Gør jeres del helhjertet

Min oplevelse i flysimulatoren var en vigtig påmindelse om, at det kræver vedvarende selvdisciplin og øvelse at blive god til noget – uanset om det er at flyve, ro, drive eller vide noget.

I bruger måske flere år på at tilegne jer en færdighed eller udvikle et talent. I arbejder måske så meget med det, at det bliver helt naturligt for jer. Men hvis I tror, at det betyder, at I kan stoppe med at øve jer og studere, vil I gradvist miste den viden og de evner, I engang tilegnede jer med store omkostninger.

Dette gælder for færdigheder som at lære et sprog, spille et musikinstrument og flyve et passagerfly. Det gælder også for det at blive en Kristi discipel.

Det kræver ganske enkelt selvdisciplin at være en discipel.

Det er ikke en overfladisk bestræbelse, og det opnås ikke tilfældigt.

Tro på Jesus Kristus er en gave, men at modtage troen er et bevidst valg, der kræver, at vi forpligter os med al »kraft, sind og styrke«. Det er noget, vi skal gøre hver dag. Hver time. Det kræver konstant læring og målrettet forpligtelse. Vores tro, som er vores loyalitet mod Frelseren, bliver stærkere, når den bliver prøvet af den modstand, vi møder her på jorden. Den holder ud, fordi vi bliver ved med at nære den, vi bliver ved med aktivt at anvende den, og vi giver aldrig op.

Hvis vi på den anden side ikke bruger tro og dens overbevisende kraft ved at handle på den, bliver vi mindre sikre på det, vi engang anså for helligt – mindre overbeviste om det, som vi engang vidste var sandt.

Fristelser, der ellers aldrig villet have lokket, begynder at virke mindre frastødende og mere tiltalende.

Flammen fra gårsdagens vidnesbyrd kan kun varme os et vist stykke tid. Den har brug for konstant næring for at blive ved med at brænde klart.

I Det Nye Testamente fortalte Frelseren en lignelse om en mand, der viste sine tjenere en hellig tillid – han gav dem hver en mængde penge, der kaldes talenter. De tjenere, der flittigt anvendte deres talenter, forøgede dem. Den tjener, der gravede sin talent ned, mistede den til sidst.

Lektien? Gud giver os gaver – i form af kundskab, evner og muligheder – og han ønsker, at vi bruger og forstørrer dem, så de kan velsigne os og hans andre børn. Det sker ikke, hvis vi sætter disse gaver højt op på en hylde som et trofæ, som vi beundrer fra tid til anden. Vores gaver vokser og mangedobles kun, når vi tager dem i brug.

»Men ældste Uchtdorf,« siger I måske, »jeg har ingen gaver eller talenter – i hvert fald ingen, der er særligt værdifulde.« Måske ser I på andre, hvis gaver er åbenlyse og imponerende, og sammenlignet med dem føler I jer ret ordinære. I antager måske, at brødet på jeres tallerken i forudtilværelsen virkede sørgeligt skrabet – på dagen for det store tag-selv-bord af gaver og talenter – især sammenlignet med andres højt belagte smørrebrød.

Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne omfavne jer og hjælpe jer til at forstå denne store sandhed: I er velsignede væsener af lys; en uendelig Guds åndelige børn! Og I bærer et potentiale i jer, der overgår alt, hvad I selv kan forestille jer.

Som digtere har skrevet, kom I til jorden »gennem voksende skyer af herlighed!«

Jeres oprindelse er guddommelig, og det er jeres skæbne også. I forlod himlen for at komme hertil, men himlen har aldrig forladt jer!

I er alt andet end ordinære.

I er begavede!

I Lære og Pagter erklærede Gud:

»Der er mange gaver, og til enhver er der givet en gave ved Guds Ånd.

Til nogle er der givet en, og til andre er der givet en anden, [og] alle kan få gavn deraf.«

Nogle af vores gaver er nævnt i skrifterne. Mange er ikke.

Som profeten Moroni sagde: »[Forkast ikke] Guds gaver, for de er mange, og de kommer fra den samme Gud.« De kan manifestere sig på »forskellige måder … men det er den samme Gud, som virker i alt og alle«.

