Generalkonference
Tro: Et bånd af tillid og loyalitet
Aprilkonferencen 2025


11:17

Tro: Et bånd af tillid og loyalitet

Tro spirer, når vi stoler på Jesus Kristus, og blomstrer, når vi er trofaste og loyale over for ham.

Da jeg var 17 år gammel, lavede jeg en aftale med min ven José Luis om, at jeg skulle lære ham at svømme. Så en morgen afsatte vi tid til at øve os på det. Da vores svømmetime var ovre, og jeg var ved at forlade svømmebassinet, hørte jeg min ven råbe på hjælp. Han var ved at drukne i den dybe ende af bassinet.

Jeg hoppede i vandet igen og svømmede hen mod ham, mens jeg bad til Gud om hjælp. Da jeg greb fat i hans hånd for at trække ham op til overfladen, klatrede min desperate ven op på min ryg og holdt fast med armene om min hals. Nu var vi begge to ved at drukne. Alt imens jeg gjorde mit bedste for at nå op til overfladen igen, bad jeg af hele mit hjerte om et mirakel fra Gud. Og så, langsomt men sikkert, viste Guds kraft sig, da jeg følte en hånd, der førte mig mod den lave ende af bassinet og bragte os i sikkerhed.

Denne oplevelse bekræftede en værdifuld lektie, som præsident Nelson engang har lært os: »Når I rækker ud efter Herrens kraft i jeres liv med samme intensitet som en druknende person, der hiver og gisper efter luft, vil kraften fra Jesus Kristus blive jeres.«

Kære børn og unge mennesker, i dag vil jeg gerne tale om det afgørende princip om tro på Jesus Kristus.

Tro på Kristus betyder at stole på ham

Hvad vil det sige at have tro på Jesus Kristus? Betyder det, at vi tror på ham eller har et vidnesbyrd om, at han virkelig findes? Det kan være en start, men det er mere end det. Har I nogensinde tænkt på tro som tillid? Tænk på den person, I stoler allermest på – måske et familiemedlem eller en ven. Hvorfor stoler I på dem? Det er sandsynligvis, fordi I har mærket deres konstante kærlighed og hjælp.

Når vi har tro på Kristus, anerkender vi hans velsignelser og udvikler et tillidsforhold til ham.

Hvordan kan I øge jeres tillid til Kristus?

Til et foredrag for unge, der blev afholdt for nylig, blev I opfordret til at meditere over et tidspunkt i jeres liv, hvor I modtog en stråle af himmelsk lys. Prøv at udføre denne øvelse!

Begynd med at meditere over Kristus og den glæde, hans forsoning og evangelium bringer ind i jeres liv. Lav også en optegnelse over de »åndeligt definerende minder«, hvor Gud har været der for jer, jeres kære og for personer i skrifterne. Disse minder vil dog ikke bringe nogen kraft ind i jeres liv, før Ånden indgraverer dem på jeres hjertes »tavler af kød og blod«. Så tænk over og nedskriv alt det, Gud har sat i gang for, at disse mirakler kunne finde sted på det helt rigtige tidspunkt.

Brug derefter denne øvelse som en mulighed for at komme tættere på Gud. Bed til jeres himmelske Fader, som om det var den første gang, I gjorde det. Udtryk jeres kærlighed og taknemmelighed for hans velsignelser. Spørg ham endda, hvad han føler for jer og om den retning, I har taget i jeres liv.

Hvis I er oprigtige og ydmyge, vil I høre hans svar og etablere et personligt og vedvarende forhold til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Og ikke nok med det, jeres religiøse vaner vil også blive meningsfulde! For eksempel vil I se frem til jeres bønner, personlige studium og tempeltjeneste som muligheder for at lære dem at kende og være sammen med dem.

Tro blomstrer gennem loyalitet

Læg mærke til, at tro spirer, når vi stoler på Jesus Kristus, og blomstrer, når vi er trofaste og loyale over for ham. Hvis I ønsker et ægte forhold til Kristus, så vis ham det ved at indgå og ære pagter med trofasthed og loyalitet. Når vi indgår pagter med Jesus Kristus, opbygger det håb. Når vi ærer dem, opbygger det tro.

Lad mig komme med et personligt eksempel: Da jeg var dreng, fandt jeg en dag min mor grædende helt alene. Da jeg spurgte hende hvorfor, svarede hun blidt: »Jeg har brug for, at du er en god dreng.« Selvom jeg godt vidste, at det ikke var mig, der var årsagen til hendes fortvivlelse, så elskede og stolede jeg på min mor som ingen andre, og jeg ville gerne gøre hendes liv lidt mindre vanskeligt. Så med tårer i øjnene og med al den alvor, en 9-årig kan mønstre, lovede jeg hende den dag, at jeg altid ville stræbe efter at være den bedste søn og at gøre hende stolt.

Kan I forestille jer den kraft, det løfte havde – og stadig har – for mig?

