Derfor vælger jeg den genoprettede kirke

Carlos Rabanales fra Guatemala

Alt det, jeg har, og det, jeg er – min familie, mine værdier, min profession, mit formål med livet – skyldes Jesu Kristi gengivne evangelium.

Efter jeg havde lært at læse som barn, begyndte jeg at læse i Bibelen. Da jeg var 10 år, ønskede jeg ligesom Joseph Smith at finde den rigtige kirke at tilslutte mig. Jeg begyndte at undersøge de lokale kirkesamfund. En dag inviterede en af min mors venner os med til familieaften.

»Det er den her,« tænkte jeg. »Dette er kirken!«

To uger senere blev vi døbt som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Vi boede i et fattigt område i Guatemala, hvor bander var begyndt at organisere sig. Mange af mine ældre venner sluttede sig til nogle af disse bander. Hvis jeg ikke havde lært evangeliet at kende, ville jeg sandsynligvis have sluttet mig til en bande og være blevet dræbt, inden jeg fyldte 18, ligesom nogle af disse unge mænd. At tilslutte mig Kirken var et vendepunkt i forhold til mine fremtidige muligheder.

Kundskab og vidnesbyrd

Da jeg sluttede mig til Kirken, hungrede jeg efter kundskab. Da jeg fyldte 14, havde jeg læst alle de skrifter og bøger fra Kirken, som jeg havde til rådighed, såsom Jesus Kristus og Trosartiklerne af ældste James E. Talmage (1862-1933) fra De Tolv Apostles Kvorum.

I 1984 sang jeg med i et kor ved indvielsen af templet i Guatemala City i Guatemala. Jeg undrede mig over, hvorfor nogle mennesker protesterede mod indvielsen og uddelte litteratur mod Kirken foran templet. Omkring det tidspunkt så jeg også nogle mennesker forlade Kirken af forskellige årsager.

Jeg blev færdig med at læse Mormons Bog, to måneder efter jeg var blevet døbt. Mit vidnesbyrd om den bog har aldrig forladt mig. Fordi jeg ved, at den er sand, så ved jeg, at Joseph Smith var profet, at han blev kaldet af Gud, og at dette er Frelserens kirke.

mand, der læser skrifterne — Fordi Carlos ved, at Mormons Bog er sand, ved han også, »at Joseph Smith var profet, at han blev kaldet af Gud, og at dette er Frelserens kirke«.

Et vidnesbyrd kommer fra Gud. Hvis han fortæller jer, at dette er den sande kirke, og I ved, at det var Gud, der fortalte jer det, så er det sådan, det er – I ved det (se JS-H 1:25). Alt kan forstås og modstås gennem den optik.

For nylig besøgte jeg et familiemedlem, der kæmper med sin tro på grund af noget, han så på internettet.

»Hvis du kan finde noget, der er bedre end Jesu Kristi evangelium, eller som gør dig lykkeligere end evangeliet, så gå efter det,« sagde jeg til ham. »Men jeg ved af erfaring, at der ikke er noget bedre eller som gør os lykkeligere end Jesu Kristi evangelium.«

Jeg fortalte ham, at nogle mennesker siger, at Gud ikke eksisterer, og at evangeliet ikke er sandt, men de søger ikke oprigtigt efter sandheden. Og der er andre som kong Lamonis far, der var så ivrig efter at lære Gud at kende, at han bad: »Vil du … give dig til kende for mig, så vil jeg aflægge alle mine synder for at kende dig« (se Alma 22:17-18).

Det er afgørende at elske og ikke dømme, når man hjælper en person, der kæmper med svære spørgsmål om tro. Mit familiemedlem sagde, at han ikke ville gå i kirke mere, men han holdt ikke op med at komme. Jeg tror, at han blev ved med at gå i kirke, fordi vi har et nært forhold, og han føler, at jeg forstår hans tvivl.

Musik og inderlig barmhjertighed

I takt med at mit vidnesbyrd voksede, mens jeg var ung, voksede min kærlighed til musik også. Den kærlighed begyndte, da jeg trådte ind i en sidste dages hellig kirkebygning og så et klaver for første gang. Jeg føler, at Herren havde en plan for mig, fordi jeg følte mig draget mod klaveret. Jeg åbnede klaverbænken, fandt en bog om, hvordan man spiller klaver, og begyndte at lære mig selv at spille.

Snart spillede jeg klaver i min menighed hver søndag og sang i menighedens ungdomskor. Da jeg blev 16, begyndte jeg at gå på det nationale musikkonservatorium i Guatemala. Konservatoriets kordirigent, Beto Echeverria, opfordrede mig til at blive professionel. Siden da har jeg spillet klaver og dirigeret mange kor ved kirkearrangementer. Senere blev jeg Kirkens musikkoordinator for det mellemamerikanske område. I dag arbejder jeg som klavertekniker og musiklærer.

en mand synger med sin datter — Carlos, der synger sammen med sin datter, Rocio, opdagede sin kærlighed til musik, da han trådte ind i en sidste dages hellig kirkebygning, så et klaver for første gang og lærte sig selv at spille.

Da præsident Russell M. Nelson besøgte Guatemala i 2019 som en del af en ni dage lang tjenestegerning i Latinamerika, talte han ved et foredrag om aftenen, hvor jeg blev bedt om at dirigere et kor med 200 sangere. Nogen tid efter at vi var begyndt at øve, havde jeg en drøm.

Jeg drømte, at jeg ville være i stand til at hilse på profeten. Da præsident Nelson efter foredraget vinkede farvel med sit lommetørklæde til de 22.000 mennesker, vendte han sig mod mig og sagde på perfekt spansk: »Mange tak. Godt klaret!« Så talte søster Wendy Nelson til forsamlingen og sagde: »Jeg vidste ikke, at I havde et tabernakelkor i Guatemala!«

En anden mild barmhjertighed, jeg har modtaget ved at tjene gennem musik, kom i 2024, da jeg blev inviteret til at synge med The Tabernacle Choir on Temple Square under aprilkonferencen. Og endnu en velsignelse kom, da jeg gennem BYU-Pathway Worldwide færdiggjorde min bachelorgrad – noget jeg havde ønsket mig, siden jeg var ung voksen.

Jeg kan uden tvivl sige, at jeg kan takke Jesu Kristi gengivne evangelium for alt det, jeg har, og det jeg er – min familie, mine værdier, min profession, mit formål med livet. Det har givet mig beskyttelse, vejledning og utallige velsignelser.

familie, der står sammen — »Alt kan forstås og modstås« gennem et vidnesbyrd om Frelseren og hans gengivne evangelium, siger Carlos, der er afbilledet med sin hustru, Claudia, og deres børn, Jose og Rocio.