2025
Se hen til Gud og lev
November 2025


14:14

Se hen til Gud og lev

Det er kun ved at se hen til Gud, at enkeltpersoner, familier og tilmed nationer kan blomstre.

I juni skete der en frygtelig ulykke i landet Lesotho i det sydlige Afrika. En lille bus med 20 unge kvinder fra Maputsoe Gren og syv af deres ledere var på vej til hovedstaden Maseru til et møde for unge kvinder fra deres distrikt. Da de kørte på den tosporede hovedvej i morgentimerne, kom en bil kørende i den modsatte retning og forsøgte at overhale et andet køretøj og kørte ind i den vejbane, som bussen befandt sig i. Der var ikke plads eller tid til at undgå et frontalt sammenstød, og inden for få sekunder ramte køretøjerne hinanden, rullede af vejen og brød i flammer.

I alt 15 mennesker døde i ulykken, heriblandt seks unge kvinder, to ledere i Unge Kvinder og grenspræsidenten og hans hustru. Overlevende, familiemedlemmer og venner har udtrykt en række følelser, herunder øjeblikke med vrede, depression og endda skyldfølelse. Til trods for disse følelser og ubesvarede spørgsmål har de trøstet hinanden og vendt sig til Gud gennem hellig musik, skrifterne og bøn, hvor de har fundet trøst. Den syttenårige overlevende Setso’ana Selebeli sagde: »Jesus Kristus elsker os og er med os, selvom vores hjerter gør ondt.«

Medlemmer i Lesotho

En ung kvinde og en leder, der var indlagt på hospitalet for at blive behandlet for brandsår, studerede Mormons Bog sammen. En sagde: »På det seneste har vi læst i Moroni, og Moroni beskriver præcis det, jeg har følt … Når han taler, er det, som om han siger: ›Du skal lære disse ord, fordi de er skrevet til dig for at hjælpe dig igennem dette.‹«

Begravelse i Lesotho

Ved en fælles bisættelse for de omkomne gav områdehalvfjerdser ældste Siyabonga Mkhize dette råd: »Vi bør alle vende os til Herren på dette tidspunkt og bede ham om at trøste vores hjerte og … lindre den smerte, vi føler.« Unge Kvinders præsident fra nabogrenen i Leribe, Mampho Makura, kom med denne opfordring: »Vend jer mod Herren og find styrken til at acceptere hans vilje. Jesus Kristus er vores tros ›banebryder og fuldender‹ [Hebr 12:2]. Se ikke væk, men se hen til ham.«

Se hen til ham. Hendes ord afspejler Almas råd til sin søn Helaman: »Se til, at du ser hen til Gud og lever.« Alma beskrev Lehis og hans folks oplevelser med liahonaen som et sindbillede: »Det er lige så let at give agt på Kristi ord, som vil udpege en ret vej til evig salighed for jer, som det var for vore fædre at give agt på dette kompas, som udpegede en ret vej til det forjættede land for dem.« Alma sagde: »Hvis de ville se op, kunne de leve … Og hvis vi [ser] op, kan vi leve for evigt.«

Ved en anden lejlighed nævnte Alma eksemplet med kobberslangen, der blev rejst af Moses, da fordums israelitter blev plaget af slanger. Herren fortalte Moses, at han skulle lave en figur af en slange og løfte den op på en stang med løftet om, at »enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet«. Alma forklarede, at bronzefiguren var et sindbillede eller symbol på Kristus, som ville blive løftet op på korset. Mange så op og levede, mens andre, med Almas ord, var »så forhærdede«, at de simpelthen ikke ville se på den og omkom.

