Mer nu end før vil vi kæmpe og stride

Da jeg besøgte templet i Nashville i Tennessee for at foretage en gennemgang af templet, fik jeg som en del af opgaven også privilegiet af at få en rundvisning i dette smukke Herrens hus. Jeg blev især imponeret over maleriet af Mary Wanlass med titlen Fortsæt [Carry On], der hænger på væggen på tempelpræsidentindens kontor.

Dette er historien bag maleriet:

»I 1862 lovede den 14-årige Mary Wanlass i Missouri sin døende stedmor, at hun ville sørge for, at hendes handicappede far [og hendes fire meget yngre søskende alle] ville nå til Salt Lake-dalen… Mary drev de okser og malkekøer, der trak vognen, [hvor hendes far lå sengeliggende], og hun tog sig af sine … søskende. Efter hver dagsrejse brødfødte hun familien ved at finde spiselige planter, blomster og bær. Hendes eneste kompas var den instruktion, hun havde fået, om at blive ved med at rejse vestpå, ›indtil skyerne bliver til bjerge.‹

»De nåede frem til Utah Valley i september efter at have rejst hele foråret og sommeren. Hendes far døde ikke længe efter, at familien bosatte sig i Utah County, hvor Mary senere giftede sig og stiftede sin [egen] familie.«

Det er en forbløffende historie om en 14-årig ung kvindes tro og styrke, som kan støtte os alle i dag til »bare at fortsætte«.

»Bare fortsæt« – eller løst oversat til mit modersmål, hollandsk: Gewoon Doorgaan, – er også min mors og fars livslange motto.

Mine forældre og svigerforældre er pionererne i vores familie. De har krydset deres egne »sletter«, ligesom alle dem, der kommer ind i Kirken, i Herrens fold hver dag, har. Deres historier har ikke meget at gøre med okser og vogne, men de har den samme virkning på fremtidige generationer.

De tog imod evangeliet og blev døbt, da de var unge voksne. Begge mine forældre havde en svær barndom. Min far voksede op på øen Java i Indonesien. Under Anden Verdenskrig blev han under tvang adskilt fra sin familie og sat i en koncentrationslejr, hvor han led ubeskrivelige trængsler i en ung alder.

Min mor voksede op i et opløst hjem og led også trængsler som følge af sult og Anden Verdenskrig. Til tider måtte hun endda ty til at spise tulipanløg. På grund af hendes fars handlinger, og hans efterfølgende skilsmisse fra hendes mor, var det sommetider svært for hende at se vor himmelske Fader som en kærlig Fader.

Mine forældre mødtes til en kirkeaktivitet og besluttede kort tid efter at blive gift og beseglet i templet i Bern i Schweiz. De havde brugt det sidste af deres lille opsparing på turen til templet, og da de ventede på banegården, spekulerede de på, hvordan de skulle få enderne til at mødes. Men de var overbeviste om, at det hele nok skulle ordne sig. Og det gjorde det!

De stiftede familie i en meget ydmyg etværelses kvistlejlighed i hjertet af Amsterdam. Efter flere år, hvor de vaskede deres tøj i hånden, havde de endelig fået sparet nok penge sammen til at købe en vaskemaskine. Lige inden de skulle foretage købet, besøgte biskoppen dem og bad om et bidrag til at opføre kirkebygningen i Amsterdam. De besluttede sig for at give alt, hvad de havde sparet sammen til vaskemaskinen, og fortsatte med at vaske tøj i hånden.

Som familie gik vi igennem nogle trængsler, ligesom enhver anden familie. Disse har kun gjort os stærkere og har øget vores tro på Herren Jesus Kristus. Akkurat som da Alma fortalte sin søn Helaman sin historie, hvor han fortalte ham, at han var blevet »støttet under prøvelser og problemer af enhver art,« fordi han havde sat sin lid til Herren Jesus Kristus.

Hvordan blev to mennesker, der oplevede så mange prøvelser i deres yngre år, de allerbedste forældre, jeg overhovedet kunne ønske mig? Svaret er enkelt: De tog evangeliet helt og holdent til sig og efterlever fortsat deres pagter den dag i dag!

Efter mere end 65 års ægteskab gik min mor bort i februar; hun led af Alzheimers. Min far, der er 92 år og stadig bor i sit eget hjem, besøgte hende så ofte, han kunne, indtil hun gik bort. For nogen tid siden nævnte han for mine yngre søskende, at de forfærdelige oplevelser i koncentrationslejren i Indonesien under Anden Verdenskrig havde forberedt ham til tålmodigt at tage sig af sin hustru i alle de mange år, hun var syg, og hendes tilstand blev forværret af denne forfærdelige sygdom. De forberedte ham også på den skæbnesvangre dag, hvor han måtte betro hendes primære pleje til andre og ikke længere kunne være ved hendes side. Deres motto har altid været og er det stadig: »Bare fortsæt« med at have et fuldkomment håb i Kristus om at blive oprejst på den yderste dag og bo hos ham i herlighed for evigt.

