De er deres egne dommere

De overordnede formål med Faderens plan er at give hans åndelige børn mulighed for at få en fysisk krop, lære at skelne »godt fra ondt« gennem jordisk erfaring, vokse åndeligt og udvikle sig for evigt.

Det, som Lære og Pagter kalder moralsk handlefrihed, er centralt i Guds plan om at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for sine sønner og døtre. Dette afgørende princip beskrives også i skrifterne som handlefrihed og friheden til at vælge og handle.

Begrebet »moralsk handlefrihed« er oplysende. Synonymer for ordet »moralsk« kunne være »god«, »ærlig« og »dydig«. Synonymer for det engelske ord »agency« [handlefrihed]« kunne være »handling«, »aktivitet« og »arbejde«. Derfor kan »moralsk handlefrihed« forstås som evnen og privilegiet til selv at vælge og handle på måder, der er gode, ærlige, dydige og pålidelige.

Guds skaberværk omfatter både »det, der selv handler, og det, som er genstand for handling«. Og moralsk handlefrihed er den guddommeligt udformede »kraft til uafhængig handling«, der sætter os i stand til som Guds børn at blive personer, der handler, og ikke blot være genstand for handling.

Jorden blev skabt som et sted, hvor vor himmelske Faders børn kan blive prøvet for at se, om de vil »gøre alt, hvad Herren deres Gud vil befale dem«. Et af de primære formål med skabelsen og vores jordiske eksistens er at give os mulighed for at vælge og blive det, som Herren indbyder os til at blive.

Herren sagde til Enok:

»Se, disse dine brødre; de er mine egne hænders værk, og jeg gav dem deres kundskab den dag, jeg skabte dem; og i Edens have gav jeg mennesket dets handlefrihed;

og til dine brødre har jeg sagt og også givet befaling om, at de skulle elske hinanden, og at de skulle vælge mig, deres Fader.«

De grundlæggende formål med at udøve handlefrihed er at elske hinanden og at vælge Gud. Og disse to formål stemmer nøjagtigt overens med det første og andet store bud om at elske Gud af hele vores hjerte, sjæl og sind og at elske vores næste som os selv.

Tænk på, at vi har fået befaling om – ikke blot en formaning eller et råd, men vi er blevet befalet – at bruge vores handlefrihed til at elske hinanden og vælge Gud. Må jeg foreslå, at det modificerende ord »moralsk« i skrifterne ikke blot er et tillægsord, men måske også et guddommeligt direktiv om, hvordan vores handlefrihed bør anvendes.

Der er en grund til, at en velkendt salme har titlen: »Vælg kun ret«. Vi er ikke blevet velsignet med moralsk handlefrihed, for at vi kan gøre, lige hvad vi har lyst til, når som helst det passer os. Nej – vi har i henhold til Faderens plan fået moralsk handlefrihed for at søge efter og handle i overensstemmelse med evig sandhed. Som mennesker, der »handle[r] på egne vegne«, bør vi ivrigt engagere os i gode sager og »gøre meget af egen fri vilje og udvirke megen retfærdighed«.

Den evige betydning af moralsk handlefrihed fremhæves i skriftens beretning om det førjordiske råd. Lucifer gjorde oprør mod Faderens plan for sine børn og forsøgte at tilintetgøre kraften til selvstændig handling. Det er bemærkelsesværdigt, at djævelens trods var direkte fokuseret på princippet om moralsk handlefrihed.

Gud forklarede: »Derfor, fordi Satan satte sig op mod mig og stræbte efter at tilintetgøre menneskets handlefrihed, … foranledigede jeg … at han skulle styrtes ned.«

Modstanderens egoistiske plan var at fratage Guds børn evnen til at blive »individer, som kan handle på egne vegne« i retfærdighed. Hans hensigt var at dømme vor himmelske Faders børn til kun at være genstand for handling.

Præsident Dallin H. Oaks har fremhævet, at Jesu Kristi evangelium indbyder os både til at vide noget og til at blive noget gennem retfærdig udøvelse af moralsk handlefrihed. Han har sagt:

»Mange skriftsteder i Bibelen og i vore dages skrifter taler om en endelig dom, hvor alle mennesker bliver belønnet efter deres gerninger eller handlinger eller deres hjertes ønsker. Men andre skriftsteder uddyber dette ved at henvise til, at vi bliver dømt efter den tilstand, vi har opnået.

Profeten Nefi beskriver den endelige dom med hensyn til det, vi er blevet: ›Hvis deres gerninger har været tilsølethed, må de selv nødvendigvis være tilsølede, og hvis de er tilsølede, må det nødvendigvis være sådan, at de ikke kan bo i Guds rige‹ [1 Ne 15:33; fremhævelse tilføjet]. Moroni kundgør følgende: ›Den, der er tilsølet, skal forblive tilsølet, og den, der er retfærdig, skal forblive retfærdig‹ [Morm 9:14; fremhævelse tilføjet].«

Præsident Oaks fortsatte: »Ud fra sådanne lærdomme kan vi konkludere, at den endelige dom ikke blot er en evaluering af alle gode og onde gerninger – altså hvad vi har gjort. Det er en erkendelse af det endelige produkt af vores gerninger og tanker – altså hvad vi er blevet.«

Vores gerninger og ønsker alene frelser os ikke, og det kan de heller ikke. »Efter alt hvad vi kan gøre«, bliver vi [kun] forligt med Gud gennem den barmhjertighed og nåde, der er tilgængelig gennem Frelserens altomfattende og evige sonoffer.

