2010
Mere end en missionærvejledning
September 2010


Mere end en missionærvejledning

Til personligt studium. I hjemmet. Til søndagens lektioner. Og selvfølgelig til missionering. Det er de måder, hvorpå medlemmer af Hingham Stav i Massachusetts anvender Forkynd mit evangelium.

Som missionær i Frankrig tjente Chris Ivie i en lille gren, hvor ingen undersøgere havde gæstet Kirken i over et år. Desuden kunne medlemmerne slet ikke huske, hvornår nogen var blevet døbt sidst.

Ældste Ivie og hans kammerat bad om at få at vide, hvad de skulle gøre, og de følte sig tilskyndet til at sikre sig, at hver eneste familie i grenen havde – og benyttede – hæftet Forkynd mit evangelium. På det tidspunkt i begyndelsen af 2006 havde man kunnet få »Vejledning til missionering« i lidt over et år. Ældste Ivie og hans kammerat fulgte tilskyndelsen og bestilte hæfterne.

Det blev begyndelsen til store forandringer i grenen. Skønt ældste Ivie kun var i grenen i yderligere to måneder, så han, hvordan Forkynd mit evangelium forandrede indstillingen hos Kirkens medlemmer – både unge og gamle – med hensyn til missionering.

»Det virkede!« mindes Chris. »Medlemmerne tænkte i missioneringsbaner og stræbte efter at forkynde evangeliet, og det gav dem nogle dejlige oplevelser. Der var større missionæraktivitet i den gren, end man havde set i mange år.«

Medlemmerne begyndte regelmæssigt at fortælle missionærerne om evangeliske samtaler, som de havde med familiemedlemmer, venner eller kolleger. Når disse venner kom med til aktiviteter i Kirken, bød andre medlemmer dem varmt velkommen. For ældste Ivie og hans kammerat betød det, at de bankede mindre på døre og underviste mere. En af de undersøgere, som de underviste, blev senere døbt.

»Nogle gange har vi i Kirken den fejlopfattelse, at missionering er noget, som kun missionærerne gør,« siger Chris. »Men da denne grens medlemmer blev beredt takket være studiet af Forkynd mit evangelium, blev de klar over, at de også havde et ansvar, når de gjaldt om at finde mennesker, der skulle undervises. Forkynd mit evangelium var med til at indgyde dem missionærånden.«

Chris har nu været hjemme i Medway i delstaten Massachusetts i næsten tre år, men han anvender stadig Forkynd mit evangelium i sit daglige studium som en indgang til skrifterne. »Den hjalp mig med at blive en bedre missionær. Den har hjulpet mig med at blive en bedre underviser i evangeliet. Og den har hjulpet mig med at blive et bedre og mere kristuslignende menneske,« siger han.

Chris er ikke det eneste medlem af Hingham Stav i Massachusetts, der har erfaret kraften i Forkynd mit evangelium i andre sammenhænge end fuldtidsmissionering. Skønt hæftet bestemt er rettet mod fuldtidsmissionærer, så har medlemsmissionærerne i Hingham Stav indset, at det også kan velsigne og berige deres liv.

Fra mission til hjemmefront

James Setterberg tilhører også den første generation af missionærer, som anvendte Forkynd mit evangelium. Da han ankom til Østmissionen i Houston i Texas i 2005, havde hans missionærkammerater anvendt hæftet i flere måneder. Men takket være en lokal præstedømmeleders eksempel indså ældste Setterberg, at dette redskabs anvendelighed ikke begrænsede sig til missionærerne.

»I et område boede vi missionærer hjemme hos en stavspræsident og hans familie. Hver morgen holdt de skriftstudium, som omfattede gennemgangen af forskellige kapitler i Forkynd mit evangelium. Det fik mig til at indse, at dette hæfte virkelig er til alle,« siger han.

Det var en erfaring, som han tog med sig hjem. »Inden min mission havde jeg aldrig rigtig sat særlige mål for mit liv; jeg følte vel, at det var at overdrive,« indrømmer han. »Det var takket være den vægt, som min missionspræsident og kapitel 8 i Forkynd mit evangelium lagde på målsætning, at der skete en forandring.«

Ugentlig planlægning og målsætning igennem to år skabte en vane, som James har holdt fast ved, siden han vendte hjem. Han har for eksempel sat sig mål for sin uddannelse og sine åndelige mål. Han siger: »Jeg har indset, at hvis man ikke sætter sig mål, så kan man ikke rigtig følge sin udvikling. Men når man sætter sig mål og arbejder hen imod dem, yder man mere og bliver et bedre menneske. Jeg kan takke Forkynd mit evangelium for, at jeg har lært det.«

