Hep på hinanden

Jeg læste for nylig om en begivenhed, der rørte mig dybt. Den fandt sted ved et USA Masters-mesterskab i atletik – en konkurrence for seniorer.

En af deltagerne i 1.500 meterløbet var den 100-årige Orville Rogers. Forfatteren skrev:

»Da startpistolen blev affyret, satte løberne i gang, og Orville lagde sig straks ind på sidstepladsen, hvor han forblev alene under hele løbet og slæbte sig langsomt af sted. [Da] den sidste løber udover Orville var færdig, havde Orville stadig to og en halv omgang tilbage. Næsten 3.000 tilskuere sad stille og så ham bevæge sig langsomt rundt på banen – komplet, stille og ubehageligt alene.

[Men] da han begyndte sin sidste omgang, rejste publikum sig op og jublede og klappede. Da han nåede slutspurten, var publikum brølende. Med den jublende opmuntring fra tusindvis af tilskuere fandt Orville sin sidste energi frem. Publikum eksploderede i glæde, da han krydsede målstregen og blev omfavnet af sine konkurrenter. Orville vinkede ydmygt og taknemmeligt til publikum og forlod banen med sine nye venner.«

Dette var Orvilles femte løb i konkurrencen, og i hver af de andre begivenheder havde han også taget sidstepladsen. Nogle kunne have været fristet til at dømme Orville og tænke, at han ikke skulle have konkurreret i sin høje alder – at han ikke hørte hjemme på banen, fordi han i høj grad forlængede sine begivenheder for alle andre.

Men selvom han hver gang kom ind sidst, slog Orville fem verdensrekorder den dag. Ingen, der så ham deltage, ville have troet det muligt, men hverken tilskuerne eller hans konkurrenter var dommerne. Orville brød ingen regler, og dommerne sænkede ingen standarder. Han fuldførte det samme løb og opfyldte de samme krav som alle de andre konkurrenter. Men hans sværhedsgrad – i dette tilfælde hans alder og begrænsede fysiske kapacitet – blev indregnet ved at placere ham i aldersdivisionen 100plus. Og i den division slog han fem verdensrekorder.

Ligesom det krævede stort mod af Orville at træde ud på den bane hver gang, kræver det også stort mod for nogle af vores søstre og brødre at træde ind på livets arena hver dag, velvidende at de kan blive dømt uretfærdigt, selvom de gør deres bedste mod skræmmende odds for at følge Frelseren og ære deres pagter med ham.

Uanset hvor i verden vi bor, eller hvor gamle vi er, er det et grundlæggende menneskeligt behov for os alle at føle, vi hører til, føle vi er ønskede og nødvendige, og at vores liv har formål og mening, vores omstændigheder eller begrænsninger uagtet.

På løbets sidste omgang heppede publikum helt overvældende på Orville og gav ham styrken til at fortsætte. Det var lige meget, at han kom ind sidst. For deltagerne og publikum handlede det om langt mere end en konkurrence. På mange måder var dette et smukt eksempel på Frelserens kærlighed i funktion. Da Orville kom i mål, glædede de sig alle sammen.

Ligesom i atletikmesterskabet kan vores forsamlinger og familier være samlingssteder, hvor vi hepper på hinanden – pagtsfællesskaber, hvor vi næres af Kristi kærlighed til hinanden – og hjælper hinanden med at overvinde alle de udfordringer, vi står over for, og giver hinanden styrke og opmuntring uden at dømme hinanden. Vi har brug for hinanden. Guddommelig styrke kommer af enighed, og det er grunden til, at Satan er opsat på at splitte os.

Desværre kan det for nogle af os til tider være svært at komme i kirke af mange forskellige årsager. Der kan være nogen, der kæmper med trosspørgsmål eller nogen med social angst eller depression. Der kan være nogen fra et andet land eller en anden race eller nogen med andre livserfaringer eller måder at se tingene på, som måske føler, at de ikke passer ind. Der kan endda være søvnberøvede og følelsesmæssigt brugte forældre til babyer og småbørn, eller en der er enlig i en forsamling fyldt med par og familier. Der kan også være en, der samler mod til at vende tilbage efter mange års fravær, eller en med en nagende følelse af, at man bare ikke slår til og aldrig vil høre til.

Præsident Russell M. Nelson sagde: »Hvis et par i jeres menighed bliver skilt, eller en ung missionær vender tidligt hjem, eller en teenager tvivler på sit vidnesbyrd, har de ikke brug for jeres fordømmelse. De har brug for at opleve Jesu Kristi rene kærlighed, som afspejles i jeres ord og handlinger.«

Det er meningen, at vores oplevelse i kirken skal skabe de afgørende forbindelser med Herren og med hinanden, som er så nødvendige for vores åndelige og følelsesmæssige velbefindende. Indbygget i de pagter, vi indgår med Gud, begyndende med dåben, er det vores ansvar at elske og drage omsorg for hinanden som medlemmer af Guds familie, medlemmer af Kristi legeme, og ikke blot for at krydse et felt af på en liste over ting, det forventes, at vi gør.