Det løfte, jeg aflagde til hende, skulle blive en rettesnor i mit liv. Før jeg træffer beslutninger, overvejer jeg, om hun vil påskønne mine handlinger. Båndet i det løfte og mit forhold til min mor var begge som et anker for min adfærd hele livet.

Flere år senere, da jeg lærte Jesus Kristus bedre at kende, vidste jeg allerede, hvordan jeg skulle basere min tro på ham. Jeg indgik pagter med Herren, og når jeg har stræbt efter at ære dem, har han tilgivet mig for mine synder, vejledt mig i mit liv og »fyldt mig med sin kærlighed« helt ind i min sjæls inderste. Kristus har indgydt en dyb kærlighed, respekt og loyalitet over for ham i mig.

Forstår I, hvorfor »tro er et handlingens princip«, og at »uden tro er det umuligt at behage [Gud]«?

Når I prøver at gøre det, der behager Gud, vil I sige, ligesom Josef i Egypten gjorde, da han blev fristet af Potifars hustru: »Hvordan skulle jeg så kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud?« Og når I står over for modgang, vil I sige ligesom den unge profet Joseph: »Jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det … jeg vidste, at jeg, ved at gøre det, ville forsynde mig imod Gud.«

Så tro på Jesus Kristus er et bånd af tillid, som er smedet sammen af loyalitet og kærlighed. Med andre ord viser vi i taknemmelighed for Guds barmhjertige kærlighed (hesed) vores loyale kærlighed (emunah) ved at holde hans befalinger.

Kristus lover os: »Den, der har mine bud og holder dem … skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« Hvis I forpligter jer til at være loyale over for ham, vil han give sin kærlighed til kende for jer.

Tro i modgang

Hvordan bør I forholde jer til situationer med en sådan modgang, at de kræver hans mirakler? Selvom udfordringer er uundgåelige og indimellem skræmmende, så gå blot uforfærdet frem mod ham, ligesom temaet for FSY i 2025 opfordrer os til at gøre: »Se hen til mig i alle jeres tanker; tvivl ikke, frygt ikke.«

Hvordan kan I gå uforfærdet frem mod ham?

Forestil jer, at I er en opdagelsesrejsende ude på ukendt territorium. For at overvinde de udfordringer, der ligger forude, har I brug for en lyskilde. Jeres trofasthed mod Gud og jeres konstante interaktioner med ham er brændstoffet til jeres lys. Så når I står i mørke og farefulde situationer, kan I, i stedet for at gå dem blindt i møde, tænde jeres lampe. Den er fyldt med olie, som er tro på Kristus og kaster glimt af håb på en ukendt vej. De erfaringer, I har gjort jer tidligere, vil øge jeres håb om, at Herren vil opretholde jer på jeres vej.

Vandrer med lanterne.

Hvor langt vil I gå med jeres håb og tro på Kristus?

Kan I huske min historie om svømmebassinet? I det desperate øjeblik kom miraklet på den måde, jeg havde forventet, men Gud garanterer ikke, at det altid kommer, som vi kunne tænke os det. Vores tro må være centreret i Kristus og vores håb om hans velsignelser, på den måde han vælger at sende dem. »Forvent mirakler,« men »lad Gud råde i vores liv.«

Guds løfter til sit trofaste folk

Mine unge venner, vi elsker jer højt, og vi stoler virkelig på jer! I hører til Guds familie og I er pagtens børn. Hav tro på og tillid til Jesus Kristus. Han vil gøre jer i stand til virkelig at blive hans disciple.

Jeg opfordrer jer til at begynde at pleje jeres forhold til Jesus Kristus i dag. Forpligt jer til aldrig at forlade ham.

Jeres loyalitet, kærlighed og tillid til Kristus vil forme jeres karakter og identitet efter hans. I vil opnå selvtillid og styrke til at overvinde Satans angreb. Og når I begår fejl, vil I længes efter hans tilgivelse. Og endelig vil jeres håb for fremtiden skinne klart. Han vil betro jer med sin kraft til at gøre hvad som helst, han forventer af jer, ja, selv kraften til at komme tilbage til hans nærhed.

Jeg vidner for jer om den glæde, der kommer af at synge »sangen om den forløsende kærlighed« og i »evighed [være] omsluttet af hans kærligheds arme«. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.

Noter

  1. Russell M. Nelson, »Træk Jesu Kristi kraft ind i jeres liv«, Liahona, maj 2017, s. 42.

  2. Ordet tro kommer fra det latinske ord fides, hvilket betyder »at stole på« (se Michiel de Vaan, Etymological Dictionary of Latin and the Other Italic Languages, 2008, »fido«). Det græske kognat, πίστις, kan oversættes som »tillidsfuld« (se Robert Beekes, Etymological Dictionary of Greek, 2010, 1:1161-1162).

