Den Uendeliges store gaver: Jesu Kristi forsoning, opstandelse og genoprettelse

For mange år siden lærte vi nogle bibelvers udenad i vores evangeliske morgenklasse. Jeg følte mig naturligvis draget mod korte skriftsteder. Et af dem var Johannes 11:35 – et af de korteste vers i skriften, kun fire ord – »Jesus brast i gråd«.

For mig vidner det, at Jesus græder af sorg og glæde, om denne mirakuløse realitet: Selveste himmelens Guds Søn kom til jorden og lærte, hvad angår kødet, hvordan han altid kan være med og velsigne os.

Når vi råber af sorg eller glæde, forstår Jesus Kristus det til fuldkommenhed. Han kan være nærværende i de øjeblikke, hvor vi har mest brug for den Uendeliges store gaver: Jesu Kristi forsoning, opstandelse og genoprettelse.

Maria og Martha græder over deres bror Lazarus, der er død. Bevæget af medfølelse græder Jesus. Han vækker Lazarus til live.

Jesus ser ud over Jerusalem aftenen før påske. Han græder, fordi han ikke kan samle sit folk, som en høne samler sine kyllinger. I dag giver hans forsoning os håb, når vi føler sorg over det, der kunne have været.

Vingårdens Herre græder, da han spørger sine tjenere, som kan omfatte os som omsorgsbrødre og -søstre: »Hvad mere kunne jeg have gjort for min vingård?«

Maria står bedrøvet ved graven. Jesus spørger blidt: »Hvorfor græder du?« Han ved, at »om aftenen slår gråden sig ned, [men] om morgenen er der jubel«. Opstandelsen bringer daggryet til alle.

I landene i Mormons Bog bliver Jesu glæde fuldkommen, da den trofaste skare rejser sig for ham. Han græder.

»Og han tog deres små børn, et efter et, og velsignede dem og bad til Faderen for dem.

Og da han havde gjort dette, græd han igen.«

Dette er påsken i Jesus Kristus: Han besvarer vores hjertes længsel og vores sjæls spørgsmål. Han tørrer vores tårer bort, bortset fra dem, vi græder af glæde.

Når vi græder, undskylder vi nogle gange og er flove. Men at vide, at Jesus Kristus forstår livets smerter og glæder, kan give os en styrke udover vores egen, mens vi navigerer rundt i både bittert og sødt.

I Sydamerika hulker en far. Et lys i hans liv, hans lille datter, er død. »Jeg ville give alt for at se hende igen,« siger han og græder i mine arme. Jeg græder også.

Ved indvielsen af templet i Puebla i Mexico løber glædestårer ned ad en kær søsters ansigt. Hun udstråler tro og offervilje. Hun siger: »Todos mis hijos están aquí en el templo hoy« – »Alle mine børn er her i templet i dag.« Generationer forsamlet i Herrens hus frembringer tårer af glæde og taknemmelighed.

I en grusom borgerkrig gjorde familier og naboer usigelige ting mod hinanden. Bitre tårer viger langsomt for håb. Med skælvende stemme siger en kvinde i en lille landsby: »Nabo, før jeg går i graven, ønsker jeg, at du skal vide, hvor du kan finde dine savnede familiemedlemmer.«

En strålende brud og en flot brudgom bliver beseglet i Herrens hus. Hun er 70 år, og han ligeså. Hun er en smuk brud og har værdigt ventet på denne dag. Hun svinger genert sin brudekjole fra den ene side til den anden. Vi græder af glæde. Guds løfter bliver opfyldt. Hans pagter fører velsignelser med sig.

Da en ung Boyd K. Packer var hjemmelærer for en søster, som var enke, lærte han en følelsesladet lektie. Efter et skænderi med sin mand havde hun råbt en sidste sårende bemærkning efter ham. Den dag tog en uventet ulykke hendes mands liv. »I halvtreds år,« hulkede enken, »har jeg levet i et helvede med bevidstheden om, at de sidste ord, han hørte fra mine læber, var den bidende, ondskabsfulde bemærkning.«

Påsken i Jesus Kristus hjælper os til at heles, forliges og rette op på vores forhold på begge sider af sløret. Jesus kan hele for sorg. Han kan muliggøre tilgivelse. Han kan befri os og andre fra det, som vi eller de har sagt og gjort, der ellers ville binde os som fanger.

Påsken i Jesus Kristus lader os føle Guds billigelse. Denne verden fortæller os, at vi enten er for høje, for lave, for brede, for smalle eller ikke kloge, smukke eller åndelige nok. Gennem åndelig transformation i Jesus Kristus kan vi undslippe invaliderende perfektionisme.

Med påskeglæde synger vi: »Frygt for døden er forbi, Kristus sejred’, vi er fri.« Kristi opstandelse befrier os fra døden, fra tidens skrøbeligheder og fysiske ufuldkommenheder. Jesu Kristi forsoning genopretter os også åndeligt. Han blødte fra hver pore, som græd han blod, for at give os en udvej fra synd og adskillelse. Han genforener os, hele og hellige, med hinanden og Gud. I alle gode ting genopretter Jesus Kristus i rigt mål ikke blot det, der var, men også det, der kan blive.

