Historier fra skriften
Et brev fra Jakob – En invitation til at adlyde, ikke blot høre, Guds ord


Jakobs Brev 1-3

Et brev fra Jakob

En invitation til at adlyde, ikke blot høre, Guds ord

Jakob skriver et brev.

Jakob var søn af Maria og en af Jesu Kristi brødre. Jakob var også kirkeleder i Jerusalem. Han skrev et brev til Guds folk over hele verden for at hjælpe dem til at efterleve Jesu Kristi evangelium.

Jakobs Brev 1:1

Joseph Smith læser Bibelen.

Jakob skrev: »Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud.« Mange år senere læste en dreng ved navn Joseph Smith disse ord og besluttede sig for at bede til Gud om sine spørgsmål. Joseph Smith sagde senere: »Jeg havde erfaret, at Jakobs vidnesbyrd var sandt.« Gud besvarede Josephs bøn, og han vil også besvare vores.

Jakobs Brev 1:5; Joseph Smith – Historie 1:11-17, 26

Jakob underviser en gruppe mennesker.

Jakob skrev også, at vi bør lytte nøje til, hvad andre mennesker siger, og forsøge ikke at blive vrede på dem. Når vi er vrede, kan vi ikke tjene Gud.

Jakobs Brev 1:19-20

En dreng og en pige taler med en kvinde med en grædende baby.

Jakob sagde, at det ikke er nok bare at høre Guds ord; vi skal også efterleve det. Han skrev: »Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere.«

Jakobs Brev 1:22

Drengen og pigen har inviteret kvinden og hendes baby til at komme ind i et varmt telt hos deres familie.

At følge Jesus Kristus er mere end blot at tro på Gud, forklarede Jakob. Selv djævelen ved, at Gud findes. Når vi ser folk, der fryser eller er sultne, bør vi give dem tøj og mad. Vi bør besøge enker og forældreløse. »Tro uden gerninger er død,« skrev Jakob.

Jakobs Brev 1:27; 2:14-20

En mand fører en hest væk fra fare.

Jakob ønskede også at lære de hellige at tale venligt til folk. Han sagde, at når vi er forsigtige med vores ord, er det ligesom at føre en hest. Vi kan føre en stor hest med et hovedtøj, som er fastgjort til et lille stykke metal i hestens mund. Vores ord kan også virke små, men de kan være kraftfulde.

Jakobs Brev 3:2-3

Et skib i en storm, der styres med et lille ror.

Jakob sagde, at det at kontrollere vores ord er ligesom at styre et skib. Selvom skibet er stort, og vinden er stærk, kan vi styre skibet ved at kontrollere et meget lille ror. Roret er som vores ord. Hvis vi kan kontrollere, hvad vi siger, kan vi gøre en stor forskel!

Jakobs Brev 3:4-5

Folk skændes med en romersk soldat, der har væltet noget frugt.

Uvenlige ord, forklarede Jakob, kan være som en lille flamme, der starter en stor brand. De kan sprede sig hurtigt og forvolde megen skade. Derfor er det vigtigt at være forsigtig med vores ord.

Jakobs Brev 3:5-6

Børn tilbyder soldaten frugt.

Jakob skrev, at vi bruger vores mund til at bede til vor himmelske Fader. Men nogle gange bruger vi også vores mund til at sige grimme ting til andre mennesker, som er vor himmelske Faders børn. Jakob sagde, at det ikke burde være sådan.

Jakobs Brev 3:9-10

En fredfyldt scene nær et springvand, hvor Jakob underviser folk om evangeliet.

For at lære de hellige at tale venlige ord underviste Jakob om, at en kilde ikke kan give både frisk vand og salt vand. Et figentræ kan ikke bære oliven, og en vinranke kan ikke bære figner. På samme måde bør vores ord, hvis vi har godhed og kærlighed i vores hjerte, også være gode og kærlige!

Jakobs Brev 3:11-18