Personlig forberedelse til at møde Frelseren

Mine kære brødre og søstre, i oktober sagde præsident Russell M. Nelson: »Nu er tiden inde til, at I og jeg forbereder os på vor Herre og Frelsers, Jesu Kristi, andet komme.« Når præsident Nelson taler om det andet komme, er det altid med glædesfyldt optimisme. En pige i Primary fortalte mig dog for nylig, at hun bliver nervøs, når det andet komme bliver nævnt. Hun sagde: »Jeg er bange, fordi der vil ske dårlige ting, før Jesus kommer igen.«

Det er ikke kun børn, der kan have det sådan. Det bedste råd til hende, jer og mig selv er at følge Frelserens lærdomme. Hans instruktioner er hverken mystiske eller indviklede. Når vi følger dem, behøver vi hverken at frygte eller at være ængstelige.

Jesus Kristus blev mod slutningen af sin jordiske tjenestegerning spurgt om, hvornår han ville komme igen. Som svar underviste han med tre lignelser, som findes i Matthæus 25, der handler om, hvordan man forbereder sig på at møde ham – hvad enten det er ved hans andet komme eller hvornår vi end forlader denne verden. Disse lærdomme er afgørende, fordi personlig forberedelse til at møde ham er centralt for livets formål.

Frelseren fortalte først lignelsen om de ti brudepiger. I denne lignelse tog ti brudepiger til bryllupsfest. Fem af dem var kloge og kom med olie til at fylde på deres lamper, og fem af dem var tåbelige og havde ikke noget med. Da brudgommens snarlige ankomst blev bekendtgjort, tog de tåbelige brudepiger af sted for at købe olie. Da de kom tilbage, var det for sent; døren ind til festen var blevet lukket.

Jesus påpegede tre aspekter af lignelsen, der kan hjælpe os. Han forklarede:

»Og på den dag, da jeg kommer i min herlighed, skal den lignelse, som jeg fortalte om de ti brudepiger, blive opfyldt.

For de, der er kloge og har modtaget sandheden og gjort den hellige Ånd til deres vejleder og ikke har ladet sig bedrage – sandelig siger jeg jer: De skal … udholde den dag.«

Med andre ord behøvede de ikke at frygte eller være ængstelige, for de ville overleve og få succes. De ville sejre.

Hvis vi er kloge, modtager vi sandheden ved at tage imod Jesu Kristi evangelium gennem præstedømmeordinancer og pagter. Dernæst stræber vi efter at forblive værdige til altid at have Helligånden hos os. Den evne må og skal tilegnes individuelt og personligt, dråbe for dråbe. Konsekvente, personlige, private, hengivne handlinger indbyder Helligånden til at vejlede os.

Det tredje element, som Jesus fremhævede, er at undgå bedrag. Frelseren sagde advarende:

»Se til, at ingen fører jer vild!

Der skal komme mange i mit navn og sige: Jeg er Kristus! og de skal føre mange vild.«

Frelseren vidste, at bedragere ville forsøge at vildlede de udvalgte, og at mange disciple ville blive ført bag lyset. Vi bør hverken tro dem, der uberettiget påstår at have modtaget guddommelig godkendelse, eller vove os ud i metaforiske ørkener eller hemmelige kamre for at blive vildledt af vildledte.

Vi lærer af Mormons Bog, hvordan vi kan skelne mellem bedragere og disciple. Disciple fremmer altid at tro på Gud, det at tjene ham og at gøre godt. Vi vil ikke blive bedraget, når vi søger og tager imod råd fra betroede personer, som selv er Frelserens trofaste disciple.

Vi kan også undgå bedrag ved at tilbede regelmæssigt i templet. Det hjælper os til at bevare et evigt perspektiv og beskytter os mod påvirkninger, der kan distrahere eller aflede os fra pagtsstien.

Den afgørende lektie i lignelsen om de ti brudepiger er, at vi er vise, når vi tager imod evangeliet, stræber efter at have Helligånden hos os og undgår bedrag. De fem kloge brudepiger kunne ikke hjælpe dem uden olie; ingen kan tage imod evangeliet, bruge Helligånden som vejleder eller undgå at blive bedraget for os. Det må vi selv gøre.

Frelseren fortalte derefter lignelsen om talenterne. I den lignelse gav en mand forskellige pengebeløb, der omtales som talenter, til tre tjenere. Til én tjener gav han fem talenter, en anden gav han to, og til en tredje gav han en. Med tiden fordoblede de to første tjenere det, de havde modtaget. Men den tredje tjener gravede bare sin ene talent ned. Manden sagde til de to tjenere, der havde fordoblet talenterne: »Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget: Gå ind til din herres glæde!«

Manden irettesatte derefter tjeneren, der havde gravet sin talent ned, for at være dårlig og doven. Denne tjener fik sin talent taget fra sig, og han blev forvist. Men hvis denne tjener havde fordoblet sin talent, ville han have modtaget den samme ros og belønning som de andre tjenere.

