Generalkonference
Mormons Bog – en uvurderlig skat på vores rejse
Oktoberkonferencen 2025


9:47

Mormons Bog – en uvurderlig skat på vores rejse

Når vi tager for os af Kristi ord, som findes i Mormons Bog, vil Ånden hjælpe os til at forstå evige sandheder.

Kan I huske en oplevelse, hvor nogen gav jer en gave, som ændrede jeres liv? Denne oktober er det 40 år siden, jeg modtog en af mit livs største gaver. Mens jeg gik i gymnasiet, lagde jeg mærke til, at en af vores klassekammerater besad et lys, der var anderledes end det, de fleste af de andre unge mennesker besad. Jeg følte mig godt tilpas i hans selskab. En dag fortalte han mig, at han var medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Så gav han mig en gave: et eksemplar af Mormons Bog. Han inviterede mig til at læse nogle sider i den og derpå mødes med to af hans venner, der kunne besvare mine spørgsmål. Disse venner var missionærerne.

Da jeg mødtes med missionærerne, underviste de mig i Kristi lære og inviterede mig til at følge profeten Moronis opfordring: »Når I modtager dette, vil jeg formane jer til, at I spørger Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om ikke dette er sandt; og hvis I spørger af et oprigtigt hjerte, med oprigtig hensigt, idet I har tro på Kristus, så vil han tilkendegive sandheden af det for jer ved Helligåndens kraft« (Moro 10:4).

Jeg læste adskillige sider i Mormons Bog og bad. Selvom jeg endnu ikke havde en dyb forståelse af alt det, missionærerne underviste mig i, følte jeg i mit hjerte, at det, jeg læste om, var godt og kom fra Gud. Jeg modtog bekræftelsen i Moronis løfte: »Og ved Helligåndens kraft kan I kende sandheden af alt« (Moro 10:5).

Efter jeg var blevet døbt ind i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, var der nogle af mine venner, der forsøgte at overbevise mig om, at jeg havde truffet den forkerte beslutning. Men hver gang jeg stod over for den slags tvivl eller udfordringer, blev jeg, gennem studium af skrifterne og bøn, påny bekræftet i at forblive tro mod de pagter, jeg havde indgået med Gud. Siden da har Mormons Bog ledsaget mig og er blevet en uvurderlig skat på min jordiske rejse.

Mormons Bog er mere end blot en bog. Den er endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus skrevet af mange fordums profeter gennem profetiens og åbenbarelsens ånd.

Den væsentligste begivenhed, der er nedskrevet i Mormons Bog, er Herren Jesu Kristi personlige tjenestegerning blandt nefitterne kort efter hans opstandelse. I Mormons Bog bliver »evangeliets lærdomme forklaret, frelsesplanen bliver skitseret, og mennesker får fortalt, hvad de må gøre for at opnå fred i dette liv og evig frelse i livet herefter« (Indledningen til Mormons Bog).

Den første udgave af Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus blev udgivet i en lille by i staten New York i marts 1830. Profeten Joseph Smith var kun 23 år gammel, da han færdiggjorde oversættelsen af bogen i 1829. Han oversatte næsten hele bogen på mindre end 75 dage, og trykkeprocessen tog omkring syv måneder.

I dag tjener omtrent 80.000 fuldtidsmissionærer i mere end 150 lande som frivillige, der dedikerer deres liv til at bære vidnesbyrd om, at Mormons Bog er sand, og at den vidner om Jesus Kristus.

Ved det seneste seminar for nye missionsledere i juni i år delte præsident Russell M. Nelson sit kraftfulde vidnesbyrd om Mormons Bog: »Mormons Bog er … Guds ord. Den underviser i Kristi lære og forklarer flere ting angående Frelserens forsoning end nogen anden bog.«

Jeg vil gerne komme med tre forslag, der kan hjælpe med at gøre vores omvendelse til Jesus Kristus dybere, når vi studerer Mormons Bog:

1. Vær flittige og konsistente i jeres daglige studium

Ligesom Alma og Mosijas sønner må vi »granske[] skrifterne flittigt, for at [vi kan] kende Guds ord« og blive styrket i sandheden (Alma 17:2).

Mens vi tjente som ledere i Atlanta-missionen i Georgia, opmuntrede min hustru og jeg hver enkelt missionær til at studere i Mormons Bog mindst 30 minutter hver dag. Den forpligtelse øgede vores tro og hjalp os til at søge og forvente mirakler.

