Enkelhed i Kristus

For 33 år siden modtog jeg min kaldelse til at tjene som missionær i Ogden-missionen i Utah. Da jeg kommer fra Europa, var der selvfølgelig nogle lokale traditioner i Utah, såsom »grøn jello med gulerødder« og »funeral potatoes«, der var lidt underlige!

Samtidig var jeg dybt imponeret over de mange helliges hengivenhed og liv som disciple, det overvældende antal mennesker ved Kirkens møder og omfanget af fuldt fungerende kirkeprogrammer. Da min mission var ved at ende, ønskede jeg at sikre, at den glæde, jeg følte, og den åndelige styrke og modenhed, som jeg så, også ville være tilgængelig for min fremtidige familie. Jeg var fast besluttet på hurtigt at komme tilbage og leve i »de evige bjerges skygge.«

Herren havde imidlertid andre planer. På min første søndag hjemme kaldte min kloge biskop mig til at tjene som Unge Mænds præsident i vores menighed. Ved at tjene med denne vidunderlige gruppe af unge mænd lærte jeg hurtigt, at den glæde, der kommer ved at være Kristi discipel, har meget lidt at gøre med størrelsen af kirkemøder eller omfanget af programmer.

Så da jeg blev gift med min smukke hustru, Margret, besluttede vi med glæde at blive i Europa og stifte vores familie i vores hjemland Tyskland. Sammen erfarede vi det, som præsident Russell M. Nelson sagde for mange år siden: »Den glæde, vi føler, har lidet at gøre med vores livsvilkår og alt at gøre med vores fokus i livet.« Når fokus i vores liv er på Kristus og hans evangeliske budskab, kan vi opleve de fulde velsignelser ved at være disciple, uanset hvor vi bor.

Hvordan kan vi i en verden, som i stadigt stigende grad er sekulær, kompleks og forvirrende, med forskellige og ofte modsigende budskaber og krav, undgå, at vores øjne forblændes, og vores hjerte forhærdes, og forblive fokuseret på de »tydelige og dyrebare ting« i Jesu Kristi evangelium? I en forvirrende tid kom apostlen Paulus med et fremragende råd til de hellige i Korinth ved at minde dem om at fokusere på »det oprigtige og rene forhold til Kristus.«

Kristi lære og evangeliets lov er så enkel, at selv små børn kan forstå dem. Vi kan få adgang til Jesu Kristi forløsende kraft og modtage alle de åndelige velsignelser, som vor himmelske Fader har forberedt til os, ved at udøve tro på Jesus Kristus, omvende os, blive døbt, blive helliggjort gennem Helligåndsgaven og ved at holde ud til enden. Præsident Nelson beskrev smukt denne rejse som »pagtens sti« og processen med at blive en »hengiven Jesu Kristi discipel.«

Hvis dette budskab er så enkelt, hvorfor føles det så ofte udfordrende at efterleve Kristi lov og at følge hans eksempel? Måske er det, fordi vi misfortolker enkelhed som noget, der er let at opnå uden indsats eller ihærdighed. At følge Kristus kræver en konstant indsats og stadig forandring. Vi må aflægge »det naturlige menneske og … [blive] som et [lille] barn.« Det omfatter at stole på Herren og se bort fra det komplekse, ligesom små børn gør. Anvendelse af Kristi lære er en forenklet og fokuseret måde, der vil hjælpe os til at finde glæde i hverdagen, vejledning i vores kaldelser, svar på nogle af livets mest komplekse spørgsmål og styrke til at møde vores største udfordringer.

Men hvordan kan vi praktisk implementere denne enkelhed i vores livslange rejse som Kristi disciple? Præsident Nelson mindede os om at fokusere på »ren sandhed, ren lære og ren åbenbaring«, når vi søger at følge Frelseren. At spørge regelmæssigt: »Hvad vil Herren Jesus Kristus have mig til at gøre?« afslører en dybere retning. At følge hans eksempel giver os en sikker sti gennem usikkerhed og en kærlig, vejledende hånd at holde fra dag til dag. Han er Fredens Fyrste og den gode hyrde. Han er vor Talsmand og befrier. Han er vor Klippe og Tilflugt. Han er en ven – din ven og min ven! Han opfordrer os alle til at elske Gud, holde hans bud og elske vores næste.

Når vi vælger at følge hans eksempel og gå fremad med tro på Kristus, omfavne kraften i hans forsoning og huske vores pagter, fyldes vores hjerter med kærlighed, håb og helbredelse, løfter vores ånd, og bitterhed og sorg erstattes af taknemmelighed og tålmodighed til at vente på de lovede velsignelser. Til tider må vi trække os bort fra en usund situation eller søge professionel hjælp. Men i enhver situation vil anvendelse af enkle evangeliske principper hjælpe os til at navigere igennem livets udfordringer på Herrens måde.

Vi undervurderer nogle gange den styrke, vi får fra enkle handlinger som bøn, faste, skriftstudium, daglig omvendelse, ugentlig modtagelse af nadveren og regelmæssig tilbedelse i Herrens hus. Men når vi erkender, at vi ikke behøver at gøre »noget svært«, og vi fokuserer på at anvende den rene og enkle lære, begynder vi at se, hvordan evangeliet »virker fantastisk« for os, selv i de mest udfordrende situationer. Vi finder styrke og »selvtillid i Guds nærhed«, selv når vi oplever hjertesorg. Ældste M. Russell Ballard mindede os mange gange om, at »det er i den enkelhed, at [vi] finder fred, glæde og lykke.«

Anvendelse af den enkelhed, der er i Kristus, får os til at prioritere mennesker over processer og evige forhold over kortsigtet adfærd. Vi fokuserer på det, »der betyder mest«, i Guds arbejde med frelse og ophøjelse i stedet for at sidde fast i at organisere vores omsorg. Vi frigør os selv til at prioritere det, vi kan, snarere end at lade os tynge af det, vi ikke kan. Herren mindede os om: »Bliv derfor ikke trætte af at gøre godt, for I lægger grundvolden til et stort værk. Og af det, som er småt, udspringer det, som er stort.« Hvilken kraftig opfordring til at handle i enkelhed og ydmyghed, uanset hvilken situation vi er i.