Alma erklærede: »Begynd at tro på Guds Søn, at han vil komme for at forløse sit folk, og at han skal lide og dø for at sone for deres synder, og at han skal opstå igen fra de døde, hvilket skal tilvejebringe opstandelsen, så alle mennesker skal stå foran ham for at blive dømt efter deres gerninger på den yderste og dommens dag.«

»Vi tror, at hele menneskeheden i kraft af Kristi forsoning kan blive frelst ved lydighed mod evangeliets love og ordinancer.« Hvor bør vi være taknemmelige for, at vores synder og ugudelige gerninger ikke vil stå som et vidnesbyrd imod os, hvis vi virkelig bliver »fød[t] på ny«, udøver tro på Forløseren, omvender os med »hjertets oprigtighed« og »oprigtig hensigt« og »holder ud til enden«.

Mange af os forventer måske, at vores fremmøde for den Evige Dommers domstol vil foregå ligesom ved en verdslig domstol. En dommer præsiderer. Der vil blive fremlagt beviser. Der vil blive afsagt dom. Og vi vil sandsynligvis være usikre og bange, indtil vi kender det endelige resultat. Men jeg mener, at en sådan karakteristik er unøjagtig.

Det, som skriften kalder »gudsfrygt« eller »frygt for Herren« er anderledes end, men beslægtet med, den jordiske frygt, som vi ofte oplever. Ulig verdslig frygt, der forårsager uro og ængstelse, så indgyder gudsfrygt fred, vished og tillid i vores liv.

Retskaffen frygt omfatter en dyb følelse af ærbødighed og ærefrygt for Herren Jesus Kristus, lydighed mod hans bud og en forventning om den endelige dom og retfærdighed ved hans hånd. Gudsfrygt udspringer af en korrekt forståelse af Forløserens guddommelige natur og mission, en villighed til at sætte vores vilje under hans og en kundskab om, at hver mand og kvinde vil stå til ansvar for sine egne jordiske ønsker, tanker, ord og handlinger på dommens dag.

Frygten for Herren er ikke en modstræbende ængstelse for at komme ind i hans nærhed for at blive dømt. Det er snarere udsigten til endelig at erkende ting om os selv, »som de virkelig er«, og »som de virkelig vil blive«.

Enhver person, som har boet, som nu bor, eller som kommer til at bo på jorden, »skal blive ført frem for at stå for Guds domstol for at blive dømt af ham efter [sine] gerninger, om de er gode, eller de er onde«.

Hvis vores ønsker har været retfærdige, og vores gerninger gode – hvilket vil sige, at vi har udøvet tro på Jesus Kristus, indgået og holdt pagter med Gud og omvendt os fra vores synder – så vil det være behageligt at stå foran Guds domstol. Som Enosh erklærede, når vi »skal stå over for [Forløseren]; da skal [vi] med behag se hans ansigt«. Og på den yderste dag vil vi »blive belønnet med retfærdighed«.

På den anden side, hvis vores ønsker har været onde, og vores gerninger ugudelige, så vil der være grund til at frygte dommen. Vi vil have »en fuldkommen kundskab«, »en klar erindring« og »en levende bevidsthed om [vores] egen skyld«. »Vi [vil end] ikke turde se op til vor Gud; og vi ville være glade, hvis vi kunne befale klipperne og bjergene at falde ned over os for at skjule os for hans nærhed.« Og på den yderste dag vil vi »få [vores] belønning i form af ondt«.

I sidste ende så er vi vores egen dommer. Ingen behøver at fortælle os, hvor vi skal hen. I Herrens nærhed vil vi erkende det, vi har valgt at blive i jordelivet og selv vide, hvor vi bør være i evigheden.

En forståelse af, at den endelige dom kan være behagelig, er ikke en velsignelse, der er forbeholdt Moroni.

Alma beskrev de lovede velsignelser, der er tilgængelige for enhver af Frelserens hengivne disciple. Han sagde:

»Betydningen af ordet genoprettelse er at bringe ondt tilbage for ondt eller kødeligt for kødeligt eller djævelsk for djævelsk – godt for det, der er godt, retfærd for det, der er retfærd, retfærdigt for det, der er retfærdigt, barmhjertigt for det, der er barmhjertigt …

Handl ret, døm retfærdigt og gør bestandigt godt; og hvis du gør alt dette, så vil du få din løn; ja, du skal igen få barmhjertighed gengivet til dig, du skal igen få retfærdighed gengivet til dig, du skal igen få en retfærdig dom gengivet til dig, og du skal igen blive belønnet med det gode.«

Jeg vidner med glæde om, at Jesus Kristus er vor levende Frelser. Almas løfte er sandt og gælder for jer og mig – i dag, i morgen og i al evighed. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Herren Jesu Kristi hellige navn. Amen.