Salige er de, som stifter fred

Forestil jer sammen med mig, at I er en ung teenager i Kapernaum nær Galilæas Sø under Jesu Kristi tjenestegerning. Rygtet går om en rabbiner – en lærer – hvis budskab tiltrækker store skarer. Naboer planlægger at rejse hen til et bjerg med udsigt over havet for at høre ham.

I slutter jer til andre, der vandrer ad Galilæas støvede veje. Da I ankommer, overraskes I af den store menneskemængde, der er samlet for at høre denne Jesus. Nogle hvisker stille: »Messias.«

I lytter. Hans ord rører jeres hjerte. På den lange gåtur hjem vælger I at være tavse frem for at samtale.

I grunder over vidunderlige ting – ting, der overgår selv moseloven. Han talte om at vende den anden kind til og at elske sine fjender. Han lovede: »Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.«

I det, der er jeres virkelighed, føler I vægten af svære dage – usikkerhed og frygt – og freden føles fjern.

I øger tempoet, og I kommer forpustet hjem. Familien samles, og far siger: »Fortæl os, hvad du hørte og følte.«

I fortæller, at han opfordrede jer til at lade jeres lys skinne for andre og søge retfærdighed, selv når I bliver forfulgt. Jeres stemme skælver, idet I gentager: »Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.«

I spørger: »Kan jeg virkelig blive fredsstifter, når verden er i oprør, når mit hjerte er fyldt med frygt, og når fred synes så langt væk?«

Far kigger på mor og svarer blidt: »Ja. Vi begynder det mest basale sted – i vores hjerte. Og så i vores hjem og familie. Når vi øver os der, kan fredsstiftelse sprede sig til vores gader og landsbyer.«

Spol 2.000 år frem. Der er intet behov for at forestille sig det – det er vores virkelighed. Selvom den opvoksende generation i dag mærker presset anderledes end den unge i Galilæa – med polarisering, sekularisering, gengældelse, vejvrede, forargelse og gruppeangreb på de sociale medier – står begge generationer over for kulturer med konflikter og spændinger.

Heldigvis drages vores unge mænd og kvinder på lignende måde mod deres bjergprædiken-øjeblikke – seminar, FSY-stævner og Kom og følg mig. Her modtager de de samme vedvarende opfordringer fra Herren til at lade deres lys skinne for andre, søge retfærdighed, selv når de forfølges, og at elske deres fjender.

De modtager også opmuntrende ord fra genoprettelsens levende profeter: »Der er brug for fredsstiftere.« Vær uenig uden at være ubehagelig. Erstat strid og stolthed med tilgivelse og kærlighed. Byg broer af samarbejde og forståelse, ikke mure af fordomme eller adskillelse. Og det samme løfte: »Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.«

Nutidens unges hjerter er fyldt med et vidnesbyrd om Jesus Kristus og et håb for fremtiden. Men de spørger også: »Kan jeg virkelig blive fredsstifter, når verden er i oprør, når mit hjerte er fyldt med frygt, og når fred synes så langt væk?«

Det rungende svar er endnu en gang ja! Vi favner Frelserens ord: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer … Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!«

I dag begynder fredsstiftelse stadigvæk på det mest basale sted – i vores hjerte. Og så i hjemmet og familier. Når vi øver os der, vil fredsstiftelse sprede sig til vores nabolag og samfund.

Lad os se nærmere på de tre steder, hvor en nutidig sidste dages hellig stifter fred.

Det første sted er i vores hjerte. Et synligt element ved Kristi tjenestegerning var, hvordan børn blev draget til ham. Deri ligger der en ledetråd. At se ind i et barns rene og uskyldige fredsstiftende hjerte kan være en inspiration for vores hjerte. Således svarede flere børn i primaryalderen på: »Hvordan ser det ud at være fredsstifter?«

Jeg fortæller, hvad de svarede lige fra hjertet! Luke sagde: »Hjælp altid andre.« Grace fortalte, hvor vigtigt det er at tilgive hinanden, selv når det ikke føles retfærdigt. Anna sagde: »Jeg så en, der ikke havde nogen at lege med, så jeg gik hen for at lege med hende.« Lindy reflekterede over, at det at være fredsstifter er at hjælpe andre. »Og så giver man det videre. Det bliver bare ved og ved.« Liam sagde: »Vær ikke ond mod folk, selvom de er onde mod dig.« London udbrød: »Hvis nogen driller dig eller er led mod dig, siger du: ›Vær sød at holde op.‹« Trevor bemærkede: »Hvis der er én donut tilbage, og I alle sammen gerne vil have den, så deler I den.«

Disse børns svar er for mig et bevis på, at vi alle er født med guddommelige tilbøjeligheder til venlighed og medfølelse. Jesu Kristi evangelium nærer og væver disse guddommelige karaktertræk, herunder at stifte fred, ind i vores hjerter og velsigner os i dette liv og det næste.

Det andet sted er at skabe fred i vores hjem ved at bruge Herrens mønster til at påvirke vores forhold til hinanden: overtalelse, langmodighed, mildhed, venlighed, sagtmodighed og uskrømtet kærlighed.

Her er en inspirerende historie, der viser, hvordan en familie gjorde fredsstiftelse til et familieanliggende ved at omsætte disse principper til handling.

