Prøvet og styrket i Kristus

Mine kære brødre og søstre, jeg føler Herrens kærlighed, når vi mødes. Jeg er ydmyg over at skulle tale til jer. Jeg beder til, at Ånden vil bringe dét ind i jeres hjerte, som Herren ønsker, I skal høre, langt ud over de ord, som jeg vil tale.

For længe siden stræbte jeg efter at lære om fysik og matematik i mine universitetsår. Jeg følte mig overvældet. Jeg begyndte at føle, at jeg prøvede at lære noget, der var langt over min formåen. Jo mere overvældet jeg blev, jo mindre følte jeg styrken til at blive ved med at prøve. Mit mismod fik mig til at føle, at min indsats næsten var frugtesløs. Jeg begyndte at tænke på at give op, på at gøre noget, der var lettere.

Jeg følte mig svag. Mens jeg bad, følte jeg Herrens stille forvisning. I mit sind følte jeg ham sige: »Jeg sætter dig på prøve, men jeg er også med dig.«

Dengang vidste jeg ikke helt, hvad de ord betød. Men jeg vidste, hvad jeg skulle gøre – jeg gik i gang med arbejdet.

Gennem granskning og arbejde i de år, der fulgte, fik jeg en forståelse af dette opmuntrende budskab i skrifterne: »Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.«

Jeg lærte, at min kamp med fysik faktisk var en gave fra Herren. Han lærte mig, at jeg med hans hjælp kunne gøre ting, der virkede umulige, hvis jeg havde tro på, at han ville være der og hjælpe mig. Gennem denne gave arbejdede Herren på at afprøve og styrke mig.

Ordet prøve kan bruges på forskellige måder. At afprøve noget er ikke bare at teste det. Det er at øge dets styrke. Prøvning af et stykke stål er at sætte det under pres. Varme, vægt og tryk tilsættes, indtil dets sande egenskaber er forstærket og afsløret. Stålet svækkes ikke af prøvningen. Faktisk bliver det noget, man kan regne med, noget der er stærkt nok til at bære større byrder.

Herren prøver os på lignende vis for at styrke os. Den prøvning kommer ikke i øjeblikke, der er nemme og behagelige. Den kommer i øjeblikke, hvor vi føler os mere presset, end hvad vi troede, vi kunne bære. Herren lærer os, at vi skal fortsætte med at vokse og aldrig blive trætte i vores bestræbelser, at vi aldrig må give op, og at vi må blive ved med at forsøge.

Når vi fortsætter med at have tro på Jesus Kristus – selv når tingene kan føles umulige for os i selve øjeblikket – bliver vi åndeligt stærkere. De hellige skrifter understreger denne sandhed.

For eksempel blev profeten Moroni prøvet og styrket på en sådan måde. Han var alene sine sidste år. Han skrev, at han ingen venner havde, at hans far var blevet dræbt, og at hans folk var blevet udryddet. Han blev jaget af dem, der stræbte ham efter livet.

Alligevel fortvivlede Moroni ikke. I stedet indgraverede han sit vidnesbyrd om Jesus Kristus på plader til mennesker, han ikke ville leve længe nok til at se, herunder efterkommere af det folk, der ønskede at slå ham ihjel. Han skrev til os. Han vidste, at nogle ville håne hans ord. Han vidste, at nogle ville afvise dem. Alligevel blev han ved med at skrive.

I sin prøvelse blev Moronis tro forædlet og styrket. Den blev mere ren. Hans ord bærer kraften fra en, der holdt trofast ud til enden. Vi kan føle den kraft, når vi læser hans vidnesbyrd:

»Se, jeg, Moroni, skriver noget af det, der synes mig godt; og jeg skriver til mine brødre lamanitterne; og jeg vil, at de skal vide, at der er gået mere end fire hundrede og tyve år, siden tegnet på Kristi komme blev givet.

Og jeg forsegler disse optegnelser, efter at jeg har talt nogle få formaningsord til jer.

Se, jeg vil formane jer til, at I, når I læser dette, hvis Gud anser det for víst, at I læser det, at I husker på, hvor barmhjertig Herren har været mod menneskenes børn fra Adams skabelse helt op til den tid, da I modtager dette, og grunder over det i hjertet.