Jesu liv og lys vidner om Guds kærlighed til alle sine børn. Fordi Gud vor Fader elsker alle sine børn i enhver tidsalder og ethvert land, finder vi hans kærlige indbydelse til at komme og finde fred og glæde i ham i mange traditioner og kulturer. Hvor som helst, når som helst og hvem vi end er, deler vi en guddommelig identitet som børn af den samme Skaber. I samme ånd deler tilhængere af islam, jødedommen og kristendommen en religiøs arv i fader Abraham og pagtsforbindelse gennem begivenheder i det gamle Egypten.

Fader Abraham kom til Egypten og blev velsignet.

Josef, der blev solgt til trældom i Egypten, vidste, at faraos drøm betød, at der ville blive syv år med overflod efterfulgt af syv års hungersnød. Josef reddede sin familie og sit folk. Josef græd, da han så Guds større plan, hvor alt virker sammen til gode for dem, der holder deres pagter.

Moses, der voksede op i Egypten i faraos husstand, modtog og gengav senere nøglerne til indsamlingen af Guds børn.

I opfyldelse af en profeti søgte Josef, Maria og det spæde Kristusbarn tilflugt i Egypten. I Kairo siger en hengiven muslimsk troende ærbødigt: »Koranen lærer os, at Josef, Maria og Jesusbarnet fandt sikkerhed og tilflugt i mit land. I mit land spiste Jesus, som et lille barn, vores mad, tog sine første skridt og sagde sine første ord. Her i mit land tror vi på, at træerne bøjede sig langt ned for at give ham og hans familie frugt. Hans tilstedeværelse i mit land velsignede vores folk og jord.«

Guds plan for moral og handlefrihed i jordelivet gør det muligt for os at lære af egen erfaring. Noget af det, vi lærer mest af i livet, udspringer af det, vi aldrig selv ville vælge. I kærlighed steg Jesus Kristus ned under alt og hævede sig op over alt. Han fryder sig over vores guddommelige evne til at være kreative, at glæde os, at vise venlighed uden håb om belønning og at udøve tro til omvendelse og tilgivelse. Og han græder af sorg over den enorme menneskelige lidelse, grusomhed og uretfærdighed – som ofte er fremkaldt af menneskelige valg – og ligeså gør himlene, og himlens Gud græder med dem.

Påsken og foråret vidner om, at både den åndelige rækkefølge og konvergens er en del af det guddommelige mønster for forsoning, opstandelse og genoprettelse gennem Jesus Kristus. Denne hellige og symbolske konvergens er hverken opstået tilfældigt eller ud af det blå. Palmesøndag, påskeugen og påsken er en fejring af Kristi forsoning og opstandelse. Ligesom i dag fejrer vi den 6. april hvert år oprettelsen og organiseringen af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Denne genoprettelse er en grund til, at vi samles den første søndag i april til generalkonference.

Genoprettelsen fandt også sted, da den opstandne Jesus Kristus, Moses, Elias og profeten Elias gengav præstedømmets nøgler og myndighed i det nyindviede tempel i Kirtland påskedag 1836. I den ramme på den dag kom Guds myndighed og velsignelser til den genoprettede Jesu Kristi kirke for at indsamle hans børn og forberede dem til at vende tilbage til ham og forene familier for evigt. Genoprettelsen den dag opfyldte en profeti ved, at den fandt sted i både den kristne og jødiske påske.

Jeg besøgte for nylig hellige steder i Ohio, herunder templet i Kirtland, hvor profeten Joseph Smith og andre i et syn så Gud vor Fader og hans Søn, Jesus Kristus. Profeten Joseph så, hvordan himlen er. I himlen »frelser [vor himmelske Fader gennem Jesus Kristus] alt, hvad hans hænder har skabt« i et herlighedsrige. De eneste undtagelser er dem, der bevidst »fornægter Sønnen, efter at Faderen har åbenbaret ham«.

Da Jesu jordiske tjenestegerning begyndte, erklærede han sin mission om at velsigne os hver især med alt, vi er villige til at modtage – til hver en tid, i alle lande og under alle omstændigheder. Efter at Jesus havde fastet i 40 dage, gik han ind i synagogen og læste: »Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed.«

Fattige, sønderknuste, fangne, blinde, undertrykte – det er os alle sammen.

Esajas’ Bog fortsætter det messianske løfte om håb, udfrielse og vished: »[Giv] Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske, glædens olie i stedet for sørgedragt og lovsang i stedet for svigtende mod.«

Derfor råber vi: »Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe.«

I påsken fejrer vi som en symbolsk helhed den Uendeliges store gaver gennem Jesus Kristus: hans forsoning, hans (og løftet om vores) bogstavelige opstandelse og genoprettelsen af hans sidste dages kirke med præstedømmets nøgler og myndighed til at velsigne alle Guds børn. Vi fryder os over frelsens klæder og retfærdighedens kappe. Vi råber: »Hosianna til Gud og Lammet!«

»For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.«

Må vi hver især i Jesus Kristus finde forsoning, opstandelse og genoprettelse – fred, tilblivelse og tilhørsforhold – det, som er varigt, virkeligt og glædeligt, lykkeligt og evigt. Det beder jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.