Historien om gengivelsen af Jesu Kristi evangelium

Det første syn [First Vision], af Walter Rane

Det første syn

Jeg forestiller mig de nye grønne blade, der var ved at springe ud på træerne, da Joseph Smith gik ud i skoven nær sit hjem den forårsdag i 1820. Jeg forestiller mig ham som 14-årig, der ikke ønskede at forblive i det »vildrede og mørke« (JS-H 1:13), han havde følt de foregående to år. Denne lund blev senere kendt som den hellige lund.

Han skrev senere, om sin tid som teenager: »Jeg blev meget ulykkelig, for jeg blev klar over mine synder … Derfor anråbte jeg Herren om nåde, for der var ingen andre, jeg kunne gå til for at modtage nåde.« Det er en af grundene til, at han bad den morgen. Han nedskrev svaret på sin bøn:

»Jeg [så] en lyssøjle lige over mit hoved, som var stærkere end solens glans, og som dalede gradvis ned, indtil den faldt på mig …

Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: Det er min elskede Søn. Hør ham!« (JS-H 1:16-17).

Gud Faderen pegede på sin elskede Søn, Jesus Kristus, og viste Joseph, hvor han kunne finde lindring. Og det er der, han stadig peger hen den dag i dag. Præsident Russell M. Nelson har sagt: »Uanset hvilket spørgsmål eller problem I har, findes svaret altid i Jesu Kristi liv og lærdomme.«

Englen Moroni viser sig for Joseph Smith [The Angel Moroni Appears to Joseph Smith], af Tom Lovell

Englen Moroni

Da Joseph forlod denne hellige oplevelse i lunden, gik livet videre, flere spørgsmål dukkede op, og vægten af hans »svaghed og … ufuldkommenheder« tyngede hans sjæl (se JS-H 1:28-29). Den 21. september 1823 blev han igen ledt til bøn.

Jeg forestiller mig den 17-årige Joseph knæle på gulvet ved siden af sin seng den aften. Mens han bad – velvidende at han ville få et svar – dalede et lys ned og fyldte det lille værelse, som han delte med sine søskende.

Den besøgende var englen Moroni. Jeg forestiller mig, at Joseph åndede lettet ud, mens englen forsikrede ham om, at Gud havde tilgivet ham hans synder. Han forklarede derefter det arbejde, som Herren havde planlagt for ham. Joseph skrev: »Han sagde, at der var blevet henlagt en bog, skrevet på guldplader, som berettede om de tidligere indbyggere på dette kontinent … Han sagde også, at den indeholdt det evigtvarende evangeliums fylde, sådan som Frelseren havde givet det til de fordums indbyggere« (JS-H 1:34).

Det var Josephs opgave at hente guldpladerne fra Cumorahøjen og oversætte optegnelsen, der skulle blive til Mormons Bog.

Cumorahøjen

Som årene gik, og Joseph blev ældre, underviste Moroni den unge profet ved højen. Hvert år tillod englen ham ikke at tage pladerne, fordi han vidste, at Joseph endnu ikke var klar. Jeg forestiller mig Joseph forlade højen efter hvert besøg med Moroni, ivrig efter at være forberedt ved næste års besøg.

Joseph måtte hvert år være tålmodig, fordi »tiden til at tage [optegnelsen] op endnu ikke var kommet« (JS-H 1:53). Joseph kunne have givet op i frustration, men valgte i stedet at modtage »undervisning og kundskab« fra englen Moroni, idet han lærte om, på hvilken måde Herrens »rige skulle styres i de sidste dage« (JS-H 1:54).

I den tid tvivlede nogle af Josephs naboer på ham. Men Joseph fandt støtte hos sin familie og sine venner. Han skrev: »Jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det« (JS-H 1:25).

Joseph giftede sig med Emma Hale i januar 1827. Hun kørte med ham i hestevogn til Cumorahøjen kort efter midnat den 22. september 1827, den aften hvor han endelig var klar til at modtage guldpladerne.

En lektie, vi kan lære af Josephs fire års ventetid på at få guldpladerne, er, at Gud forbereder os til det værk, han kalder os til at udføre. Når I bruger den tid, Gud giver jer, på at forberede jer, lære og styrke jeres tro, vil det hjælpe jer til at være klar, når han kalder jer.

Ved Guds gave og kraft [By the Gift and Power of God], af Simon Dewey

Oversættelsen af Mormons Bog

Nogle få måneder senere flyttede Joseph og Emma til Harmony i Pennsylvania, hvor Emmas forældre boede. Her begyndte oversættelsen af guldpladerne i 1828.

Emma og Joseph oplevede mange prøvelser – såsom deres første barns død – hvilket forsinkede oversættelsen. Martin Harris, en lokal landmand, der tjente som en af skriverne under oversættelsen af Mormons Bog, bad om lov til at vise sin familie 116 oversatte sider. Efter Joseph havde spurgt Herren mange gange, fik han tilladelse til at lade Martin tage de 116 sider med tilbage til Palmyra. De blev væk eller stjålet, og som følge deraf fjernede Herren midlertidigt Josephs evne til at oversætte. (Se L&P 3; 10).