Og når I modtager dette, vil jeg formane jer til, at I spørger Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt; og hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft.

Og ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt.«

Moronis vidnesbyrd blev forædlet i ensomhed, men det skinner som et lys for at vejlede alle generationer til at søge vor Fader i himlen og Frelseren Jesus Kristus.

En anden profet i Mormons Bog, Jakob, blev prøvet og styrket som barn, da han oplevede trængsler og megen sorg. Men hans far, Lehi, lærte ham, at Gud ville velsigne ham gennem hans prøvelser.

»Og se, i din barndom har du lidt trængsler og megen sorg på grund af dine brødres voldsomhed.

Alligevel, Jakob, min førstefødte i ørkenen, kender du Guds storhed, og han vil hellige dine trængsler til gavn for dig.

Derfor vil din sjæl blive velsignet, og du skal bo trygt sammen med din bror Nefi; og dine dage skal tilbringes i din Guds tjeneste. Derfor ved jeg, at du er forløst på grund af din forløsers retfærdighed; for du har set, at han i tidens fylde kommer for at bringe frelse til mennesker.«

Profeten Joseph Smith oplevede en sådan prøvning og styrkelse, da han var i fængslet i Liberty. I dyb lidelse udbrød profeten Joseph Smith:

»O Gud, hvor er du? …

Hvor længe skal din hånd holdes tilbage?«

Herren så i Josephs lidelser den helliggørende virkning af, at han udholdte vel, da han svarede:

»Min søn, lad der være fred i din sjæl, din modgang og dine trængsler skal kun vare et øjeblik,

og så skal Gud, hvis du udholder dem vel, ophøje dig i det høje; du skal sejre over alle dine fjender.«

Det største eksempel på at blive prøvet og styrket fandt sted gennem Frelserens forsoning. Han påtog sig verdens synder. Han bar vores smerter og sorger. Han drak det bitre bæger. Han viste sig trofast i hvert øjeblik.

På grund af sin storslåede forsoning kan Jesus Kristus styrke os i vores prøvelser. Han ved, hvordan han skal bistå os, fordi han har oplevet alle de udfordringer, vi nogensinde vil opleve i jordelivet. »Han vil påtage sig sit folks smerter og sygdomme … så han, hvad angår kødet, kan vide, hvorledes han kan bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder.«

Vi lærer, at da Frelseren var i Getsemane have, spurgte han Faderen, om prøvelsen kunne gå ham forbi – men så sagde han også, at hvis det var Faderens vilje, så ville Frelseren gøre det. Med andre ord påtog Frelseren sig tilmed tvivl og usikkerhed, men han havde tro på sin himmelske Fader.

Brødre og søstre, jeres prøve og styrkelse ligner måske hverken Moronis eller Jakobs eller profeten Josephs. Men den vil komme. Den kan komme stille gennem familielivets prøvelser. Den kan komme gennem sygdom, skuffelse, sorg eller ensomhed.

Jeg bærer vidnesbyrd om, at disse øjeblikke ikke er bevis på, at Herren har forladt jer. De er snarere bevis på, at han elsker jer nok til at forædle og styrke jer. Han gør jer stærke nok til at bære det evige livs vægt.

Hvis vi forbliver trofaste i vores tjeneste, vil Herren forædle os. Han vil styrke os. Og en dag vil vi se tilbage og se, at netop disse prøvelser var bevis på hans kærlighed. Vi vil se, at han formede os til at blive i stand til at stå med ham i herlighed. Som Herrens apostel Paulus sagde mod slutningen af sit liv: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.«

Jeg vidner om, at Gud kender jer. Han kender til de prøvelser, I møder. Han er med jer. Han vil ikke svigte jer. Jeg bærer vidnesbyrd om, at Jesus Kristus er Guds Søn. Han er vores styrke, vores Forløser, vores håb. Hvis vi stoler på ham, vil han sørge for, at vores åndelige kraft kan stå mål med enhver prøvelse, vi bliver kaldet til at bære. Det vidner jeg om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.