Det navn, hvorved I kaldes

Præsident Russell M. Nelson sagde, at hvis Herren talte direkte til os, ville vores sande identitet være det første, han ville sikre sig, at vi forstod: at vi er Guds børn, pagtens børn og Jesu Kristi disciple. Enhver anden betegnelse vil i sidste ende komme til kort.

Det lærte jeg selv, da min ældste søn fik sin første mobiltelefon. Han begyndte med stor begejstring at indtaste navnene på sin familie og sine venner i sine kontakter. En dag lagde jeg mærke til, at hans mor ringede. På skærmen stod der »Mor«. Det var et fornuftigt og velovervejet valg – og jeg må indrømme, at det var et tegn på respekt for den bedste forælder i vores hjem. Naturligvis blev jeg nysgerrig. Hvilket navn havde han givet mig?

Jeg kiggede gennem hans kontakter og antog, at hvis Wendi var »Mor«, måtte jeg være »Far«. Det var jeg ikke. Jeg søgte efter »Farmand«. Stadig intet. Min nysgerrighed blev til mild bekymring. »Kalder han mig ›Corey‹?« Nej. I et sidste forsøg tænkte jeg: »Vi spiller fodbold – måske kalder han mig ›Pelé‹«. Ønsketænkning. Til sidst ringede jeg selv til hans nummer, og to ord dukkede op på hans skærm: »Ikke mor«!

Brødre og søstre, ved hvilket navn kaldes I?

Jesus kaldte sine tilhængere ved mange navne: Disciple. Sønner og døtre. Profeternes børn. Får. Venner. Verdens lys. Hellige. Hvert har evig betydning og understreger et personligt forhold til Frelseren.

Men blandt disse navne er der et, der hæver sig over de andre – Kristi navn. I Mormons Bog underviste kong Benjamin med stor kraft:

»Der er ikke givet noget andet navn, hvorved frelse bliver tilvejebragt; derfor ønsker jeg, at I skal påtage jer Kristi navn …

Og det skal ske, at hver den, som gør dette, skal blive fundet ved Guds højre hånd, for han skal kende det navn, som han kaldes ved; for han skal kaldes ved Kristi navn.«

De, der påtager sig Kristi navn, bliver hans disciple og vidner. I Apostlenes Gerninger læser vi, at efter Jesu Kristi opstandelse blev udvalgte vidner befalet at vidne om, at enhver, der troede på Jesus, blev døbt og modtog Helligånden, ville få forladelse for deres synder. De, der modtog disse hellige ordinancer, samledes med Kirken, blev disciple og blev kaldt kristne. Mormons Bog beskriver også dem, der tror på Kristus, som kristne, og pagtsfolk som »Kristi børn, hans sønner og døtre«.

Hvad betyder det at blive kaldt ved Kristi navn? Det betyder at indgå og holde pagter, altid huske ham, holde hans bud og være »villige til … at stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting«. Det betyder at stå sammen med profeter og apostle, når de bringer Kristi budskab – med dets lære, pagter og ordinancer – ud i verden. Det betyder også at tjene andre for at lindre lidelse, være et lys og bringe håb i Kristus til alle mennesker. Det er selvfølgelig en livslang stræben. Profeten Joseph Smith lærte os, at »det er en tilstand, som intet menneske nogensinde er nået til på et øjeblik«.

Eftersom rejsen som discipel kræver tid og indsats, der opbygges »linje på linje, forskrift på forskrift«, er det let at blive fanget af verdslige titler. Disse har kun midlertidig værdi og vil aldrig være nok i sig selv. Frelse og det, der vedrører evigheden, kommer kun »i og ved den hellige Messias«. Derfor er det både aktuelt og klogt at følge det profetiske råd om at gøre discipelskab til en prioritet, især i en tid med så mange konkurrerende stemmer og påvirkninger. Dette var kernen i kong Benjamins råd, da han sagde: »Jeg ønsker, at I skal huske altid at bevare [Kristi navn] skrevet i hjertet, så … I hører og kender den røst, hvorved I skal kaldes, og også det navn, som han skal kalde jer ved.«

Jeg har set dette i min egen familie. Min oldefar Martin Gassner blev forandret for altid, fordi en ydmyg grenspræsident svarede på Frelserens kald. I Tyskland i 1909 var tiderne hårde, og pengene var knappe. Martin arbejdede som svejser på en rørfabrik. Efter eget udsagn endte de fleste lønningsdage med, at han drak, røg og gav en omgang på værtshuset. Hans kone advarede ham til sidst om, at hvis han ikke ændrede sig, ville hun forlade ham.

