Tragedie og helbredelse i Peru

Sent på dagen den 7. juni 1990 gik missionærkammeraterne Manuel Navarro og Guillermo Chuquimango tilbage til deres hus. De nød at være missionærer – at arbejde hårdt, besøge forskellige regioner i Peru og bringe mennesker til Jesus Kristus.

Deres nuværende område, Huaraz, kunne dog være farligt om aftenen. En revolutionær gruppe kaldet Sendero Luminoso, eller Den Lysende Sti, havde kæmpet mod den peruvianske regering i mere end et årti. På det seneste var deres angreb blevet mere aggressive, da stigende inflation og økonomiske konflikter ramte landet.

For at beskytte missionærerne indførte de fem missioner i Peru udgangsforbud og begrænsede missioneringen til dagtimerne. Men denne aften følte ældste Navarro og ældste Chuquimango sig glade og snakkesalige. De havde lige undervist i evangeliet og var omkring 15 minutter fra at være hjemme.

Mens de gik og snakkede, fik ældste Navarro øje på to unge mænd ved den næste bygning. De skubbede en gul bil. Manuel overvejede at give en hånd med, men snart startede mændene bilen og kørte væk.

Kort tid efter nærmede missionærerne sig en park i nærheden af deres hjem. Den gule bil var parkeret omkring fem meter fra, hvor de kom gående. I nærheden lå en militærbase.

»Den ligner en bilbombe,« sagde ældste Chuquimango. Ældste Navarro så nogle mennesker løbe væk, og i det øjeblik eksploderede bilen.

Eksplosionen ramte ældste Navarro og kastede ham op i luften, mens granatsplinter susede omkring ham. Da han ramte jorden, var han rædselsslagen. Han tænkte på sin kammerat. Havde han taget hovedparten af eksplosionen?

I samme øjeblik mærkede han, at ældste Chuquimango hjalp ham på benene. Parken lignede en krigszone, idet soldater fra basen – bombens tilsyneladende mål – affyrede deres våben i retning af de ulmende rester af bilen. Ældste Navarro støttede sig til sin kammerat og formåede at gå resten af vejen hjem.

Da de kom hjem, gik han ud på badeværelset og så sig i spejlet. Hans ansigt var blodigt, men han kunne ikke finde et sår i hovedet. Han følte sig blot svimmel.

»Giv mig en velsignelse,« sagde han til sin kammerat. Ældste Chuquimango, der kun havde fået mindre skader, lagde sine rystende hænder på ældste Navarros hoved og velsignede ham.

Ikke længe efter på hospitalet besvimede ældste Navarro på grund af blodtab. Han havde akut brug for en blodtransfusion. Hellige fra Huaraz kom til hospitalet for at donere blod, men ingen af dem havde den rigtige type. Lægerne testede derefter ældste Chuquimangos blod og fandt, at han havde et perfekt match.

For anden gang den aften reddede ældste Chuquimango sin kammerats liv.

Dagen efter eksplosionen forflyttede lægerne ældste Navarro til en klinik i Lima. Der gav ældste Charles A. Didier fra områdepræsidentskabet ham en velsignelse og lovede, at han snart ville vende tilbage til missionsmarken.

Efter at have undersøgt ældste Navarros andre skader rettede lægerne deres fokus mod at rekonstruere hans sårede ansigt. Granatsplinter havde skåret hans kindben og synsnerven i hans højre øje over, hvilket gjorde det nødvendigt, at øjet blev fjernet. Hans forældre, der var kommet til Lima, fortalte ham nyheden.

Med fuld økonomisk støtte fra Kirken gennemgik ældste Navarro tre operationer for at få fjernet øjet og få rekonstrueret den ødelagte øjenhule.

Mens ældste Navarro restituerede sig på klinikken, fik han besøg af Luis Palomino, en ven fra sin hjemby, der gik i skole i Lima. Selvom hans skader gjorde det svært for ham at tale med Luis, begyndte ældste Navarro at dele missionærlektionerne.

Luis blev overrasket og imponeret over ældste Navarros beslutning om at afslutte sin mission. »Jeg vil gerne vide, hvad der motiverer dig,« sagde Luis til ham. »Hvorfor er din tro så stor?«

Seks uger efter eksplosionen forlod ældste Navarro klinikken og begyndte at tjene på missionskontoret i Lima. Terrortruslen truede stadig, og han var bange, hver gang han så en bil som den, der eksploderede. Om natten havde han svært ved at sove.

En dag kom Luis til missionskontoret for at besøge ældste Navarro. »Jeg vil gerne døbes,« fortalte han ham. »Hvad skal jeg gøre?«

I løbet af de næste par uger underviste ældste Navarro og hans kammerat Luis i resten af lektionerne i en nærliggende kirkebygning. Ældste Navarro glædede sig over at undervise en ven, og Luis fuldførte ivrigt alle de mål, han havde sat sig sammen med missionærerne.

Den 4. oktober 1990 udførte ældste Navarro Luis’ dåb. Selvom ældste Navarro stadig led af sin skade, havde prøvelserne gjort det muligt for ham at døbe en ven fra sin hjemby – noget han aldrig havde forventet at gøre. Da Luis kom op af vandet, omfavnede de hinanden, og ældste Navarro følte Ånden stærkt. Han vidste, at Luis også kunne mærke den.

For at fejre begivenheden gav ældste Navarro Luis en bibel. »Når dagene bliver mørke,« skrev ældste Navarro på indersiden af omslaget, »så husk denne dag, den dag du blev født på ny.«