Svigt ikke jeres egen barmhjertighed

En skolelærer underviste engang om, at en hval – selvom den er stor – ikke kan sluge et menneske, fordi hvaler har små struber. En pige protesterede: »Men Jonas blev slugt af en hval.« Læreren svarede: »Det er umuligt.« Pigen var stadig ikke overbevist og sagde: »Når jeg kommer i himlen, spørger jeg ham.« Læreren vrængede: »Hvad nu, hvis Jonas var en synder og ikke kom i himlen?« Pigen svarede: »Så kan du spørge ham.«

Vi ler, men vi bør ikke gå glip af den kraft, Jonas’ historie tilbyder enhver, der »ydmygt stræber efter lykke«, især dem, der har det svært.

Gud befalede Jonas at »rejse til Nineve« for at forkynde omvendelse. Men Nineve var det gamle Israels brutale fjende – så Jonas tager straks den stik modsatte vej med båd til Tarshish. Idet han sejler væk fra sin kaldelse, opstår der en orkan, som er ved at forlise skibet. Da Jonas er sikker på, at hans ulydighed er årsagen, melder han sig frivilligt til at blive kastet overbord. Dette beroliger det rasende hav, hvilket redder hans skibskammerater.

På mirakuløs vis undslipper Jonas døden, da en »stor fisk«, som Herren havde forberedt, sluger ham. Men han sygner hen i det utroligt mørke og elendige sted i tre dage, indtil han endelig bliver spyttet ud på tør grund. Han accepterer så sit kald til Nineve. Men da byen omvender sig og skånes for ødelæggelse, ærgrer Jonas sig over den barmhjertighed, der vises hans fjender. Gud underviser tålmodigt Jonas om, at han elsker – og søger at redde alle sine børn.

Jonas snubler mere end én gang i sine pligter og udgør et levende vidnesbyrd om, at i jordelivet er »alle faldne«. Det er ikke ofte, vi taler om et vidnesbyrd om faldet. Men det er en stor velsignelse at have en doktrinær forståelse og et åndeligt vidnesbyrd om, hvorfor hver eneste af os kæmper med moralske, fysiske og situationsbestemte udfordringer. Her på jorden vokser grimt ukrudt frem, selv stærke knogler brækker, og ingen lever op til »herligheden fra Gud«. Men denne jordiske tilstand – et resultat af Adam og Evas valg – er afgørende for selve årsagen til, at vi eksisterer: »for at kunne nyde glæde«! Som vores første forældre lærte, var det kun ved at smage bitterheden og føle smerten ved en falden verden, at vi overhovedet kunne forestille os eller endda nyde sand lykke.

Et vidnesbyrd om faldet undskylder ikke synd eller en slap tilgang til livets pligter, som altid kræver flid, dyd og ansvarlighed. Men det bør dæmpe vores frustrationer, når tingene bare går galt, eller vi ser en moralsk mangel i et familiemedlem, en ven eller en leder. Alt for ofte får denne slags os til at dvæle ved kivagtig kritik eller bitterhed, der berøver os vores tro. Men et fast vidnesbyrd om faldet kan hjælpe os til at blive mere som Gud, som han er beskrevet af Jonas, det vil sige »barmhjertig … sen til vrede og rig på troskab« mod alle – deriblandt os selv – i vores uundgåeligt ufuldkomne tilstand.

Endnu stærkere end at tilkendegive faldets virkninger leder Jonas’ historie os med stor kraft hen til ham, der kan udfri os fra disse virkninger. Jonas’ selvopofrelse for at redde sine skibskammerater er i sandhed kristuslignende. Og da Jesus tre gange bliver forlangt et mirakuløst tegn på sin guddommelighed, tordner han, at der ikke skal gives noget »andet tegn end Jonastegnet«, og erklærer, at »som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter«. Som et symbol på Frelserens offerdød og herlige opstandelse er Jonas måske nok mangelfuld. Men det er også det, der gør hans personlige vidnesbyrd om – og forpligtelse over for Jesus Kristus, som blev givet i hvalens bug, så rørende og inspirerende.

