»Fra tårer af kvaler til tårer af taknemmelighed«, Liahona, feb. 2025.
Sidste dages hellige røster
Fra tårer af kvaler til tårer af taknemmelighed
Efter min skilsmisse følte jeg mig utilstrækkelig til at tjene som leder i min menighed.
Illustration: Katy Dockrill
Intet forberedte mig på den dag, hvor min hustru gennem 10 år sagde, at hun ønskede at forlade Kirken og vores ægteskab. Det er sandt, at vi begge havde manglet modenhed, venlighed, tilgivelse og kærlighed, men jeg ville gerne blive ved med at prøve at forbedre vores ægteskab. Det gjorde hun dog ikke.
Jeg følte, at jeg ærede mine pagter, studerede skrifterne entusiastisk og tjente pligtopfyldende i biskoprådet i min menighed. Men da min hustru havde forladt mig, blev jeg så rådvild, vred og forvirret, at jeg vågnede midt om natten i smerte. Tårerne flød, og jeg gjorde det eneste, jeg kunne gøre – bad i timevis.
Jeg følte mig som føreren af en bil, der kørte sikkert, men pludselig blev ramt af en anden bil, der er kommet ud af kontrol. Var det ikke meningen, at min lydighed skulle skærme mig mod ulykker?
Jeg spekulerede på, om menighedens medlemmer troede, at jeg var en bedrager. Jeg var en menighedsleder, hvis familieliv stred mod billedet af en mønsterfamilie. Hvordan kunne jeg stå foran menighedens medlemmer, når mit liv føltes ødelagt? Fordi jeg følte mig utilstrækkelig, nåede jeg frem til den konklusion, at jeg skulle bede om at blive afløst fra min kaldelse.
»Hvis du kæmper med følelser af utilstrækkelighed, bør du ikke gøre det,« sagde min biskop. »Vi er alle mennesker og begår fejl.«
Fem vanskelige år senere bemærkede jeg, at jeg havde forandret mig. Jeg var mere kærlig og tilgivende. Min sjæl var roligere. Jeg så mine svagheder som muligheder for at blive forædlet af Helligånden (se Eter 12:27).
Med tiden traf jeg en vidunderlig kvinde med to børn fra et tidligere ægteskab. Hun blev min hustru i 2020. Jeg har været lykkelig lige siden. Mine natlige tårer af kvaler flyder nu som tårer af taknemmelighed. Herren udøser så mange velsignelser.
Eftersom jeg har oplevet ulykkelige og usunde omstændigheder i min familie, finder jeg trøst i et råd fra ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum: »I, der har oplevet sorgen ved en skilsmisse i jeres familie eller har følt smerten ved brudt tillid, husk på, at [Guds mønster for familier] begynder igen med jer! … I kan styrke jeres kæde [af generationer] og måske endda hjælpe med at genoprette de brudte led.«