Alma spurgte:

»Hvis I kunne blive helbredt ved blot at kaste blikket omkring, for at I kunne blive helbredt, ville I da ikke hurtigt se, eller ville I hellere forhærde hjertet i vantro og være lade, så I ikke kaster blikket omkring, så I omkommer? …

Kast [da] blikket omkring, og begynd at tro på Guds Søn, at han vil komme for at forløse sit folk, og at han skal lide og dø for at sone for deres synder, og at han skal opstå igen fra de døde, hvilket skal tilvejebringe opstandelsen, så alle mennesker skal stå foran ham for at blive dømt efter deres gerninger på den yderste og dommens dag.«

Rådet »Se hen til Gud og lev« har selvfølgelig ikke kun betydning for os i evigheden, det gør også hele forskellen i vores jordiske livs karakter og kvalitet. Husk de tidligere nævnte ord, som den unge søster Selebeli i Lesotho sagde: »Jesus Kristus elsker os og er med os, selvom vores hjerter gør ondt.«

Det ligger i en falden verdens natur – hvor djævelen raser, og hvor alle er ufuldkomne – at der vil være skuffelser og anstød, lidelse og sorg, fiasko og tab, forfølgelse og uretfærdighed. Det er kun ved at se hen til Gud, at enkeltpersoner, familier og tilmed nationer kan blomstre. Præsident Russell M. Nelson sagde: »Fordi Frelseren gennem sin uendelige forsoning forløste hver enkelt af os fra svaghed, fejl og synd, og fordi han oplevede enhver smerte, bekymring og byrde, som I nogensinde har haft [se Alma 7:11-13], så kan I, når I virkelig omvender jer og søger hans hjælp, hæve jer over denne nuværende usikre verden.«

Intet løfte er gentaget oftere i Mormons Bog end dette: »For så vidt som I holder mine befalinger, skal I have fremgang i landet, men for så vidt som I ikke vil holde mine befalinger, skal I blive forstødt fra min nærhed.« De livserfaringer, som folket i Mormons Bog gjorde sig igennem århundreder, viser sandheden af disse ord. »Fremgang« betød at nyde himlens vejledning og velsignelser i deres liv. »Fremgang« betød at opnå et niveau af økonomisk velstand, der gjorde dem i stand til at gifte sig, stifte familie og tjene andre og sørge for deres behov. »Fremgang« omfattede evnen til at hæve sig over trængsler og prøvelser. Gennem Kristi nåde »virke[de] [alt] sammen til gode for dem«, det forædlede dem og styrkede deres forhold til ham.

Alma forklarede, at det at se hen til Gud er at holde hans bud, bestandigt at anråbe ham om hans støtte, rådføre sig med ham i alle sine gerninger og lade sit hjerte være fuldt af tak til ham dag og nat. Guds befalinger og råd findes i skrifterne og hans tjeneres ord. Principperne og idealerne i »Familien: En proklamation til verden« er et fremragende eksempel. Et andet er den vejledning, der findes i hæftet Til styrke for de unge. Dette års tema for Unge Mænd og Unge Kvinder er »Se hen til Kristus«, der er hentet fra Herrens trøstende vejledning til Joseph Smith og Oliver Cowdery: »Se hen til mig i alle jeres tanker; tvivl ikke, frygt ikke.« Til styrke for de unge taler om flere af Guds mest presserende bud og standarder og lærer os, hvordan man ser hen til Herren og træffer gode beslutninger. Det er ikke kun en vejledning for de unge, men for os alle.

Som et meget vigtigt eksempel rummer Til styrke for de unge afgørende vejledning i kapitlet med titlen »Jeres legeme er helligt«. Den lyder: »Behandl jeres legeme – og andres legeme – med respekt. Når I træffer beslutninger om jeres tøj, frisure og udseende, så spørg jer selv: ›Ærer jeg mit legeme som en hellig gave fra Gud?‹«

I Til styrke for de unge står der desuden: »Hold sex og seksuelle følelser hellige. De bør ikke være genstand for vittigheder eller underholdning. Uden for ægteskabet mellem en mand og en kvinde er det forkert at røre private, hellige dele på en anden persons legeme, selvom de har tøj på. I jeres valg om, hvad I gør, ser på, læser, lytter til, tænker over, poster eller sms’er, så undgå alt, der bevidst vækker begær hos andre eller hos jer selv.«

