Kriseparat – klar jer selv i 3 døgn

Onsdag d. 11. september havde vi i Randers inviteret Beredskabsforbundet, til at give deres kursus om at blive »kriseparat«.

De kommer gladelig ud til alle, der kan fremvise en deltagerliste på 20 personer, og de gør det gratis.

Vi var rundt i byen med flyers og satte arrangementet på både Kultunaut og i lokalavisen for at invitere byens borgere.

Dette gjorde, at det ikke kun var kirkens medlemmer, men også nogle af byens borgere, der kom.

Selvom kursuset var sat til at vare 2 timer, og man kunne synes dette er lang tid, gik tiden utrolig hurtigt, da der med entusiasme og gode billeder blev formidlet på en måde, så man fik lyst til at gå i gang med det samme og sætte sit evt. allerede eksisterende forråd i bedre system og få købt det, der mangler.

Der blev også sat nye tanker i spil.

- Hvad med din nabo, kan han komme ind til dig, når krisen rammer?

- Er der nogen i nærheden, som kunne have brug for din hjælp og støtte?

- Ved de, at de bare kan komme hen til dig?

Vores Grenspræsident Kim Holst havde medbragt egne effekter, som han havde sat op til inspiration for alle.

En god slikskål var ikke dårligt efter et langt foredrag.Efter 3-4 måneders forløb inviterede missionærerne mig til møde i kirken. Det var en onsdag aften i GUF, da jeg kom første gang. Jeg erindrer det endnu; jeg kunne nemlig ikke finde kirken. Den skulle ligge i Prinsensgade nr. 19 o.g. I min naivitet troede jeg, at det var en kirkebygning eller et menighedshus, der var tale om, men det var nogle meget ringe lokaler, der lå »over gården«. Jeg var faktisk selv tidligere blevet tilbudt dem, da jeg søgte lokaler til min nyetablerede forretning, men jeg fandt dem dengang for ringe. Lokalet lå på 1. sal oven på et smedværksted. Et lokale, som var ca. 7x4 m, kunne deles i to, ved at man trak et forhæng for. Dertil var så yderligere et værelse på omkring 8 m2. Begge rum blev opvarmet af to kakkelovne, som der skulle fyres op i ca. 1 time, før møderne begyndte. Ligeledes var toiletforholdene meget ringe, og toilettet lå under den smalle trappe, der førte op til mødelokalerne. Men jeg tog det i stiv arm, selvom lokalerne var, som de var. Jeg tror, så vidt jeg erindrer, at det aldrig har været noget problem for mig.

Men som sagt: Da jeg kom til mødet, var der kun tre til stede. Det var Meta Dybvang, hendes datter Nunne Rasmussen og Liljengren, der var grenspræsident. Lidt senere kom missionærerne. Det var ikke mange, og da jeg kom hjem, spurgte min hustru, Esther, mig, hvor mange vi havde været, og da jeg ikke kunne lide at sige til hende, at vi kun var tre eller fem med missionærerne, svarede jeg, at jeg talte dem ikke! Men jeg fik et meget stort udbytte af mødet. For det første var lektien god, den handlede om ægteskabet, dernæst var det en opmuntring for mig at se så velplejede mennesker og ligeledes at se, at den unge Nunne var en smart pige, der brugte make-up og havde røde negle. Jeg havde nærmest forestillet mig, at alle såkaldte religiøse mennesker afsværgede den slags. Derfor kan jeg sige, at mit første møde i kirken var godt, vi var ikke mange, men de, der var der, gjorde et stort indtryk på mig.