Derfor blev jeg medlem af kirken

Jeg har egentlig altid haft nogen angst for at skrive, måske derfor har jeg forsømt at skrive en dagbog, idet jeg er meget bedre til at formulere mig mundtligt end skriftligt. Men nu er jeg begyndt, og jeg har det ønske, at det må være til nogen glæde for mine efterkommere og måske også for mig selv engang. Denne dagbog her vil i væsentligt omfang kun omhandle min tid i kirken, efter jeg kom der den første gang i foråret 1954.

Egentlig har jeg grund til at være min far meget taknemmelig for mit medlemskab af kirken. Han har haft en meget stor indflydelse på mit forhold til religion, idet vi ofte diskuterede bibelen og religion i almindelighed. En dag ringede han til mig (jeg boede da på Martinsvej 19 i Fredericia) og spurgte mig, om jeg ville have besøg af to missionærer fra Mormonkirken. De var nogle meget tiltalende unge mennesker, sagde han, og måske havde de noget, som jeg kunne bruge eller syntes om. Jeg svarede, at han bare skulle sende dem over til mig. Det ville være meget interessant at høre, hvad de kunne fortælle. Jeg havde netop fornyeligt i Adventisternes bog læst et afsnit om »Mormonerne og deres afguderi«, og det var jo ikke hyggelig læsning, hvad dette samfund bedrev. Men jeg husker tydeligt, at da de kom, bød jeg dem velkommen og sagde, at det var en stor glæde at hilse på dem. De præsenterede sig som Gary Anderson fra Utah og Gale Jensen fra Californien. Ældste Gary Anderson har jeg den glæde med, at vi til dato stadig har kontakt til hinanden. Han er nu professor ved BYU i religionshistorie og har 11 børn.

Missionærerne begyndte at undervise mig, men i begyndelsen tror jeg nok, at det for mig var mere af nysgerrighed og med en tanke om at få dem ud af deres vildfarelse, at jeg indlod mig i diskussion med dem, men det skulle komme til at gå anderledes.

Missionærerne var meget tålmodige, og jeg har nok været lidt genstridig, men jeg husker meget tydeligt, hvad det var, der førte til mit vidnesbyrd. Der var lignelsen om ham, der var født blind. Var det ham, eller var det hans forældre, der havde syndet? Pludselig stod det klart for mig, at det var rigtigt, at vi havde levet, før vi kom til denne verden. Samtidig ønsker jeg også at fortælle, at Mormons Bog gjorde et meget stort indtryk på mig. Jeg havde faktisk et vidnesbyrd om, at den var sand, og at den var fra Gud, efter at jeg havde læst meget få kapitler i den. Det var nogle vidunderlige følelser, der gik igennem mig dengang. De var stærkere, end jeg næsten har fået på noget andet tidspunkt i mit liv. Jeg burde måske tilføje, at da missionærerne kom til mit hus, var jeg stærkt søgende og havde besøgt forskellige andre menigheder, bl.a. Pinsebevægelsen, Jehovas Vidner og Adventskirken, men det var ikke tilstrækkelig for mig. Jeg brød mig ikke om deres lærdomme.

Efter 3-4 måneders forløb inviterede missionærerne mig til møde i kirken. Det var en onsdag aften i GUF, da jeg kom første gang. Jeg erindrer det endnu; jeg kunne nemlig ikke finde kirken. Den skulle ligge i Prinsensgade nr. 19 o.g. I min naivitet troede jeg, at det var en kirkebygning eller et menighedshus, der var tale om, men det var nogle meget ringe lokaler, der lå »over gården«. Jeg var faktisk selv tidligere blevet tilbudt dem, da jeg søgte lokaler til min nyetablerede forretning, men jeg fandt dem dengang for ringe. Lokalet lå på 1. sal oven på et smedværksted. Et lokale, som var ca. 7x4 m, kunne deles i to, ved at man trak et forhæng for. Dertil var så yderligere et værelse på omkring 8 m2. Begge rum blev opvarmet af to kakkelovne, som der skulle fyres op i ca. 1 time, før møderne begyndte. Ligeledes var toiletforholdene meget ringe, og toilettet lå under den smalle trappe, der førte op til mødelokalerne. Men jeg tog det i stiv arm, selvom lokalerne var, som de var. Jeg tror, så vidt jeg erindrer, at det aldrig har været noget problem for mig.

Men som sagt: Da jeg kom til mødet, var der kun tre til stede. Det var Meta Dybvang, hendes datter Nunne Rasmussen og Liljengren, der var grenspræsident. Lidt senere kom missionærerne. Det var ikke mange, og da jeg kom hjem, spurgte min hustru, Esther, mig, hvor mange vi havde været, og da jeg ikke kunne lide at sige til hende, at vi kun var tre eller fem med missionærerne, svarede jeg, at jeg talte dem ikke! Men jeg fik et meget stort udbytte af mødet. For det første var lektien god, den handlede om ægteskabet, dernæst var det en opmuntring for mig at se så velplejede mennesker og ligeledes at se, at den unge Nunne var en smart pige, der brugte make-up og havde røde negle. Jeg havde nærmest forestillet mig, at alle såkaldte religiøse mennesker afsværgede den slags. Derfor kan jeg sige, at mit første møde i kirken var godt, vi var ikke mange, men de, der var der, gjorde et stort indtryk på mig.