Dette minder os om præsident Nelsons nylige formaning:

»Der er få ting, der vil komplicere jeres liv hurtigere end at overtræde denne guddommelige [kyskheds]lov. For dem, der har indgået pagter med Gud, er umoralitet en af de hurtigste måder at miste sit vidnesbyrd på …

Kraften til at skabe liv er det ene privilegium, hvor vor himmelske Fader tillader sine jordiske børn at være som guder. Derfor har Gud sat klare retningslinjer for brugen af denne levende, guddommelige kraft. Fysisk intimitet er kun for en mand og en kvinde, der er gift med hinanden.

En stor del af verden tror ikke på dette, men den offentlige mening er ikke sandhedens dommer. Herren har erklæret, at ingen ukysk person vil opnå det celestiale rige … Hvis I har været ukyske, bønfalder jeg jer om at omvende jer. Kom til Kristus og modtag hans løfte om fuldstændig tilgivelse, når I omvender jer fuldstændigt fra jeres synder [se Es 1:16-18; L&P 58:42-43].«

Husk, at i løftet i Mormons Bog var det modsatte af fremgang ikke fattigdom – det var at blive afskåret fra Herrens nærhed. Hans nærhed henviser til hans Ånds indflydelse i ens liv. Alle er udrustet med Kristi lys, når de kommer til verden. Derudover vælger nogle at blive døbt og modtage Helligåndsgaven og Helligåndens yderligere lys. Han bringer inspiration og vejledning, højner og forædler ens medfødte gaver og evner, og han hjælper os med at undgå onde påvirkninger, forkerte valg og blindgyder.

Ligesom jer kender jeg nogle, der engang nød Helligåndsgaven, men som på grund af manglende overholdelse af Guds bud har mistet den velsignelse. Jeg kommer især til at tænke på én, hvis medlemskab af Kirken var blevet frataget på grund af overtrædelser. Han sagde, at hans første reaktion var at føle sig stødt. Han følte sig dømt af ufuldkomne ledere. Han vidste, at hans opførsel havde været forkert, men han bortrationaliserede den ved at pege på andres fejl og mangler. Efter et stykke tid begyndte han at føle sig tilpas i en tilværelse uden for Kirken og uden forpligtelser i kaldelser og forventninger om at komme til gudstjenester og at tjene andre.

Det fortsatte i nogen tid, men han begyndte at føle fraværet af Helligånden – Guds nærhed – i sit liv endnu mere. Af erfaring vidste han, hvordan det var dagligt at have den trøst, vejledning og selvtillid, der kommer fra Ånden, og han savnede den. Til sidst gjorde han, hvad der var nødvendigt for at omvende sig, bringe sit liv i orden og igen gøre sig værdig til dåb ved vand og ved Ånden.

Der synes ikke at være nogen ende på de forskellige kilder, som folk ser hen til for at finde mening, glæde og hjælp. De fleste »ser forbi målet«. Men vi behøver ikke at være »børn[, der] slynges og drives hid og did af hver lærdoms [eller nutidig modes] vind«. Når vi ser hen til Gud, kan vi finde fred i vanskeligheder, og vores tro kan fortsætte med at vokse, selv i tider med tvivl og åndelige udfordringer. Vi kan modtage styrke, selv når vi møder modstand og isolation. Vi kan forene idealet med den nuværende virkelighed. Der er i sandhed ingen anden vej end den, som Gud selv har fastsat: »Vend dig til mig, og bliv frelst, hele du vide jord! For jeg er Gud, der er ingen anden.«

At se hen til Gud betyder ikke, at han blot er en af vores prioriteter; det betyder snarere, at han er vores højeste prioritet. Jeg minder igen om den forfærdelige ulykke i Lesotho i juni sidste år. Fra sin hospitalsseng sagde en af de ledere i Unge Kvinder, der havde overlevet, og som ikke havde troet på Gud, før hun sluttede sig til Kirken, at hendes mål nu er at finde ud af, hvorfor hendes liv blev skånet. »Konstant at tjene Gud er måden, jeg vil finde frem til et svar på, hvis jeg finder et svar,« sagde hun. »Før troede jeg, at jeg elskede Gud, men nu elsker jeg ham virkelig, virkelig, virkelig, virkelig meget. Nu er han [første]prioriteten i mit liv.«

