Familieproklamationen – ord fra Gud

Denne generalkonference i oktober 2025 markerer 30-året for bekendtgørelsen af »Familien: En proklamation til verden«. Efter guddommelig hensigt blev denne proklamation med dens åbenbaringsord skabt for at »bevare og styrke familien som samfundets grundlæggende enhed«.

Alle tilhører en familie, uanset om man er mor, far, datter, søn, barnebarn, bedsteforælder, tante, onkel, bror, søster, fætter eller kusine. Vigtigst af alt er vi hver især, som proklamationen siger, »en højt elsket søn eller datter af himmelske forældre … [med] guddommelige egenskaber og muligheder«.

Da jeg blev kaldet til det hellige embede som apostel i 2015, fik jeg dette råd: »Denne proklamation er nu din. Dit navn [her blev der peget på ordene ›De Tolv Apostles Råd‹ i titlen] står lige her. Tag den ind og undervis i den, som om den er din.«

Jeg elsker familieproklamationen. Jeg har vidnet over hele verden fra Afrika til Australien og alle steder derimellem om familiens rolle i Guds evige plan. Proklamationen er af guddommelig oprindelse, så vi må behandle den med den ærbødighed, som ord fra Gud fortjener.

Husk, brødre og søstre, som jeg har sagt ved en tidligere generalkonference fra denne samme talerstol: »Ord har betydning.«

Lad mig give jer lidt baggrund for proklamationen som et centralt budskab i det, vi tror på.

I 1994, et år før proklamationen blev præsenteret, drøftede De Tolv Apostles Kvorum, hvordan samfund og regeringsmagter bevægede sig væk fra Guds love for familie, ægteskab og køn. »Men dette var ikke enden på det, vi så,« forklarede præsident Russell M. Nelson senere. »Vi kunne se bestræbelserne fra forskellige befolkningsgrupper på at afskaffe alle standarder og begrænsninger på seksuel aktivitet. Vi så forvirringen omkring køn. Vi kunne se det hele komme.«

De Tolv besluttede sig for at forberede et dokument, en officiel proklamation, der sammenfattede Kirkens standpunkt vedrørende familien. I løbet af det år forberedte disse apostle, seere kaldet af Gud, en erklæring om familien. Præsident Dallin H. Oaks husker, at de bønsomt vendte sig til Herren for at vide »hvad [de] skulle sige, og hvordan [de] skulle sige det«. De præsenterede den for Det Første Præsidentskab – præsident Howard W. Hunter, Gordon B. Hinckley og Thomas S. Monson – til overvejelse.

Blot få måneder senere, i marts 1995, gik præsident Hunter bort, og præsident Hinckley blev Kirkens 15. præsident. Proklamationen lå nu i hans hænder. Hvornår ville det være den rette tid at komme med denne erklæring til Kirken? Det tidspunkt kom seks måneder senere.

Få dage før hjælpeforeningsmødet den 23. september, der gik forud for generalkonferencen, mødtes præsident Hinckley og hans rådgivere i samråd med Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab. Søstrene havde, ligesom apostlene, tænkt over deres bekymringer vedrørende kvinder og familier. De havde valgt at fokusere på familier ved det kommende møde.

Det var planlagt, at præsident Hinckley skulle tale til kvinderne ved mødet. Han havde overvejet retningen, han skulle tage, i sine bemærkninger. Efterhånden som samtalen skred frem, henviste han ved navn til den nyligt skabte, men endnu ikke offentlige, »Familien: En proklamation til verden«. Var dette kvindemøde det rette sted at komme med den ligefremme erklæring om familien?

Hjælpeforeningens hovedpræsident Elaine Jack forklarede senere: »Vi vidste ikke, hvad familieproklamationen var på det tidspunkt … Vi kunne se det på titlen, men vi følte, hvad som helst om familien … ville være noget positivt … Jeg følte mig meget positiv over, at vi havde medlemmer af De Tolvs Kvorum, der modtog åbenbaring.«

Hjælpeforeningsmødet den lørdag var historisk. Præsident Hinckley præsenterede familieproklamationen med disse vigtige ord: »Med så mange spidsfindigheder, som prakkes os på som sandhed, med så meget bedrag i forbindelse med standarder og værdinormer, med så mange tillokkelser og fristelser til langsomt at påtage sig verdens smuds, har vi følt, at vi bliver nødt til at advare … [vedrørende] de standarder, lærdomme og levemåder i forbindelse med familien, som profeterne, seerne og åbenbarerne i denne kirke gentagne gange har erklæret i løbet af historien.«

Han læste derpå proklamationen op i sin helhed. Som Herren har sagt: »Hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme.«

I proklamationen står der: »Familien er indstiftet af Gud.« Jeg elsker den klarhed, der er i den udtalelse. Proklamationen er en opfordring til os om at leve i jordelivet, men altid være opmærksomme på det guddommelige i os og den evige fremtid, der ligger foran os. Præsident Nelson underviste: »I er bogstaveligt talt Guds åndelige børn … Tag ikke fejl af det: Jeres potentiale er guddommeligt. Søger I flittigt, vil Gud give jer glimt af, hvem I kan blive.«

Da proklamationen blev præsenteret, stemte den ikke overens med synspunkterne hos mange i verden. Ikke dengang. Ikke nu. Der er dem, der har problemer med erklæringen om familie, ægteskab og køn. Nogle foreslår, at Kirken bør trække den i tilbage, revidere eller tilmed lægge proklamationen til side.