Ét budskab i denne lignelse er, at Gud forventer, at vi forøger de evner, vi har fået, men han ønsker ikke, at vi sammenligner vores evner med andres. Overvej denne indsigt, som den hasidiske lærde Zusya fra Anipol fremkom med i det 18. århundrede. Zusya var en berømt underviser, der begyndte at blive bange, da han nærmede sig døden. Hans disciple spurgte: »Mester, hvorfor skælver du? Du har levet et godt liv; Gud vil helt sikkert give dig en stor belønning.«

Zusya sagde: »Hvis Gud siger til mig: ›Zusya, hvorfor var du ikke ligesom Moses?‹ vil jeg sige: ›Fordi du ikke gav mig den sjælelige storhed, som du gav Moses.‹ Og hvis jeg står foran Gud, og han siger: ›Zusya, hvorfor var du ikke ligesom Salomo?‹ vil jeg sige: ›Fordi du ikke gav mig Salomos visdom.‹ Men hvad skal jeg dog sige, hvis jeg står foran min skaber, og han siger: ›Zusya, hvorfor var du ikke Zusya? Hvorfor var du ikke den mand, jeg gav dig evnen til at blive?‹ Åh, det er derfor, jeg skælver.«

Ja, Gud vil blive skuffet, hvis vi ikke forlader os på Frelserens fortjenester, barmhjertighed og nåde til at højne de gudgivne evner, vi har fået. Han forventer, at vi bliver den bedste udgave af os selv med hans kærlige hjælp. At vi begynder med forskellige evner er irrelevant for ham. Og det bør det også være for os.

Til sidst fortalte Frelseren lignelsen om fårene og bukkene. Når han vender tilbage i sin herlighed, skal »alle folkeslagene … samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre«.

Dem på hans højre side blev arvinger i hans rige, og dem på hans venstre side modtog ingen arvelod. Det, der adskilte dem, var, om de gav ham mad, da han var sulten, gav ham noget at drikke, da han var tørstig, gav ham husly, da han var fremmed, gav ham tøj, da han var nøgen og besøgte ham, da han var syg eller i fængsel.

Alle var forvirrede, både dem på den højre side og dem på den venstre side. De spurgte, hvornår de havde eller ikke havde givet ham mad, drikke og tøj eller hjulpet ham, da han var sårbar. Som svar sagde Frelseren: »Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«

Budskabet i lignelsen er klart: Når vi tjener andre, tjener vi Gud; når vi ikke gør det, skuffer vi ham. Han forventer, at vi bruger vores gaver, talenter og evner til at velsigne vor himmelske Faders børn. Den guddommelige trang til at tjene andre illustreres i et digt, som den finske digter Johan Ludvig Runeberg skrev i det 19. århundrede. Mine søskende og jeg hørte gentagne gange digtet »Landmanden Paavo« i vores barndom. I digtet var Paavo en fattig landmand, der boede med sin hustru og sine børn i sødistriktet i det centrale Finland. Flere år i træk blev de fleste af hans afgrøder ødelagt, hvad enten det var på grund af afstrømning fra forårets snesmeltning, sommerhaglvejr eller en tidlig efterårsfrost. Hver gang den beskedne høst kom, klagede landmandens kone: »Paavo, Paavo, du uheldige gamle mand, Gud har forladt os.« Paavo svarede stoisk: »Bland bark med rugmelet for at lave brød, så børnene ikke bliver sultne. Jeg vil arbejde hårdere for at dræne de sumpede marker. Gud prøver os, men han vil sørge for os.«

Hver gang afgrøderne blev ødelagt, bad Paavo sin hustru om at fordoble mængden af bark, som hun blandede i melet for at afværge sult. Han arbejdede også hårdere og gravede render for at dræne jorden og mindske sine markers modtagelighed over for en forårsafstrømning og en tidlig efterårsfrost.

Efter mange års trængsler høstede Paavo endelig en rig afgrøde. Hans kone jublede: »Paavo, Paavo, det er lykkelige tider! Det er tid til at smide barken væk og bage brød, der kun er lavet med rug.« Men Paavo tog højtideligt sin hustrus hånd og sagde: »Bland halvdelen af melet med bark, for vores nabos marker er frosset til.« Paavo ofrede sin og sin families overflod for at hjælpe sin sønderknuste og nødlidende nabo.

Det, vi kan lære af Frelserens lignelse om fårene og bukkene, er, at vi skal bruge de gaver, vi har fået – tid, talenter og velsignelser – til at tjene vor himmelske Faders børn, især de mest sårbare og mest trængende.

Min opfordring til det ængstelige primarybarn, jeg nævnte tidligere, og til hver enkelt af jer er at følge Jesus Kristus og stole på Helligånden, som I ville stole på en elsket ven. Stol på dem, der elsker jer, og som elsker Frelseren. Søg Guds vejledning for at udvikle jeres unikke evner og hjælpe andre, selv når det ikke er let. I vil blive klar til at møde Frelseren, og I kan tillige med præsident Nelson være glædeligt optimistiske. Når I gør det, hjælper I verden med at forberede sig på Jesu Kristi andet komme, og I vil blive velsignet med tilstrækkeligt håb til at træde ind til Herrens hvile og glæde, nu og i fremtiden.

Som vi synger i en af vores nye salmer:

I Jesu Kristi navn. Amen.