Og nu kan jeg se

Med uskrømtet kærlighed gentager vi alle præsident Oaks’ hyldest vedrørende præsident Russell M. Nelsons bortgang. Og med både kærlighed og dyb sorg anerkender vi alle tragedierne i Michigan for nylig og næsten dagligt rundt om i verden. Vi anerkender disse ting med kærlighed og tillid til Herren Jesus Kristus.

I det niende kapitel i Johannesevangeliet beskrives det, hvordan Jesus og hans disciple kom forbi en tigger, der havde været blind fra fødslen. Dette fik disciplene til at stille Jesus flere komplekse religiøse spørgsmål vedrørende oprindelsen og sammenhængen af denne mands begrænsning. Mesteren svarede ved at gøre noget meget enkelt og meget overraskende. Han spyttede på jorden og blandede det til lidt mudder. Derpå smurte han det på den blinde mands øjne og gav ham besked på at gå hen og vaske sig i Siloadammen. Alt det gjorde den blinde mand lydigt, og som skriften siger: »Da han kom tilbage, kunne han se.« Hvor er beviser dog vigtige, modsat ønsker eller argumenter eller endda ondskab i modsætning til sandheden.

Men af frygt for at Jesus med dette mirakel ville udgøre en endnu større trussel mod deres formodede autoritet, konfronterede Frelserens fjender den nu seende mand og sagde vredt: »Vi ved, at [Jesus] er en synder.« Manden lyttede et øjeblik og sagde så: »Om han er synder, ved jeg ikke; men én ting ved jeg: Jeg var blind, og nu kan jeg se.«

Jesus udlagde den første betydning af denne begivenhed, da han fortalte sine disciple, at det var hændt sådan, »for at Guds gerninger [skulle] åbenbares«. Husk, at to gange i denne beretning omtales Frelserens handling i den engelske bibel som »anointing« [salvelse] af den blinde mands øjne; en handling som skulle fuldføres med vaskning. Denne beskrivelse af, at »Guds gerninger [skulle] åbenbares«, antyder muligvis udfoldelsen af en ordinance.

En anden sandhed, der er åbenlys her, er de elementer, som Skaberen af himlen og jorden og alt, der er i dem, brugte for at udvirke miraklet: spyt og en håndfuld jord! Disse meget usandsynlige ingredienser tilkendegiver, at Gud kan bruge enhver metode, han måtte ønske, til at velsigne os. Ligesom Na’aman ikke ville bade i Jordanfloden eller Israels børn nægtede at se på slangen på stangen, hvor let er det så ikke for os at afvise kilden til vores forløsning, fordi ingredienserne og instrumenterne synes pinligt simple?

Men vi husker fra Mormons Bog, at nogle ting både er tydelige og dyrebare, og at det før, Jesus blev født, blev profeteret, at »hans skikkelse … ingen skønhed [ville have], vi [ville se] ham, men … ikke [bryde os] om synet.« Hvor ofte har Gud ikke sendt sit majestætiske budskab gennem en nykaldet og ængstelig hjælpeforeningspræsident eller en uskolet bondedreng fra New York eller en helt ny missionær eller en nyfødt baby i en krybbe?

Så hvorfor skulle det betyde noget, hvis vores svar på bøn måske kommer på beskedne eller snirklede måder? Er vi villige til at være vedholdende, til at blive ved med at forsøge at efterleve Kristi evangelium, uanset hvor meget spyt og mudder det kræver? Det står os måske ikke altid klart, hvad der bliver gjort eller hvorfor, og fra tid til anden kan vi alle føle det lidt som den ældre søster, der sagde: »Herre, hvad med en velsignelse, der ikke kommer forklædt som en prøve?«

Overvej beviset på en anden sandhed, denne er angående det hellige præstedømme. Idet Lukas dokumenterer organiseringen af Kirken i tidernes midte, lyder hans første linje: »Jesus kaldte de tolv sammen og gav dem magt og myndighed«, gaver der ikke blev skænket på basis af imponerende kvalifikationer ej heller bestemt af tradition eller byrd. De overdrages ikke på en gejstlig skole eller på et teologisk seminarie. De overdrages kun ved håndspålæggelse af en, der selv har fået bemyndigede hænder lagt på sig i en ubrudt kæde tilbage til den guddommelige myndigheds kilde, Herren Jesus Kristus.

