Ingen sidder alene

I 50 år har jeg studeret kultur, deriblandt evangeliekultur. Jeg begyndte med lykkekager.

I Chinatown i San Francisco afsluttede familien Gong familiemiddagene med en lykkekage og vise ord i stil med: »En rejse på tusind mil begynder med et enkelt trin.«

Som ung voksen lavede jeg lykkekager. Iført hvide bomuldshandsker foldede og formede jeg de runde småkager, når de kom varme ud af ovnen.

Jeg blev overrasket, da jeg fandt ud af, at lykkekager ikke oprindeligt var en del af kinesisk kultur. For at kunne skelne mellem kinesiske, amerikanske og europæiske lykkekager kiggede jeg efter dem på flere kontinenter – akkurat som man bruger flere stedsbestemmelser for at triangulere skovbrande. På kinesiske restauranter i San Francisco, Los Angeles og New York serverer de lykkekager, men det gør de ikke i Beijing, London eller Sydney. Det er kun amerikanerne, der fejrer en national lykkekage-dag. Og kun i kinesiske reklamer tilbydes der »autentiske amerikanske lykkekager«.

Lykkekager er et sjovt og enkelt eksempel. Men samme princip, som kan anvendes til at sammenligne særpræg i forskellige kulturelle rammer, kan hjælpe os til at se forskelle i evangeliekultur. Og nu åbner Herren for nye muligheder for at lære om evangeliekultur, efterhånden som allegorier i Mormons Bog og profetiske lignelser i Det Nye Testamente går i opfyldelse.

Overalt er mennesker i bevægelse. FN rapporterer, at der er 281 millioner migranter på verdensplan. Det er 128 millioner flere personer end i 1990, og mere end tre gange så mange som estimaterne fra 1970 lød på. Overalt finder konvertitter i rekordhøje tal Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hver sabbat mødes medlemmer og venner fra 195 oprindelseslande og territorier i Kirkens 31.916 menigheder. Vi taler 125 sprog.

For nylig så jeg i Albanien, Nordmakedonien, Kosovo, Tyskland og Schweiz, hvordan nye medlemmer opfyldte allegorien om oliventræet i Mormons Bog. I Jakob 5 styrker vingårdens herre og hans tjenere både rødderne og grenene på oliventræet ved at samle og pode andre ind fra forskellige steder. I dag samles Guds børn som ét i Jesus Kristus; Herren tilbyder et bemærkelsesværdigt naturligt redskab til at øge vores erfaring med hans gengivne evangeliums fylde.

For at forberede os på himmeriget fortalte Jesus lignelserne om det store festmåltid og kongesønnens bryllup. I disse lignelser kommer de inviterede med undskyldninger for ikke at komme. Husets herre giver sine tjenere denne instruks: »Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind.« I åndelig forstand er det os hver især.

Skrifterne siger:

»En veltilberedt nadver i Herrens hus, hvortil alle folkeslag skal indbydes.«

»Bered I Herrens vej … for at hans rige må have fremgang på jorden, for at dens indbyggere må modtage det og være beredt på de dage, der skal komme.«

I dag kommer de, der er inviteret med til Herrens festmåltid, fra alle steder og kulturer. Gamle som unge, rige og fattige, lokale og globale får vi Kirkens menigheder til at ligne vores samfund.

Som ledende apostel så Peter i et syn himlen åben og »en stor dug, der ved de fire hjørner blev sænket … i den var der alle slags af jordens … dyr«. Peter belærte om denne sandhed: »Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen … I et hvilket som helst folk tager [Herren] imod den, der frygter ham og øver retfærdighed.«

I lignelsen om den barmhjertige samaritaner opfordrer Jesus os til at komme til hinanden og til ham på hans herberg – hans Kirke. Han indbyder os til at tage os godt af vores næste. Den barmhjertige samaritaner lover at vende tilbage og kompensere for den omsorg, der bliver ydet på hans herberg. Efterlevelse af Jesu Kristi evangelium indebærer at skabe plads til alle i hans genoprettede Kirke.

Betydningen af plads på herberget omfatter, at »ingen sidder alene«. Når I kommer i kirke, og I måske ser nogen sidde alene, vil I så ikke nok sige hej og sætte jer ved ham eller hende? Det har I måske ikke for vane. Den person ligner jer måske ikke eller taler måske anderledes. Og selvfølgelig, som en lykkekage kunne lyde: »En rejse med evangelisk venskab og kærlighed begynder med et hej, og at ingen sidder alene.«

»Ingen sidder alene« betyder også, at ingen sidder alene følelsesmæssigt eller åndeligt. Jeg tog med en sønderknust far hen for at besøge hans søn. År forinden glædede sønnen sig til at blive diakon. Det gav anledning til, at familien for første gang købte et par nye sko til ham.

Men i kirken lo diakonerne af ham. Hans sko var nye, men ikke moderigtige. Forlegen og såret sagde den unge mand, at han aldrig ville tage i kirke igen. Mit hjerte græder stadig med ham og hans familie.

På de støvede veje, der fører til Jeriko, er vi alle blevet leet af, gjort til grin og såret, måske endda hånet eller udsat for overgreb. Og i forskellig grad af hensigt har vi alle tilsidesat, overset, overhørt eller måske bevidst såret andre. Det er lige præcis, fordi vi alle er blevet såret eller har såret andre, at Jesus Kristus bringer os alle til sit herberg. I hans kirke og gennem hans ordinancer og pagter kommer vi til hinanden og til Jesus Kristus. Vi elsker og elskes, tjener og betjenes, tilgiver og tilgives. Husk på: »Himlen kan læge de jordiske sår«; jordiske byrder løftes – vor Frelsers glæde er ægte.

