Jahve redder den trofaste Daniel

Daniel så på det fad med mad, som stod foran ham, og på vinen i hans bæger. Han vidste, at det ikke var den sunde mad, som Jahve ønskede, at han skulle spise. Han ville ikke spise den.

Daniels venner – Shadrak, Meshak og Abed-Nego – ville heller ikke spise kongens mad. De fire jødiske drenge var blevet taget til fange i Jerusalem og ført til byen Babylon. Nu ville kong Nebukadnesar have dem til at spise fed mad og drikke vin. Han troede, at det ville gøre dem stærke.

Men Daniel og hans venner vidste, at kongens mad ikke ville gøre dem sunde og stærke. »Giv os grøntsager at spise og vand at drikke,« sagde Daniel til kongens tjener. »Efter ti dage kan I sammenligne os med dem, der spiser kongens fede mad.« Det gik tjeneren med til.

Hver dag gav tjeneren de fire unge mænd helsekost, som bestod af frø og korn. Og han gav dem vand at drikke, ikke vin. Efter ti dage virkede de unge mænd sundere end alle andre fanger, så tjeneren bad dem ikke mere om at spise kongens mad.

Da Daniel voksede op, velsignede Jahve ham med kundskab og visdom. Kong Nebukadnesar stolede på Daniel og spurgte ham til råds.

Da kong Dareios blev ny konge i Babylon, gjorde han den vise Daniel til leder i sit rige. Nogle mænd var misundelige på Daniel. De vidste, at han bad til vor himmelske Fader tre gange om dagen. De misundelige mænd fik kongen til at lave en ny lov. Enhver, der blev grebet i at bede, skulle kastes i en hule, hvor man holdt sultne løver.

Den trofaste Daniel kendte til loven, men han bad alligevel hver dag. Mændene ventede og lyttede uden for hans værelse. Da de hørte Daniel bede, skyndte de sig hen til kongen.

Kong Dareios blev forfærdet, da mændene fortalte ham om Daniel. Han ønskede, at han ikke havde underskrevet loven, men nu måtte loven adlydes. Daniel blev kastet for løverne, og en stor sten blev skubbet for indgangen til hulen.

Hele natten var kongen bekymret og urolig. Tidligt næste morgen skyndte han sig hen til løvekulen. Med høj røst råbte kongen: »O Daniel, har din Gud kunnet redde dig fra løverne?«

Til sin lettelse hørte han Daniels stemme nede under stenen: »Min Gud sendte sin engel; han lukkede løvernes gab, så de ikke kunne gøre mig noget.«

Glædestrålende udsendte kongen en erklæring til hele riget. Daniels Gud var den levende Gud, og han havde reddet Daniel fra løverne.