Barmhjertighedens plan

Sidste år i april, kort tid efter de glædelige nyheder om, at Kirken nu havde erhvervet templet i Kirtland, opfordrede præsident Russell M. Nelson os til at studere indvielsesbønnen til dette tempel, som står optegnet i afsnit 109 i Lære og Pagter. Præsident Nelson sagde, at indvielsesbønnen »er en lektie i, hvordan templet åndeligt gør jer og mig i stand til at klare livets udfordringer i disse sidste dage«.

Jeg er sikker på, at jeres studium af afsnit 109 har givet jer indsigt, der har velsignet jer. I aften vil jeg gerne dele et par ting, jeg lærte, da jeg fulgte opfordringen fra vores profet. Den fredsindgydende sti, som mit studie førte mig ned ad, mindede mig om, at Herren er barmhjertig, og at vor himmelske Faders frelsesplan i sandhed er en nådig plan.

Som I nok ved, opfordres »nykaldede missionærer … til at modtage tempelbegavelsen så hurtigt som muligt og komme i templet så ofte, som omstændighederne tillader det«. Når de har modtaget deres begavelse, kan de også »tjene som tempeltjenere, før de begynder deres missionstjeneste«.

Tid i templet, før de starter på missionærskole, kan være en vidunderlig velsignelse for nye missionærer, idet de lærer mere om tempelpagterne, inden de skal fortælle verden om velsignelserne ved disse pagter.

Men mit studium af afsnit 109 lærte mig, at Gud i templet giver kraft til nye missionærer – ja, i virkeligheden til os allesammen – på en mere hellig måde. I indvielsesbønnen, der blev givet ved åbenbaring, bad profeten Joseph Smith således: »Når dine tjenere drager ud fra dit hus … for at aflægge vidnesbyrd om dit navn,« må »alle mennesker[s] hjerte« da - både »jordens ædle og store« og »alle … fattige, trængende og plagede … blive blødgjort.« Han bad om, at »fordomme må vige for sandheden, og [Herrens] folk må vinde yndest i alles øjne; så alle jordens ender må vide, at vi, dine tjenere, har hørt din røst, og at du har sendt os.«

Det er et smukt løfte til en nykaldet missionær – at fordomme »må vige for sandheden«, at »vinde yndest i alles øjne« og at verden må vide, at de er sendt af Herren. Enhver af os har bestemt brug for disse velsignelser. Hvilken velsignelse ville det ikke være at få blødgjort hjerter, når vi omgås naboer og kolleger? Indvielsesbønnen forklarer ikke præcist, hvordan vores tid i templet vil blødgøre andres hjerter, men jeg er overbevist om, at det hænger sammen med, hvordan tid i Herrens hus blødgør vores eget hjerte ved at centrere os om Jesus Kristus og hans nåde.

Da jeg studerede indvielsesbønnen til templet i Kirtland, slog det mig også, at Joseph gang på gang bad om barmhjertighed – for Kirkens medlemmer, for Kirkens fjender, for landets ledere, for verdens nationer. Og helt personligt bad han Herren om at huske ham og at være barmhjertig mod hans elskede Emma og deres børn.

Hvad mon Joseph følte en uge senere, påskedag den 3. april 1836 i templet i Kirtland, da Frelseren viste sig for ham og Oliver Cowdery? Hvor Herren, som det står skrevet i afsnit 110 i Lære og Pagter, sagde: »Jeg har antaget dette hus, og mit navn skal være her; og jeg skal i barmhjertighed give mig til kende for mit folk i dette hus.« Dette løfte om barmhjertighed må have haft en helt speciel betydning for Joseph. Som præsident Nelson lærte os sidste april, »gælder [dette løfte stadig] hvert eneste indviede tempel i dag«.

Der er mange måder, hvorpå vi hver især kan finde barmhjertighed i Herrens hus. Dette har været sandt, lige siden Herren for første gang befalede Israel at bygge et tabernakel og at placere »sonedækket« i midten af det. I templet finder vi barmhjertighed i de pagter, vi indgår. Som tillæg til dåbspagten binder disse pagter os til Faderen og Sønnen og giver os øget adgang til det, præsident Nelson har lært os er »en særlig form for kærlighed og barmhjertighed … ved navn hesed« på hebræisk.

Vi finder barmhjertighed i muligheden for at blive beseglet til vores familie for evigt. I templet forstår vi også med større klarhed, at skabelsen, faldet, Frelserens forsonende offer og vores evne til at komme tilbage til vor himmelske Faders nærhed igen – ja, alle dele af frelsesplanen – er tilkendegivelser af barmhjertighed. Faktisk kan man sige, at frelsesplanen er en plan for lykke, netop fordi det er »barmhjertighedens plan«.

Jeg er taknemmelig for det smukke løfte i afsnit 110 om, at Herren vil give sig til kende i barmhjertighed i sine templer. Jeg er ligeledes taknemmelig for det, afsnittet åbenbarer om den måde, hvorpå Herren vil give sig til kende i barmhjertighed, uanset hvornår vi, ligesom Joseph, indtrængende beder om barmhjertighed.

