores liv. Hvis vi ikke vidner om sandfærdigheden af hans førjordiske guddommelighed, hans guddommelige mission og hans lænkebrydende opstandelse i vores hjem og ved hvert eneste møde i denne kirke, kan vores budskaber om kærlighed, tjeneste, ærlighed, ydmyghed, taknemmelighed og medfølelse ikke blive andet end en munter peptalk om betænksom levevis. Uden Jesus Kristus er der ingen kraft til at ændre sig, intet mål at stræbe efter og ingen forløsning fra livets trængsler. Hvis vi bliver skødesløse i vores liv som Jesu Kristi disciple, kan det blive katastrofalt for vores børn.
Når vi fortæller vores børn, at vi elsker dem, fortæller vi dem så også, at deres Fader i himlen og vor Frelser Jesus Kristus elsker dem? Vores kærlighed kan trøste og inspirere, men deres kærlighed kan helliggøre, ophøje og helbrede.
Denne Jesus bør ikke være en fiktiv Jesus, eller en forenklet Jesus, eller en legemsløs Jesus, eller en overfladisk Jesus, eller en ukendt Jesus, men en herliggjort, almægtig, opstanden, ophøjet, tilbedt, kraftfuld enbåren Søn af Gud, som er mægtig til at frelse. Og som et barn i Filippinerne en dag overbevisende vidnede for mig om: »Vi er værd at frelse!« I det hellige navn, som tilhører ham, der ved sit blod blev »til et sonoffer«, Jesus Kristus. Amen.