Påtag jer Jesu Kristi navn

På University of Utah blev der i 2018 oprettet et særligt professorat, der hedder »Dr. Russell M. Nelson og Dantzel W. Nelsons præsidentielle professorat i kardiotorakisk kirurgi – kardio betyder hjerte, og torakisk betyder brystkasse. Det var til ære for præsident Nelsons vigtige arbejde som hjertekirurg og den støtte, han modtog fra sin afdøde hustru, Dantzel. Dette professorat blev betalt af en fond, der er beregnet til at fortsætte langt ud i fremtiden. Den person, der bliver udvalgt til denne type prestigefyldte professorat, modtager anerkendelse, støtte til løn samt forskningsmidler.

Den første kirurg, der blev udvalgt til at få dette professorat, var dr. Craig H. Selzman, en dygtig hjertekirurg, der ikke er medlem af vores kirke. Ved den ceremoni, hvor dette professorat blev tildelt dr. Selzman, var der mange vigtige gæster til stede, herunder præsident Nelson og hans hustru, søster Wendy W. Nelson. Under mødet talte præsident Nelson beskedent om sin banebrydende karriere som kirurg.

Dr. Selzman fortalte, hvad det betød for ham at blive udpeget til dette professorat. Han fortalte, at han fire dage tidligere, efter en lang dag på operationsstuen, havde opdaget, at en af hans patienter var nødt til at blive opereret igen. Han var træt og skuffet, og han vidste, at han blev nødt til at tilbringe endnu en nat på hospitalet.

Den aften havde dr. Selzman en samtale med sig selv, der ændrede hans liv. I det øjeblik tænkte han: »På fredag bliver jeg tildelt et professorat, der er opkaldt efter dr. Nelson. Han har altid været kendt som en, der holdt sine følelser under kontrol, behandlede alle med respekt og aldrig mistede besindelsen. Nu hvor mit navn bliver forbundet med hans, er jeg nødt til at prøve at være mere ligesom ham.« Dr. Selzman var allerede en meget hensynsfuld kirurg. Men han ville gerne blive endnu bedre.

Tidligere havde hans kirurgiske team måske bemærket hans træthed og frustration, fordi han kunne lade det fremgå af sin væremåde og sit tonefald. Men på operationsstuen den aften gjorde dr. Selzman en bevidst indsats for at være særligt støttende og forstående over for sit team. Han følte, at det gjorde en forskel og besluttede sig for at fortsætte med at prøve at være mere som dr. Nelson.

Fem år senere donerede præsident Nelson sine faglige papirer til University of Utah. Fremtrædende personer fra universitetet mødte op for formelt at takke præsident Nelson. Under denne begivenhed holdt dr. Selzman igen en tale. Med henvisning til præsident Nelsons initialer, RMN, sagde han: »Der er en ›RMN‹-etos, der nu gennemsyrer afdelingen for hjerte- og lungekirurgi ved University of Utah.«

»I frustrerende situationer,« forklarede dr. Selzman, »gør jeg det, vi nu lærer vores praktikanter at gøre – fokuser, læg det bag dig og gør det bedste, du kan. Den etos bor i os hver dag. Vi giver reversnåle til hvert medlem af afdelingen og til hver ny praktikant. Nederst på nålen står bogstaverne ›RMN‹. Den RMN-etos er grundlæggende for vores træning; vi lærer alle om den.« Dr. Selzman havde bevidst ændret sin tidligere holdning og sine ambitioner, fordi hans navn nu var knyttet til præsident Nelsons.

Denne række begivenheder, der involverede dr. Selzman, fik mig til at spørge mig selv: »Hvordan har jeg ændret mig, siden jeg knyttede mit navn til Jesu Kristi navn? Har jeg fået kristuslignende etos som følge af det? Har jeg virkelig prøvet at blive bedre og mere som ham?«

I dr. Selzmans tilfælde kan vi se mindst fem paralleller til den proces, hvorigennem vi påtager os Jesu Kristi navn. Selvom den proces begynder med dåben, er den ikke færdig, indtil vi er mere rene og hellige og er blevet mere som ham.

Den første parallel er identifikation. Dr. Selzmans udnævnelse til Nelson-professoratet knyttede hans navn til præsident Nelsons, og dr. Selzman begyndte at identificere sig med præsident Nelson. Når vi påtager os Jesu Kristi navn, knytter vi vores navn til hans. Vi identificerer os med ham. Vi bliver med glæde kendt som kristne. Vi anerkender Frelseren, og uden undskyldninger træder vi frem for at blive regnet som hans.

Tæt forbundet med identifikation er en anden parallel – erindring. Når dr. Selzman går ind på sit kontor, drages hans øjne mod den medaljon, han modtog, da han blev udpeget til Nelson-professoratet. Denne medaljon minder ham dagligt om den særlige RMN-etos. For os får deltagelse i nadveren hver uge os til at huske Jesus Kristus i løbet af ugen. Når vi nyder nadveren, gør vi det til erindring om den pris, han betalte for at forløse os. Vi indgår på ny pagt om at erindre ham, anerkende hans storhed og påskønne hans godhed. Vi anerkender gang på gang, at det kun er i og ved hans nåde, at vi bliver frelst fra fysisk og åndelig død.