Jonas’ bønfaldelse kommer fra en god mand, som er i en krise, som han hovedsageligt selv har skabt. Når en katastrofe forårsages af en beklagelig vane, kommentar eller beslutning på trods af så mange andre gode intentioner og oprigtige og retfærdige anstrengelser, kan det for en hellig være særligt knusende og få en til at føle sig forladt. Men uanset årsagen eller graden af de katastrofer, vi står over for, er der altid tør grund med håb, helbredelse og lykke. Lyt til Jonas:

»I min nød råbte jeg til Herren … fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp …

Du havde kastet mig i dybet, i havets skød …

Jeg tænkte: Jeg er jaget bort fra dig; får jeg igen dit hellige tempel at se?

Vandet truede mit liv, havdybet omgav mig, tang havde viklet sig om mit hoved.

Jeg var kommet ned til bjergenes rødder … Men du … løftede mig op fra graven.

Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til … dit hellige tempel.

De, der dyrker falske guder, svigter troskaben mod dig [deres egen barmhjertighed].

Men jeg vil ofre til dig med takkesang; jeg vil indfri de løfter, jeg aflagde. Frelsen kommer fra Herren!«

Selvom det er mange år siden, kan jeg fortælle jer præcist, hvor jeg sad, og præcist, hvad jeg følte, da jeg dybt i bugen af et personligt helvede opdagede dette skriftsted. Til alle, der i dag føler, som jeg gjorde dengang – at I er forstødt, synker ned i det dybeste hav, med tang viklet om jeres hoved og oceaniske bjerge, der styrter ned omkring jer – er min bøn, inspireret af Jonas: Svigt ikke jeres egen barmhjertighed. I har direkte adgang til guddommelig hjælp og helbredelse på trods af jeres menneskelige fejl. Denne forbløffende barmhjertighed kommer i og gennem Jesus Kristus. Fordi han kender og elsker jer fuldkomment, tilbyder han den til jer som »jeres«, hvilket betyder, at den passer perfekt til jer, er udformet til at lindre jeres individuelle kvaler og helbrede netop jeres smerter. Så for himlens og jeres skyld: Vend ikke ryggen til den. Acceptér den. Begynd ved at nægte at lytte til modstanderens »falske guder«, som frister jer til at tro, at lettelse findes ved at sejle væk fra jeres åndelige ansvar. Følg i stedet den angrende Jonas’ eksempel. Anråb Gud. Vend jer til templet. Hold fast ved jeres pagter. Tjen Herren, hans kirke og andre med opofrelse og taksigelse.

Når I gør disse ting, får I et perspektiv på Guds særlige pagtskærlighed til jer – det, som den hebraiske bibel kalder hesed. I vil se og føle kraften i Guds loyale, utrættelige, uudtømmelige og »milde barmhjertighed«, der kan gøre jer »mægtige … til udfrielse« fra enhver synd eller ethvert tilbageslag. Tidlige og intense kvaler kan måske sløre for dette perspektiv til at begynde med. Men når I fortsætter med at »indfri de løfter, [I] aflagde«, vil et sådant perspektiv skinne klarere og klarere i jeres sjæl. Og med det perspektiv vil I ikke blot finde håb og helbredelse, men I vil forbløffende nok finde glæde, selv når I er prøvelsens smeltedigel. Præsident Russell M. Nelson underviste os så fint: »Når vi har fokus på Guds frelsesplan … og Jesus Kristus og hans evangelium, kan vi føle glæde, uanset hvad der sker – eller ikke sker – i vores liv. Glæde kommer fra og på grund af ham.«

Uanset om vi står over for en dyb, Jonas-lignende katastrofe eller hverdagens udfordringer i vores ufuldkomne verden, er opfordringen den samme: Svigt ikke jeres egen barmhjertighed. Se hen til Jonas’ tegn, den levende Kristus, han, der opstod fra sin tre dage lange grav efter at have sejret over alt – for jer. Vend jer til ham. Tro på ham. Tjen ham. Smil. For i ham, og ham alene, findes den fulde og lykkelige helbredelse fra faldet; helbredelse, vi alle så presserende har brug for og ydmygt søger. Jeg vidner om, at dette er sandt. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.