Til undervisning i Kirken og i familien

Selv medlemmer, der ikke anvendte Forkynd mit evangelium som missionærer, får øjnene op for dens kraft. Jake Peterson er medlem af stavens gren for unge voksne. Skønt Jake udførte sin mission, inden Forkynd mit evangelium blev udgivet, siger han, at hæftet har været uvurderligt for ham i hans kaldelse som grenens missionsleder, fordi det forklarer årsagerne til, at vi forkynder evangeliet: »Nogle gange tænker vi som medlemmer: ›Hvorfor er det så vigtigt at missionere? Mine naboer lever et godt liv og udretter meget godt. Hvorfor skulle jeg skabe en mulig pinlig situation ved at fortælle dem om Kirken?‹ Det forklarer Forkynd mit evangelium. Den forklarer, hvorfor vi forkynder evangeliet og taler med vore venner: Fordi Jesu Kristi evangelium ›velsigner deres familie, imødekommer deres åndelige behov og hjælper dem til at opfylde deres største ønsker.‹«1

Den er også med til at grundfæste alle medlemmer i grundlæggende evangeliske læresætninger, siger han. »Der er et citat fra Hyrum Smith, som jeg holder meget af. Det taler om at forkynde evangeliets første principper og så forkynde dem igen og igen.2 Den udtalelse og de lærdomme, som indeholdes i Forkynd mit evangelium har givet mig en større forståelse af kraften i de grundlæggende principper og en påskønnelse af den styrke, som vi kan opnå ved at studere emner som genoprettelsen, tro, forsoningen og omvendelse. Der er stor kraft i disse emner.«

Et andet medlem af staven, Rock Doane, tjente som missionsleder, da Forkynd mit evangelium blev udgivet. Rick fornemmede straks, at dette nye redskab kunne være en hjælp i hans kaldelse.

»Jeg holder meget af den kendsgerning, at hæftet indeholder et kapitel om, hvordan man arbejder med stavs- og menighedsledere. Missionærerne kommer og går, men menighedens ledere er der i en længere periode. De skaber stabilitet. Jeg kan godt lide, at hæftet påpeger vigtigheden af det,« siger Rick.

Rick og hans hustru, Moshi, har også set hæftets muligheder som et redskab til at undervise deres små drenge. »Der er et kvarters lektion i hvert kapitel, som er ideelt til familieaften,« forklarer Rick. »Det fokuserer på principperne, så man holder sig til det grundlæggende, hvilket kan være en hjælp til at skabe en solid grundvold for en selv og ens børn. Hæftet indeholder endda lister med skriftsteder og aktiviteter, man kan benytte. Det er en fremragende kilde at trække på, hvad enten man underviser i hjemmet eller andre steder.«

Forberedelse til fremtiden

Mark Wassworth på 19 tjener i dag i Bilbao-missionen i Spanien og anvender regelmæssigt Forkynd mit evangelium. Men han studerede i den, selv inden sin mission. »Hver gang jeg gennemgår det, får jeg noget nyt ud af den,« siger han.

Ved at studere Forkynd mit evangelium inden sin mission fik han hjælp til at finde missioneringsmuligheder. Missionærerne i hans område hjalp ham og hans familie med at opstille en missioneringsplan for familien. »Det fik mig til at tænke mere proaktivt på missionering,« siger han. Som følge af det havde han flere samtaler med sine venner om Kirkens lære, dens historie og kirkerelaterede aktiviteter.

»Jeg havde måske haft et lignende antal muligheder for at tale om Kirken, inden vi lagde vores plan, men nu reagerede jeg anderledes på dem,« siger ældste Wadsworth. »Det var bare et spørgsmål om at se lidt anderledes på det, som jeg allerede gjorde.«

Andrew Mello på 18 har stadig flere måneder til, at han kan indsende sin missionæransøgning, men det betyder ikke, at han ikke forbereder sig aktivt allerede. Han siger, at studiet af Forkynd mit evangelium har været en af de bedste måder for ham at gøre det på.

Noget af forberedelsen er sket via personligt studium. Til andre tider sker det gennem undervisningen i præsternes kvorum. Den første søndag i hver måned får et medlem af kvorummet til opgave at undervise sine klassekammerater og vejlederen ud fra en lektion i Forkynd mit evangelium. Nogle gange underviser de i alle 45 minutters klassetid, men andre gange øver de sig og fremfører 15- eller 5-minuttersudgaver af flere lektioner i stedet.

Og selv om Andrew erkender, at denne forberedelse udruster ham til hans virke som fuldtidsmissionær, kan han også se fordele ved det lige nu.

»Jeg tænker hele tiden på emner fra Forkynd mit evangelium,« siger Andrew. »Jeg er den eneste mormon på min skole, så de andre stiller ofte spørgsmål om, hvad jeg tror på. Jeg har kunnet anvende lektioner og færdigheder fra Forkynd mit evangelium, når jeg fortalte venner eller bekendte om evangeliet.