  3. »Tro [er] tillid til Jesus Kristus« (Guide til skrifterne, »Tro«, Evangelisk Bibliotek).

  4. Se »Se hen til Kristus« (verdensomspændende foredrag for unge, 5. jan. 2025), Evangelisk Bibliotek; se også Alexander Dushku, »Søjler og stråler«, Liahona, maj 2024, s. 14-16.

  5. Se Neil L. Andersen, »Åndeligt definerende minder«, Liahona, maj 2020, s. 18-22.

  6. Se 2 Kor 3:2-3; se også Moro 10:3; Russell M. Nelson, »Hør ham«, Liahona, maj 2020, s. 88-92.

  7. Ronald A. Rasband, »I henhold til en guddommelig plan«, Liahona, nov. 2017, s. 55-57.

  8. Se Mosi 2:20-21; L&P 59:21.

  9. Se »Appendix 1: Sixth Theological Lecture on Faith, circa January–May 1835, as Published in Latter Day Saints’ Messenger and Advocate«, s. 124-125, josephsmithpapers.org.

  10. Se Moro 7:41; se også Stephen M.R. Covey og Rebecca R. Merrill, The Speed of Trust: The One Thing that Changes Everything, 2006, s. 215.

  11. 2 Ne 4:21.

  12. »Gud er min ven. I ham skal jeg finde trøst. … Jeg ønsker at være sammen med Kristus. Mit liv er mig ikke mere kært end det at gøre hans vilje« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 241-242).

  13. Bible Dictionary, »Faith«.

  14. Hebr 11:6.

  15. Se Joh 8:29.

  16. 1 Mos 39:9.

  17. JS-H 1:25.

  18. Præsident Gordon B. Hinckley har sagt: »Bed til jeres himmelske Fader i Herren Jesu Kristi navn, og vis under alle forhold ved selve jeres levevis jeres loyalitet og jeres kærlighed« (»Loyalitet«, Liahona, maj 2003, s. 60; se også Brent J. Schmidt, Relational Faith: The Transformation and Restoration of Pistis as Knowledge, Trust, Confidence, and Covenantal Faithfulness, 2022, s. 9; Teresa Morgan, Roman Faith and Christian Faith: Pistis and Fides in the Early Roman Empire and Early Churches, 2015, s. 127-128.

  19. Se Russell M. Nelson, »Den evigtvarende pagt«, Liahona, okt. 2022, s. 4-11.

  20. »Det hebræiske ord for tro er אמונה (emunah) og er et handlingsorienteret ord, der betyder ›støtte‹ … [Det] tilskriver handlingen til den, der ›støtter Gud‹. Det er ikke en viden om, hvordan Gud vil handle, men rettere at jeg ønsker at gøre, hvad jeg kan, for at støtte Gud. Ideen om støtte i forbindelse med ordet emunah kan ses i 2 Mos 17:12 … Det er Aron og Hurs støtte/emunah, der holdt Moses’ arme oppe og ikke Moses’ støtte/emunah. Når vi siger: ›Jeg tror på Gud‹, bør vi tænke: ›Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at støtte Gud‹« (Jeff A. Benner, »Faith«, Ancient Hebrew Research Center, ancient-hebrew.org).

  21. Joh 14:21; se også v. 23.

  22. Se Joh 15:9-10.

  23. Se Russell M. Nelson, »Træk Jesu Kristi kraft ind i jeres liv«, s. 39-42.

  24. L&P 6:36.

  25. Se Neil L. Andersen, »Tro kommer ikke tilfældigt, men ved valg«, Liahona, nov. 2015, s. 65-68

  26. Russell M. Nelson, »Styrken i åndeligt momentum«, Liahona, maj 2022, s. 99.

  27. Se Russell M. Nelson, »Lad Gud råde«, Liahona, nov. 2020, s. 92-95.

  28. Se Russell M. Nelson, »Pagtens børn«, Stjernen, juli 1995, s. 32-35.

  29. »Jesus er min ven. Ingen anden har givet mig så meget … Jeg håber, at jeg er regnet som værdig til at være hans ven« (Gordon B. Hinckley, »Mit vidnesbyrd«, Liahona, juli 2000, s. 85).

  30. Se Joh 6:67-68; L&P 6:20.

  31. Se Russell M. Nelson »Evighedens valg« (verdensomspændende foredrag for unge voksne, 15. maj 2022), Evangelisk Bibliotek; Richard G. Scott, 21 Principles: Divine Truths to Help You Live by the Spirit, 2013, s. 90.

  32. Se Alma 48:17.

  33. Se Mosi 4:2; Alma 36:18.

  34. Thomas S. Monson, »Vær ved godt mod«, Liahona, maj 2009, s. 92.

  35. Se Es 58:9; Hel 10:4-5; Eter 12:30; Moro 7:33.

  36. Se 2 Ne 25:23.

  37. Alma 5:26; se også Alma 5:9; Alma 26:13.

  38. 2 Ne 1:15.