2010
At vi må kunne nyde glæde
September 2010


Evangeliet i mit liv

At vi må kunne nyde glæde

Alt det, der gjorde min mission vanskelig, syntes at afholde mig fra at nyde glæde. Men behøvede det at være sådan?

Det varede ikke længe, før jeg blev klar over, at min mission ville blive helt anderledes end det, jeg havde ventet. Jeg stod over for nogle uventede udfordringer. Jeg prøvede at forblive positiv, men det slog ofte fejl, så jeg endte med at føle mig modløs. Heldigvis blev jeg opmuntret ved zonekonferencerne, som altid afsluttedes med et vidnesbyrdmøde.

Jeg husker især en zonekonference, hvor hver missionær gik på talerstolen og udtrykte sin glæde over at være på mission. Efterhånden som mødet skred frem, begyndte jeg at føle mig ilde til mode. Jeg havde været missionær i et helt år, men havde aldrig følt den glæde, som de andre beskrev. Jeg forlod den konference med tungt hjerte og ganske forvirret og spurgte mig selv, hvorfor jeg overhovedet var på mission. Hvad var der i vejen med mig? Hvorfor kunne jeg ikke føle den samme glæde? Senere den aften udtrykte jeg min bekymring over for min himmelske Fader og spurgte ham, hvordan jeg kunne føle den glæde.

Flere uger senere, da jeg overværede en stavskonference, fik jeg mit svar under min missionspræsidents tale. Selv om han talte til de flere hundrede tilhørere, følte jeg, at han talte direkte til mig. Han talte om den glæde ved Kristi forløsning, som vi alle kan føle hver eneste dag. Han vidnede om, at vi selv i vanskelige og usikre tider kan føle glæden ved at forstå betydningen af Frelserens forsoning.

Jeg vidste, at de ord var rettet til mig. Min himmelske Fader havde besvaret min bøn. Måske ville min mission ikke udforme sig, som jeg havde troet, men Frelseren elskede mig og havde sonet for mine synder. Den glæde, som jeg troede, at jeg aldrig havde oplevet, var overalt omkring mig. Jeg havde bare ikke åbnet mit hjerte for den.

Mine udfordringer fortsatte, men denne oplevelse lærte mig, at jeg kunne føle glæden ved at vælge at åbne mit hjerte for Frelseren forløsende kraft og bære vidnesbyrd om den kraft for andre.

Siden min mission har jeg fået en forståelse af, at situationer og omstændigheder ikke har nogen varig indvirkning på vores evne til at føle glæde. I stedet kommer sand glæde af at adlyde og tro på vor himmelske Fader og hans Søn, Jesus Kristus, som skabte livet her – og i det tilkommende – sådan, at vi »kan nyde glæde« (2 Ne 2:25).

Vi kan føle glæde ved at forstå betydningen af Frelserens forsoning.

Den største af alle, af Del Parson, gengivet med tilladelse fra Kirkehistorisk museum