Kristuslignende kærlighed og omsorg er højere og helligere. Kristi rene kærlighed er næstekærlighed. Som præsident Nelson underviste: »Næstekærlighed driver os ›til at bære hinandens byrder‹ [Mosi 18:8] snarere end at dynge hinanden til.«

Frelseren sagde: »Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.« Og præsident Nelson tilføjede: »Næstekærlighed er det primære særkende ved en sand Jesu Kristi discipel.« »Frelserens budskab er klart: Hans sande disciple opbygger, opløfter, opmuntrer, tilskynder og inspirerer … Hvordan vi taler til og om andre … betyder virkelig noget.«

Frelserens lærdom om dette emne er meget enkel. Det er opsummeret i den gyldne regel: Gør mod andre, som I ønsker, at andre skal gøre mod jer. Sæt jer selv i den persons sted og behandl dem, som I ville ønske at blive behandlet, hvis I var i deres sted.

Kristuslignende behandling af andre rækker langt ud over vores familie og menighed. Det omfatter vores søstre og brødre fra andre trosretninger eller af slet ingen tro. Det omfatter også vores brødre og søstre fra andre lande og kulturer, såvel som dem med andre politiske overbevisninger. Vi er alle en del af Guds familie, og han elsker alle sine børn. Han ønsker, at hans børn elsker ham og også hinanden.

Frelserens liv var et eksempel på at elske, indsamle og opløfte selv dem, som samfundet havde dømt som udstødte og urene. Han er et eksempel, vi er blevet befalet at følge. Vi er her for at udvikle kristuslignende egenskaber og i sidste ende blive som vor Frelser. Hans evangelium består ikke af tjeklister; det er et evangelium om at blive – blive som han er og elske, som han gør. Han ønsker, at vi bliver et Zions folk.

Da jeg var sidst i tyverne, gennemgik jeg en periode med dyb depression, og i den periode var det som om, at den realitet, at Gud eksisterede, pludselig var væk. Jeg kan ikke helt forklare følelsen, udover at sige, at jeg følte mig helt fortabt. Fra jeg var barn, har jeg vidst, at vor himmelske Fader var der, og at jeg kunne tale med ham. Men i løbet af den tid vidste jeg ikke længere, om der var en Gud. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende før i mit liv, og det føltes som om, hele mit fundament smuldrede.

Derfor var det svært for mig at komme i kirke. Jeg tog afsted, men det var til dels, fordi jeg var bange for at blive stemplet som »inaktiv« eller »mindre trofast«, og jeg var bange for at blive nogens tildelte projekt. Det, jeg virkelig havde brug for i den tid, var at føle ægte kærlighed, forståelse og støtte fra dem omkring mig, ikke fordømmelse.

Nogle af de antagelser, jeg var bange for, at folk ville gøre sig om mig, havde jeg selv gjort om andre, når de ikke kom regelmæssigt i kirke. Denne smertefulde personlige oplevelse lærte mig nogle værdifulde lektier om, hvorfor vi er blevet befalet ikke at dømme hinanden uretfærdigt.

Er der dem blandt os, der lider i stilhed, i frygt for, at andre skal kende deres skjulte kampe, fordi de ikke ved, hvad reaktionen vil være?

Kun Herren kender det fulde omfang af de vanskeligheder, som vi hver især løber med på vores livsbane – de byrder, udfordringer og forhindringer, vi står over for, som andre ofte ikke kan se. Kun han forstår helt de livsændrende sår og traumer, som nogle af os måske har oplevet tidligere, og som stadig påvirker os.

Ofte dømmer vi tilmed os selv hårdt og tænker, at vi burde være meget længere fremme på banen. Kun Herren kender vores individuelle begrænsninger og evner fuldt ud, og derfor er han den eneste, der er fuldt kvalificeret til at bedømme vores præstation.

Søstre og brødre, lad os være ligesom tilskuerne i historien og opmuntre hinanden på vores rejse som disciple, uanset hvad vores omstændigheder er! Det kræver ikke, at vi bryder regler eller sænker standarder. Det er faktisk det andet store bud – at elske vores næste som os selv. Og som vor Frelser har sagt: »Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste … det har I gjort mod mig«, på godt og ondt. Han har også fortalt os: »Hvis I ikke er ét, er I ikke mine.«

Der vil være tidspunkter i vores liv, hvor vi vil være dem, der har brug for hjælp og opmuntring. Lad os forpligte os nu til altid at gøre det for hinanden. Når vi gør det, vil vi udvikle større enighed og skabe et rum, hvor Frelseren kan udføre sit hellige værk med at hele og forandre os hver især.

Til hver af jer, der måske føler, at I er sakket langt bagud i livets løb på denne livsrejse, så bliv ved. Kun Frelseren kan til fulde bedømme, hvor I bør være på dette tidspunkt, og han er medfølende og retfærdig. Han er den store Dommer i livets løb og den eneste, der fuldt ud forstår, hvilken sværhedsgrad I løber, går eller slæber jer af sted med. Han vil tage hensyn til jeres begrænsninger, jeres evner, jeres livserfaringer og de skjulte byrder, I bærer på, såvel som jeres hjertes ønsker. I slår måske også verdensrekorder rent symbolsk. Mist ikke håbet. Bliv ved! Bliv her! I hører til! Herren har brug for jer, og vi har brug jer!

Uanset hvor i verden I bor, uanset hvor langt væk det måtte være, så husk altid, at jeres Fader i himlen og jeres Frelser kender jer fuldstændigt og elsker jer fuldkomment. I er aldrig glemt for dem. De ønsker at føre jer hjem.

Hold blikket rettet mod Frelseren. Han er jeres jernstang. Giv ikke slip på ham. Jeg vidner om, at han lever, og at I kan stole på ham. Jeg vidner også om, at han hepper på jer.

Må vi alle følge Frelserens eksempel og heppe på hinanden, det er min bøn i Jesu Kristi navn. Amen.