Husk fårene

Kristus er den gode Hyrde. Hver enkelt i flokken er dyrebar i hans øjne. Han var et eksempel på at være en hyrde og underviste os i ord og gerning om en god hyrdes egenskaber, herunder at kende sine får ved navn, elske dem, finde de vildfarne, give dem næring og i sidste ende føre dem hjem igen. Han forventer, at vi gør det samme som hans underhyrder.

Vi kan lære meget om at drage omsorg på Herrens måde fra en fordums profet – og enestående hyrde – Moroni. Han levede i en meget vanskelig tid uden fordelene ved mobiltelefoner, computere og internettet. Men han formåede at holde styr på fårene. Hvordan gjorde han det? Vi får et kort indblik i hans metoder i Moroni 6. Der læser vi, at medlemmerne blev »regnet blandt Kristi kirkes folk; og deres navne blev nedskrevet, så de kunne blive husket og få næring ved Guds gode ord for at holde dem på den rette vej … Kirken mødtes ofte for at faste og bede og tale med hinanden om deres sjæles velbefindende « (Moroni 6:4–5; fremhævelse tilføjet).

For Moroni drejede det sig om mennesker – navne! Han praktiserede princippet om at tælle og tage vare på, således at alle måtte blive husket. Enhver, der kæmpede eller kom på afveje, blev set, hvilket gjorde, at de hellige kunne tale sammen om deres velfærd i råd. Ligesom hyrden, der forlod de nioghalvfems (som jeg er sikker på var i sikkerhed) og gik efter den ene, der var faret vild (se Lukas 15:4–7), er vi blevet bedt om at være lige så opmærksomme på vores flokke – at lægge mærke til, huske og gå ud og gøre det samme.

Som missionsleder i Indien husker jeg, at jeg spurgte en ung grenspræsident om nogle af hans mål for det kommende år: »Hvor mange mænd vil du forberede til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme?« Med det samme svarede han: »Syv!«

Jeg undrede mig over, hvor dette meget præcise tal mon kom fra! Før jeg kunne nå at sige noget, hev han et stykke papir frem med tallene 1-7 skrevet ned langs siden. De første fem linjer var udfyldt med navne – virkelige personer, som han sammen med ældsternes kvorum ville indbyde og opmuntre til at modtage velsignelsen ved at bære præstedømmet i deres liv. Selvfølgelig måtte jeg spørge ind til linje 6 og 7, der var tomme. »Åh, præsident,« sagde han, mens han rystede overbærende på hovedet, »vi kommer sikkert til at døbe mindst to mænd i begyndelsen af året, som kan modtage præstedømmet, inden året er omme.« Denne ypperlige leder forstod princippet om at tælle og tage vare på.

Kristus har organiseret sin kirke på en sådan måde, at det bør være vanskeligt at glemme en sjæl, fordi hver enkelt er dyrebar for ham. Hver eneste person i en menighed, uanset alder eller køn, har en række forvaltere – hyrder – som har fået til opgave at se efter dem og huske dem. For eksempel tages der vare på en ung mands velfærd af et biskopråd, omsorgsbrødre, voksne rådgivere i unge mænd, seminarlærere, kvorumspræsidentskaber og flere andre – der alle tjener som sikkerhedsnet, der er spændt stramt ud under den unge mand for at gribe ham, hvis han falder. Selv hvis blot et enkelt net er ordentligt spændt ud, er denne unge mand i sikkerhed og vil blive set og husket. Og alligevel ser vi ofte, at ikke ét net er spændt ud. Folk vandrer regelmæssigt ud i tågen – og ingen bemærker det. Hvordan kan vi være bedre hyrder? Vi kan lære at tælle og tage vare på.

Kirken har sørget for rapporter og værktøjer til at gøre netop dette – at huske. Kvartalsrapporten er et rigtig godt eksempel. Den gør det muligt for os at tælle hvert eneste medlem adskillige gange og tage vare på deres behov og at lægge mærke til dem, der mangler, eller som har behov for vores hjælp og vores kærlighed. Med lister over handlinger og interviews finder vi frem til dem, der har brug for vores opmærksomhed lige nu, ligesom vi gør med rapporten over tempelanbefalingsstatus og andre rapporter. Disse værktøjer, der er beregnet til at vi kan tælle og tage vare på, leder vores fokus hen på mennesker. Hvem har behov for en kaldelse, at avancere i præstedømmet eller hjælp til at tage et slægtsnavn til templet? Hvem kan vi hjælpe med at forberede sig til en fuldtidsmission? Hvem manglede denne måned? Disse værktøjer hjælper os med at huske mennesker.

Jeg kendte en familie fra USA, der tog et job i Afrika. Deres allerførste søndag trådte de ind i landets eneste kirkebygning, hvor de fik en varm velkomst. Ved slutningen af formiddagen var mandens kone blevet kaldet som Hjælpeforeningens præsident, og han som leder for de unge mænd! Han spurgte en grenspræsident, der så udmattet ud, hvor mange unge mænd der var. Denne trofaste leder, der er første generation i kirken, pegede ned i bunden af kirkesalen og sagde: »De to lige der«. Manden var forståeligt nok skeptisk, så han tog en oversigt over grenen med hjem og fandt hurtigt, at der faktisk var 20 unge mænd på listen. Han vendte tilbage til grenspræsidenten og bad om to dynamiske, tosprogede unge voksne, der kunne tjene som hans rådgivere, og satte sig ned sammen med dem og de to drenge for at gennemgå navnene.

Derpå gik disse flittige unge mennesker i gang med arbejdet. I løbet af de næste par måneder fandt de alle de drenge, der var opført på listen. Navn for navn blev disse vildfarne får budt velkommen tilbage af de unge mænd og blev næret åndeligt såvel som fysisk! Inden for et år var der på en hvilken som helst søndag i gennemsnit 21 unge mænd til stede. Af hjertet tak for unge mænd, der talte og tog vare på.