Familieproklamation er, som præsident Hinckley sagde, Kirkens lære, mine kære brødre og søstre. Principperne er ikke ude af trit, men er helt i tråd med Herrens veje og hans pagtssti. Lærdommene i proklamationen blev åbenbaret af vor Herre Jesus Kristus til hans apostle dengang og nu. Dette er hans Kirke; han har fastlagt de sandheder, som vi lever efter.

Nogle af jer tænker måske over proklamationen og siger: »Den fungerer ikke for mig.« »Den virker ufølsom.« »Sådan ser min familie ikke ud.« »Jeg passer ikke ind.«

I, der har bekymringer, skal vide, at I er børn af himmelske forældre, en del af jeres himmelske Faders familie. Ingen kender jer bedre eller bekymrer sig dybere om jer, end han gør. Vend jer til ham; udøs jeres hjerte til ham; stol på ham og hans løfter. I har familie i jeres Frelser, Jesus Kristus, som elsker jer. Han kom til jorden for at sone for vores synder og bære byrden af vores fejltrin og vores meget dårlige dage. Han forstår, hvad I står over for og føler. Vend jer til ham; og stol på, at han vil sende Helligånden til at være hos jer, opløfte jer og vejlede jer. Mærk deres kærlighed, der »spreder sig vidt omkring i menneskenes børns hjerte; … den [er] yderst ønskværdig, mere end alt andet … og det, der glæder sjælen mest.«

Alle Herrens apostle elsker jer højt. Vi beder for jer og søger Herrens vejledning vedrørende jer. Bliv hos os. I lever i udfordrende tider, hvor modstanderen forsøger at gøre jer til sine. Lad jer ikke blive trukket væk. Og hvis I er, så kom tilbage. Vi står med åbne arme, og det gør andre, der elsker jer, også.

I proklamationen står der: »Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed.« Mormons Bog giver os endnu et vidnesbyrd om denne sandhed. I det første vers i det første kapitel læser vi: »Jeg, Nefi, der er født af agtværdige forældre.« Hvor mange af os er begyndt på Mormons Bog – og begyndt igen og igen – og har i processen lært disse ord udenad? Læg dem i hjertet.

En af mine yndlingsudtalelser i proklamationen er denne: »Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det baseres på … Jesu Kristi lærdomme.«

Hvem ønsker ikke at være lykkelig?

Og hvad er Jesu Kristi lærdomme? Igen i proklamationen: »Tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser.«

Bliver livet ikke bedre ved at anvende disse nøgleprincipper? Ingen af os kommer til at gøre det helt perfekt; men vi kan følge præsident Hinckleys vise ord: »Gør jeres bedste.«

Vi læser i proklamationen: »Fædre [skal] lede … i kærlighed og retskaffenhed«, og »mødre har primært ansvaret for at drage omsorg for deres børn.« Lede betyder ikke at dominere, og omsorg betyder ikke en sekundær rolle. Gud har givet mænd og kvinder forskellige, men ligeværdige og afgørende roller, der komplementerer hinanden.

Lad mig dele en personlig beretning.

Min hustru og jeg lærte at blive bedre til at være jævnbyrdige partnere efter en dag, hvor jeg traf en vigtig beslutning uden at rådføre mig med hende. Min handling overraskede hende; hun var ikke forberedt på den, og det satte hende i en meget vanskelig situation. Bagefter lagde hun hænderne på mine skuldre og sagde bestemt: »Ron, vær venlig aldrig at gøre det mod mig igen.« Vi har stort set været på bølgelængde med hinanden lige siden.

I familieproklamationen læser vi: »Fædre og mødre [er] forpligtet til at hjælpe hinanden som jævnbyrdige partnere.«

Jævnbyrdig er et betydningsfuldt ord. I årenes løb, idet søster Rasband og jeg har arbejdet sammen om det, som proklamationen beskriver som vores »hellige ansvar«, har vi skabt et ægteskab, hvor vi arbejder side om side. Da hvert af vores børn nu er gift, er søster Rasband og jeg blevet ved med at give dem og deres ægtefæller råd om, hvordan man er jævnbyrdige partnere.

Når vi lever med øjet alene henvendt på Guds ære, respekterer og støtter hinanden. Disse guddommelige retskafne mønstre fører til stabilitet i vores personlige liv, familie og samfund.

Vor Fader i himlen har givet os familieproklamationen for at føre os hjem til sig, for at hjælpe os med at lære og blive fyldt med kærlighed, styrke, formål og evig forståelse. Jeg bønfalder jer af hele min sjæl om at leve tæt på ham og hans elskede Søn. Jeg lover jer, at når I gør det, vil Ånden inspirere og vejlede jer og hjælpe jer til i hjertet at mærke den lovede fred, der »overgår al forstand«. I Jesu Kristi navn. Amen.