2025
Vi kan hjælpe jer
Februar 2025


»Vi kan hjælpe jer«, Liahona, feb. 2025.

Sidste dages hellige røster

Vi kan hjælpe jer

Da en orkan ramte Puerto Rico, blev vi velsignet, fordi vi havde velsignet andre.

folk deler forsyninger ud

Illustration: Katy Dockrill

Da orkanen Irma ramte Caribien i september 2017, forårsagede den omfattende ødelæggelser på flere øer. Et kirkemedlem i USA, som ønskede at hjælpe, rakte ud til min mand, der dengang tjente som stavspræsident i Puerto Rico.

»Jeg har en stor båd, som jeg vil sejle til Puerto Rico, så jeg kan bringe mad og forsyninger til øen Tortuga,« sagde han. »Jeg har brug for jeres hjælp til at samle forsyninger.«

Som svar begyndte vi at indsamle donationer i form af mad, tøj og andre ting fra Kirkens medlemmer og andre i Puerto Rico. Vi sendte to bådladninger til Tortuga og var ved at gøre klar til at sende en tredje båd fuld af forsyninger, som vi havde samlet i stavscentret til distribution. Så fandt vi ud af, at en anden storm, orkanen Maria, var på vej direkte mod Puerto Rico.

Da orkanen Maria gik i land, ødelagde den vores ø og dræbte tusindvis af mennesker. I flere dage derefter kunne vi ikke forlade vores nabolag på grund af væltede træer, murbrokker og anden ødelæggelse. I stavscentret havde vi dog et forråd af mad, vand, tøj og personlige ejendele – alt, hvad vi havde brug for til en naturkatastrofe. Vi havde indsamlet disse ting for at hjælpe andre, men de endte i stedet med at velsigne os.

Orkanen forårsagede strømafbrydelser og fik internettet og mobiltelefontjenester til at gå ned. Mens de puertoricanske myndigheder arbejdede på at tilvejebringe bistand, havde vi forsyninger, der gav øjeblikkelig hjælp til mange mennesker.

Da min mand endelig kunne forlade vores hjem, følte han sig tilskyndet til at besøge visse medlemmer af vores stav. Han fandt to søstre, hvis hjem var blevet ødelagt, og som havde mistet alt.

»Vi kan hjælpe jer,« sagde han. »Vi har det, I har brug for. Stavscentret er fyldt med forsyninger.«

Efterhånden som kirkemedlemmer og medlemmer af andre trosretninger kontaktede min mand for at få hjælp, begyndte vi at modtage pengegavekort fra kirkemedlemmer i USA, som vi uddelte til de nødlidende. Kirken mobiliserede også humanitær hjælp, såsom mad, vand og andre forsyninger til vores ø. I månedsvis gjorde disse donationer det muligt for os at hjælpe utallige puertoricanere.

Mens vi arbejdede på at hjælpe vores næste efter orkanen Irma, forberedte Herren en vej for os, så vi kunne hjælpe os selv efter orkanen Maria. Som Frelseren sagde: »Giv, så skal der gives jer« (Luk 6:38).