En dag mødte Martins kollega ham på vej til værtshuset med et krøllet religiøst hæfte i hånden. Han havde fundet det på gaden og fortalte Martin, at han følte noget anderledes efter at have læst pjecen med titlen: Was wissen Sie von den Mormonen? eller Hvad ved du om mormonerne? Jeg er sikker på, at titlen er blevet ændret.

Adressen, der var stemplet på bagsiden, var lige akkurat læselig nok til, at de kunne tyde, hvor kirken lå. Den lå et godt stykke væk, men de blev rørt af det, de læste, og besluttede at tage toget den søndag for at undersøge det nærmere. Da de ankom, opdagede de, at adressen ikke var den kirke, de havde forventet, men en begravelsesforretning. Martin tøvede – for en kirke i en begravelsesforretning lød lidt for meget som en pakkeløsning.

Men ovenpå, i en lejet sal, fandt de en lille gruppe hellige. En mand inviterede dem til et vidnesbyrdsmøde. Martin blev rørt af Ånden og var så imponeret over de enkle, inderlige vidnesbyrd, at han bar sit vidnesbyrd. Og det var der, på det mest usandsynlige sted, at han sagde, at han allerede vidste, at det måtte være sandt.

Bagefter præsenterede manden sig som grenspræsidenten og spurgte, om de ville komme tilbage. Martin forklarede, at han boede for langt væk og ikke havde råd til den ugentlige rejse. Grenspræsidenten sagde blot: »Følg med mig.«

De gik et par gader væk til en nærliggende fabrik, hvor grenspræsidentens ven arbejdede. Efter en kort samtale fik Martin og hans ven begge tilbudt et arbejde. Derefter førte grenspræsidenten dem hen til en lejlighedsbygning og skaffede boliger til deres familier.

Alt dette skete inden for to timer. Martins familie flyttede den følgende uge. Seks måneder senere blev de døbt. Manden, der engang var kendt som en håbløs alkoholiker, blev så ivrig i sin nye tro, at folk i byen begyndte at kalde ham, måske knap så kærligt, for »præsten«.

Hvad angår grenspræsidenten, kan jeg ikke fortælle jer hans navn – hans identitet er gået tabt over tid. Men jeg kalder ham en discipel, ambassadør, kristen, barmhjertig samaritaner og ven. Hans indflydelse kan stadig mærkes 116 år senere, og jeg står på skuldrene af hans discipelskab.

»Der er en talemåde, der siger, at du kan tælle kernerne i et æble, men du kan ikke tælle de æbler, der kommer fra en kerne.« Den kerne, som grenspræsidenten plantede, har båret utallige frugter. Han kunne ikke vide, at 48 år senere ville flere generationer af Martins familie på begge sider af sløret blive beseglet i templet i Bern i Schweiz.

De største prædikener er måske ikke dem, vi hører, men dem, vi ser i de stille, beskedne handlinger og gerninger, vi observerer i almindelige menneskers liv, som forsøger at være som Jesus og som går omkring og gør godt. Det, denne nådige grenspræsident gjorde, var ikke en del af en tjekliste. Han efterlevede ganske enkelt evangeliet, som det er beskrevet i Alma: »De [sendte] … ikke nogen bort, som … var sulten, eller som var tørstig, eller som var syg … de [var] gavmilde mod alle, både gamle og unge, … både mænd og kvinder.« Og et punkt, vi ikke bør overse, er, at de sendte ingen bort, »hvad enten de var uden for kirken eller i kirken«.

De, der påtager sig Kristi navn, erkender, som Joseph Smith sagde, at »et menneske, der er fyldt med Guds kærlighed, er ikke tilfreds med blot at velsigne sin familie, men bevæger sig gennem hele verden, ivrig efter at velsigne hele menneskeheden«.

Det var sådan, Jesus levede. Faktisk gjorde han så meget, at hans disciple ikke kunne skrive det hele ned. Apostlen Johannes skrev: »Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.«

Lad os stræbe efter at følge Kristi eksempel, gøre godt og gøre discipelskab til en livslang prioritet, så hver gang vi omgås andre, vil de føle Guds kærlighed og Helligåndens bekræftende kraft. Så kan vi slutte os til min oldefar og millioner af andre, der ligesom disciplen Andreas har erklæret: »Vi har mødt Messias.«

I sidste ende er det ikke verden, der definerer vores identitet. Men vores discipelskab defineres af de ordinancer, vi modtager, de pagter, vi holder, og den kærlighed, vi viser Gud og vores næste ved ganske enkelt at gøre godt. Som præsident Nelson sagde, er vi virkelig Guds børn, børn af pagten og Jesu Kristi disciple.

Jeg vidner om, at Jesus Kristus lever og har forløst os. Han er den, der sagde: »Jeg kalder dig ved navn, du er min.« I Jesu Kristi navn. Amen.