Jeg bærer vidnesbyrd om Faderen, Sønnen og Helligånden, som i fuldkommen enighed i ord, tanke, formål og handling er den ene Gud, som vi kan se hen til for alt godt. Jeg bærer vidnesbyrd om Jesu Kristi forsoning, hvorfra kraften til at opfylde dette vidunderlige løfte kommer: »Se hen til mig, og hold ud til enden, og så skal I leve; for til den, der holder ud indtil enden, vil jeg give evigt liv.« I Jesu Kristi navn. Amen.

Noter

  1. Se Ryan Jensen, »Survivors of Deadly Bus Crash in Lesotho Share Grief – and Faith – in Wake of Tragedy«, Church News, 18. juli 2025, thechurchnews.com; Ryan Jensen, »›God Is Still God‹ – Remembering the Lives Lost in Lesotho Bus Accident«, Church News, 19. juli 2025, thechurchnews.com.

  2. Alma 37:47.

  3. Alma 37:44.

  4. Alma 37:46; fremhævelse tilføjet.

  5. Se 4 Mos 21:5-6.

  6. 4 Mos 21:8.

  7. Se Alma 33:19.

  8. Alma 33:20.

  9. Alma 33:21-22. Almas barnebarn, Nefi, bar vidnesbyrd om Frelseren og tilføjede: »Og så mange, som ville se på den slange, skulle leve; på samme måde skal så mange, som vil se hen til Guds Søn med tro og have en angerfuld ånd, leve, ja, få det liv, som er evigt« (Hel 8:15).

  10. Russell M. Nelson, »Overvind verden og find hvile«, Liahona, nov. 2022, s. 96.

  11. 2 Ne 1:20.

  12. Rom 8:28.

  13. Rundt omkring os kan vi se frugterne af at se hen til Gud og have hans Ånd hos os. For eksempel har forskning vist, at »åndelig udvikling er forbundet med beskyttelse mod depression og stofmisbrug og med at forberede unge voksne til sundere forhold, mere målrettet arbejde og større følelsesmæssig modstandsdygtighed« (Cornelia Powers, »The New Spiritual Leader on Campus«, Atlantic, 18. maj 2025, theatlantic.com).

    Niveauer af kronisk ensomhed, følelsesmæssig isolation og angst i den brede befolkning står i kontrast til generelt sundere livsstil, fysisk og mental vitalitet, højere uddannelsesniveau og et positivt livssyn baseret på tro blandt sidste dages hellige. Det er ikke sådan, at vi som folk aldrig oplever de udfordringer, der almindeligvis findes i verden. Det er snarere, at vi kan sejre, når vi ser hen til Jesus Kristus.

  14. Se Alma 37:35-37.

  15. Se L&P 68:4.

  16. L&P 6:36.

  17. Til styrke for de unge: Vejledning til at træffe valg, 2022, s. 24, 25.

  18. Russell M. Nelson, »Tænk celestialt!«, Liahona, nov. 2023, s. 118; fremhævelse i original.

  19. Se Joh 1:9; Moro 7:16; L&P 84:45-46; 93:2.

  20. Jakob 4:14.

  21. Ef 4:14.

  22. Es 45:22.

  23. Mapule Joyce Takane, i Jensen, »Survivors of Deadly Bus Crash in Lesotho Share Grief – and Faith – in Wake of Tragedy«, thechurchnews.com.

  24. Se 1 Joh 5:7; 3 Ne 11:36; L&P 20:28; Guide til skrifterne »Gud, Guddommen«, Evangelisk Bibliotek.

  25. 3 Ne 15:9.