Der er nogle spørgsmål eller samtaler, som kunne gå i mange forskellige retninger,« fortsætter han, »men det føles herligt, når jeg kan styre dem i en konstruktiv retning takket være det, jeg har læst.«

Ligesom Andrew Mello har Andrew Hovey på 19 også modtaget hæftet Forkynd mit evangelium i løbet af sit sidste skoleår, men det var først, da han var førsteårsstuderende på universitetet, at han virkelig forstod at påskønne det. På grund af påvirkning fra en værelseskammerat, der var hjemvendt missionær, og en missionsforberedelsesklasse begyndte Andrew at forberede sig mere aktivt end nogensinde før på sin mission. Hans bønner blev mere inderlige og meningsfyldte, hans skiftstudium blev mere konstruktivt, og hans planer for missionen blev mere konkrete, siger han. Desuden begyndte han at anvende Forkynd mit evangelium som en rettesnor i den indsats.

Siden da har Andrew udviklet et system til understregning og farvekodning af skriftsteder, der hører sammen med det, han har studeret i Forkynd mit evangelium, og han nedskriver de tanker og tilskyndelser, som han modtager under studiet. Men han skynder sig at tilføje, at det ikke er alt afgørende, at man anvender en foreskreven måde til at understrege, farvekode eller lave notater på. I stedet »kan man tilpasse sine studiemetoder, så de passer til ens temperament,« siger han. »Det er det, der er så herligt ved evangeliet. Vi er alle forskellige, men evangeliet passer til os alle.

På samme måde er det med Forkynd mit evangelium. Det gennemgår grundlæggende læresætninger i brede træk, så man kan anvende det som en vejledning. Vi kan anvende det på den måde, vi har brug for til vores egen læring eller til at undervise andre.«

Patrick Smith, en anden ung mand fra Hingham Stav, fortæller, at de unge mænd i Det Aronske Præstedømme i hans gren en gang om måneden fortæller om de missionæroplevelser, de har haft, og så aftaler de tidspunkter, hvor de kan tjene med fuldtidsmissionærerne.

»For ikke så længe siden var jeg ude med missionærerne for at undervise en familie, der allerede havde hørt Joseph Smiths historie,« siger Patrick. »Ældsterne bad mig om at undervise om Kristi komme til Jorden og oprettelsen af hans kirke. Forkynd mit evangelium illustrerer det hele tydeligt og angiver skriftsteder, som understøtter det hele. Det hele var der.

Jeg kendte til de emner og havde et vidnesbyrd om dem, men Forkynd mit evangelium og samarbejdet med missionærerne har hjulpet mig til bedre at kunne undervise i de principper,« siger Patrick. »De lærdomme, som skildres i hæftet, bekræfter det, som jeg har lært derhjemme og i Primary, så længe jeg kan huske. Og det, der forkyndes i Forkynd mit evangelium hidkalder Ånden, og det er den vigtigste hjælpekilde, vi kan have, når vi taler om Kirken.«

Hjælper med at fremme vor himmelske Faders værk og herlighed

Patricks storebror, Tom, vendte hjem fra Ventura-missionen i Californien i august 2009. Han mener, at Forkynd mit evangelium er et af de bedste redskaber i missioneringen. Selv om Tom værdsatte det, som hæftet hjalp ham med at udrette som missionær, bemærker han, at næsten alle de profetiske udtalelser om missionering, som findes på siderne 12-13 i Forkynd mit evangelium, taler om medlemmernes rolle i udbredelsen af evangeliet. Han siger, at det antyder, hvor stor en del af missioneringen, der bør udføres af medlemmerne, og ikke kun af fuldtidsmissionærerne.

»Da jeg nærmede mig afslutningen på min mission,« mindes han, »studerede jeg missionærernes ansvar og læste om, hvorfor vi – missionærer og medlemmer – er blevet bedt om at udføre dette arbejde. Jeg læste Moses 1:39 og tænkte på missionering set fra vor himmelske Faders synspunkt. Han ønsker bare, at hans børn skal vende tilbage til ham. Jeg indså, at det, som vi er blevet pålagt at gøre, er at hjælpe vor himmelske Fader med at udføre dette arbejde.

»Som medlemsmissionær ved jeg nu, at regelmæssigt studium (blandt andet af Forkynd mit evangelium), bøn og søgen efter Ånden kan hjælpe os til at få succes med det. Og hvis vi gør evangeliet til midtpunkt i vores liv og arbejder på at få en bedre forståelse af det, bliver det lettere at fortælle om det og bære vidnesbyrd.«

Noter

  1. Forkynd mit evangelium: Vejledning til missionering, 2004, s. 1.

  2. Se Forkynd mit evangelium, s. 6.

Foto af medlemmer: Melissa Merrill