Og i en kirke, der forstår nådens gave, ville det så ikke være endnu et pragtfuldt bevis på den kirkes sandfærdighed at se disse velsignelser og pagter nå ud til vores kære afdøde, de af vores familiemedlemmer, der er gået forud for os? Bør de straffes, fordi de ikke havde adgang til evangeliet, eller fordi de blev født i en tid eller på et sted, hvor guddommelige ordinancer og pagter ikke var til rådighed for dem? Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har hellige, indviede Herrens huse, i hvilke barmhjertigt og frelsende stedfortrædende arbejde udføres hver dag og nat for disse afdøde, og de levende tilbydes også muligheder for at tilbede og modtage ordinancer. Så vidt jeg ved, ses dette særlige bevis på Guds sandhed, hans universelle kærlighed til de levende og døde, ikke andetsteds i verden – bortset fra i én kirke, der viser sandheden i netop denne henseende: Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Mit første øjenåbnende og livgivende møde med et ægte bevis på sandhed foregik ikke med påsmøring af mudder eller i Siloamdammen. Nej, det sandhedens redskab, der bragte mig min helbredelse fra Herren, kom som sider i en bog, ja, Mormons Bog: Endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus! Det, som denne bog hævder, er blevet angrebet og afvist af visse ikke-troende, hvis vrede ofte har svaret til harmen hos dem, der fortalte den helbredte mand, at han umuligt kunne have oplevet det, han vidste, at han havde oplevet.

Det er blevet slynget mod mig, at de midler, hvormed denne bog blev til, var upraktiske, utrolige, pinlige, endda uhellige. Det er en barsk sprogbrug fra enhver, der foregiver at kende til den metode, hvorved bogen blev til, eftersom den eneste beskrivelse af disse midler er, at den blev oversat »ved Guds gave og kraft«. Det var det! Det er det hele. Men lige meget hvad, så er den påvirkning som Mormons Bog har haft på mit liv, ikke mindre mirakuløs end påsmøringen af spyt og mudder på den blinde mands øjne var. For mig har det været en sikkerhedsstang for min sjæl, et transcenderende og gennemtrængende lys af åbenbaring, oplysning af vejen, jeg skal vandre på, når mørkets tåger kommer. Og det har de sandelig, og det vil de helt sikkert gøre igen.

Og i betragtning af det indblik, det har givet mig i min Frelsers universelle kærlighed og forløsende nåde, deler jeg mit vidnesbyrd med jer, hvilket er berettiget her, da den nyvelsignede mands forældre sagde, at deres søn skulle høres, fordi han var »gammel nok«. Det er jeg også. Han var gammel nok til at blive taget alvorligt, antydede de. Det er jeg også. Om to måneder kan jeg fejre min 85-års fødselsdag. Jeg har været på dødens rand og tilbage. Jeg har mødt konger og profeter, præsidenter og apostle. Bedst af alt, har jeg til tider været overvældet af Guds Helligånd. Jeg mener, at mit vidnesbyrd i det mindste bør blive taget i betragtning her.

Brødre og søstre, jeg nåede frem til min helhjertede overbevisning om, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er en sand genoprettelse af kirken i Det Nye Testamente – og mere – fordi jeg ikke kunne fornægte beviset for den genoprettelse. Siden disse første erfaringer tror jeg, at jeg har set tusind – måske ti tusind – andre beviser for, at det, jeg har talt om i dag, er sandt. Så det glæder mig nu at tilslutte mig min ven på Jerusalems gader, hvor jeg med min svækkede stemme synger:

I Jesu Kristi navn. Amen.