Sandheden vil sejre

Jeg er opvokset i en aktiv sidste dages hellig familie i England som det ottende af ti børn. Vore trofaste forældre underviste os i evangeliet og var gode eksempler. Men da jeg var omkring 14, begyndte jeg at finde det svært at gå til morgenseminar, deltage i forskellige klasser og foredrag og komme til ungdomsaktiviteter. De fleste af mine venner var ikke medlemmer af Kirken og havde standarder, der var meget forskellige fra dem, jeg var vokset op med.

Jeg begyndte at træffe dårlige valg, fordi jeg så gerne ville være ligesom mine venner og tage del i den såkaldte morskab, som de havde. Da jeg fyldte 15, var jeg fuldstændig inaktiv i Kirken. Som jeg blev ældre, blev mit liv mere og mere verdsligt.

Men samtidig begyndte jeg at fornemme noget dybt nede i min sjæl. Spørgsmål om formålet med livet og menneskets skæbne fyldte mit sind. Den verden, jeg engang havde kendt og troet, at jeg elskede, blev et meget mørkt, koldt og ensomt sted. Min sjæl var ikke helt tilfreds med det, som verden kunne tilbyde. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg burde være et andet sted end i min fødeby, en følelse af, at jeg skulle udrette noget andet med mit liv.

Efter at have haft disse følelser og tanker i flere uger besluttede jeg at bede om hjælp. Det var første gang i lang tid, at jeg havde bedt en bøn. Jeg besluttede mig til at vente til om natten, hvor alle sov. Da jeg havde bedt, tænkte og lyttede jeg, men der skete ikke noget. Jeg blev ved på denne måde i flere uger, indtil det slog mig: Måske ville Gud ikke svare mig med det samme, fordi jeg var opvokset i evangeliet, men desværre aldrig virkelig havde værdsat det.

En aften ændrede jeg så fremgangsmåde. I stedet for at kræve et svar og forvente, at Herren straks skulle give mig det, lovede jeg Herren, at hvis han ville svare mig, så ville jeg tjene ham som missionær. For første gang bad jeg om at få at vide, om Mormons Bog, Joseph Smith og Kirkens lære var sand. Jeg følte noget, der var så stærkt, og dog så fredfyldt, at det fik mig til at græde.

Jeg gik til min biskop, som tilfældigvis var min storebror, og bad om at komme på mission. Jeg var nervøs, men jeg vidste, at når Herren havde holdt sin del af aftalen, måtte jeg også holde min. Tårerne strømmede ned over min biskops ansigt, mens jeg fortalte om min oplevelse.

Så begyndte jeg at gå ud med Kelly, som ikke var medlem af Kirken. Jeg fortalte hende om min plan om at tage på mission. Kelly kunne se, at jeg havde forandret mig, og hun spekulerede over hvorfor. Det førte til, at Kelly blev undervist af missionærerne og blev medlem af Kirken, og jeg fik lov til at døbe og bekræfte hende. På det tidspunkt spekulerede jeg på, om den missionærindsats havde opfyldt mit løfte til Herren. Jeg kæmpede med tanken om at skulle af sted, og jeg var fast besluttet på at bede om at få at vide, om det at forlade Kelly og udføre en mission var det rette at gøre.

Jeg valgte et sted oppe i bjergene ved en hede, som hedder Saddleworth Dovestones, hvor jeg kunne være uforstyrret. Jeg tog min madpakke, skrifterne og min dagbog og drog af sted for at bestige bjergtinden, hvor jeg kunne udøse mit hjerte for Herren. Mens jeg bad, lyttede jeg omhyggeligt efter et svar, måske en fredfyldt følelse eller en brænden i brystet, men jeg følte ikke noget.

Mens jeg gik tilbage, fik jeg øje på nogle sten, der var omhyggeliggt anbragt, så de dannede ordene: »Sandheden vil sejre«. »Sært,« tænkte jeg, men skød det så fra mig. Men da jeg fortalte min mor om det, sagde hun bare: »Det er dit svar.«

Forstår I, da de sidste dages hellige missionærer ankom til England i 1837, indledte de deres missionering i Preston. Dengang var byen midt i en stor fest i forbindelse med dronning Victorias kroning. Da missionærerne steg ud af postvognen, så de et banner, der hang lige over hovedet på dem, med påskriften: »Sandheden vil sejre«.

Det blev en meget udbredt vending i Kirken, og den optrådte på mange pjecer. En ældste, der rapporterede om sin mission i Indiana, skrev et brev, som blev trykt i Nauvoos Times and Seasons i 1841: »Skønt Herren har valgt de svage i denne verden til at forkynde sit evangelium, vil sandheden sejre og vil gå fremad.«¹

I tillid til Herren indsendte jeg min missionæransøgning. På min 21 års fødselsdag kom min kaldelse til at tjene i Londons sydmission sammen med fødselsdagshilsenerne. På grund af mine mange års inaktivitet, følte jeg mig svag og utilstrækkelig. Først senere forstod jeg det, som den tidligere missionær havde forstået: Herren vælger måske nok de svage i denne verden til at forkynde sit evangelium, men sandheden vil sejre og vil gå fremad.

I tro rejste jeg til templet og modtog min begavelse. Da jeg trådte ud af templet, traf jeg to missionærer, som havde tjent i min menighed. Mens vi talte, beskrev jeg min oplevelse ude på heden. En af ældsterne smilede bredt og forklarede, at han og hans kammerat på netop den p-dag var vandret ud på heden og på et bestemt sted følte de sig tilskyndet til at anbringe nogle sten på skråningen, så de dannede den kendte vending »Sandheden vil sejre«.

Tårerne strømmede ned over vore ansigter, da vi blev klar over, hvad der var sket. De, der kender området ved, at der er adskillige kilometer med forskellige stier rundt på heden. Alligevel valgte jeg netop det sted, hvor missionærerne havde anbragt de sten. Jeg vidste lige der, at Herren havde besvaret min bøn ude på heden den dag.