Det er muligt, at vi efter vores mission måske ikke har den samme tid til rådighed til dagligt skriftstudium, men jeg lover jer, at hvis I oprigtigt prioriterer at studere Mormons Bog bønsomt hver eneste dag, vil I finde større åndelig styrke og tillid til Herren og hans løfter.

2. Gør jeres studium mere meningsfyldt ved at tage for jer af Kristi ord

Nefi sagde: »Tag for jer af Kristi ord, for se, Kristi ord vil fortælle jer alt det, som I skal gøre« (2 Ne 32:3).

At tage for sig betyder mere end blot at læse – det betyder at nyde, grunde over og anvende. Når I studerer Mormons Bog, så overvej forskellige måder, hvorpå I kan gøre jeres studium af skriften mere meningsfyldt. For eksempel:

  • Brug studiehjælp, som er tilgængelig i appen Evangelisk Bibliotek.

  • Identificer evige sandheder, der hjælper os til at forstå Guds plan og leder os til at indgå og holde pagter med vor himmelske Fader.

  • Understreg betydningsfulde passager og skriv jeres indtryk ned for at bevare det, I har lært under jeres studium.

Mormons Bog har kraften til at besvare de spørgsmål, der ligger os dybest på sinde. Som Nefi sagde, bør vi »[anvende] alle skrifter på os, så det [kan] blive os til gavn og lærdom« (1 Ne 19:23).

Når vi tager for os af Kristi ord, vil de åbne døren til åbenbaring og vise os, hvad vi skal gøre i de forskellige omstændigheder i vores liv for at komme ham nærmere.

3. Bær jeres vidnesbyrd om sandheden af Mormons Bog

Ligesom Lehi ønskede at dele frugten af livets træ med sin familie (se 1 Ne 8:12), vil vi, når vi modtager et vidnesbyrd om Mormons Bog, udvikle ønsket om at dele den glæde, der kommer af at kende Jesu Kristi evangelium.

Søster Benson med Mormons Bog

En af vores missionærer, søster Benson, som er til stede ved dette møde, fortalte mig om sit ønske om at hjælpe sin yngre bror. På dette tidspunkt var han i gang med at forberede sig til at studere på universitetet, og han var i tvivl, om han skulle tjene på en mission. Jeg følte mig inspireret til at invitere søster Benson til at læse Mormons Bog i løbet af de første fire måneder af sin mission, hvor hun skulle markere sine yndlingsskriftsteder og derpå sende eksemplaret af bogen til sin bror.

Søster Benson sendte det markerede eksemplar af Mormons Bog og inviterede sin bror til at læse i den hver aften. Hun fortalte mig senere: »Før min mission var min bror ikke sikker på, hvorvidt han ønskede at tjene på en fuldtidsmission. Efterhånden som han læste Mormons Bog, modtog han langsomt og over tid en større glæde i sit liv og begyndte at overveje at tjene på en mission.«

Ældste Benson

To uger før søster Benson færdiggjorde sin mission, modtog hendes bror sit missionskald. Nu tjener han i Tuxtla Gutierrez-missionen i Mexico. Gennem Mormons Bog begyndte ældste Benson at se sin tilværelse med åndelig klarhed, hvilket ledte ham til at tjene Herren og stole på, at det hele nok skulle ordne sig. Den beslutning var et mirakel – der blev påvirket gennem kraften i Kristi ord.

Mine kære brødre og søstre, jeg opfordrer hver enkelt af jer til at gøre jeres studium af Mormons Bog dybere. Jeg ved, at Ånden, når vi tager for os af Kristi ord, som findes i Mormons Bog, vil hjælpe os til at forstå evige sandheder og til med overbevisning at dele vores vidnesbyrd med dem, Herren har forberedt på at høre sit budskab. Herren har sagt: »Mine udvalgte hører min røst og forhærder ikke deres hjerte« (L&P 29:7). Jeg vidner om, at de, der beder Gud i tro, vil modtage et vidnesbyrd om sandheden og guddommeligheden af Mormons Bog ved Helligåndens kraft. Dette vidner jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.

Note

  1. Russell M. Nelson, »Sacrament Meeting«, tale holdt ved seminar for nye missionsledere, 23. juni 2025.