At erindre betyder, at vi følger det råd, profeten Alma gav i Mormons Bog. Vi lader »alle [vore] gerninger være for Herren, og hvor [vi] end går hen, lad[er vi] det ske i Herren … [vi] lad[er] alle [vore] tanker være henvendt til Herren; … [og vi] lad[er vort] hjertes hengivenhed være rettet mod Herren for evigt«. Selv når vi er optaget af andre anliggender, forbliver vi opmærksomme på ham, ligesom vi husker vores eget navn, uanset hvad vi ellers fokuserer på.

En naturlig følge af at huske, hvad Frelseren har gjort for os, er en tredje parallel – efterligning. Dr. Selzman begyndte at efterligne præsident Nelson og hans RMN-etos. Jeg tror, at præsident Nelsons etos ganske enkelt var et udtryk for hans livslange virke som Jesu Kristi discipel. For os gælder det, at jo mere vi identificerer os med og husker på Jesus Kristus, jo mere ønsker vi at være som ham. Som hans disciple ændrer vi os til det bedre, når vi fokuserer på ham, end når vi fokuserer på os selv. Vi stræber efter at blive som ham og søger at blive velsignet med hans egenskaber. Vi beder inderligt om at blive fyldt med næstekærlighed, Kristi rene kærlighed.

Som præsident Nelson underviste os om i april: »I takt med at næstekærlighed bliver en del af selve vores væsen, mister vi impulsen til at nedgøre andre. Vi holder op med at dømme andre. Vi får næstekærlighed til mennesker fra alle samfundslag. Næstekærlighed til alle … er afgørende for vores fremgang. Næstekærlighed er grundlaget for en guddommelig karakter.« Udover næstekærlighed stræber vi efter at »udvikle … og højne« andre åndelige gaver fra Frelseren, deriblandt integritet, tålmodighed og flid.

At efterligne Jesus Kristus fører os til en fjerde parallel – tilpasning til hans hensigter. Vi slutter os til ham i hans værk. Som kirurg var dr. Nelson en lærer, en helbreder og en forsker. Reversnålen, som bliver brugt på dr. Selzmans afdeling, understreger disse bestræbelser med ordene undervis, helbred og opdag. For os indebærer en del af det at påtage sig Jesu Kristi navn, at vi villigt, bevidst og entusiastisk tilpasser vores mål til hans. Vi slutter os til ham i hans værk, når vi »elsker, deler og indbyder«. Vi slutter os til ham i hans værk, når vi drager omsorg for andre, især de sårbare og dem, der er blevet såret, knust eller slået ned af deres jordiske erfaringer.

Så vi påtager os mere helhjertet Jesu Kristi navn gennem identifikation, erindring, efterlignelse og tilpasning. Disse fire fører os til en femte parallel – modtagelse af kraft. Vi får adgang til Guds kraft og velsignelser i vores tilværelse. Nelson-professoratet giver dr. Selzman anerkendelse og støttemidler, som han bruger til at ændre kulturen i sin afdeling. Han anvender denne bevilling eller »begavelse af kraft« til at hjælpe andre. Når vi påtager os Frelserens navn, velsigner vor himmelske Fader os på samme måde med sin kraft for at hjælpe os med at opfylde vores jordiske mission.

Når vi indgår yderligere pagter med Gud, påtager vi os i højere grad Jesu Kristi navn. Som følge af dette velsigner Gud os med mere af sin kraft. Som præsident Nelson sagde: »Enhver person, der indgår pagter i dåbsbassinet og i templerne – og holder dem – har øget adgang til Jesu Kristi kraft … Belønningen for at holde pagter med Gud er himmelsk kraft – der styrker os til bedre at modstå vores prøvelser, fristelser og hjertesorger«.

Vi bliver mere åndeligt modtagelige. Vi har mere mod til at konfrontere tilsyneladende umulige omstændigheder. Vi bliver mere styrket i vores beslutning om at følge Jesus Kristus. Vi omvender os mere hurtigt og vender tilbage til ham, når vi overtræder. Vi bliver bedre til at dele hans evangelium med hans kraft og myndighed. Vi hjælper dem i nød og bliver samtidigt mindre fordømmende, langt mindre fordømmende. Vi bevarer forladelse for vores synder. Vi har større fred, og vi er gladere, fordi vi altid kan glæde os. Hans herlighed vil være omkring os, og hans engle vil passe på os.

Frelseren indbyder os til at »komme til Faderen i [hans] navn og, når tiden er inde, modtage af hans fylde«. Jeg beder jer indtrængende om at gøre dette. Kom til vor himmelske Fader. Påtag jer Jesu Kristi navn. Identificer jer med ham. Husk ham altid. Stræb efter at være som ham. Slut jer til ham i hans værk. Modtag hans kraft og velsignelser i jeres tilværelse. Indgraver hans navn i jeres hjerte, villigt og bevidst. Det giver jer »anseelse« over for Gud og kvalificerer jer til at have Frelseren som jeres talsmand. I vil blive ophøjede arvinger i vor himmelske Faders rige, medarvinger sammen med hans Førstefødte, vor elskede Frelser og Forløser.

Han lever. Det ved jeg med sikkerhed. Han elsker jer. Han gav sit liv for jer. Han bønfalder jer om at komme til Faderen gennem sig. I Jesu Kristi navn. Amen.