Min bedstemor Marta Cziesla var et vidunderligt eksempel på at gøre »små og enkle ting« for at få store ting til at ske. Vi kaldte hende kærligt for Oma Cziesla. Oma modtog evangeliet i den lille landsby Selbongen i Østpreussen sammen med min oldemor den 30. maj 1926.

Marta Cziesla (til højre) på sin dåbsdag.

Hun elskede Herren og hans evangelium og var fast besluttet på at holde de pagter, hun havde indgået. I 1930 blev hun gift med min farfar, som ikke var medlem af Kirken. Her blev det umuligt for Oma at overvære Kirkens møder, fordi min farfars gård lå langt fra den nærmeste menighed. Men hun fokuserede på det, hun kunne. Oma vedblev med at bede, læse i skrifterne og synge Zions sange.

Nogle ville måske tro, at hun ikke længere var aktiv i sin tro, men det var langt fra sandheden. Da min faster og min far blev født, var der intet præstedømme i hjemmet, og ingen kirkemøder eller adgang til ordinancer i nærheden. Hun gjorde igen det, hun kunne gøre, og fokuserede på at undervise sine børn i »at bede og at vandre retskaffent for Herren.« Hun læste for dem fra skrifterne, sang Zions sange med dem og bad selvfølgelig med dem – hver dag. En 100 % hjemmebaseret kirkeoplevelse.

I 1945 tjente min farfar i krigen langt hjemmefra. Da fjender nærmede sig deres gård, tog Oma sine to små børn og forlod deres elskede gård for at søge ly et mere sikkert sted. Efter en lang og livsfarlig rejse fandt de endelig ly i maj 1945 i det nordlige Tyskland. De havde intet andet end det tøj, de havde på kroppen. Men Oma fortsatte med det, hun kunne gøre: hun bad sammen med sine børn – hver dag. Hun sang sammen med dem de Zions sange, hun havde lært udenad – hver dag.

Livet var ekstremt hårdt, og i mange år lå fokus kun på at sikre, at der var mad på bordet. Men i 1955 gik min far, som dengang var 17 år gammel, på handelsskole i byen Rendsborg. Han gik forbi en bygning og så et lille skilt ud mod gaden, hvor der stod »Kirche Jesu Christi der Heiligen der Letzten Tage« – »Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige«. Han tænkte: »Det er interessant; det er min mors kirke.« Så da han kom hjem, fortalte han Oma, at han havde fundet hendes kirke.

I kan sikkert forestille jer, hvad hun følte efter næsten 25 år uden kontakt med Kirken. Hun var fast besluttet på at besøge Kirken næste søndag og overbeviste min far om at gå med hende. Rendsborg lå over 32 km fra den lille landsby, hvor de boede. Men det forhindrede ikke Oma i at komme i kirke. Den næste søndag steg hun op på sin cykel sammen med min far og cyklede til kirke.

Da nadvermødet begyndte, sad min far nede på den sidste række og håbede på, at det snart var overstået. Det var Omas kirke og ikke hans. Det, han så, var ikke særligt opmuntrende: Nogle få ældre kvinder og to unge missionærer, som stort set stod for alt ved mødet. Men så begyndte de at synge, og de sang Zions sange, som min far havde hørt, lige siden han var en lille dreng: »Kom, kom, Guds folk«, »O, min Fader« og »Priser profeten«. At høre denne lille flok synge Zions sange, som han havde kendt siden barndommen, ramte ham dybt i hjertet, og han vidste straks og uden tvivl, at Kirken var sand.

Det første nadvermøde, min bedstemor overværede efter 25 år, var det møde, hvor min far modtog personlig bekræftelse på sandheden af Jesu Kristi gengivne evangelium. Han blev døbt tre uger senere, den 25. september 1955, sammen med min bedstefar og min faster.

Der er gået mere end 70 år siden dette lillebitte nadvermøde i Rendsborg. Jeg tænker ofte på Oma, hvordan hun må have følt det på de ensomme aftener, hvor hun gjorde de små og enkle ting, hun kunne gøre, som at bede, læse og synge. Når jeg i dag står her ved generalkonferencen og taler om min Oma, hendes beslutsomhed til at holde sine pagter og stole på Herren på trods af svære omstændigheder, så fyldes mit hjerte med ydmyghed og taknemmelighed – ikke blot for hende, men for så mange af vores vidunderlige hellige over hele verden, som fokuserer på enkelheden hos Kristus i deres udfordrende omstændigheder, hvor de måske kun ser små forandringer nu, men stoler på, at noget stort vil ske en dag i fremtiden.

Jeg har af egen erfaring lært, at de små og enkle ting i evangeliet og trofast at fokusere på Kristus fører os til sand glæde, frembringer store mirakler og skænker os tillid til, at alle de lovede velsignelser vil blive opfyldt. Det er lige så sandt for jer, som det er sandt for mig. Med ældste Jeffrey R. Hollands ord: »Nogle velsignelser kommer hurtigt, andre kommer senere, og nogle kommer først i himlen, men for dem, som modtager Jesu Kristi evangelium, vil de komme.« Om dette bærer jeg også vidnesbyrd i Jesu Kristi navn. Amen.