Joseph Smiths bøn om barmhjertighed i afsnit 109 var ikke første gang, hans bønner om barmhjertighed medførte åbenbaring. I den hellige lund bad den unge Joseph ikke kun om at vide, hvilken kirke der var sand, men han sagde også, at han »bad til Herren om barmhjertighed, for der var ikke nogen anden, til hvem [han] kunne gå for at få barmhjertighed«. På en eller anden måde hjalp hans anerkendelse af, at han havde behov for barmhjertighed, og at det kun var Herren, der kunne give ham den, med at åbne for himlens sluser. Englen Moroni viste sig tre år senere, efter hvad Joseph sagde var en »bøn og anråbelse af Gud den Almægtige om tilgivelse for alle mine synder og tåbeligheder«.

Dette mønster af åbenbaring, der følger en anråbelse om barmhjertighed, er velkendt i skrifterne. Enosh hørte først Herrens røst efter at have bedt om tilgivelse. Kong Lamonis fars omvendelse begynder med hans bøn: »Jeg vil aflægge alle mine synder for at kende dig.« Vi bliver måske ikke velsignet med de samme dramatiske oplevelser, men for dem, der indimellem kæmper med at føle, at deres bønner bliver besvaret, så er det at søge Herrens barmhjertighed en af de mest kraftfulde måder, vi kan føle Helligånden vidne på.

Vi lærer om et lignende princip på smukkeste vis i Moroni 10:3-5. Vi reducerer ofte disse vers til at lære os, at gennem oprigtig bøn kan vi erfare, hvorvidt Mormons Bog er sand. Men denne reducering kan negligere den vigtige rolle, barmhjertigheden spiller. Hør, hvordan Moroni begynder sin formaning: »Se, jeg vil formane jer til, at I, når I læser dette … at I husker på, hvor barmhjertig Herren har været mod menneskenes børn fra Adams skabelse helt op til den tid, da I modtager dette og grunder over det i hjertet.«

Moroni beder os ikke kun indtrængende om at læse dette – den optegnelse, han skulle til at forsegle – men også i vores hjerte at grunde over, hvad Mormons Bog åbenbarer, om »hvor barmhjertig Herren har været mod menneskenes børn«. Når vi grunder over Herrens barmhjertighed, bliver vi forberedt på at spørge »Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt«.

Når vi grunder over Mormons Bog, spørger vi måske: Er det virkelig sandt, som Alma sagde, at Guds barmhjertighedsplan forsikrer os om, at hver person, der nogensinde har levet på jorden, vil opstå, og at de skal »blive bragt tilbage til [deres] rette og fuldkomne skikkelse«? Har Amulek ret? Kan Frelserens nåde virkelig tilfredsstille alle de dybt reelle krav, retfærdigheden stiller, som vi ellers ville blive afkrævet, og at han i stedet »omslutter [os] i sikkerhedens arme«?

Er det sandt, som Alma vidnede om, at Kristus ikke kun led for vores synder, men også for vores »smerter og sygdomme«, så han »kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder«? Er Herren virkelig så barmhjertig, som Kong Benjamin belærte om, at han som en gratis gave sonede »for de synder, der er begået af dem … som døde uden at kende Guds vilje angående sig, eller som har syndet i uvidenhed«?

Er det sandt, som Lehi sagde, at »Adam faldt, for at menneskene kunne blive til, og menneskene er til for at kunne nyde glæde«? Er det virkelig sandt, som Abinadi vidnede om, mens han citerede Esajas, at Jesus Kristus blev »gennemboret for vore overtrædelser, at han blev knust for vor syndighed; de straffe, der gav os fred, dem led han; og ved hans sår bliver vi helbredt«?

Alt i alt er Faderens plan, som Mormons Bog underviser i, virkelig så barmhjertig? Jeg vidner om, at det er sandt, og at lærdommene i Mormons Bog om barmhjertighed, som giver fred og håb, er sande.

Jeg forestiller mig alligevel, at der er nogle af jer, der på trods af jeres trofaste studium og bønner kæmper med at realisere Moronis løfte om, at vor himmelske Fader vil »tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft«. Jeg kender denne kamp, fordi jeg selv kæmpede den for mange år siden, da mine første gennemlæsninger af Mormons Bog ikke straks gav mig et klart svar på mine bønner.

Hvis I kæmper med dette, så lad mig opfordre jer til at følge Moronis vejledning om at grunde over de mange måder, hvorpå Mormons Bog lærer os, »hvor barmhjertig Herren har været mod menneskenes børn«. Med afsæt i min egen erfaring håber jeg, at Helligåndens fred, når I gør dette, vil finde vej ind i jeres hjerte, og at I kan vide, tro og føle, at Mormons Bog og barmhjertighedens plan, som den underviser i, er sande.

Jeg udtrykker min taknemmelighed for Faderens store barmhjertighedsplan og for Frelserens villighed til at føre den ud i livet. Jeg ved, at han i barmhjertighed vil give sig til kende i sine hellige templer og i hver eneste del af vores liv, hvis vi vil søge ham. I Jesu Kristi navn. Amen.