Det kan godt være, at vores åndelige gaver ikke altid er prangende, men det betyder ikke, at de er mindre vigtige. Må jeg fortælle jer om nogle åndelige gaver, som jeg har bemærket hos mange medlemmer rundt om i verden? Overvej, om I er blevet velsignet med en eller flere gaver som f.eks. at:

• Vise medfølelse.

• Lægge mærke til folk, der bliver overset.

• Finde grunde til at være glad.

• Være en fredsstifter.

• Lægge mærke til små mirakler.

• Give oprigtige komplimenter.

• Tilgive.

• Omvende jer.

• Holde ud.

• Forklare tingene enkelt.

• Skabe forbindelse til børn.

• Opretholde kirkeledere.

• Hjælpe andre til at vide, at de hører til.

Det er ikke sikkert, at disse gaver vises frem ved menighedens talentshow. Men jeg håber, at I kan se, hvor dyrebare de er for Herrens værk, og hvordan I måske har rørt, velsignet eller tilmed reddet et af Guds børn med jeres gaver. Husk: »Ved små og enkle ting bliver der udrettet store ting.«

Så lad os hver især gøre vores lille del.

Mine elskede brødre og søstre, kære venner, jeg beder til, at Ånden vil hjælpe jer til at se de gaver og talenter, Gud har givet jer. Lad os derefter, ligesom de trofaste tjenere i Herrens lignelse, øge og mangedoble dem.

Dagen vil komme, hvor vi står foran vor barmhjertige Fader i himlen for at aflægge regnskab for vores forvaltning. Han vil ønske at vide, hvad vi gjorde med de gaver, han gav os – især hvordan vi brugte dem til at velsigne hans børn. Gud ved, hvem vi virkelig er, hvem vi er skabt til at blive, og derfor har han høje forventninger til os.

Men han forventer ikke, at vi tager et stort, heroisk eller overmenneskeligt spring for at nå dertil. I den verden, han skabte, sker udvikling gradvist og med tålmodighed – men også hele tiden og utrætteligt.

Husk, at det er Jesus Kristus, der allerede har gjort den overmenneskelige del, da han overvandt død og synd.

Vores del er at følge Kristus. Det er vores opgave at vende os bort fra synd, vende os til Frelseren og vandre ad hans veje, et skridt ad gangen. Når vi gør dette, flittigt og trofast, kaster vi til sidst ufuldkommenhedernes og fejlenes lænker af os og bliver langsomt forædlet, indtil den fuldkomne dag, hvor vi vil blive fuldkommengjort i Kristus.

Velsignelserne er inden for rækkevidde. Løfterne er på plads. Døren står på vid gab. Det er vores valg at træde ind og begynde.

Det kan være at begynde i det små. Men det er okay.

Der, hvor troen er svag, kan I begynde med et håb i Kristus Jesus og i hans kraft til at rense og lutre.

Vor Fader beder om, at vi ikke griber denne udfordring med tro og følgeskab an som afslappede turister, men som helhjertede troende, der giver afkald på og forlader Babylon og retter deres hjerte, sind og skridt mod Zion.

Vi ved, at vores anstrengelser alene ikke kan gøre os celestiale. Men de kan gøre os loyale og forpligtede over for Jesus Kristus, og han kan gøre os celestiale.

På grund af vor elskede Frelser bliver der ikke et scenarie uden vindere. Hvis vi sætter vores håb til og tro på ham, er vores sejr sikret. Han lover os adgang til sin styrke, sin kraft og sin overstrømmende nåde. Trin for trin, lidt efter lidt, vil vi komme stadigt tættere på den store og fuldkomne dag, hvor vi vil leve sammen med ham og vores kære i evig herlighed.

For at nå dertil må vi gøre vores del i dag og hver dag. Vi er taknemmelige for de skridt, vi tog i går, men vi stopper ikke der. Vi ved, at vi stadig har lang vej at gå, men det lader vi os ikke gå på af.

Det er indbegrebet af, hvem vi er – som Kristi følgere.

Jeg opfordrer og velsigner alle medlemmer af Kirken, og alle der ønsker at være en del af den, til at stole på Frelseren og tålmodigt og flittigt at engagere jer i at gøre jeres del helhjertet – så jeres glæde må blive fuldkommen, og at I en dag vil modtage alt, hvad Faderen har. Det bærer jeg vidnesbyrd om i Jesu Kristi navn. Amen.