Børnene i denne familie kæmpede i deres forhold til en voksen, der opførte sig gnavent, nedladende og brysk. Børnene, der var sårede og frustrerede, begyndte at spekulere på, om den eneste vej frem var at afspejle den samme ubehagelige adfærd.

En aften talte familien åbent sammen om spændingerne og den belastning, det medførte. Og så dukkede der en idé op – ikke bare en løsning, men et eksperiment.

I stedet for at reagere med tavshed eller gengældelse ville børnene gøre noget uventet: De ville reagere med venlighed. Ikke bare høflig tilbageholdenhed, men en bevidst, oprigtig udgydelse af venlige ord og betænksomme gerninger, uanset hvordan de blev behandlet til gengæld. Alle blev enige om at prøve det i en bestemt periode, hvorefter de ville omgruppere og reflektere.

Selvom nogle var tøvende til at begynde med, forpligtede de sig til planen med et oprigtigt hjerte.

Det, der så skete, var intet mindre end bemærkelsesværdigt.

De kolde udvekslinger blev færre. Smil erstattede skulen. Den voksne, som tidligere var fjern og hård, begyndte at ændre sig. Børnene, der blev styrket af deres valg om at lede med kærlighed, fandt glæde i forandringen. Ændringen var så omfattende, at det planlagte opfølgningsmøde aldrig blev nødvendigt. Venlighed havde gjort sit stille arbejde.

Med tiden blev der knyttet sande venskabsbånd, der løftede alle. For at være fredsstiftere tilgiver vi andre og opbygger bevidst andre i stedet for at kritisere dem.

Det tredje sted er fredsstiftelse i vores samfund. I de urolige år under Anden Verdenskrig sagde ældste John A. Widtsoe: »Den eneste måde, hvorpå man kan skabe et fredeligt samfund, består i at skabe mænd og kvinder, der elsker og skaber fred. Hver enkelt står i kraft af Kristi lære … med [hele] verdens fred i sine hænder.«

Følgende beretning illustrerer på smukkeste vis denne forskrift.

For flere år siden stod to mænd – en muslimsk imam og en kristen præst fra Nigeria – på hver sin side af en smertefuld religiøs splittelse. De havde hver især lidt meget. Og alligevel valgte de gennem tilgivelsens helbredende kraft at vandre på samme sti.

Imam Muhammad Ashafa og pastor James Wuye blev venner og uventede fredspartnere. Sammen etablerede de et center for tværreligiøs mægling. De underviser nu andre i at erstatte had med håb. De er to gange blevet nomineret til Nobels fredspris og blev for nylig de første modtagere af Commonwealth-fredsprisen.

Disse tidligere fjender rejser nu side om side for at genopbygge det, der var i stykker, og de er levende vidnesbyrd om, at Frelserens opfordring til at være fredsstiftere ikke blot er mulig – den er fuld af kraft.

Når vi kommer til kundskab om Guds herlighed, har vi »ikke tilbøjelighed til at forurette hinanden, men til at leve fredsommeligt«. Må vi vælge at se hinanden som Guds børn i vores menigheder og i vores samfund.

Som sammenfatning kommer jeg med en opfordring. At stifte fred kræver handling – hvilken handling kan det være for os hver især, hvis vi begynder i morgen? Vil I overveje en uges tre-trins-plan for fredsstiftere?

1. En hjemmezone uden strid: Når striden starter, så stop op og genstart med venlige ord og gerninger.

2. Digital brobygning: Før I lægger noget op, svarer eller kommenterer online, så spørg: Vil dette bygge bro? Hvis ikke, så stop. Send det ikke. Send i stedet godhed. Udsend fred i stedet for had.

3. Genopbyg og genforen: Hvert familiemedlem kan bearbeide et anstrengt forhold, hvor de undskylder, drager omsorg, udbedrer og genforener.

For nogle få måneder siden følte jeg en unægtelig tilskyndelse, der førte til dette budskab: »Salige er de, som stifter fred.« Afslutningsvis vil jeg gerne dele de indtryk, der har rørt sig i mit hjerte i løbet af den tid.

Fredsstiftelse er en kristuslignende egenskab. Fredsstiftere bliver nogle gange stemplet som naive eller svage – fra alle sider. Men at være fredsstifter er ikke at være svag; det er at være stærk på en måde, som verden måske ikke forstår. At stifte fred kræver mod og kompromis, men det kræver ikke, at man opgiver sine principper. At stifte fred er at lede med et åbent hjerte, ikke et lukket sind. Det er at nærme sig hinanden med udstrakte hænder, ikke knyttede næver. Fredsstiftelse er ikke noget nyt, der lige er blevet opfundet. Jesus Kristus selv underviste i det, både til dem i Bibelen og i Mormons Bog. Nutidige profeter har siden undervist i fredsstiftelse lige fra genoprettelsens første dage og helt op til i dag.

Vi opfylder vores guddommelige rolle som børn af en kærlig himmelsk Fader, når vi stræber efter at blive fredsstiftere. Jeg bærer vidnesbyrd om Jesus Kristus, som er Fredsfyrsten, den levende Guds Søn. I Jesu Kristi navn. Amen.