I 1 Nefi 19 læser vi: »Endog selve Israels Gud træder mennesker under fode … de regner ham for intet … Derfor pisker de ham, og han tåler det; og de slår ham, og han tåler det. Ja, de spytter på ham, og han tåler det.«

Min ven professor Terry Warner siger, at den ringeagt, den pisken, de slag og det spytteri ikke var sporadiske hændelser, der kun fandt sted under Kristi liv på jorden. Den måde, vi behandler hinanden på – særligt de sultne, de tørstige og udstødte – er måden, vi behandler ham på.

I hans genoprettede kirke står vi alle bedre, når ingen sidder alene. Lad os ikke blot give plads til eller tolerere. Lad os oprigtigt byde velkommen, anerkende, tjene og elske. Må hver ven, søster eller bror være hverken udlænding eller fremmed, men et barn, der har hjemme.

I dag føler mange sig ensomme og isolerede. Sociale medier og kunstig intelligens kan få os til at længes efter menneskelig nærhed og berøring. Vi vil gerne høre hinandens stemmer. Vi ønsker ægte tilhørsforhold og venlighed.

Der er mange grunde til, at vi kan føle, at vi ikke passer ind i kirken – at vi i overført betydning sidder alene. Vi gør os måske bekymringer om vores accent, tøj eller familiesituation. Vi kan føle os utilstrækkelige, lugte af røg, længes efter moralsk renhed, have slået op med nogen og føle smerte og forlegenhed, eller nages af det ene eller det andet i Kirkens retningslinjer. Vi kan være enlige, fraskilte, enker eller enkemænd. Vores børn larmer; vi har ingen børn. Vi har ikke været på mission eller er kommet tidligt hjem. Og sådan kan man blive ved.

I Mosija 18:21 opfordres vi til at knytte vores hjerter sammen i kærlighed. Jeg opfordrer til, at vi bekymrer os mindre, dømmer mindre, kræver mindre af andre – og om nødvendigt at være mindre hårde ved os selv. Vi skaber ikke Zion på én dag. Men for hvert »hej«, hver hjertelig handling, kommer vi Zion nærmere. Lad os stole mere på Herren og gladeligt vælge at holde alle hans bud.

Doktrinært er det sådan, at ingen sidder alene i de helliges husstand af tro og fællesskab, takket være pagtsbåndet i Jesus Kristus.

Profeten Joseph Smith lærte os: »Det er overladt til os at se, deltage i og hjælpe med til at videreføre de sidste dages herlighed … ›tidernes fylde … når Guds hellige vil blive indsamlet fra alle nationer, stammer, tungemål og folk.«

Gud »gør ikke noget, uden at det er til gavn for verden … så han kan drage alle mennesker til sig …

Han opfordrer dem alle til at komme til sig og tage del i hans godhed … og alle er lige for Gud.«

Omvendelse til Jesus Kristus kræver, at vi aflægger det naturlige menneske og verdslig kultur. Som præsident Dallin H. Oaks har lært os, må vi opgive enhver tradition og kulturel skik, der er i modstrid med Guds bud, og blive sidste dages hellige. Han har forklaret: »Der er en enestående evangelisk kultur, et sæt af værdier, forventninger og skikke, der er fælles for alle medlemmerne af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.« Evangeliekultur omfatter kyskhed, ugentlig kirkegang, afholdenhed fra alkohol, tobak, te og kaffe. Den omfatter ærlighed og integritet og en forståelse af, at vi bevæger os fremad, og ikke opad eller nedad, i kirkekaldelser.

Jeg lærer af trofaste medlemmer og venner i ethvert land og enhver kultur. Skrifter, der studeres på flere sprog og med flere kulturelle perspektiver, gør forståelsen af evangeliet dybere. Forskellige udtryk for kristuslignende egenskaber gør min kærlighed til og forståelse af min Frelser dybere. Alle velsignes, når vi, som præsident Nelson sagde, definerer vores kulturelle identitet som et Guds barn, pagtens barn og en Jesu Kristi discipel.

Jesu Kristi fred er tiltænkt os helt personligt. For nylig spurgte en ung mand oprigtigt: »Ældste Gong, kan jeg stadig komme i himlen?« Han spekulerede på, om han nogensinde kunne blive tilgivet. Jeg spurgte, hvad han hed, lyttede nøje og opfordrede ham til at tale med sin biskop og gav ham et stort knus. Han gik derfra med håb i Jesus Kristus.

Jeg har nævnt den unge mand i anden sammenhæng. Senere modtog jeg et brev uden afsender, der lød: »Ældste Gong, min hustru og jeg har opfostret ni børn … og tjent på to missioner.« Men »jeg har altid følt, at jeg ikke vil blive tilladt adgang til det celestiale rige … fordi min ungdoms synder var så grelle!«

Brevet fortsatte: »Ældste Gong, da du fortalte om den unge mand, der fandt håb om tilgivelse, blev jeg fyldt med glæde og begyndte at tænke, at jeg måske kan [blive tilgivet].« Brevet sluttede med: »Nu kan jeg tilmed lide mig selv!«

Pagtsbånd knyttes stærkere, når vi kommer til hinanden og til Herren på hans herberg. Herren velsigner os alle, når ingen sidder alene. Og hvem ved? Måske bliver den person, som vi sidder ved siden af, vores bedste lykkekage-ven. Må vi finde og skabe plads til ham og hinanden ved Lammets festmåltid; det beder jeg ydmygt om i Jesu Kristi hellige navn. Amen.