Deres tro og vidnesbyrd er en drivkraft og styrke for de generationer, der er kommet efter dem.

Min hustrus forældre tog imod evangeliet i den landsby, hvor hun voksede op. De var gode mennesker og kirkegængere og tilsluttede sig Kirken som ungt ægtepar med deres toårige datter, min hustru, som var deres eneste barn på det tidspunkt. Deres beslutning om at blive medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige havde stor indflydelse på deres liv, eftersom de blev udstødt af landsbyboerne og af deres familie. Det tog mange år, krævede mange kærlige beskeder til familiemedlemmer og megen tjeneste i lokalsamfundet, før de endelig blev accepteret.

På et tidspunkt, hvor min hustrus far tjente som biskop, blev der fremsat en falsk anklage mod ham, og han blev øjeblikkeligt afløst. Min svigermor blev så såret, at hun spurgte sin mand, om de skulle fortsætte med at gå i kirke. Han svarede, at de selvfølgelig ville fortsætte med at gå i kirke, da dette ikke er menneskers kirke, men Jesu Kristi kirke.

Det tog nogen tid, før sandheden kom frem i lyset, og der blev undskyldt. Det, der kunne være blevet bristepunktet, øgede blot deres styrke og overbevisning.

Hvordan kan det være, at nogle af os tager vores forældres tro og vidnesbyrd for givet, forældre der er forblevet trofaste gennem alle deres trængsler? Tror vi, at de mangler en klar forståelse af tingene? At de hverken blev eller bliver svigtet? At de har bare haft for mange oplevelser med Ånden og som profeten Joseph kan sige: »Jeg vidste det … og jeg kunne ikke fornægte det?«

Elsker I ikke også sangen om Helamans krigere, som findes i Børnenes sangbog? Den engelske tekst lyder:

Selv når dette ikke er tilfældet, som min mor oplevede det som barn, kan I blive en af disse »agtværdige forældre, som elsker Herren« og være et retskaffent eksempel for andre.

Føler vi, at det er helt sandt, når vi synger den sang? Føler I, at I er »som Helamans hær«, og at I vil »være Herrens missionærer for at bringe verden hans ord«? Jeg har følt det ved så mange lejligheder, når jeg har sunget denne sang i adskillige FSY-sammenhænge og ved andre ungdomsmøder.

Eller hvad føler vi, når vi synger salmen »Skal vi svigte vore pagter«?

Jer i den opvoksende generation beder jeg om, at uanset hvor I er, og hvilken situation I end befinder jer i, at lære af dem, der kom før jer og modtage styrke fra deres tro og vidnesbyrd. Det vil hjælpe jer til at forstå, at for at få eller udvikle et vidnesbyrd, må der ydes ofre, og at »ofre frembringer himlens velsignelser.«

Mens I tænker over et offer, der virkelig vil velsigne jer, så overvej og bed om opfordringen fra vores elskede profet, præsident Russell M. Nelson, da han bad »alle værdige unge mænd, der er i stand dertil, om at forberede sig til og tage på mission. For sidste dages hellige unge mænd er det et præstedømmeansvar at tjene som missionær …

For … unge søstre, der er i stand til det, er en mission også en stærk, men valgfri mulighed.«

I kan blive kaldet som tjenestemissionær eller undervisende missionær. Begge slags missionærer bidrager til det samme mål om at føre sjæle til Kristus, på hver deres egen unikke og kraftfulde måde.

I begge former for tjeneste viser I Herren, at I elsker ham, og at I ønsker at lære ham bedre at kende. Husk: »For hvorledes kender en mand den herre, som han ikke har tjent, og som er fremmed for ham og er langt borte fra hans hjertes tanker og hensigter?«

Uanset om vi er den første generation i evangeliet eller den femte, bør vi alle spørge os selv om, hvilke historier om tro, styrke og himmelsk forpligtelse vi giver videre til den næste generation.

Lad os alle fortsætte vores bestræbelser på at lære vor Frelser, Jesus Kristus, bedre at kende og gøre ham til midtpunktet i vores liv. Han er den klippe, som vi må bygge på, så vi, når svære tider kommer, vil være i stand til at stå fast.

Lad os være »faste i den tro, som vores forældre ikke svigtede; tro mod den sandhed, for hvilken martyrerne ofrede sig; om end vi må lide, kæmpe os frem og opnå et hjem hos Gud til evig tid.« I Jesu Kristi navn. Amen.