50 års jubilæumsfest for Fredericia menighed
Fredericia menighed fejrede et flot jubilæum i kirkebygningen d. 28. september 2024. Det var bestemt også et jubilæum, der var værd at fejre. Hvis nogen skulle være i tvivl om det, kunne man blive overbevist ved at gå en runde i bygningen og se de mange beviser på, hvad der var sket i løbet af disse 50 år. Der hang f.eks. plakater med billeder af de ca. 50 missionærer, der har været sendt ud, optegnelser over lokale ledere og billeder af de mødelokaler, der har været i brug. Der lå scrapbøger fremme med udklip af de mange forskelligartede aktiviteter, som har været afholdt i de mange år og optegnelser af missionærer, dåb, tilflyttere og fraflyttere. På storskærm blev løbende vist billeder af bl.a. kirkebyggeriet. Jo, man var ikke i tvivl om, at der er sket mangt og meget i de 50 år.
Der har jo været afholdt kirkemøder i Fredericia i mere end 50 år, men jubilæet markerede, at Vejle gren fra d. 1. september 1974 og Kolding gren fra d. 13. oktober samme år blev lagt sammen med Fredericia gren under navnet Lillebælt Gren. Hans Otto Ilskov Nielsen blev opretholdt som grenspræsident med den tidligere grenspræsident for Vejle gren, Hans Sørensen, som 1. rådgiver og Bent Andersen som 2. rådgiver.
En af årsagerne til, at man valgte at slå grenene sammen i Fredericia, var, at der var blevet indviet en kirkebygning på Kaltoftevej i april 1974. Ganske vist ikke så stor i første omgang, men dog egen bygning med mulighed for at bygge ud i modsætning til, hvad man kunne i tidligere lejede lokaler. Og der blev brug for udbygning. Her er et lille udpluk fra str. Irene Andersens dagbog fra søndag d. 13. okt. 1974: »I dag er Kolding gren blevet nedlagt og kommet hertil, så jeg skal love for, at her er fulde huse. Vi var så mange mennesker, så det næsten var umuligt at være her. 91 til nadvermødet. Vi bliver simpelthen nødt til at få bygget ud!« Og bygget ud blev der i flere omgange.
Det var selvfølgelig ikke uden problemer at slå 3 grene sammen. Mødetiderne måtte laves om for at begrænse køretiden og få det hele til at passe med den offentlige transport. Nadvermødet blev lagt lige efter søndagsskolen, så på en måde kan man sige, at Lillebælt gren var en del år foran resten af verden med den samlede mødeblok, som blev indført i 1980. Der blev også lejet to minibusser, den ene fra Vejle og den anden fra Kolding. Derfor måtte man slutte møderne til tiden, og der var ikke tid for alle til at snakke efter møderne, for udenfor stod busserne og ventede.
D. 2. juli 1978 var et skelsættende år for hele Fyn-Jylland distrikt og dermed også for Fredericia. Den dag blev Aarhus Stav oprettet af apostel Mark E. Petersen og Lillebælt Gren blev til Fredericia Ward. Den daværende grenspræsident Palle Blønd blev ordineret til at være den første biskop i menigheden.
Til jubilæumsfesten hørte vi talere af Dorte Holm Larsen, som fortalte om, hvordan det styrkede Fredericia, da Vejle og Kolding blev lagt sammen med dem. Hun havde altid lidt ondt af, at de andre skulle den lange vej. Anna-Marie Jakobsen og Ole Ravn-Petersen fortalte så om, hvordan det var at være en del af henholdsvis Vejle gren og Kolding gren i de lejede lokaler, de holdt deres møder i. Medlemmerne var lidt vemodige over at skulle lukke, men kunne også se flere fordele ved at være flere medlemmer sammen. I et stykke tid forinden havde de unge fra de tre byer slået sig sammen til et ugentlig fælles GUF møde i Fredericia, men nu kunne de også ses om søndagen.
Efter talerne var der mulighed for at gå rundt og kigge på udstillingen, bladre i scrapbøgerne og hyggesnakke. Imens var børnene på skattejagt rundt i bygningen.
Maden til festen var værd at komme efter. Der blev serveret helstegt pattegris mesterligt forberedt af Frederik og Emil Nielsen, og der var masser af tilbehør medbragt af medlemmer. Der var vist ikke nogen, der gik sultne derfra.
Der var til festen også flot underholdning i form af sang og musik af bl.a. Primary og UM/UK. Dorte Holm Larsen sang »Klaus Jørgen«, som hun også havde sunget ved den første grenskonference, der blev afholdt i Lillebælt Gren. Der var en Kahoot-quiz med spørgsmål om kirken og Fredericia. Der blev lavet en konkurrence, hvor organisationslederne skulle tegne en kirkebygning med en tyk tusch, der var hængt op i snore, som så skulle styres af de forskellige grupper, uden at man måtte røre tuschen. Det kom der nogle meget specielle bygninger ud af, men ældsternes kvorum vandt, bestemte primarybørnene, som var dommere.
Til slut blev der serveret jubilæumskage. Et perfekt punktum på en perfekt fest. Så slutsangen »Vi glædes og frydes« var den helt rigtige afslutningssang. Hvis der til næste år afholdes en 51-års jubilæumsfest for Fredericia menighed, skal vi nok komme igen.