En af mine kære venner, en ung kandidatstuderende, flyttede sammen med sin familie til en stor amerikansk by for at fortsætte sin uddannelse. Han blev straks kaldet til at præsidere over ældsternes kvorum. Eftersom han var lidt nervøs for sit første interview med stavspræsidenten, var han fast besluttet på at komme forberedt. Han fortalte stavspræsidenten, at han havde tre mål for det kommende år: (1) 90 procent omsorg, (2) en indholdsrig lektion i evangeliet hver uge og (3) en velplanlagt kvorumsaktivitet hver måned.

Denne kloge stavspræsident sagde så, mens han smilede til min ven: »Kan du komme i tanke om et mindre aktivt medlem af kvorummet, du kan hjælpe til at komme i templet med sin familie i år?« Dette kom bag på min ven. Han tænkte sig godt om og nævnte så et navn. »Skriv det ned,« bad stavspræsidenten ham. Derefter stillede denne erfarne leder det samme spørgsmål tre gange til – og så var interviewet slut. Da denne unge mand forlod interviewet, havde han lært en af sine vigtigste lektier om lederskab og omsorg. Han gik ind til interviewet med programmer, lektioner og aktiviteter. Han forlod det igen med navne! Disse fire navne blev efterfølgende et hovedfokus i hans og hans kvorums omsorgsindsats.

Som missionsleder besøgte jeg engang en af mine grene en søndag morgen. Jeg bemærkede, at grenspræsidenten hele tiden tog et kort op af lommen og skrev på det. Jeg besluttede mig for at spørge ham om det efter afslutningsbønnen. Så snart mødet var forbi, og før jeg kunne nå at spørge ind til kortet, skyndte grenens missionsleder sig op på forhøjningen, hvor han fik overrakt papiret. Jeg fulgte hurtigt efter denne entusiastiske leder ind til hans ugentlige koordinationsmøde for missionering. Før de gik i gang, tog han kortet op af lommen. Det var fyldt med navne på medlemmer, der ikke havde været til stede ved nadvermødet. Inden for få minutter havde hvert medlem af rådet udvalgt et navn eller to med en forpligtelse om at besøge dem samme dag for at sikre sig, at de havde det godt og for at fortælle dem, at de var savnet. Se det kalder jeg at tælle og varetage.

Jeg husker et distrikt, der lå flere timer med fly fra det nærmeste tempel, hvor det at have en gyldig tempelanbefaling blev prioriteret højt, på trods af at den sandsynligvis aldrig ville blive brugt. Den første søndag i hver måned anvendte lederne deres optællingsværktøjer til at tage vare på medlemmer, der havde modtaget deres begavelse. Hvis de opdagede, at der var en tempelanbefaling, der var ved at udløbe, planlagde grensassistenten et interview for at få den fornyet. Der blev holdt råd om dem, hvis tempelanbefalinger var udløbet, som derpå blev opsøgt og hjulpet til at vende tilbage til pagtsstien. Jeg spurgte, hvor mange af deres medlemmer, som havde modtaget deres begavelse, der havde en gyldig anbefaling. Svaret var imponerende: 98,6 %. Da de blev spurgt om de seks mennesker, hvis anbefaling var udløbet, kunne lederne identificere dem ved navn og beskrev for mig den indsats, der blev lagt i at bringe dem tilbage!

For nogle år siden flyttede min familie tilbage til USA. Vi var glade for at kunne gå i kirke her efter 26 fantastiske år i mindre, mere isolerede enheder. Jeg blev kaldet som menighedsmissionær. Vi havde en fantastisk missionsleder i menigheden, og vi lavede spændende ting og underviste vidunderlige mennesker. Jeg bad om at måtte deltage i et menighedsrådsmøde for at observere og få deres hjælp til de venner, vi arbejdede med. Det overraskede mig, at alt, der blev drøftet, var en kommende menighedsaktivitet. Jeg gik op til menighedens missionsleder bagefter og gav udtryk for, at han jo ikke nåede at vende tilbage og rapportere om disse mennesker. Hans svar? »Åh, jeg får egentlig aldrig mulighed for at rapportere.«

Jeg sammenlignede dette med det grensrådsmøde i Lahore i Pakistan, jeg havde deltaget i blot få uger forinden. Denne lille gruppe sad sammen rundt om et lille bord, og alt, de talte om, var mennesker. Navne. Hver leder aflagde regnskab for deres forvaltning samt de enkeltpersoner og familier, de var bekymrede for. Alle fik mulighed for at komme med input til, hvordan de bedst kunne velsigne dem, de drøftede. Der blev lavet planer og uddelegeret opgaver. Hvilken vidunderlig lektion i at tælle og tage vare på hver person ved navn fra disse brødre og søstre, der er første generation i kirken.

I Jesu Kristi Kirke har vi fået vejledning af fortidens og nutidens profeter – og af det mønster, som vores Frelser har sat – om, hvordan vi skal udøve tjeneste. Vi opskriver navne, vi husker, og vi rådfører os med hinanden om sjæles velfærd. Ledere, der gør dette, vil aldrig løbe tør for punkter til dagsordenen for deres rådsmøder! Princippet om at tælle og tage vare på virker. Det er Herrens måde. Vi kan gøre det bedre. For Gud, der skabte universet og hersker over alle ting, er dette værk – hans gerning og herlighed – meget personligt. Og det bør det også være for hver af os som redskaber i hans hænder i hans storslåede arbejde med frelse og ophøjelse. Dette vil resultere i mirakler i virkelige menneskers liv. I Jesu Kristi navn. Amen.