Da Joseph fandt ud af, at siderne var gået tabt, blev han bekymret og sagde: »Alt er tabt! … Hvordan skal jeg kunne vise mig for Herren?« Men på grund af disse oplevelser lærte han Guds karakter at kende. Joseph bad til vor himmelske Fader med et ydmygt hjerte og modtog dette svar:

»Husk, at Gud er barmhjertig; omvend dig derfor fra det, som du har gjort, og som er i modstrid med den befaling, som jeg har givet dig, og da er du stadig udvalgt og er atter kaldet til værket« (L&P 3:9-10).

Gud gav Joseph alt, hvad han behøvede for at gøre fremskridt i denne svære tid. Med støttende venner som Martin Harris, Joseph Knight og Oliver Cowdery og med redskaber som Urim og Tummim og seersten gik oversættelsen af Mormons Bog fremad i 1829.

Til jer, mine medtjenere [Upon You My Fellow Servants], af Linda Curley Christensen og Michael Malm

Præstedømmets gengivelse

Mens Joseph oversatte, og Oliver fungerede som skriver, lærte de om dåb og ønskede at vide mere. De valgte at bede Gud om mere kundskab og indsigt. Jeg forestiller mig Joseph og Oliver gå ærbødigt gennem skoven ved Josephs gård og lede efter et sted at bede.

Den 15. maj 1829 besøgte Johannes Døber Joseph og Oliver. Han sagde: »Til jer, mine medtjenere, overdrager jeg i Messias’ navn Arons præstedømme, som besidder nøglerne til englebetjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse« (L&P 13:1).

Det Aronske Præstedømme blev gengivet. Joseph og Oliver døbte hinanden, de første dåb i denne uddeling. Kort tid efter gav Peter, Jakob og Johannes dem Det Melkisedekske Præstedømme.

Joseph var ikke fuldkommen. Han begik fejl, men da han søgte efter at omvende sig, stolede Herren på ham og gav ham mulighed for at udvikle sig. Herren gav Joseph og Oliver sin magt og myndighed til at handle i sit navn – præstedømmet. Han gav dem den første ordinance til at opbygge et pagtsforhold med ham – dåb.

Herren betror på samme måde jer og mig at deltage i sit arbejde med frelse og ophøjelse, og vi kan modtage hans hjælp til at overvinde vores svagheder, når vi holder vores pagter med ham.

Udsnit af Trykningen af den første Mormons Bog [Printing of the First Book of Mormon], af Gary E. Smith

Udgivelsen af Mormons Bog

Med den tiltagende forfølgelse fandt Joseph det sværere at blive ved med at oversætte Mormons Bog. Han, Emma og Oliver flyttede til Fayette i New York, hvor Olivers ven David Whitmer boede. De flyttede ind hos familien Whitmer.

Med familien Whitmers hjælp færdiggjorde Joseph og hans skrivere oversættelsen blot få uger efter, at de var flyttet dertil. De samarbejdede med E.B. Grandin om at udgive 5.000 eksemplarer af Mormons Bog på hans trykkeri i Palmyra i New York. Martin Harris pantsatte hele sin gård, hele sit levebrød, for at betale for omkostningerne. De første eksemplarer var klar til salg den 26. marts 1830. Endelig, da Mormons Bog var udkommet, var det tid til at organisere Jesu Kristi Kirke.

Kirkens organisering [Organization of the Church], af Robert T. Barrett, må ikke kopieres

Organiseringen af Jesu Kristi Kirke

Jeg forestiller mig 40-50 mennesker i familien Whitmers lille hjem den 6. april 1830, den dag Kirken blev organiseret. Jeg forestiller mig deres begejstring, da de så den 24-årige Joseph rejse sig for at indlede det første møde. På denne dag begyndte Daniels profeti i Det Gamle Testamente at blive opfyldt, hvor der står: »I de kongers dage skal himlens Gud oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde« (Dan 2:44).

For at genoprette Jesu Kristi Kirke havde Gud brug for de gaver, som kun Joseph og Emma Smith, Oliver Cowdery og andre havde. I takt med at Kirken fortsætter med at vokse i dag, kan det virke som om, at jeres individuelle indsats ikke er nødvendig. Men Gud har brug for de gaver, som kun I kan tilbyde. Når I finder måder at hellige jeres indsats til ham, ligesom disse tidlige hellige gjorde, kan I være en del af hans forunderlige værk og under (se Es 29:14).

Historien fortsætter

Gengivelsen af Jesu Kristi evangelium bragte myndigheden, lærdommene, pagterne og ordinancerne tilbage for at hjælpe Guds børn til at vandre på stien tilbage til deres himmelske hjem. Historien om genoprettelsen fortsætter med jer – gennem jeres ofre, jeres tro og jeres vidnesbyrd. Hver gang I tager et slægtsnavn med til templet, hver gang I deler evangeliet, hver gang I »gør noget, der hjælper nogen – på begge sider af sløret – til at tage et skridt mod at indgå pagter med Gud, bidrager [I] til Israels indsamling«.

I kan hjælpe jeres brødre og søstre på begge sider af sløret til at finde vej til den eneste sti, der fører dem tilbage til Gud. I kan hjælpe dem til at finde Jesus Kristus.